Indie-genren har haft trange kår på Stengade siden stedet genåbnede, og undertegnede har fulgt denne sørgelige udvikling, så derfor bad jeg min veninde, Danielle Mandix, om at skrive en tekst, som klargjorde indiemusikkens historie på Stengade og begrebets udvikling generelt igennem tiden i et forsøg på at kortlægge, hvor genren befinder sig den dag i dag, og det endte ud med følgende meget rammende beskrivelse:
“Stengade 30’s hedengangne Indie Night, er kendt og elsket i det Københavnske musikmiljø. Alle der har interesseret sig for rockmusik har højst sandsynligt tilbragt mindst én uforglemmelig aften i Stengades lokaler. Her var en mulighed for at møde ligesindede, og mange danske bands er blevet dannet der – jeg tvivler stærkt på at noget nogensinde ville kunne erstatte det. Men det er jo heller ikke et spørgsmål om at ”genopleve de gode gamle dage”, men nærmere at give et nyt kuld musikinteresserede unge den samme mulighed som man havde ”dengang”. Et sikkert sted. Og en kvalitetsgaranti.
Fænomenet Indie har i de sidste to årtier udviklet sig vidt og bredt, og bruges på tonsvis af bands, som har tusind forskellige måder at være “indie” på. Det kan være svært at skelne det ene fra det andet. Det er indie-genrens største fejl, og samtidigt dens største force: for heri ligger også muligheden for mangfoldighed. Der er både noget for dem der vil have synthesizers, dem som er mere til en laid back lo-fi lyd og for dem som elsker når der er masser af distortion på guitaren. Eneste rigtige fællesnævner er vel følelsen af noget “ægte”; musikere, arrangører og pladeselskabsfolk der alle sammen brænder for musikken.”
Vi skal have den nye generation af Indie Night publikummet tilbage til Stengade. Vi ønsker at Stengade bliver STEDET hvor indiemusikken (uanset afart, nationalitet eller niveau) bliver dyrket, elsket og hørt.
Vi har valgt at kalde Poetry In Mono for et kollektiv, da vi er en organisme i det danske musikliv, som altid er åbne for nye inputs og tiltag, såvel som bredden af musikken. Kollektivet kommer til at bestå af en masse musikelskere, som vil være med til at hjælpe til på den ene eller den anden måde (hvad end det er en
en DJ tjans, eller en kontakt til en kameramand el. lign.) + de forskellige spændende mennesker der findes derude, som kunne komme med fede inputs til hvad der rører sig lige netop nu! Og kollektivets absolutte hjerte og kerne vil så være Danielle og undertegnede.
Derudover vil denne blog få en central rolle. Både i forbindelse med vores ”normale” Poetry in Mono aftener, men også på en særlig aften én gang pr. sæson, hvor blaa vinyl vil være det absolutte centrum. Dels for at have en konkret platform, hvor kunstneren har muligheden for en ekstra eksponering og for at etablere et forum, hvor blaa vinyl kan være et online diskussions- og samlingssted. Derudover vil de pågældende aftenener have et hovedfokus på danske kunstnere idet blaa vinyl, som udgangspunkt altid har haft et hovedfokus på anbefalinger af kunstnere med en dansk baggrund.
Det første Poetry In Mono arrangement løber af stablen på Stengade fredag d. 9. September. Flere detaljer følger snarest. Vi håber selvfølgelig at konceptet vil blive taget godt imod og at i er friske på at joine kollektivet hvis i føler i har noget på hjerte.
Kontakt:
danielle(at)poetryinmono.com og/eller rikke(at)poetryinmono.com
Tjek også vores Facebook side.