Jens-Ulrik Kleemeyer i aktion på det medbragte klaver, med fine figurer.
Jens-Ulrik Kleemeyer.
The Holiday Crowd i aktion – her bassist Alex Roberts.
The Holiday Crowd-forsanger Imran Haniff i aktion.
Imran Haniff.
The Holiday Crowd guitarist C. Bowers
Publikum og The Holiday Crowd i forening.
The Holiday Crowd på tønderne.
I fredags – den 7. september – løb den syvende udgave af Poetry In Mono af stablen på spillestedet Stengade på Nørrebro. Denne aften var The Holiday Crowd og Jens-Ulrik Kleemeyer på plakaten, som hver især leverede en smuk optræden.
Jens-Ulrik Kleemeyer leverede med sit overskudslager fra gruppen The Green Lives, samt solomateriale, en utrolig nærværende optræden, som han efterfølgende selv vurderede som sin bedste solokoncert so far. Det var vi flere, der var helt enige i. Kombinationen af Kleemeyer på henholdsvis spansk guitar og piano var en fin balance, der fin supplerede Kleemeyers meget stærke vokal. Et dejligt indslag.
Herefter fyrede The Holiday Crowd op i kedlerne ved at starte ud med deres fremragende single Painted Like A Forest. Forsanger Imran Haniffs vokal er en utrolig stærk en af slagsen, som var en formidabel katalysator for musikkens pumpende britiske poplyd. Generelt var gruppen meget veloplagte, hvilket blandt andet ses i galleriet, hvor Haniff og trommeslager Dave Barns – med det energisk vuggende hoved – smadrede gulvtammen mod slut. En absolut fornøjelse at opleve canadierne.
Vi ser frem til Poetry In Mono #8, hvor de to danske grupper Shiny Darkly og Ocean View står for. Det vender vi stærkt tilbage med.
Jens-Ulrik Kleemeyer spiller til Poetry In Mono den 7. september på Stengade, og har i den forbindelse været så venlig at dele fem af sine favorit-tracks. Ordet er dit Jens:
Jeg har valgt 5 numre, som jeg kan se, efter at have valgt dem, alle er bygget op omkring bemærkelsesværdige herre-vokaler. Jeg elsker når man selv får lov til at sidde og lede efter mere eller mindre toner eller detaljer i melodierne.
Bob Dylan – Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again:
Den ubestridte konge blandt bemærkelsesværdige herre-vokaler må være Bob Dylan. Man skal passe på med Dylan – når man først har fået smag for ham, har jeg som mange måttet erkende, at man bliver nødt til at høre ”Alt” han har rørt ved. Og der findes stort set en Dylan-sang til hver en følelse man (i hvert fald som mand) kan have i kroppen.
Hele I Am Kloot’s Sky at Night er bestemt et lyt hver. De har virkelig formået at ramme en hel speciel akustisk natlyd bygget op omkring deres ’grimmeste mand i byen’-forsanger John Bramwell.
Om de evigt oversete The Go-Betweens kan man sige mange ting. ‘De australske The Smiths’ er de blevet kaldt, selvom Brisbane-bandet dog har deres helt egen specielle sound – Især forankret i den ene lead-vokalist Robert Forster.
Nick Drake – Place To Be:
Jeg hørte første gang om Nick Drake fra min gode ven Rune Nissen Petersen i forbindelse med nogle indspilningssessions i Grapehouse-studiet på Gl. Kongevej. Jeg har siden hørt, at det var typisk for Nick Drake, at alle som havde fået det anbefalet, efter sigende skulle kunne huske præcis hvor og hvem de havde fået det anbefalet fra.
Echo and the Bunnymen – Thorn Of Crowns:
For ikke at falde i hverken David Byrne eller Lou Reed fra Velvet Underground-dagene vælger jeg at smide en sidste 80’er-ting ind i slutningen af min lille skrivelse.
Post-punkerne Echo and the Bunnymen er et band, som jeg har svært ved at ryste af mig. Især Ian McCulloch’s vokal og deres mørke og støjende, men dog til tider utrolig melodiske, instrumentering er virkelig værd at lægge mærke til.
Jens-Ulrik Kleemeyer, der også er en del af gruppen The Green Lives, spiller til Poetry In Mono #7 sammen med canadiske The Holiday Crowd på fredag den 7. september på Stengade. Se mere her. Hør Jens’ musik her.
Vores partner-in-crime Danielle Mandix Jensen fra Poetry In Mono-klubben på Stengade har været så venlig at smide et par kommentarer om hendes forkærlighed for candadiske kvartetter, der spiller britisk-klingende musik – ordet er dit:
For et halvt års tid siden modtog jeg en besked fra Morten Stützer på Facebook, hvor han anbefalede mig at lytte til et remix af nummeret Painted Like A Forest på Soundcloud, nummeret var af det Canadiske band The Holiday Crowd og var fra pladen Over The Bluffs. Det skulle hurtigt vise sig at blive en af mine favorit-udgivelser fra 2012, fra pladeselskabet Shelflife Records – et pladeselskab der virkeligt er værd at udforske, da de har et fabelagtigt bagkatalog der blandt andet tæller svenske indiepop favoritter som Days, A Smile And A Ribbon og The Garlands, men også to danske bands nemlig Champagne Riot og ganske nyligt, fynske Balloon Magic.
Udgivelsen er en limited edition 12″, med syv melodiske guitar-prægede numre der måske mere lyder som en grå regnvejrsdag i 80’ernes England, end som nutidens Toronto. Bandets navn stammer da også fra et citat fra Graham Greene-romanen Brighton Rock, og det er næsten for nemt at sammenligne dem med The Smiths, for jeg synes stadigvæk at The Holiday Crowd lyder mest som sig selv, med sine fine guitarmønste og forsangerens nærmest dovne vokal.
Albumtitlen Over The Bluffs kommer fra deres sang Tiresome, “I would have led you away from the alliance and over The Bluffs instead”, hvilket er en åben kærlighedserklæring til Scarborough, Ontario, en berygtet forstad til Toronto, hvor forsanger Imran Haniff og guitarist Colin Bowers voksede op. De mødte hinanden i high school, hvor en bemærkning til en Stone Roses t-shirt, lagde grobund for et langt venskab og et frugtbart samarbejde.
Den 7. september er Poetry In Mono så heldige at kunne præsentere The Holiday Crowd, live på Stengade, i forbindelse med deres allerførste visit i Europa. Det koster kun 60,- i entré, og efter showet vil Caspar fra Shelflife bandet Champagne Riot spille et stensikkert højest dansabelt DJ-set.
Den 20. april blev denne sæsons sidste udgave af Poetry In Mono afviklet på Stengade, hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash besøgte Nørrebro. Ovenfor er et kort udsnit af aftenen, hvor Rasmus Hedeman fra Hell Is In Hello og Rasmus Hald Jensen, der er manden bag Girls Love Rallie, varmede op for sig selv med deres country-glam-projekt, Starcrash – der havde uropførsel denne aften.
Derudover spillede Hell Is In Hello et solidt sæt, hvor en del af materialet fra den seneste (og meget anbefalelsesværdige) skive Zombie Polarid, var på menuen. Herefter fulgte Rasmus Hald Jensen med et band, hvor der blev dykket tilbage i tid, ligesom en stor del af materialet fra det fremragende album Son Of Rock’n’roll blev eksekveret live.
Publikum var pænt tilfredse må man sige, da der blev råbt på mere, og “Rallie” måtte give ekstranumre på akustisk guitar efterfølgende. Det var der ikke nogen, der brokkede sig over.
Dermed ser Poetry In Mono frem mod programmet efter sommerferien, hvor vores første arrangement bliver fredag den 28. Septemberkl. 21.00, hvor Asbjørn og Soffie Viemose slår vejen forbi Stengade. Entré 80 kr. BEMÆRK! Koncerten er blevet flyttet til lørdag d. 1. december, og er dermed ikke vores første Poetry In Mono arrangement efter sommerferien. Mere info følger snarest. Billetter kan købes her.
Det bliver således den mest elektronisk-poppede udgave af PIM indtil nu, og vi glæder os meget til også at præsentere den gren af, hvad der i vores bog står som “indie” (det i jo i virkeligheden det meste nu). Vi vender tilbage med mere information om arrangementet den 1. december.
Lyt i mellemtiden til selv samme Soffie Viemose, der har remixet Asbjørns The Criminal:
På fredag går det løs. Den sjette Poetry In Mono løber af stablen, og til at sørge for at det bliver en uforglemmelig aften, har vi besøg af Girls Love Rallie, Hell Is In Hello, Starcrash og The Banana Hold Up! DJ’s. Hovedpersonen i førstnævnte giver her fem bud på hvad der rocker hans verden pt:
Glen Campbell: Ghost on the Canvas
“Ghost on the Canvas” (Surfdog, 2011)
– Mit seriøse sangskrivercrush Paul Westerberg har skrevet titelnummeret til Glen Campbells svanesang. Wrecking Crew legenden blev diagnosticeret med Alzheimers sidste år og valgte at udgive et sidste album. Westerbergs egen – noget mere famlende – version er at finde på Ep’en ”PW & The Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys” fra 2009.
King Louie and the Loose Diamonds: Gypsy Switch
“Memphis Treet” (Empty, 2007)
– Jeg blev først for nyligt opmærksom på King Louie Bankstons imponerende oeuvre til en kombineret Fossils koncert og hornfisketur i Helsingør. Sangen er måske bedre kendt med The Exploding Hearts, men i mine øjne er King Louies version laaangt bedre. Det kan selvfølgeligt have lidt at gøre med backingbandet, der blandt andet består af Jack Oblivian og Harlan T. Bobo. Rart igen at have en svært tilgængeligt diskografi at skulle lede efter.
Parthenon Huxley: Bazooka Joe
“Mile High Fan” (Not Lame, 2006)
– Denne version af “Bazooka Joe” er indspillet i perioden 1988-1993, da Parthenon Huxley arbejdede som sangskriver i L.A. Sangen bør faktisk høres sammen med den akustiske udgave fra albummet ”Live In Your Living Room” for at få et samlet billede af sangskrivningens overlegenhed. En stone cold power pop klassiker!
Cleaners From Venus: Julie Profumo
Going To England (RCA, 1987)
– Perfekt lille popsang fra Martin Newell og co. Min interesse for Cleaners From Venus blussede for nyligt op, da jeg fik fat i Newell’s bog “This Little Ziggy” om hans glamrock oplevelser med bandet Plod. Rigtig god bog og rigtig godt band og rigtig god koklokke.
V-3: Son of Sam Donaldson
“Negotiate Nothing” (Ropeburn, 1992)
– Jeg har været ret betaget af Ohio’s old guy lo-fi scene (80’er og 90’er) i den seneste tid. Ron House, Tommy Jay, Mike Rep osv. Naturligvis tager Jim Shepard til hver en tid prisen (hvad end denne måtte være) og nummeret ”Son of Sam Donaldson” indeholder alt, hvad jeg elsker ved manden. Stor, sort sangskrivning!
Om præcis en uge, fredag den 20. april, løber den sjette Poetry In Mono af stablen på Stengade. Denne gang i selskab med den fremragende og selvopfundne genre nordjysk soul og hele 3 bands. Hell Is In Hello er én af disse bands og vi har her på bloggen fået forsanger Rasmus Hedeman til at komme med et bud på 5 sange der rocker hans verden for tiden. Lyt med her:
Glen Campbell – Ghost on the Canvas
– Det kan godt være, han er 75 og har fået Alzheimers, men vokal mæssigt
lyder Glen Campbell stadig fremragende. Han rammer vemodigt og
samtidigt selvsikkert. Sangen er skrevet af Paul Westerberg og det er
i sig selv nok til, at tjekke den ud.
Charanjit Singh – Raga Bhairav
Jeg tripper ret meget over indisk musik for tiden, og lige præcis
dette nummer fik mig i gang. Det siges, at Singh lavede den første
acid house plade nærmere betegnet i 1982 med pladen Ten Ragas to a
Disco Beat.
Cymande – Fug
– Soul/funk-klage sang. Med en ordentlig omgang sax solo og bas-drevne
grooves, alt sammen spillet med lige stor lethed.
Umberto – Temple Room
– VHS-skæv horror fra 2010. Det er dybt, innovativ retro- progressiv
musik tilsat de fineste elementer fra Goblin og John Carpenter.
Lee Hazlewood – My Autumn’s Done Come
– En all-time-favorite som altid hitter hos mig. En herlig trist ballade
med smukke strygere og måske en af Hazlewood’s mest gribende tekster.
Det bliver en aften du helst ikke vil gå glip af. Læs mere om arrangementet her. Billetter købes her (bemærk, ingen gebyr).
I torsdags løb femte udgave af Poetry In Mono af stablen, og det var i den grad en fest, må jeg godt lige hilse og sige. Det var Girlfriends og Bodebrixen,der slog vejen forbi Stengade. Girlfriends gav sin debutkoncert, mens Bodebrixen berigede os med deres første koncert i over et år.
Girlfriends var et virkelig dejligt bekendtskab med deres føromtalte super-catchy synth/guitar-pop, der har en meget umiddelbar effekt på undertegnede, og som derfor fandt koncerten utrolig positiv taget gruppens liveerfaring i betragtning (i denne konstellation).
Ikke desto mindre var der solid opbakning fra publikum til alle de syv numre (så vidt jeg husker), der blev givet smagsprøver på. Meget lovende gruppe – som vi er meget begejstrede for her på bloggen.
De seks herrer i Bodebrixen sprudlede af spillelyst efter en meget lang livepause, og taget i betragtning at de spillede deres nye kommende album fra ende til anden, så er der i den grad noget at se frem til. De startede ud med en hybrid af deres vanlige glade pop kombineret med en nærmest post-rocket lyd (i situationen mindede det mig ikke mindst om det), og især de første tre numre var virkelig lovende (ved første lyt).
Gruppen ytrede sig desuden om, at de har haft en hård tid, og rendt ind i bagsiden af musikbranchen, hvor ikke alle måske har de bedste intentioner, hvilket de dog ikke gik yderligere i detaljer med.
Indiepopperne lod sig dog ikke mærke af dette resten af koncerten, hvor forsanger Andreas Brixens supplerende spil til trommer og perkussion gav gruppen lige et ekstra tvist energi, ligeledes med Aske Bodes fremragende valg af lyde på sine keys, og de fine soli medlemmerne imellem – hævede det musikalske niveau.
Glædeligt gensyn er nok det nærmeste, vi kan konkludere, og lad os krydse fingre for en snarlig udgivelse.
Der er et bredt udsnit af billederne fra aftenen, der (som altid) alle er taget af den talentfulde Michael Jensen. Se resten her.
Glæd jer i øvrigt til Poetry In Mono #6 den 20. april – hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash kommer forbi Stengade med nordjysk soul!
Talking to Turtles var først på scenen. Duoen blev suppleret af Let Me Play Your Guitar, men vi fik også et fornemt og intimt sæt, hvor duoen spillede sin minimalistiske singer/songwriter-folk. Let Me Play Your Guitar tog over med, og de spillede deres catchy melodier med stor indlevelse.Den danske folk-rock gruppe skruede en smule op for volumen, og var generelt ret skiftende i det dynamiske udtryk.Det var desuden de to gruppers første koncert på en længere turné rundt i landet.Let Me Play Guitar spillede størstedelen af numrene fra deres debut, men gav også et par smagsprøver på nyt materiale. Der så sandelig lyder meget spændende.De to grupper blev til sidst atter forenet på scenen, og det fungerede ganske godt. De leverede et cover af "Jolene" (så vidt jeg husker), som var en fin fortolkning.Nuvel. Det var en dejlig aften med to meget melodiske og folkede grupper, der både leverede det afdæmpede og det mere uptempo - til tider støjende. Vi vil gerne sige mange tak til både grupper og publikum, for at bakke op om koncerten!
Vi takker desuden fotograf Michael M. Jensen for hjælpen med at skyde et par dejlige fotos fra Poetry In Monos fjerde arrangement (uheldigvis ikke så mange af første gruppe – da undertegnede forsøgte sig med kameraet), hvor Talking To Turtles og Let Me Play Your Guitar videreførte deres udmærkede samarbejde fra Spot i fjor – med succes. Du kan stadig fange dem sammen, hvis du er i Tyskland.
