gråbjørne i eventyrland

Heartland2

For en uge siden havde undertegnede den store fornøjelse at opleve Heartland Festival ved Egeskov slot for allerførste gang, og kun for én dag. Men hvilken dag det var. Propfyldt med indtryk. Heartland rummer uden tvivl én af landets smukkeste festivalpladser, som ikke er særlig stor, men alligevel rummer rigtig mange indtryk og godt med albuerum. Samt en masse hyggelige kroge, pynt, og ikke mindst den eventyrlige magi selve Egeskov slot kaster over pladsen. Se bare nogle af billederne her (som vel at mærke ikke har fået filter på nogen af dem…for på Heartland behøver man ikke filter):

Heartland1

Heartland6

Allerede på turen ind imod selve pladsen, blev man fyldt med indtryk, og selvom jeg hjemmefra havde forberedt mig lidt ved at nærstudere kortet over festivalpladsen, så gik der alligevel lidt tid før jeg havde det fulde overblik over den forholdsvis lille plads. Jeg havde med vilje ikke lagt så mange planer hjemmefra, for eftersom det var min allerførste tur til festivalen, og jeg kun skulle være der én dag, ville jeg hellere lade tilfældighederne drive mig, end at skulle drøne rundt efter et tilrettelagt program. Den eneste must see med stort M, var selvfølgelig Grizzly Bear på Highland scenen kl. 21:00. Selv samme band var da også igang med lydprøverne imens jeg før portene åbnede for publikum, bevægede mig ind mod pladsen. Der gik det op for mig hvor meget jeg i virkeligheden glædede mig til koncerten, så jeg gik med det samme over imod området ved scenen for at tjekke den ud og lige orientere mig, inden turen gik over imod presseteltet på den anden side af festivalpladsen.

Men inden jeg nåede så langt, fik jeg øje på en høj genkendelig skikkelse der gik tværs over pladsen. Det viste sig at være Ed Droste fra Grizzly Bear. Jeg sagde hans navn, og tog solbrillerne af, da han genkendte mig og udbrød; “Is it who I think it is?!” og gik mig i møde med en kæmpe krammer. Vi snakkede lidt om hvor begejstret han allerede var for omgivelserne, og hvor perfekt jeg synes de passede ind på Heartland, når nu de desværre ikke skulle spille et såkaldt klub-job i Danmark på denne tour. Derudover gik det op for os at det i maj var præcis 12 år siden vi mødte hinanden første gang på Pitstop i Kolding, og om hvor sjov en aften det også havde været (om det var denne snak der gjorde at han under koncerten nævnte alle 5 byer fra deres mini-tour i maj 2006, vides ikke….men måske?). Efter lidt tid med hyggesnak, skulle han videre og se om han kunne finde resten af bandet og noget mad, så vore veje gik hver til sit, og jeg så ham først igen da de 4-5 timer senere stod på scenen. Jeg fik desværre ikke dokumenteret vores lille møde, da jeg er enormt dårlig til at spørge efter selfies, og ikke rigtig bryder mig om konceptet, så i må tænke jer til det.

Efter dette lille spontane møde, fandt jeg ind i presseteltet, fik registreret mig, og fik lidt vand, inden turen igen gik ud på pladsen, hvor jeg fortsat gik mange indtryk i møde, inden jeg rendte ind i en god ven, som tog mig med over til Prxjects scenen. Han, Niels Bagge (aka Vinnie Who) og Christian D’or skulle DJ’e til scenens åbningsreception en times tid senere. Her blev jeg hængende noget længere end jeg egentlig havde tænkt jeg skulle blive hængende på ét sted ad gangen, eftersom jeg jo kun var på festivalen den ene dag. Men det var simpelthen så hyggeligt med en masse gode mennesker, og signaturdrinken Heartland spritzeren smagte rigtig godt, og så var det samtidig den perfekte opvarmning til koncerten kl. 21:00. Jeg er efterfølgende blevet enig med mig selv om at det var det helt perfekte valg at blive hængende så længe, men det kommer jeg tilbage til senere.
Heartland3

Kl. 20:00 brød receptionen lige så stille op, og jeg så mit snit til at smutte over i presseteltet og få lidt mere tøj på, for selvom solen var fremme, var vinden rigtig strid denne dag, og det føltes derfor ret koldt. Her mødte jeg Brian Virenfeldt fra Musikblogger.dk og vi blev enige om at jagte det gode solnedgangsbillede med slottet inden vi skulle til hver vores koncert. Det viste sig at være en større opgave end som så, og med den knappe tid vi havde, blev dette mit bedste shot:
Heartland5-2

Vi sagde farvel til hinanden, og jeg bevægede mig over imod Highland scenen, købte mig en øl og indfandt mig på min “sædvanlige” plads på anden række i højre side foran Christopher Bear’s trommesæt. Med undtagelse af den første koncert i 2006 på Pitstop, har denne plads været min plads. Det startede med en tilfældig placering til koncerten på Roskilde Festival i 2007, og har så til de efterfølgende koncerter på VEGA i 2009, og i Falkoner Salen i 2012 været der jeg har stået. Så denne koncert var selvfølgelig ingen undtagelse. Bandet kom endelig på scenen, super veloplagte, og gik straks igang med at spille. Det er her enkelte anmeldelser har talt om at lyden skulle have svinget meget i kvalitet, men det lagde jeg næsten ikke mærke til derfra hvor jeg stod. Jovist var bassen indimellem lige voldsom nok, men det generede mig nærmest ikke. Publikum omkring mig var både fyldt med nysgerrige first timers og fans, og nærmest alle vuggede med lige fra start. Det var en fornøjelse at være en del af, og endnu engang blev jeg bekræftet i Christopher Bear’s eminente trommespil, samt Dan Rossen’s smukke smukke guitarspil og fantastiske stemme i smuk harmoni med Ed Droste’s, samtidig med Chris Taylor’s fantastiske instrument jongleren (som desværre kun er blevet mindre med årene, da de har fået en femte mand med på scenen) imellem bassen og tværfløjten.
GrizzlyBear1

Det var tydeligt at de fleste publikummer var kommet for at høre bandets gennembruds-hit ‘Two Weeks‘ fra ‘Veckatimest‘ (2009). Der blev skrålet med fra flere rækker, og det var som om stemningen fik lige et nøk op, men bedst som sangen og publikum peeakede, blev alt stille og mørkt. Et brøl gik igennem publikum. Strømmen var gået. Bjørnene kiggede lettere forvirrede på hinanden og grinede lidt. Jeg stod selv og grinede lidt, og lignede lidt et spørgsmålstegn sikkert. Ed Droste smed armene op i vejret og takkede for en dejlig aften, inden bandet gik af scenen;

GrizzlyBear2

Et par forvirrede fyre stod bagved mig og snakkede om hvorvidt koncerten var slut eller ej. Jeg kiggede på uret, og konstaterede at der stadig var 20 minutters spilletid tilbage, så nu var det op til de hurtigtløbende scenefolk at rette op på fejlen, så vi lige kunne få det sidste af koncerten med. Publikum blev heldigvis trofast stående (i hvert fald den del af publikum jeg kunne se fra anden række). 10 minutter senere var der igen hul igennem, og bandet kom smilende ind på scenen igen og fortalte at de alligevel var lidt trætte af at spille sangen, og Ed Droste lyn-nynnede lige det sidste minuts tid publikum var blevet snydt for. Publikum grinede. Han fortsatte med at fortælle at de havde troet at koncerten var slut, og at det var allerførste gang nogensinde at de havde oplevet at alt strømmen gik på den måde. Taylor supplerede mumlende at guitaren var forsvundet i lydbilledet på hans fødselsdag engang. Publikum grinede. Og koncerten kunne hermed få lov til at fortsætte med de sidste to numre. Bandet spillede lidt over tid, men det manglede da også bare. Jeg opdagede at jeg stod og smilede til opover begge ører, og var ikke synderligt mærket af den korte afbrydelse af koncerten. Selvom sådan noget bare helst ikke skal eller må ske, så synes jeg, at når nu det skete, blev håndteret rigtig flot af både publikum, band, og ikke mindst festivalen (som handlede hurtigt). Bandet spillede ufortrødent videre, og det blev en smuk afslutning på en rigtig rigtig god koncert.

Grizzly Bear

Bandet gik af scenen, og publikum forsvandt relativt hurtigt over imod Patti Smith på den store scene. Oprindeligt var det programlagt sådan at Patti Smith først skulle gå igang 5 minutter efter bjørnene, men pga. strømafbrydelsen spillede de ind i starten af hendes koncert, og det har nok resulteret i at de har tabt nogle publikummer, men taget omstændighederne i betragtning, var det rigtig mange der valgte at trodse det, og blev hængende til det sidste. Undertegnede blev stående. Helt mæt af indtryk og høj på musikken. Det var oprindeligt en idé at jeg ville over og se Patti Smith lige bagefter, men i øjeblikket kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at gå væk fra scenen og dermed forlade den oplevelse jeg lige havde haft…jeg var ikke klar. Jeg mødte et par piger som havde det lidt på samme måde, det havde været deres første koncert med bandet, og de var uden tvivl blevet fans på denne eventyrlige aften. Christopher Bear kom ind på scenen igen, og begyndte at pakke sit gear ned, da han vinkede ned til mig. En uskreven tradition vi har haft til alle de koncerter jeg har set med dem med undtagelse af Pitstop koncerten. Pludselig fik jeg øje på en bekendt som så lige så fortabt ud som jeg sikkert har gjort, han var ved at finde ud af med sine venner hvad de nu skulle, men han var ligesom jeg ikke klar til at forlade området og oplevelsen, så han sagde farvel til sine venner der ville over til Patti Smith, og vi blev hængende tilbage, efterhånden som de to eneste, og talte om det vi lige havde oplevet. Det var rigtig rart. Og lige så stille fik vi bevæget os over imod Patti Smith…
Patti Smith

…men selv da vi kom derover havde jeg virkelig besvær ved at tage imod. Min indtryks-konto var mættet, og med tanke på det, er jeg rigtig glad for at jeg ikke nåede mere end jeg gjorde, for det ville måske have påvirket min oplevelse af Grizzly Bear koncerten?
Mørket havde lagt sig over festivalen, og pludselig blev jeg tvunget til at tænke praktisk, da presseteltet lukkede snart, jeg skulle have styr på hvilken bus jeg skulle med og hvordan jeg fik billet, og alt muligt andet. Det resulterede i at jeg fik forvildet mig rundt på snart hele festivalpladsen, og undervejs fik oplevet en masse forskellige ting. Bl.a. befandt jeg mig pludselig ude på campingpladsen, også kaldet Dreamland, og pludselig, ud af det blå dukkede der et lysende og blødende optog op, som satte kurs mod festivalpladsen. Jeg satte efter dem. Husk på, jeg befandt mig i magiens og eventyrernes land;

Heartland7

De førte mig ned igennem festivalpladsen, hvor jeg fangede dette idylliske syn (som tog sig meget bedre ud i virkeligheden);

heartland 10

Virkeligheden bankede på igen, og jeg gik ned mod udgangen, som var helt mørkelagt. Potentielt farligt tænkte jeg. Men jeg skulle ikke hjem endnu, jeg skulle bare ned og tjekke hvordan jeg købte billet til min bus der kørte til Odense senere. Men det kunne jeg desværre ikke få svar på, da der stod en flok forvirrede frivillige ved et mørkt skur, og sagde at de ikke kunne sælge billetter, for de manglede strøm. Så jeg kæmpede mig tilbage igennem mørket, imod strømmen af festivalgæster der ville hjem. De fyldte hele passagen, så jeg måtte snige mig langs hækkene og nærmest kæmpe mig tilbage til pladsen. Jeg var glad for at jeg ikke skulle med bussen før et par timer senere, for med den menneskemængde og manglende strøm, måtte der eksistere kaotiske tilstande nede ved busserne nu. Tilbage på den halvtomme festivalplads fik jeg mig en godnat øl, og gik ind til Talk scenen for første gang den dag, hvor mine to gode venner fra tidligere, spillede op til dans under nok én af de største diskokugler samt den største “samling” CD’er, jeg længe har set, ;

Heartland

heartland13

Det var dejligt at være inde i varmen, og have mulighed for at sidde ned og kigge på det dansende folk, og den fine pynt imens jeg nød min godnat øl og nød de sidste minutter på festivalen. For klokken nærmede sig min busafgang, og jeg vinkede farvel til de to DJ’s og begav mig ud imod udgangen. De havde nu fået sat et stort skarpt lys til at lyse udgangen op, og den store menneskemængde var kørt væk i busser. Jeg var helt høj og mæt ovenpå alle dagens oplevelser, og orkede ikke engang at lytte til musik i bussen. Heartland, det var en rigtig stor fornøjelse, og min taktik om ikke at planlægge for meget, havde virket.

heartland14

Tak for i år Heartland, og på forhåbenligt gensyn.

efterårsanbefaling #2

Grizzly Bear

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grizzly Bear er et band som vi her på bloggen har et lidt særligt forhold til. Dels mødte vi begge bandet for første gang for 11 år siden, da de spillede i vores barndomsby, Kolding (læs lidt om Rune’s oplevelse af det her), og dels har vi lige siden fulgt dem relativt tæt, hvilket en søgning i bloggens arkiv understreger ganske tydeligt. Bandet udgav for lidt over en måned siden deres 5. studiealbum ‘Painted Ruins‘, hvilket er første gang vi hører fra dem siden 2012, hvor de udgav ‘Shields‘. Så det er dejligt at gråbjørnen endelig er vågnet fra dens dvale…og med hvilket mesterstykke (!). Det har i hvert fald kørt på repeat på pladespilleren herhjemme fra dag 1, og er helt klart en efterårsanbefaling værd, fordi den er så helstøbt og har de her små skæve pop-perler som kun Grizzly Bear kan skabe. Jeg er spændt på at opleve pladen live her i Danmark, hvilket eftersigende kan blive en realitet til februar, men nærmere tid og sted lader vente lidt på sig lidt endnu. Anyways, i kan enten tjekke universet på pladen ud herunder med alle de fine singler og medfølgende musikvideoer, eller ganske enkelt sætte pladen på og lytte til den fra ende til anden.

Painted Ruins i rotation

I torsdags kom den seneste single fra pladen ‘Losing All Sense‘, som der også er lavet en video til. En video som tør siges at miste alt mening efterhånden som man skrider frem. Hvis man har fulgt Ed Droste’s Instagram henover sommeren, har man vidst at denne video har været undervejs, og at én af hans bedste venner Jason Greene (bedre kendt som Aunt Freckle) bl.a. er medvirkende, sammen med en håndfuld andre skuespillere og statister inkl. et glimt af Ed Droste selv. Se om du kan spotte ham her:

Det er i det hele taget nogle ret fine og vidt forskellige musikvideoer der indtil videre er blevet kreeret til de forskellige singler fra ‘Painted Ruins‘. Den første her er primært skabt ud fra visuals og læner sig ret meget op af det man kunne tolke som “malede ruiner”:

Den næste her var jeg først lidt i tvivl om, hvorvidt det var en officiel video, men det er det, og den er et sammenklip af en masse hjemmevideo-klip. Sangen var iøvrigt mit første yndlingsnummer:

Æstetikken i den næste sidste video her, minder mig en hel del om æstetikken fra musikvideoen til nummeret ‘Knife‘ fra pladen “Yellow House“, med de store vider og landskaber. Omend den er knap så spacy som Knife videoen. Hehe:

Den sidste her, er mere ovre i et univers som Sofia Coppola’s ‘Marie Antoinette‘, med det her pastelfyldte univers, som tydeligvis udspiller sig i slot-lignende kulisser, omend med en hel del mere nøgenhed i spil blandet op med lidt syre:

spot optakt: shy shy shy del 3

Shy Shy Shy med Grizzly Bear - Shields

Yes! Så er der under 1 uge til SPOT Festival løber af stablen og vi glææææder os. Spot optakten fortsætter med tredje og sidste del af interviewet med Shy Shy Shy hvor Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra bandet har fundet 3 plader i Rikkes pladesamling som har en form for betydning for dem (se del 1 her og del 2 her). Tredje og sidste plade vi sætter på pladespilleren er Grizzly Bear’s ‘Shields’ fra 2012…

Simon: Så er vi kommet lidt over i indie-genren, selvom det stadig er lidt langt fra det vi laver. Jeg havde glædet mig til at høre denne her plade da den kom. Jeg tænkte at det kunne kun komme til at skuffe mig, og så blev jeg virkelig positivt overrasket over at den er god fra start til slut. Genre-mæssigt er det helt vildt meget af denne her type musik jeg har hørt igennem tiden. I hvert fald i en årrække.
Astrid: Ja, jeg tror også vi hørte sådan noget meget da vi begyndte at snakke meget sammen. Vi er blevet lidt mere poppet sidenhen.

Tror i at i er blevet endnu mere poppet nu? Er i begyndt på noget nyt materiale?
Astrid: Ja…men altså det der med pop og ikke-pop, jeg tror for mig handler det meget om og skrive en god sang, og hvis man skriver en rigtig god sang så kan den gå i mange forskellige retninger. Forhåbentlig bliver vi bedre og bedre til at skrive stærkere sange, men derfor synes jeg ikke nødvendigvis at det behøver at blive poppet. Fordi jeg synes f.eks. at den plade vi hører lige den er fyldt af superstærke numre, men den er jo ikke poppet på den måde. Og det synes jeg også gælder både Beatles pladen og ’Heartbreaker’, at det er nogle sindssygt stærke numre, men den kunne garanteret sagtens sende den til Timberlake eller sådan noget og så kunne han producere det op til at blive sådan et eller andet helt vildt popnumre. Men altså, gode sange kan mange ting.

Har i nogen favoritnumre på pladen?
Simon: Yet Againpga. melodien.
Astrid: Det ved jeg faktisk ikke lige. Jeg kan virkelig godt lide åbningsnummeret ’Sleeping Ute’. Jeg tror ikke det er så meget teksterne, men mere lyden af Grizzly Bear der inspirerer mig ved dem.


Vi snakker lidt om Chris Taylor’s vilde evner som multiinstrumentalist…
Astrid: Det synes jeg er meget sejt det der med at være multiinstrumentalist, fordi når man som vi er opvokset i musikskolemiljøet, blive for fokuseret på det ene instrument man nu går til. Det tror jeg også har været en slags barriere for Simon, har det ikke det?
Simon: Jo. For mig har det aldrig handlet om at blive bedst til at spille guitar, jeg vil lige så gerne spille klaver eller synge.
Astrid: Hvordan kan det egentlig være at du valgte guitaren, du er jo lige så god til at spille klaver?
Simon: Jaah…
Astrid: Simon spiller hammergodt klaver.
Simon: Arh jeg spiller helt klart bedre guitar nu.

Har i nogensinde set Grizzly Bear live?
Astrid: Nej, men det ville jeg fandme gerne!

Hvornår var det i begyndte at lytte til Grizzly Bear?
Astrid: Jeg kendte dem godt før ’Veckatimest’ via nogle af de der seje indie-fyre som jeg hang ud med som snakkede om Grizzly Bear, så der har jeg sikkert bare ladet som om jeg vidste hvem det var og så bagefter gået hjem og lyttet helt vildt til det. Jeg tror den første plade jeg hørte var ’Horn Of Plenty’.

Har i nogle afsluttende kommentarer til pladen?
Astrid: Det er en god plade, men jeg kan nu bedre lide ’Veckatimest’.
Simon: Ja men det kan jeg ikke.

Hvad ser i mest frem til på SPOT udover at spille selv?
Astrid: Jeg elsker SPOT! Jeg synes det er en hammerfed festival. Det er så fedt det der format med at det er små korte koncerter. Man kan mærke at de bands der spiller har strammet balderne sammen. Og så kan jeg også rigtig godt lide at man ikke skal sove i telt, jeg er simpelthen så sart med det larm om natten. Roskilde er super, men jeg er simpelthen nået dertil hvor jeg godt kan finde på at tage hjem og sove.
Simon: Jeg synes det er to vidt forskellige oplevelser af en festival. Hver festival har sin charme. Men Roskilde er sådan noget jeg skal tage mig sammen til og planlægge.
Astrid: Det der også er sjovt ved SPOT er at der er hele tiden folk man kender. Jeg synes det er supergrineren på SPOT, at man går 5 minutter og så møder man folk som man måske ikke har snakket med i et stykke tid. Det er bare hyggeligt fordi at man møder sine venner og sine kollegaer og at koncerterne ikke varer hele natten så man kan feste. Det er en god festival.
Simon: Jeg synes også der er noget fedt med at man går ind på et spillested hvor bandet har haft tid til at gøre rigtig klar. Der er et bedre mulighed for at lave et rum til en koncert end der f.eks. er på en udendørs festival.

årets udenlandske plader 2012 – Rikke

Så blev det min tur til at præsentere hvilke udenlandske plader der har været med til at skabe mit musikalske univers i 2012. Igen en svær opgave fordi der har været så meget godt og så meget man ikke har nået at få ordentlig ind under huden. Men jeg er nu godt tilfreds med denne liste:

10. Patrick Watson – Adventures In Your Own Backyard
– Patrick Watson har det med at åbne denne her melankolske tilbageskuende dør for mig hver gang jeg lytter til ham. Det skal forståes som en positiv evne (!). Åbningsnummeret Lighthouse er helt igennem smuk og storladen når Watson er bedst. Han formår desværre ikke at komme op på helt samme niveau på resten af pladen, men den fortjener selvfølgelig stadig en plads på listen her, det er jo Patrick Watson (!).

9. Grimes – Visions
– En lækker og dansable plade med en masse spændende elementer.

8. Beach House – Bloom
– Jeg har altid haft et lidt distanceret forhold til det her band, måske fordi jeg synes at deres første par plader mindede for meget om hinanden og derfor kedede de mig, men jeg må sige at de har oppet sig en hel del på Bloom hvor der er skruet en anelse højere op for tempoet, og det klæder dem bestemt (måske det ikke er en tilfældighed at pladen hedder Bloom).

7. Chris Cohen – Overgrown Path
– Det er én af de plader som lige så stille vokser på dig, og samtidig én af de der plader som er alt for hurtigt ovre. Chris Cohen har begået en lettere psykedelisk folk-plade, som på mange punkter minder mig lidt om J.K. and Co. (Suddenly One Summer pladen fra 1969). Jeg er vild med den vibe blandingen giver, hvor især Caller No99 og Monad lever op til det, men også Chris Cohens lidt søvnige stemme hjælper en hel del på det.

6. Mac Demarco – Rock and Roll Night Club
– Den storrygende unge canadiske knægt Mac Demarco og hans såkaldte “jizz jazz” kom snigende her i sidste halvdel af 2012 og overraskede mig ganske positivt. Han har udgivet to plader alene i år, men det var denne her der der gjorde størst indtryk med numre som Rock And Roll Night Club, Baby’s Wearing Blue Jeans, One More Tear To Cry og She’s Really All I Need , i deres tilbagelænede melodiske stil, som indimellem bringer associationer til Arthur Russell. Koncerten på Stengade i november gjorde virkelig også et stort indtryk, med fede guitarsoloer og en meget veloplagt Demarco.

5. Grizzly Bear – Shields
– Hvem kan ikke stå for de charmerende gråbjørne fra New York? Det kan vi i hvert fald ikke her på bloggen. Bandet har igen formået at lave en helstøbt plade, som ja…Rune beskriver det nu egentlig det hele meget godt på hans liste, så der er vel ingen grund til at gentage 🙂

4. Lower Dens – Nootropics
– Denne her plade fik jeg faktisk af Rune i fødselsdagsgave. En meget dejlig plade, som starter ud med tre numre (Alphabet Song, Brains og Stem) der smelter sammen næsten uden at man lægger mærke til det, en ting der desværre ikke gør sig gældende på resten af pladen, men det gør ikke så meget. Udover de tre åbningsnumre er et nummer som de Joy Division’ske Lamb og den sløve Nova Anthem også nogle bud på numre jeg er glad for.

3. Cat Power – Sun
– Årets positive overraskelse. Hun er en dame jeg ikke har fulgt synderligt tæt siden jeg for første gang stødte på hendes You Are Free plade i 2003 og efterfølgende oplevede en koncert med hende på Voxhall. Men af hvad jeg kender til hende, må jeg sige at denne plade er yderst velstøbt og viser en lidt anden Chan Marshall end jeg er vant til. Er blevet meget glad for pladen og numre som Ruin, Cherokee og den næsten 11 minutter lange Nothin But Time med Iggy Pop som gæstesolist, er blandt favoritterne.

2. Young Magic – Melt
– Da vi gik ind i 2012 kendte jeg ikke det her band, men det kom jeg hurtigt til da jeg fik dem på Stengades kalender i maj måned, og det endte med at blive den koncert jeg har glædet mig næstmest til i år. Og det var med rette, for sikke en lækker koncert på Stengades geniale basfront. Numre som den bombastiske You With Air, Sparkly og den lettere støjende Night In The Ocean er alle absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Derudover må pladecoveret siges at være det fedeste pladecover jeg længe er stødt på.

1. Purity Ring – Shrines
– Udover Grizzly Bear’s Shields, har der ikke været andre udgivelser jeg har glædet mig så meget til som denne her, og den skuffede mig så absolut ikke. Jeg introducerede min lillebror for den på en lille roadtrip i jylland hvor vi hørte den på repeat, så pladen er på mange måder kommet til at være en plade der minder mig om de jyske landeveje i gråvejr og mørke – ikke just en dårlig ting. Udover singlerne Fineshrine og Obedear – som var de numre der fik mig til at spidse ører og glæde mig i første omgang – så er der numre som Cartographist med sin altopslugende døsige basgang og Grandloves med bidder fra Young Magic’s You With Air samplet indover, begge fantastiske numre som bestemt hiver pladen op på et niveau der er en førsteplads værdig.

Purity Ring – Grandloves from 01100111 on Vimeo.

Godt Nytår og pas godt på hinanden derude! Vi ses i 2013 til endnu mere spændende musik.

årets udenlandske plader 2012 – Rune

Vi har allerede være forbi årets bedste danske plader fra 2012 her på bloggen. Nu er vi imidlertid klar med vores liste fra årets udenlandske musik, som spænder meget vidt – os to imellem. Ikke desto mindre har der været ufattelig meget spændende musik, hvor r&b-bølgen for alvor er blevet etableret med officielle udgivelser, hiphop bliver udgivet på alternative rock-labels, soveværelse-musik bliver skabt i særklasse, og 80’er-helte skaber ny magi.

Rune:

10. SpaceGhostPurrp – Mysterious Phonk: The Chronicles of SpaceGhostPurrp

– En dyster debutplade fra Raider Klan-medlemmet SpaceGhostPurrp, der indhylder sine budskaber i tåge, skærpede blik, knyttede næver og nervøs energi. En smagsprøve på en rapper, der formår at gå ubemærket hen over lamme klichéer, og skabe stor vedkommende uhygge.

09. Tame Impala – Lonerism

– Australierne har skabt et fantastisk popalbum, hvor indtrængende popmelodier fås i metervarer. Music To Walk Home By, Endors Toi, Feels Like We Only Go Backwards og Apocalypse Dreams er gode numre at starte med – det er i hvert fald mine favoritter.

08. Sharon Van Etten – Tramp

– Jeg så Sharon Van Etten på Brooklyns Northside Festival i 2011, og jeg bed så sandelig fast i navnet, efter at se hende stå på scenen før Guided By Voices. På Tramp er hun fremragende. Ganske enkelt. Hun formår at drage med sin dejlige stemme og sin solide sangskrivning – hør for eksempel Give Out eller In Line. En glimrende plade.

07. Miguel – Kaleidoscope Dream

– Endnu en musiker har skrevet sig ind i den ‘nye’ r&b-bølge med sin nyfortolkning af genren. Miguel er i den mere polerede ende, end flere af sine kollegaer, men det gør nu heller ikke noget, når han stadig formår at tilføre kant og personlighed. Jeg er vild med grund-guitar-riffet i The Thrill, ligesom den arrogant tilbagelænede Pussy Is Mine viser nye grader af selvglæde. Hits og en vokal med stor personlighed.

06. Nils Frahm – Screws

– Den tyske pianist Nils Frahms lille samling sange på Screws var mit efterårs soundtrack. Det tyste og nærmest anonyme klaverspil har så meget sjæl og underspillet nerve, at det er kuldeskærende. Han rør ikke en finger forkert på den hjemme-indspillede sag.

05. Frank Ocean – Channel Orange

– Vel en af årets mest hypede kunstere med sin officielle debut Channel Orange. Han har i min bog lavet årets bedste nummer med Pyramids. Som klar forgangsmand for den føromtalte r&b-bølge, er han et utroligt talent, der har formået at skabe en kæmpe opmærksomhed omkring sig med udmeldinger om homoseksualitet og at karrieren skulle på hylden. Det håber jeg nu ikke, for selvom personen har fået stor opmærksomhed, så er musikken så sandelig også efter det. Ærlighed, produktioner af en anden verden og en naturlig poppet tilgang.

04. Cold Specks – I Predict A Graceful Expulsion

– Al Spx er en fantastisk kvinde. Hun er fuldstændig cool og tilbagelænet i sin fremtoning, men for dælen den drama, der samtidig befinder sig i den kvinde. Hun ligger så højt, fordi hun har overrasket mig så meget. Hector og The Mark er ganske forrygende og intense, men albummet er nu bedst i sin helhed, hvor nuancernes i Spx’ vokal bredes ud i et vidtfavnende spektrum.

03. Kendrick Lamar – good kid, m.A.A.d city

– En plade, der er vokset på mig den sidste måneds tid. Måske det mest helstøbte album fungerende i sin helhed fra i år. Jeg har nydt Lamars mixtape Overly Dedicated, og hans Section.80, der også er gode, men ikke i nærheden af, hvad der er at finde på good kid, m.a.a.d city. Samples fra Quadron og Tabu-lejren gør sejren større, men den fortælling Compton-rapperen formidler som albummet skrider frem er dragende, og du forstår den kun bedre for hvert lyt. Dr. Dre hjalp ham lidt, men han er for alvor kommet på rette hylde.

02. Grizzly Bear – Shields

– Kvartetten fra Brooklyn står med endnu et mesterstykke i hænderne med Shields. Igen er der så umiddelbar en tilgang til et album, som det også blev kendt på Veckatimest. Et alsidigt album, hvor Daniel Rossen og Ed Droste formidabelt har opdelt numrene mellem sig, ligesom deres harmonier går op i en højere enhed, når der synges i kor. Det er meget svært at fremhæve noget, men lukkeren Sun In Your Eyes var i meget lang tid kandidat til årets nummer for mig, hvor den storslåede orkestrering og lyrik kan slå benene væk under enhver. Lavt til højt, og så er stemmerne og melodierne så udsøgt smukke, at det forbliver en fryd, lang tid efter klangen er tonet ud.

01. Paul Buchanan – Mid Air

– Nu fik jeg nævnt Kendrick Lamar, som leverandør af den måske mest helstøbte plade, men Paul Buchanan er leverandør af det album, med den mest gennemført stemning og det helt gennemsyrede mode. The Blue Nile-forsangeren debuterer som solist med Mid Air, og det er altså ikke så voldsomt langt fra det glimrende materiale, der også kan findes hos den skotske gruppe. Det er meget svært for mig at forklare, hvorfor det netop er Mid Air, der for mig har været årets plade. Den er smuk (Mid Air). Intens. Varm. Sårbar (Tuesday). Minimalistisk. Skæv (på sin egen enkle måde). Sofistikeret. Smuk (Half The World). Hjerteskærende (Buy A Motor Car). Nærværende (Two Children). Jeg er voldsomt imponeret over, hvor eftertænksomt og enkelt tingene bliver fortalt af Buchanan – for eksempel på Wedding Party:

It’s a good day / For a landslide
There are tears / In the car park outside

A long walk / In the long grass
We were lost / Under glittering skies

Are you trying to tell me / What I already know?
Let me go

Tear stains / On your pillow
I was drunk / When I danced with the bride

Let it go / Let it go

Albummets numre varer sjældent mere end 2:30 min., og med sine 14 numre er Mid Air ovre, før man overhovedet følte, at den var gået i gang. Det er smukt, og det er stærkt – ingen store armbevægelse – bare en vanvittig stemningsfuld samling små sange udført af en fantastisk stemme, som ingen bør spare sig for.

Den magiske bjørnebande

Efter at have gennemgået min kalender for dette år, er det gået op for mig hvor lidt koncerter jeg egentlig går til udover dem jeg arrangerer/afvikler på Stengade. Det er egentlig for dårligt, og måske det skulle være et nytårsforsæt for 2013 at give mig selv chancen for at få flere store oplevelser i scrapbogen?

Anyways, grunden til at jeg kiggede min kalender igennem for andre store koncertoplevelser, er fordi jeg i går aftes oplevede Grizzly Bear i levende live for fjerde gang i mit liv, og sikke en oplevelse! Men før jeg udråbte den til årets koncert, ville jeg sikre mig at der ikke gik nogen i glemmebogen, hvilket til min store overraskelse ikke var. Der var simpelthen ikke andre koncerter der kom op på samme niveau. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende (udover deres akustiske ekstranummer (se billede nedenfor)), var da de spillede ‘Shift’ (fra henholdsvis debutalbummet Horn of Plenty (2004) og EP’en Friend (2007)). Sikke et magisk øjeblik. Videoen nedenfor giver en nogenlunde idé om hvordan det lød:

Ikke mindst det flotte lysshow, som egentlig ikke var noget helt vildt og fancy, var med til at danne de smukke rammer om musikken, som det hele jo handler om. Man glemte helt tid og sted, og det er fantastisk når det sker! Her til sidst endnu et billede fra en mindeværdig aften, hvor bandet samlet midt på scenen, for et øjeblik fik den alt for store sal og scene til at virke meget mindre og mere intim…endnu et magisk øjeblik:

efterårstoner

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:

Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:

Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…

Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!

Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!

En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..

Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:

Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:

Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:

grizzly bear – sleeping ute

Grizzly Bear på Pitstop, Kolding i 2006.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med gruppen Grizzly Bear, var som militærnægter på det lille spillested Pitstop i Kolding. Jeg kom med heftige tømmermænd over middagstid, for at skulle gøre stedet klart (og rent) til aftenens koncert med selv samme gruppe, der umiddelbar efter udgav Yellow House – så vidt jeg husker. Der stod imidlertid allerede en gruppe mennesker, der ikke så ud som om, at de kom fra Kolding.

Det viste sig at være Grizzly Bear, der var kommet tidligt, hvorfor stedet sejlede efter gårs-dagens strabadser. De viste sig dog som nogle tilbagelænede sympatiske gentlemænd, der blot ville have en kop kaffe og et sted, de kunne sidde og slappe af indtil aftenens totalt intime koncert. Næste gang de kommer til Danmark, er det så i Falconer Salen i oktober, og der er sandelig sket meget siden. De har fx beriget os med deres seneste album Veckatimest, samt deres udmærkede nyfortolkninger af eget materiale m.m. til filmen Blue Valentine, som bestemt var et behageligt bekendtskab – om end en tankestreg i gruppens fremdrift.

Nu står de klar med den første smagsprøve til deres kommende album, der udkommer før, de besøger Danmark – den 18. september . Koncerten er den 28. oktober. Men lyt lige til nummeret Sleeping Ute. Fremragende. Gruppens samklang med Seattle-gruppen Fleet Foxes er at spore, hvor Robin Pecknold fra Fleet Foxes også tidligere har udgivet en duet med Ed Droste fra bjørnegruppen, men det lyder stadig meget, som vi kender dem.

Jeg er vild med den afdæmpede slutning, der nærmest tager sig ud som et decideret coda-stykke. Derudover er det egentlig gruppens vanlige småskramlede lyd, med melodierne, og de små figurer, der går i fint samspil instrumenterne imellem. Drostes fantastisk indfølte vokal er klar og ude i fjæset på os, og nummeret er også et af de mere “popppede”, ligesom vi hørte det på de fremragende Two Weeks og While We Wait For The Others fra Veckatimest. Synth-arpeggios, guitar-picking og andre violin-lignende dybdegivende elementer er med til at gøre Sleeping Ute til et spændende bekendtskab. Der er umiddelbart meget at se frem til.

Grizzly Bear – Sleeping Ute:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48759127″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]