konkurrence: blue hawaii (can)

Blue Hawaii

Endnu en konkurrence er på banen, denne gang kan du vinde billetter til når canadiske Blue Hawaii drysser elektronisk drømmestøv udover Rust d. 25. juli (mere herom længere nede).

Blue Hawaii består af parret Alexander Cowan og Raphaelle Standell-Preston (som også er frontkvinde i psych-pop bandet Braids) som siden 2010 har lavet musik sammen. De har en EP med sig i baggagen og udgav tidligere i år et fuldlængde album ‘Untogether‘. De bevæger sig i et elektronisk, men melankolsk luftigt univers hvor der bliver manipuleret med Raphaelle Standell-Prestons vokal og beatsene er klippet fra hinanden for derefter at blive sat sammen igen i repetitive lyduniverser.

Undertegnede havde indtil for nyligt kun kendskab til deres eksistens, men havde ikke lyttet efter. Jeg blev dog taget med stormen da jeg hørte introen til den seneste single; Try To Be, som har så mange fine elementer og på samtidig er ganske simpel. Lyt selv:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/76316920″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Deres univers minder mig på mange måder om Young Magic og danske Nanome som begge lå højt i mit musikalske univers i 2012. Så jeg er meget spændt på at skulle opleve deres sonisk gyngende beats og drømmende melankolske univers i Rust’s intime omgivelser.

Vi stiller her på bloggen 3×2 billetter på højkant til koncerten. Alt du skal gøre er blot at svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad var titlen på Blue Hawaii’s EP fra 2010 ?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com senest d. 25. juli kl. 12. Vinderne får direkte besked.

årets udenlandske plader 2012 – Rikke

Så blev det min tur til at præsentere hvilke udenlandske plader der har været med til at skabe mit musikalske univers i 2012. Igen en svær opgave fordi der har været så meget godt og så meget man ikke har nået at få ordentlig ind under huden. Men jeg er nu godt tilfreds med denne liste:

10. Patrick Watson – Adventures In Your Own Backyard
– Patrick Watson har det med at åbne denne her melankolske tilbageskuende dør for mig hver gang jeg lytter til ham. Det skal forståes som en positiv evne (!). Åbningsnummeret Lighthouse er helt igennem smuk og storladen når Watson er bedst. Han formår desværre ikke at komme op på helt samme niveau på resten af pladen, men den fortjener selvfølgelig stadig en plads på listen her, det er jo Patrick Watson (!).

9. Grimes – Visions
– En lækker og dansable plade med en masse spændende elementer.

8. Beach House – Bloom
– Jeg har altid haft et lidt distanceret forhold til det her band, måske fordi jeg synes at deres første par plader mindede for meget om hinanden og derfor kedede de mig, men jeg må sige at de har oppet sig en hel del på Bloom hvor der er skruet en anelse højere op for tempoet, og det klæder dem bestemt (måske det ikke er en tilfældighed at pladen hedder Bloom).

7. Chris Cohen – Overgrown Path
– Det er én af de plader som lige så stille vokser på dig, og samtidig én af de der plader som er alt for hurtigt ovre. Chris Cohen har begået en lettere psykedelisk folk-plade, som på mange punkter minder mig lidt om J.K. and Co. (Suddenly One Summer pladen fra 1969). Jeg er vild med den vibe blandingen giver, hvor især Caller No99 og Monad lever op til det, men også Chris Cohens lidt søvnige stemme hjælper en hel del på det.

6. Mac Demarco – Rock and Roll Night Club
– Den storrygende unge canadiske knægt Mac Demarco og hans såkaldte “jizz jazz” kom snigende her i sidste halvdel af 2012 og overraskede mig ganske positivt. Han har udgivet to plader alene i år, men det var denne her der der gjorde størst indtryk med numre som Rock And Roll Night Club, Baby’s Wearing Blue Jeans, One More Tear To Cry og She’s Really All I Need , i deres tilbagelænede melodiske stil, som indimellem bringer associationer til Arthur Russell. Koncerten på Stengade i november gjorde virkelig også et stort indtryk, med fede guitarsoloer og en meget veloplagt Demarco.

5. Grizzly Bear – Shields
– Hvem kan ikke stå for de charmerende gråbjørne fra New York? Det kan vi i hvert fald ikke her på bloggen. Bandet har igen formået at lave en helstøbt plade, som ja…Rune beskriver det nu egentlig det hele meget godt på hans liste, så der er vel ingen grund til at gentage 🙂

4. Lower Dens – Nootropics
– Denne her plade fik jeg faktisk af Rune i fødselsdagsgave. En meget dejlig plade, som starter ud med tre numre (Alphabet Song, Brains og Stem) der smelter sammen næsten uden at man lægger mærke til det, en ting der desværre ikke gør sig gældende på resten af pladen, men det gør ikke så meget. Udover de tre åbningsnumre er et nummer som de Joy Division’ske Lamb og den sløve Nova Anthem også nogle bud på numre jeg er glad for.

3. Cat Power – Sun
– Årets positive overraskelse. Hun er en dame jeg ikke har fulgt synderligt tæt siden jeg for første gang stødte på hendes You Are Free plade i 2003 og efterfølgende oplevede en koncert med hende på Voxhall. Men af hvad jeg kender til hende, må jeg sige at denne plade er yderst velstøbt og viser en lidt anden Chan Marshall end jeg er vant til. Er blevet meget glad for pladen og numre som Ruin, Cherokee og den næsten 11 minutter lange Nothin But Time med Iggy Pop som gæstesolist, er blandt favoritterne.

2. Young Magic – Melt
– Da vi gik ind i 2012 kendte jeg ikke det her band, men det kom jeg hurtigt til da jeg fik dem på Stengades kalender i maj måned, og det endte med at blive den koncert jeg har glædet mig næstmest til i år. Og det var med rette, for sikke en lækker koncert på Stengades geniale basfront. Numre som den bombastiske You With Air, Sparkly og den lettere støjende Night In The Ocean er alle absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Derudover må pladecoveret siges at være det fedeste pladecover jeg længe er stødt på.

1. Purity Ring – Shrines
– Udover Grizzly Bear’s Shields, har der ikke været andre udgivelser jeg har glædet mig så meget til som denne her, og den skuffede mig så absolut ikke. Jeg introducerede min lillebror for den på en lille roadtrip i jylland hvor vi hørte den på repeat, så pladen er på mange måder kommet til at være en plade der minder mig om de jyske landeveje i gråvejr og mørke – ikke just en dårlig ting. Udover singlerne Fineshrine og Obedear – som var de numre der fik mig til at spidse ører og glæde mig i første omgang – så er der numre som Cartographist med sin altopslugende døsige basgang og Grandloves med bidder fra Young Magic’s You With Air samplet indover, begge fantastiske numre som bestemt hiver pladen op på et niveau der er en førsteplads værdig.

Purity Ring – Grandloves from 01100111 on Vimeo.

Godt Nytår og pas godt på hinanden derude! Vi ses i 2013 til endnu mere spændende musik.

Purity Ring feat. Young Magic

Jeg sad lige og hørte Purity Rings’ nye plade Shrines igennem og blev ganske overrasket da der pludselig dukkede en velkendt bid musik op. Under nummeret Grandloves, er der hele vejen igennem nummeret bidder fra Young Magic’s nummer You With Air (fra pladen Melt som udkom tidliger i år), hvilket var en dejlig overraskelse. Sangen er desværre ikke tilgængelig online i ordentlig kvalitet, men i kan få en lille bid af samarbejdet her:

Og så kan i tjekke denne mega fede live udgave ud med Young Magic hvor de opfører føromtalte You With Air og se om i kan genkende den bid jeg snakker om:

Begge plader er iøvrigt meget anbefalelsesværdige, og vil sikkert kunne finde vej til undertegnedes top 10 over årets plader!

ung magi

Det hypnotiserende flotte coverbillede på Young Magic’s debutplade Melt, som udkom på det amerikanske pladeselskab Carpark (Beach House, toro y moi m.fl.) d. 13. februar i år, er nærmest lige så hypnotiserende som musikken på selve pladen. Undertegnede har i hvert fald af flere omgange taget sig selv i at svømme helt væk i begge dele.

Bag Young Magic finder vi bl.a. den australske sanger og producer, Isaac Emmanuel (nu bosiddende i New York), som sidste år drog ud på en 6 måneder lang rejse rundt i verden hvor han indspillede dele af pladen. Tilbage i New York mødtes han med sine to venner Michael Italia og Melati Malay, og Melt begyndte at tage form for alvor. Med guldkorn som Sparkly og den bombastiske You With Air, kan man roligt sige at samarbejdet har båret frugt og der er her tale om en helstøbt plade, som undertegnede snildt kunne se finde vej til hendes liste over årets plader (!). Rygtet siger at Young Magic ligger sin vej forbi Danmark i maj måned, men præcis hvor eller hvornår lader vente på sig. Om ikke andet kan det i mellemtiden anbefales på det varmeste at lægge ører til pladen i sin helhed her.

Eller nyde én af guldkornene her:

OPDATERING: Bandet har netop offentliggjort deres europa tour og den danske koncert bliver d. 29. Maj på Stengade, København. Hurra! Mere info her.