årets udenlandske plader 2012 – Rune

Vi har allerede være forbi årets bedste danske plader fra 2012 her på bloggen. Nu er vi imidlertid klar med vores liste fra årets udenlandske musik, som spænder meget vidt – os to imellem. Ikke desto mindre har der været ufattelig meget spændende musik, hvor r&b-bølgen for alvor er blevet etableret med officielle udgivelser, hiphop bliver udgivet på alternative rock-labels, soveværelse-musik bliver skabt i særklasse, og 80’er-helte skaber ny magi.

Rune:

10. SpaceGhostPurrp – Mysterious Phonk: The Chronicles of SpaceGhostPurrp

– En dyster debutplade fra Raider Klan-medlemmet SpaceGhostPurrp, der indhylder sine budskaber i tåge, skærpede blik, knyttede næver og nervøs energi. En smagsprøve på en rapper, der formår at gå ubemærket hen over lamme klichéer, og skabe stor vedkommende uhygge.

09. Tame Impala – Lonerism

– Australierne har skabt et fantastisk popalbum, hvor indtrængende popmelodier fås i metervarer. Music To Walk Home By, Endors Toi, Feels Like We Only Go Backwards og Apocalypse Dreams er gode numre at starte med – det er i hvert fald mine favoritter.

08. Sharon Van Etten – Tramp

– Jeg så Sharon Van Etten på Brooklyns Northside Festival i 2011, og jeg bed så sandelig fast i navnet, efter at se hende stå på scenen før Guided By Voices. På Tramp er hun fremragende. Ganske enkelt. Hun formår at drage med sin dejlige stemme og sin solide sangskrivning – hør for eksempel Give Out eller In Line. En glimrende plade.

07. Miguel – Kaleidoscope Dream

– Endnu en musiker har skrevet sig ind i den ‘nye’ r&b-bølge med sin nyfortolkning af genren. Miguel er i den mere polerede ende, end flere af sine kollegaer, men det gør nu heller ikke noget, når han stadig formår at tilføre kant og personlighed. Jeg er vild med grund-guitar-riffet i The Thrill, ligesom den arrogant tilbagelænede Pussy Is Mine viser nye grader af selvglæde. Hits og en vokal med stor personlighed.

06. Nils Frahm – Screws

– Den tyske pianist Nils Frahms lille samling sange på Screws var mit efterårs soundtrack. Det tyste og nærmest anonyme klaverspil har så meget sjæl og underspillet nerve, at det er kuldeskærende. Han rør ikke en finger forkert på den hjemme-indspillede sag.

05. Frank Ocean – Channel Orange

– Vel en af årets mest hypede kunstere med sin officielle debut Channel Orange. Han har i min bog lavet årets bedste nummer med Pyramids. Som klar forgangsmand for den føromtalte r&b-bølge, er han et utroligt talent, der har formået at skabe en kæmpe opmærksomhed omkring sig med udmeldinger om homoseksualitet og at karrieren skulle på hylden. Det håber jeg nu ikke, for selvom personen har fået stor opmærksomhed, så er musikken så sandelig også efter det. Ærlighed, produktioner af en anden verden og en naturlig poppet tilgang.

04. Cold Specks – I Predict A Graceful Expulsion

– Al Spx er en fantastisk kvinde. Hun er fuldstændig cool og tilbagelænet i sin fremtoning, men for dælen den drama, der samtidig befinder sig i den kvinde. Hun ligger så højt, fordi hun har overrasket mig så meget. Hector og The Mark er ganske forrygende og intense, men albummet er nu bedst i sin helhed, hvor nuancernes i Spx’ vokal bredes ud i et vidtfavnende spektrum.

03. Kendrick Lamar – good kid, m.A.A.d city

– En plade, der er vokset på mig den sidste måneds tid. Måske det mest helstøbte album fungerende i sin helhed fra i år. Jeg har nydt Lamars mixtape Overly Dedicated, og hans Section.80, der også er gode, men ikke i nærheden af, hvad der er at finde på good kid, m.a.a.d city. Samples fra Quadron og Tabu-lejren gør sejren større, men den fortælling Compton-rapperen formidler som albummet skrider frem er dragende, og du forstår den kun bedre for hvert lyt. Dr. Dre hjalp ham lidt, men han er for alvor kommet på rette hylde.

02. Grizzly Bear – Shields

– Kvartetten fra Brooklyn står med endnu et mesterstykke i hænderne med Shields. Igen er der så umiddelbar en tilgang til et album, som det også blev kendt på Veckatimest. Et alsidigt album, hvor Daniel Rossen og Ed Droste formidabelt har opdelt numrene mellem sig, ligesom deres harmonier går op i en højere enhed, når der synges i kor. Det er meget svært at fremhæve noget, men lukkeren Sun In Your Eyes var i meget lang tid kandidat til årets nummer for mig, hvor den storslåede orkestrering og lyrik kan slå benene væk under enhver. Lavt til højt, og så er stemmerne og melodierne så udsøgt smukke, at det forbliver en fryd, lang tid efter klangen er tonet ud.

01. Paul Buchanan – Mid Air

– Nu fik jeg nævnt Kendrick Lamar, som leverandør af den måske mest helstøbte plade, men Paul Buchanan er leverandør af det album, med den mest gennemført stemning og det helt gennemsyrede mode. The Blue Nile-forsangeren debuterer som solist med Mid Air, og det er altså ikke så voldsomt langt fra det glimrende materiale, der også kan findes hos den skotske gruppe. Det er meget svært for mig at forklare, hvorfor det netop er Mid Air, der for mig har været årets plade. Den er smuk (Mid Air). Intens. Varm. Sårbar (Tuesday). Minimalistisk. Skæv (på sin egen enkle måde). Sofistikeret. Smuk (Half The World). Hjerteskærende (Buy A Motor Car). Nærværende (Two Children). Jeg er voldsomt imponeret over, hvor eftertænksomt og enkelt tingene bliver fortalt af Buchanan – for eksempel på Wedding Party:

It’s a good day / For a landslide
There are tears / In the car park outside

A long walk / In the long grass
We were lost / Under glittering skies

Are you trying to tell me / What I already know?
Let me go

Tear stains / On your pillow
I was drunk / When I danced with the bride

Let it go / Let it go

Albummets numre varer sjældent mere end 2:30 min., og med sine 14 numre er Mid Air ovre, før man overhovedet følte, at den var gået i gang. Det er smukt, og det er stærkt – ingen store armbevægelse – bare en vanvittig stemningsfuld samling små sange udført af en fantastisk stemme, som ingen bør spare sig for.

sange 2011 – en top 10

I takt med at albumformattet får mere og mere kamp til stregen pga. Mp3’en, ville det være meget naturligt at lave en topliste over årets sange. Disse toplister bliver dog ikke, som med vores albumlister, delt op i dansk vs. udenlandsk, men derimod en god blanding af begge.

Rikke:
– Som ethvert andet år, har 2011 indeholdt lidt af hvert. Det bedste jeg gjorde for mig selv, var at tage springet og rejse helt alene til New York for at besøge min medskribent, Rune. Det har, når jeg tænker tilbage på året, nok været den uge i 2011 hvor jeg har smilt allermest. Derudover har 2011 også budt på personlige sejre, såvel som personlige tab. Altsammen ting som jeg synes min top 10 over årets sange dækker meget godt…

#10: Endurance In Christmas Time – Hymns From Nineveh
– Selvfølgelig skulle Hymns med på denne liste. Det var ellers tæt på at de blev slået af Kurt Vile…men netop lige denne her sang skulle bare med på min top 10. Hørte den for første gang for et par år siden da Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) indspillede en lille julehilsen i form af en youtubevideo (den findes desværre ikke længere online), ved forældrenes klaver hvor han spillede denne fantastisk dejlige sang, som siden har været klistret fast i min hjerne. Så det var en stor glæde at opdage at den havde fundet vej til hans meget roste julealbum.

#09: Got No Fear – Powersolo
– Opdagede denne her sang da Rune og jeg skulle forberede vores første DJ tjans til vores eget arrangement, Poetry In Mono på Stengade i oktober. Elsker det og kunne blive ved med at høre det om og om igen! Det er sådan et nummer mine forældre ville hade fordi at det lyder lidt som om at det er gået i hak.

#08: Maybe Love – The New Spring
– Her er et bevis på hvor simpelt en sang kan finde vej ind til dit hjerte. Det var også kærlighed ved første lyt, og har været det lige siden.

#07: Video Games – Lana Del Rey
– Kæmpe overraskelse og direkte forelskelse ved første lyt. Denne sang har det hele!

#06: Sunlight – Larsen & Furious Jane (Billedet)
– Pladen har taget næsten hele året at komme ind under huden på mig, men den her sang er virkelig fantastisk og har det her eftertænksomheds-sus, som jeg ofte holder vældig meget af. Det at kunne sidde i en bus eller bil på farten og bare svæve sig væk i musikken og tankerne. Den minder mig om en bustur på tværs igennem Danmark i august.

#05: Sweet 17 – Dirty Beaches
– Det her band har taget mig med storm i 2011. Jeg er helt tosset med lydbilledet og den her sang har fulgt mig i tykt og tyndt det meste af året. Jeg glæder mig som et lille barn til jul, til når de kommer på besøg på Stengade d. 28. februar 2012.

#04: Yonkers – Tyler The Creator
– Er vild med beatet i det her nummer. Jeg ved at Rune m.fl. er meget overrasket over at sangen har fundet vej til min top 10, da det ligger milevidt fra hvad jeg ellers dyrker af musik, men der er bare et eller andet over ham her som er interessant nok til at han kan liste sig ind blandt årets bedste 10 sange i mit univers 2011. Han har i hvert fald været med på mange løbeture.

#03: København – Ulige Numre
– Én af årets store overraskelser. Sangen fungerer bedst på følelsesregisteret når man ser den tilhørende video, men ikke mindst lige så meget når man oplever den i levende live med blæsere og hele pivtøjet. Det bliver så spændende at følge det her band de kommende år.

#02: Putting The Dog To Sleep – The Antlers
– The Antlers’ anden plade tog en del tilløb før den for alvor bed fast. Faktisk var det dette smukke smukke nummer som fangede min opmærksomhed først…derudover har det fulgt mig tæt i en periode i år, hvor jeg mistede en god ven til kræften.

#01: Alaska – Alcoholic Faith Mission
– Det er nok én af de sange jeg har lyttet allermest til i år. Jeg elsker energien i det, og hver gang jeg har hørt det har jeg tænkt tilbage på den superfede koncert de gav på Stengade i oktober hvor bandet fik overbevist spillestedslederen om at indie også kan være superfedt!

Rune:

– Det der gør sådan nogle årslister svære er, at man jo har næsten et helt år til at nyde nogle af numrene, mens andre er helt friske i erindringen og oplevelsen. Sådan en liste er min – nogle numre har jeg rå-hørt, mens andre kunstnere først er dukket op senere hen, og er ret så nye. Mange af kunstnerne er helt nye for mig: McCombs, Frahm, Jaar, Destroyer, men det er jo også det, der gør musik så fantastisk. Man stopper aldrig sin udforskende færd. Håber, at der er nogen, der bliver fristet til at lytte til nogle af disse – i min optik – fremragende sange.

#10: The Lonely Doll – Cass McCombs
– Et meget ukompliceret nummer fra McCombs, jeg først stiftede bekendtskab med i dette år. Wit’s End er desuden en fremragende plade.

#09: Familiar – Nils Frahm
– Den tyske pianist/producer har begået et smukt album med Felt fra i år, og den meget nærværende lyd, albummet indeholder træder for alvor i karakter på Familiar, men det kunne have været mange andre fra samme plade.

#08: Être – Nicolas Jaar
– Dejlige lydkollager fra den amerikansk-chilenske elektroniske musiker. Être er blot indledningen til pladen, som har et afslutningsnummer af samme navn, men det er voldsomt stemningsskabende, og eksemplificerer tonen fra hele pladen.

#07: Chord Steps – Messy Shelters
– Mikkel Bolding har virkelig skabt en perle med Chord Steps. Smukke guitarfigurer i fin forening med Boldings insisterende vokal.

#06: Barricades – The New Spring
– Et hjerteskærende nummer. Musikvideoen viser rydningen af Brorsons Kirken, og jeg formoder, at nummeret er inspireret heraf. I hvert fald er det i al sin enkelthed et af de smukkeste numre, der er lavet af en dansk musiker i år.

#05: I’m On One feat. Lil’ Wayne, Drake, & Rick Ross – DJ Khaled // Marvins Room / Buried Alive (Interlude) (Feat. Kendrick Lamar) – Drake
– Drake har ydet konstante bidrag til mine playlister i løbet af året. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skubbe mig i en grænsen-til-fløde-r’n’b-retning – men hans blanding af netop det og rap, har fundet et rimeligt grænsefelt, som jeg synes er ganske formidabelt. I’m On One er en all-star sang med masser af ørehænger-værdi – den anden er en af de føromtalte mere afdæmpede, men smukt rammende i lyrikken.

#04: On Tour – Kurt Vile
– Jeg elsker lyden i dette nummer – et af den slags, man kan høre på repeat. Men i virkeligheden behøves man ikke høre den på repeat, for Viles seneste helspiller er indenfor samme spektrum. On Tour er bare højdepunktet.

#03: Bay of Pigs (Detail) – Destroyer
– Over 11 minutter langt, men overhovedet ikke et minut for meget. Albumlukkeren fra Kaputt i år er et af de smukkeste musikalske øjeblikke. Desuden er det ren vellyd på resten af albummet.

#02: Sunlight – Larsen & Furious Jane
– Favoritnummeret – det eneste der går igen mellem Rikkes og min liste – fremragende og smukt. Ganske enkelt.

#01: Get Away – Yuck
– En fantastisk fængende sang med tilpas distortion, melodi og vellyd – lige efter min smag. Lækre energiske stykker og vers med en eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker det nummer, og jeg tror, at jeg har hørt det en trillion gange i år. Dette nummer – sammen med The Wall – er også grunden til, at jeg var inde at se dem to gange i år. Fremragende.

Lyt til vores ydmyge årliste(r) herunder på Spotify: