Det forholdsvis nye selskab The Big Oil Recording Company er ved at være klar med en ny udgivelse – nemlig det fjerde album fra Brooklyn-baserede Will Stratton, der er ny i min bog, men som skal have udgivet tre gode plader. En plade fra 2007, What the Night Said, har desuden fået 4 1/2 stjerne af den udmærkede side allmusic.com.
Første single fra den kommende plade, der kommer til at bære navnet Post-Empire, er da virkelig også et behageligt bekendtskab. Den bærer samme titel som albummet, og er en fin sag med en flot fingereret udførsel af den seks-strengede, samt et engleagtig kor- og stryger-arrangement – meget smagfuldt.
Nummeret står på skuldrene af folk som Nick Drake og Scott Walker, og Stratton formår – ligesom førnævnte – at gøre noget ultra-enkelt meget smukt og lytteværdigt. I hvert fald ansporer de første gennemlytninger af Post-Empire til at høre mere, så det vil vi så se frem til herfra. Et god bud til din (kolde) vinteraften.
Video til et nyt nummer fra den formidable M. Ward. The First Time I Ran Away, som det hedder, er fra den kommende soloudgivelse A Wasteland Companion fra Ward, der senest har været aktuel med She & Hims juleplade A Very She & Him Christmas.
Jeg har personligt mere fidus til M. Ward som solomand. Han har leveret nogle fremragende skiver her, og jeg må da erkende, at det også er en af de mere ventede i 2012.
Nyd i første omgang denne utrolig smukke video, der udspiller sig meget tekstnært på en meget smagfuld måde. Jeg elsker koret i nummeret – den svage “hummen”. Det passer lige til vores vintersol, der ligger lavt, så øjnene skal knibes.
Jeg har lige haft en gevaldig optur over dette nummer igen med Jonathan Johansson igen. Redan Glömda er dæleme et af de smukkeste numre. Jeg må erkende, at den nok burde have været på min liste over 2011’s bedste tracks. Det har så meget nerve hele vejen igennem, og så er lyden fandme godt skruet sammen – generelt på hele Klagomuren. Denne svensker fortjener (fortsat) stor anerkendelse.
Så er året gået på hæld, og det skal gøres op i udgivelser. Jeg har været forbi ufattelig mange udgivelser, og der er mange, jeg meget gerne havde set med på denne liste. Ligeledes er der en lang række albums, der er blevet “grovsorteret”, og derfor ikke hørt, om end flere anbefalinger fra forskellige sider. Sådan er det jo. Man skal have tid til at høre dem man kan lide igen, og derfor bliver det sådan. Her er ikke mindst mine ydmyge bud på, hvad for nogle udgivelser, der for mig har været de stærkeste.
De største ønsker om et givtigt 2012 til jer.
top 10 album udland:
#10. Take Care – Drake
– Den canadiske hiphopper har leveret en fremragende album med masser af højdepunkter. Han har – for mig – været dette års Kanye West. Marvins Room og HYFR er fantastiske, mens titelnummeret er i en klasse for sig selv.
#9: Helplessness Blues – Fleet Foxes
– En dejlig opfølger til deres selvbetitlede debut. Der er mange finesser indarbejdet i det kor-rige folk-projekt, og de kreative idéer har forplantet sig i et konstant voksende album, der viser nye sider af sig ved hver gennemlytning.
#8: No Time for Dreaming – Charles Bradley
– En debuterende soulartist i sin bedste alder. Charles Bradley er omkring 63 år gammel, og han har leveret et album med stor sjæl og ærlighed. Soul!
#7: Parallax – Atlas Sound
– Bradford Cox har lavet en dejligt album, der desværre kom så sent, at jeg stadig har den længerevarende lytning til gode. Det umiddelbare indtryk har dog været aldeles fremragende, og derfor også en plads på denne liste.
#6: Kaputt – Destroyer
– Atter et album, der kom sent ind på min playliste. Den vellyd, der dog er at finde på Kaputt tager kun få gennemlytninger at forelske sig i. Downtown, Bay Of Pigs (Detail) og titelnummeret er helt og aldeles sublime.
#5: Bon Iver, Bon iver – Bon Iver
– Det mest ventede album fra undertegnede, og det skuffede ikke. Justin Vernon og co. leverer en fremragende opfølger til For Emma… Genremæssigt er der kommet noget mere kød på, og der bliver eksperimenteret flittigt med stor succes på den selvbetitlede plade, hvor Calgary, Holocene og Beth/Rest er nogle favoritter.
#4: James Blake – James Blake
– Elektronisk soulet post-dubstep. Han behøver vidst ikke nogen nærmere introduktion. Har været en konstant faktor på den internationale scene, og har leveret nogle af de stærkeste udgivelser i år.
#3: Yuck – Yuck
– Herligt 90’er nostalgisk plade, hvor især forsanger og sangskriver Daniel Blumberg er et kraftfelt. Har også nydt Blumbergs solo/demo-udgivelser fra Yu( c )k og Oupa i år. Ingen svage punkter på en meget stærk plade.
#2: Forget – Twin Shadow
– Mange vil måske sige, at denne plade hørte 2010 til, men så vidt jeg ved, blev den først udgivet i Europa i januar, derfor lister jeg den med. Det er en af de – lydmæssigt – mest gennemførte plader. Store 80’er inspirationer med vellyd og så er der et dejligt melodisk fokus. Forget er en ubeskrivelig dejlig plade.
#1: Smoke Ring For My Halo – Kurt Vile
– Kurt Vile har skabt en plade, der er en enhed. Det er smukt, laid-back, eftertænksomt, melodisk, repetitivt og mangefacetteret. Jeg har hørt den på repeat, og så hørt den igen. Jeg har stadig ikke oplevet Vile live – en af mine allerstørste hængepartier. Smuk og gennemført album.
Smoke Ring For My Halo på Spotify:
top 5 album indland
#5: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
– Jonas Petersen har lavet en virkelig god og genneført plade, der viser mange facetter fra ham. Jeg er gladest for de mest minimalistiske numre, og ønsker, at næste plade bliver mere fra den boldgade, men en virkelig dejlig debutplade.
#4: Mount Modern – Dad Rocks!
– Et dejligt og ærligt album fra Snævar Albertsson. Noget af den mest naive, men også fantastiske og eftertænksomme lyrik fra en dansk kunstner i år.
#3: Root System – Messy Shelters
– Utrolig stærkt album der er vokset og vokset i løbet af året. Larsen & Furious Jane-medlemmet er således med to gange på undertegnedes liste. Root System er så alsidig på mange måder, at du når et stort følelsesmæssigt spektrum igennem, før du trykker på play igen.
#2: The New Spring – The New Spring
– Dejligt og gennemført folk-album. Der er substans i lyrikken, og musikken er – trods sin enkelthed – voksende for hver gennemlytning. Bastian Kallesøe lover mere The New Spring i 2012, og det er da et album, der vil blive ventet på i spænding. Smukt.
#1: Dolly – Larsen & Furious Jane
– Aarhus-kvartetten har lavet årets ubetingede bedste album. Det er ikke helt objektivt, da jeg er stor fan af alt, hvad de har lavet, men dette album er nu i en klasse for sig selv. Numre som Out of Pocket, Sunlight, Window Shopping, Bottomfeeder og Density er med til at gøre det virkelig helstøbt. Dolly er 2011’s stærkeste danske udgivelse.
Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.
Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.
Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.
Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.
En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).
Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.
Rune:
#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:
– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.
– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).
#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York
– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.
– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.
– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.
– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).
Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.
#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:
– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.
– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.
#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn
– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).
– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.
—
Rikke:
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…
#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.
#4: Take That @ Parken d. 15. juli
– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!
#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.
#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj
– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.
#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!
Så er det atter blevet tid til mere “julemusik” på bloggen. Denne gang er det med blikket på nummeret med den lident optimistiske titel Christmas In Hell fra den nyligt digitalt-udgivne plade Son Of Rock’n’Roll fra Rasmus Hald Jensen aka. Rallie med soloprojektet Girls Love Rallie.
Rallie kender man måske fra lo-fi-gruppen My Friend George, der huserede fra midt halvfemserne til midt 00’erne.
Det er hans andet album, og da jeg for nylig talte med Rallie, fortalte han følgende om det eneste “julenummer”, der er at finde på den nye udgivelse.
“Lige præcis den sang [Christmas In Hell red.] er den af de ældste fra pladen [Sons of Rock’n’Roll red.]. Det var mit bud på en Morningside julesang all-star-single en gang i tidernes morgen.”
“Pladen er delt op i en A og en B-del, og Christmast Is Hell er den første nedtur på side A midtvejs. Den egner sig ikke ligefrem til at blive en juleklassiker. Det er en rigtig rigtig dårlig jul, men det bliver jul igen i slutningen af sangen. Den bliver hentet hjem.”
Det er en dejlig ballade, der bliver suppleret af klokkespil, strygere og minimalistiske trommeopbygninger. Det er en sand fryd, for den alternative julesangs-elsker, der ikke skal have alt for meget sukker/kanel på risengrøden.
Frederik Vedersø og The Eclectic Moniker på Roskilde Festival 2011.
Selvom vi godt nok har skrevet meget om julemusik de sidste par indlæg, så er der noget musik, jeg simpelthen ikke kan lægge fra mig lige nu. Jeg er bagud med gruppen, som jo i løbet af 2011 har fået mere og mere omtale (er mit indtryk), og som ikke mindst spillede på årets Roskilde Festival, ligesom de løb med sejren i Karrierekanonen – The Eclectic Moniker.
Jeg tror, at jeg har hørt ep’en A Part Of Something Bigger 20 gange i løbet af weekenden og sidste uge. Musikken er jo meget sommeragtigt, men lige netop derfor, har det været et forfriskende indspark på undertegnedes playliste, der ofte bevæger sig mellem melankolsk og dyster musik i denne tid. Noget I får at føle de kommende dage.
Men nyd lige de her caribisk/afrikanske-toner med Frederik Vedersøs varme og behagelige vokal i front. Perkussion flyver om ørene, og lækre guitar melodier smyger sig ind og ud af din (med) nynnen. Noget siger mig, at Graceland har været med til indspilningerne til af understående materiale, men uden at det har bidraget med andet end en rød tråd for gruppen, der i særdeleshed har lavet noget meget lytteværdigt materiale.
Et album skulle være på vej, så snart det er muligt, skriver gruppen på facebook – lad det venligst være meget snart. Tralalala:
I think I’ll take a trip to barcelona, yeah / And pass the islands on my way to Gibraltar
A Part Of Something Bigger (via gruppens Bandcamp):
Pop/elektro-projektet I Am Noxious sendte os dette klip (The Snowman) forleden, og jeg må egentlig sige, at det er et dejligt alternativ til så meget andet julemusik. En spontan popsang om at elske sin snemand, så længe han varer. Vel egentlig en meget god reminder til os andre, om, trods alt at nyde denne travle tid, og huske hvad der egentlig er det vigtigste. Nå ja, det var hvad jeg selv blev mindet om. Udforsk ham på egen hånd – han er på EasyTiger (Tigersprings poplabel), så der skulle da bestemt være noget godt på vej i fremtiden, og det viser The Snowman herunder også.
