Vi har tidligere haft fornøjelsen af, at have Jens-Ulrik Kleemeyer til at skrive et gæsteindlæg her på bloggen. Denne gang vil vi dog gerne skrive noget om ham.
Kleemeyer, der også er en del af solskinsgruppen Green Lives – der i øvrigt for nylig var aktuelle i Radio24Syvs Monogram serie, og som arbejder på debutalbum, har også gjort sig udi et soloprojekt.
Der har været en række numre online, men han var altså senest aktuel med en lille fire numre lang EP, der har været tilgængelig på Jens-Ulriks Bandcamp-profil. Det er fire meget stemningsfulde numre, som jeg personligt holder utrolig meget af. Der er en stor grad af varme og også hittepåsomhed indenfor den traditionelle singer/songwriter-genre bag klaveret. For eksempel den dejlige “Forest Song”, der blot udgøres af klaver, og Kleemeyers egne vokale lag. En varm og optimistisk sag – og på trods af større alvor i tonen, så er det også det, der gennemsyrer de fire numre.
Der er også en behagelig instrumental ro på slutteren “Town Flower”, og der er altså generelt tale om en rigtig fin samling sange.
Den gode nyhed er, at Jens-Ulrik netop har lagt dem ud til gratis download , og det er der altså ikke nogen grund til at spare sig for.
Der er blevet talt oppe og nede om årets bedste plader, men jeg vil gerne vende blikket mod en af de genudgivelser, der kastede mest lys over mine øregange i 2012. Tilbage i 2009 skrev Rikke om duoen The Liberty Balance, hvor de spillede på Spot, hvilket også var året, hvor jeg lærte deres musik at kende. De udgav deres – i mine øjne – alt for oversete debut The Liberty Balance.
Rettighederne til albummet blev opkøbt af Elektrolyt (Frodegruppen 40, Ensemble Orlando, Strohm m.fl.), og musikken kunne i høj grad retfærdiggøres på cd, men for dælen hvor kommer tonerne til sin ret på vinylen. Varmen og melankolien der bliver vækket til live (igen) på The Liberty Balance, er ganske fortræffelig. Så vidt jeg har forstået, er pladen blevet remasteret til vinylen, som efter min mening burde være udkommet direkte herpå.
På det seneste har nummeret You Hold My Hand kørt på repeat – den er at finde på side B, og det har måske været det glædeligste genhør, men efter min opfattelse er det en vanvittig stemningsfuld plade, der i sin helhed også er noget helt og aldeles særligt. Den får mig så usandsynlig meget ned i gear på den gode måde, mens det taler lige ind i hjertekulen. Læs bare teksten til føromtalte:
“Yes, I need the fire. / And yes I need the rain /
Balance is not a straight line / It’s a seastraw ride instead
Yes I need some answers / And yes I need [your name] /
But freedom’s not a bad thing / You love me more that way
So with you now – I understand / Than when I let go /
You Hold My Hand
Yes I need a player / And yes, I need the game /
Reasons long a last time / My number’s still the same
So with you now – I understand / That, when I let go/
You Hold My Hand”
Mike H og Albert Raft, der står bag The Liberty Balance, har netop postet på deres facebook-profil, at de er i studiet for at indspille opfølgeren til debuten. Det er så sandelig gode nyheder, og vi ser meget frem til at se, hvad der kommer fra deres hænder. Lørdag skrev de følgende:
“Tomorrow The Liberty Balance will commence in the recording of our second studio album!
This time with Rasmus Valldorf on drums, Jakob Falgren on bass & keys, Samuel Hällkvist on guitars, Nils Gröndahl on violins & fx…and of course Albert and Mike…and we guess probably af few guests will join along the way…Once again, Nikolaj Vinten is our sound engineer.
Looking forward to present the new songs to you!”
Det ser således ud til at være et rigtig stærkt hold, der er sat til album nummer to – skulle du have lyst til at høre dem inden, så kan du købe The Liberty Balance ovre på elektroly.dk.
Jeg var til en virkelig god aften på Koncerthuset i lørdags, P6 Beat Rocker, hvor jeg blandt andet for første gang hørte nedenstående nummer live i en sen nattetime. Holdte i forvejen meget af det, men må sige at det virkelig var en fornøjelse at høre det fremført – sådan rigtigt. Det er ganske enkelt et fremragende dansksproget nummer af Mellemblond.
Jeg har ikke så meget mere at tilføje, men lader nummeret tale for sig selv med en forhåbning om, at det må gøre jeres mandag en smule bedre.
Den 1. december blev Poetry In Monos tiende arrangement afholdt på Stengade. Og det var en virkelig god aften i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, som billederne ovenfor (taget af Jakob Møldrup Petersen) også eksemplificerer.
Soffie Viemose startede fremragende ud med sin meget følte nordiske elektronika, der denne aften var nedbarberet til en duo, hvor de plejer de at spille som en trio. Viemose og trommeslager Victor Dybbroe gav en fremragende koncert, der kun kort blev afbrudt af et computer-breakdown. Et fint lille intermezzo, som blot fremhævede Soffie Viemoses tilbageholdne charme på scenen. Gift, To The Woods og et meget rytmisk drevet/energisk nummer undertegnede desværre har glemt titlen på, var store højdepunkter. Især det nyere mere uptempo klædte Viemoses univers glimrende.
Asbjørn tog over sammen med sit særdeles velspillende orkester, der på vanlig hvis sørgede for et betydeligt energi- og tempoløft. Asbjørn, der med sine dansable tilstedeværelse løftede intensiteten, præsterede virkelig at give en dejlig “sidste” koncert i denne omgang. Gutterne fra bandet sørgede i høj grad for, at der ikke var ét ben, der stod stille i løbet af koncerten, som for alvor nåede nye højder mod slutningen. The Criminal og Strange Ears tog kegler. Det må man blot erkende.
Vi takker for to virkelig gode koncerter af to lysende talenter, som vi glæder os til at følge videre frem. Vi ses i 2013 til mere Poetry In Mono. Se i øvrigt resten af billederne fra Poetry In Mono #10 på Stengades hjemmeside.
Silver 6 er en gruppe, jeg først for nylig fik øjnene op for. Gruppen består af Mads Hyhne, Jens Hein, Silas Hagemann Tinglef, Mads Brinch og Rasmus Valldorf. Det er altså medlemmer fra grupper som The Raveonettes, The Asteroids Galaxy Tour, 4 Guys From the Future, How Baby Howl og One Year From Home.
Musikken befinder sig netop et interessant sted imellem flere af de nævnte grupper. Især sidstnævnte og 4 Guys From The Future er en ret god lydlig beskrivelse af, hvad man kan forvente sig af de tilbagelænede og sløve musikalske landskaber, der bliver malet af især guitarer og gamle analoge synths på de numre, der foreløbigt er at finde.
Det er ret vanedannende at lytte til, og jeg er især faldet over Dreamy Dream fra gruppens Bandcamp, ligesom jeg er faldet over den til tider meget store rock-lyd, der også bliver omfavnet. Det er ikke helt tidstypisk i mine ører.
Det kan blandt andet høres på Are We Lovers nedenfor, der er optaget på Drone, hvor gruppen spiller torsdag ganske gratis. Vi glæder os til mere sølv fra de fem gutter i Silver 6.
På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:
– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.
1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather
– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.
– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.
3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman
– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.
4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song
– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.
5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)
– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.
Der var dømt tråd, støj, rock og melodier, da Poetry In Mono #8 løb af stablen i lørdags. Det var lækre sager. Snart album-aktuelle Ocean View prydede Stengades koncertrum med deres materiale fra den kommende No End, som var vældig godt (se galleriet ovenfor, som vi dokumenterede i “bedste” Hipstermatic stil), mens Shiny Darkly leverede et utrolig heltstøbt show.
Det var – til dato – den (i musikalsk forstand) hårdeste aften indtil nu, men det var en sand fornøjelse, at der fra start blev vist tænder. Det kom sågar dertil, at Ocean View og Shiny Darkly startede hele herligheden ud med deres fælles nummer Bottom Floor, som du kan se et lille klip af nederst i dette indlæg. Det var vi virkelig begejstrede over, ligesom vi var det over vores DJ Mexican Golf. Tak for musik og alle fremmødte – vi nød det i fulde drag.
Vi ses næste gang den 17. november på Stengade, hvor Dad Rocks! og TM Hunter besøger Nørrebro med prominente DJ’s Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People).
Vi fik for nylig fornøjelsen af, at modtage et nummer med en stærk københavner-duo, der spiller en småmelankolsk art/kammer-pop. TM Hunter hedder de, og de udgiver i dag deres debut-EP La Porte via Father Figure Records, der bliver administreret af Snævar Albertsson aka. Dad Rocks!. Vi har nydt EP’en meget de sidste par uger, og duoen indvilligede heldigvis i at svare på et par opklarende spørgsmål om, hvem og hvad TM Hunter i grunden er for en størrelse. God fornøjelse:
I har begge været i andre projekter før, hvad var det, der fik jer til at kaste jer over et duo-projekt?
– Vi havde egentlig begge i længere tid overvejet at starte et nyt projekt op, og i foråret 2011 opstod pludselig en gylden mulighed. De to københavnske konservatorier udbød en sangskriverkonkurrence, som blev vores anledning til at skrive vores første nummer Mon Chat Est Mort. Sangen blev udvalgt og i september samme år, opførte vi nummeret med fuldt symfoniorkester i koncertsalen i det gamle radiohus. Det var en kæmpe oplevelse, og vi fandt ud af, at vi var gode til at skrive musik sammen, så det føltes helt naturligt at fortsætte.
– T og M står i første omgang egentlig bare for vores navne, Therese og Michael. Meget simpelt. Navnet Therese kan kædes sammen med en gammel græsk betydning for jægerinde – derfor Hunter. Desuden har flere associeret forkortelsen TM med transcendental meditation, hvis man altså vil søge en dybere mening.
La Porte udkommer i dag – hvordan vil I karakterisere den?
– Vi synes La Porte er en stemningsmættet, melodiøs og udfordrende EP. Numrene for sig er meget forskellige, men et gennemgående træk er den melankolske melodi, som har fået en dominerende rolle i alle numrene, hvad enten de er poppede, folkede eller mere alternative.
– Efter koncerten med symfoniorkesteret fik vi relativt hurtigt skrevet de andre numre på EP´en. Vi havde en rimelig klar idé om, hvor vi ville hen rent musikalsk, så det hele gik egentlig ret hurtigt, og vi kunne gå i studiet fire måneder efter symfonikoncerten.
Hvad handler den grundlæggende om for jer?
Det var nok forskelligt for os hver især.
Therese: For mig handlede den om at få afløb for noget indespærret kreativitet. Efter opløsningen af mit forrige band havde jeg ikke lyst til at lave musik mere. Jeg synes, det var for hårdt. På alle mulige planer. Alligevel blev jeg overtalt til at kaste mig over det igen. På den måde er EP’en næsten en slags musikalsk ”genfødsel” for mig.
Michael: Jeg havde også et kreativt behov, som efterhånden var lidt uforløst. Jeg savnede at have udsigt til at skulle i studiet og ud at spille og i det hele taget lave musik, som havde en form for afsætningsmulighed. Jeg ser også La Porte som en manifestation af vores arbejde det sidste års tid og som et afsæt til vores fremtidige arbejde med musik.
Foto: Lea Meilandt
Det franske er ganske fremtrædende i jeres univers – hvad er det, I finder inspirerende der?
– Det franske repræsenterer en form for sofistikeret fantasi. Det franske sprog og den franske kultur virker for os som et drømmende univers, der er umådeligt dragende. Samtidig er de underliggende harmoniske strukturer i vores musik ofte inspireret af den klassiske impressionisme, som for eksempel den Debussy, Ravel og Satie dyrkede.
I bruger blandt andet sav, harmonika og et harpsichord-lydende instrument, hvad er det I finder ved disse lidt atypiske eller særprægede instrumentbrug?
– Når vi laver musik, leger vi også, og det er sjovt at lege med lidt særprægede instrumenter, der indimellem kan overraske og derfor fungere som inspirationskilde i sig selv. Desuden giver lyden af disse instrumenter mulighed for at skabe et udfordrende og varieret lydunivers, som måske ikke er det mest gængse på den danske musikscene.
Hør det omtalte harpsichord-lydende instrument her på To The North:
Hvordan vil man opleve jer live – duo eller større opsætning?
– Vi vil altid forsøge at have fuldt band med. Numrene er instrumenteret på en måde, hvor sangene er i risiko for at miste noget af deres unikke karakter og dynamik, hvis vi ikke allierer os med for eksempel trommer, bas, guitar, trombone og accordion, udover selvfølgelig klaver, vokal og autoharpe. Derfor vil vi altid være minimum seks musikere på scenen.
Find TM Hunter her. De spiller desuden til Poetry In Mono #9, den 17. november på Stengade – mere om det her.
