Jens-Ulrik Kleemeyer i aktion på det medbragte klaver, med fine figurer.
Jens-Ulrik Kleemeyer.
The Holiday Crowd i aktion – her bassist Alex Roberts.
The Holiday Crowd-forsanger Imran Haniff i aktion.
Imran Haniff.
The Holiday Crowd guitarist C. Bowers
Publikum og The Holiday Crowd i forening.
The Holiday Crowd på tønderne.
I fredags – den 7. september – løb den syvende udgave af Poetry In Mono af stablen på spillestedet Stengade på Nørrebro. Denne aften var The Holiday Crowd og Jens-Ulrik Kleemeyer på plakaten, som hver især leverede en smuk optræden.
Jens-Ulrik Kleemeyer leverede med sit overskudslager fra gruppen The Green Lives, samt solomateriale, en utrolig nærværende optræden, som han efterfølgende selv vurderede som sin bedste solokoncert so far. Det var vi flere, der var helt enige i. Kombinationen af Kleemeyer på henholdsvis spansk guitar og piano var en fin balance, der fin supplerede Kleemeyers meget stærke vokal. Et dejligt indslag.
Herefter fyrede The Holiday Crowd op i kedlerne ved at starte ud med deres fremragende single Painted Like A Forest. Forsanger Imran Haniffs vokal er en utrolig stærk en af slagsen, som var en formidabel katalysator for musikkens pumpende britiske poplyd. Generelt var gruppen meget veloplagte, hvilket blandt andet ses i galleriet, hvor Haniff og trommeslager Dave Barns – med det energisk vuggende hoved – smadrede gulvtammen mod slut. En absolut fornøjelse at opleve canadierne.
Vi ser frem til Poetry In Mono #8, hvor de to danske grupper Shiny Darkly og Ocean View står for. Det vender vi stærkt tilbage med.
Jens-Ulrik Kleemeyer spiller til Poetry In Mono den 7. september på Stengade, og har i den forbindelse været så venlig at dele fem af sine favorit-tracks. Ordet er dit Jens:
Jeg har valgt 5 numre, som jeg kan se, efter at have valgt dem, alle er bygget op omkring bemærkelsesværdige herre-vokaler. Jeg elsker når man selv får lov til at sidde og lede efter mere eller mindre toner eller detaljer i melodierne.
Bob Dylan – Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again:
Den ubestridte konge blandt bemærkelsesværdige herre-vokaler må være Bob Dylan. Man skal passe på med Dylan – når man først har fået smag for ham, har jeg som mange måttet erkende, at man bliver nødt til at høre ”Alt” han har rørt ved. Og der findes stort set en Dylan-sang til hver en følelse man (i hvert fald som mand) kan have i kroppen.
Hele I Am Kloot’s Sky at Night er bestemt et lyt hver. De har virkelig formået at ramme en hel speciel akustisk natlyd bygget op omkring deres ’grimmeste mand i byen’-forsanger John Bramwell.
Om de evigt oversete The Go-Betweens kan man sige mange ting. ‘De australske The Smiths’ er de blevet kaldt, selvom Brisbane-bandet dog har deres helt egen specielle sound – Især forankret i den ene lead-vokalist Robert Forster.
Nick Drake – Place To Be:
Jeg hørte første gang om Nick Drake fra min gode ven Rune Nissen Petersen i forbindelse med nogle indspilningssessions i Grapehouse-studiet på Gl. Kongevej. Jeg har siden hørt, at det var typisk for Nick Drake, at alle som havde fået det anbefalet, efter sigende skulle kunne huske præcis hvor og hvem de havde fået det anbefalet fra.
Echo and the Bunnymen – Thorn Of Crowns:
For ikke at falde i hverken David Byrne eller Lou Reed fra Velvet Underground-dagene vælger jeg at smide en sidste 80’er-ting ind i slutningen af min lille skrivelse.
Post-punkerne Echo and the Bunnymen er et band, som jeg har svært ved at ryste af mig. Især Ian McCulloch’s vokal og deres mørke og støjende, men dog til tider utrolig melodiske, instrumentering er virkelig værd at lægge mærke til.
Jens-Ulrik Kleemeyer, der også er en del af gruppen The Green Lives, spiller til Poetry In Mono #7 sammen med canadiske The Holiday Crowd på fredag den 7. september på Stengade. Se mere her. Hør Jens’ musik her.
CODY har netop smidt en ny video online. Det er en visuel side til nummeretMirror fra deres nye album Fractures, der begge udkom i går. Videoen viser en sørgmodig, men også en meget livsbekræftende fortolkning af nummeret, der bestemt er “en af de gode” fra albummet. Dem er er der nu umiddelbart rigtig mange af på CODYs nye skive, hvor der for eksempel også er danske recitationer på nummeret Fortælling, der er en slags intro til The Ghost Of Today. Generelt et meget stemningsfuldt album, der er bærer utrolig mange fine detaljer og gennemarbejdede arrangementer. Kort fortalt en stor anbefaling til at tage Fractures til sig, for det er i sig selv – ja: “en af de gode”.
Vores partner-in-crime Danielle Mandix Jensen fra Poetry In Mono-klubben på Stengade har været så venlig at smide et par kommentarer om hendes forkærlighed for candadiske kvartetter, der spiller britisk-klingende musik – ordet er dit:
For et halvt års tid siden modtog jeg en besked fra Morten Stützer på Facebook, hvor han anbefalede mig at lytte til et remix af nummeret Painted Like A Forest på Soundcloud, nummeret var af det Canadiske band The Holiday Crowd og var fra pladen Over The Bluffs. Det skulle hurtigt vise sig at blive en af mine favorit-udgivelser fra 2012, fra pladeselskabet Shelflife Records – et pladeselskab der virkeligt er værd at udforske, da de har et fabelagtigt bagkatalog der blandt andet tæller svenske indiepop favoritter som Days, A Smile And A Ribbon og The Garlands, men også to danske bands nemlig Champagne Riot og ganske nyligt, fynske Balloon Magic.
Udgivelsen er en limited edition 12″, med syv melodiske guitar-prægede numre der måske mere lyder som en grå regnvejrsdag i 80’ernes England, end som nutidens Toronto. Bandets navn stammer da også fra et citat fra Graham Greene-romanen Brighton Rock, og det er næsten for nemt at sammenligne dem med The Smiths, for jeg synes stadigvæk at The Holiday Crowd lyder mest som sig selv, med sine fine guitarmønste og forsangerens nærmest dovne vokal.
Albumtitlen Over The Bluffs kommer fra deres sang Tiresome, “I would have led you away from the alliance and over The Bluffs instead”, hvilket er en åben kærlighedserklæring til Scarborough, Ontario, en berygtet forstad til Toronto, hvor forsanger Imran Haniff og guitarist Colin Bowers voksede op. De mødte hinanden i high school, hvor en bemærkning til en Stone Roses t-shirt, lagde grobund for et langt venskab og et frugtbart samarbejde.
Den 7. september er Poetry In Mono så heldige at kunne præsentere The Holiday Crowd, live på Stengade, i forbindelse med deres allerførste visit i Europa. Det koster kun 60,- i entré, og efter showet vil Caspar fra Shelflife bandet Champagne Riot spille et stensikkert højest dansabelt DJ-set.
En fantastisk 4AD-Session af Twin Shadow aka. George Lewis Jr. med materiale fra Forget-pladen. Snarligt indlæg om opfølgeren Confess, der er en absolut fremragende plade, hvis ikke du allerede har stiftet bekendtskab med den.
Vi vil meget gerne slå endnu et slag for Kristian Finnes Kristensens fornemme musik fra albummet …And the Villa Nova som Chorus Grant. Der har været flere visuelle tilkendegivelser af Finnes musik, og det seneste skud på stammen erden mere 80’er-betonede Wolves. Der er storladne falset vokal og trommer (det kan vi godt lide – især i de alenestående breaks), der er flerstemmig sang (ligeså godt), og så er der marimba (yes). Check det ud – omkvædet og broen er virkelig stærkt skruet sammen – her tilsat en fin sort/hvid montage.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med gruppen Grizzly Bear, var som militærnægter på det lille spillested Pitstop i Kolding. Jeg kom med heftige tømmermænd over middagstid, for at skulle gøre stedet klart (og rent) til aftenens koncert med selv samme gruppe, der umiddelbar efter udgav Yellow House – så vidt jeg husker. Der stod imidlertid allerede en gruppe mennesker, der ikke så ud som om, at de kom fra Kolding.
Det viste sig at være Grizzly Bear, der var kommet tidligt, hvorfor stedet sejlede efter gårs-dagens strabadser. De viste sig dog som nogle tilbagelænede sympatiske gentlemænd, der blot ville have en kop kaffe og et sted, de kunne sidde og slappe af indtil aftenens totalt intime koncert. Næste gang de kommer til Danmark, er det så i Falconer Salen i oktober, og der er sandelig sket meget siden. De har fx beriget os med deres seneste album Veckatimest, samt deres udmærkede nyfortolkninger af eget materiale m.m. til filmen Blue Valentine, som bestemt var et behageligt bekendtskab – om end en tankestreg i gruppens fremdrift.
Nu står de klar med den første smagsprøve til deres kommende album, der udkommer før, de besøger Danmark – den 18. september . Koncerten er den 28. oktober. Men lyt lige til nummeret Sleeping Ute. Fremragende. Gruppens samklang med Seattle-gruppen Fleet Foxes er at spore, hvor Robin Pecknold fra Fleet Foxes også tidligere har udgivet en duet med Ed Droste fra bjørnegruppen, men det lyder stadig meget, som vi kender dem.
Jeg er vild med den afdæmpede slutning, der nærmest tager sig ud som et decideret coda-stykke. Derudover er det egentlig gruppens vanlige småskramlede lyd, med melodierne, og de små figurer, der går i fint samspil instrumenterne imellem. Drostes fantastisk indfølte vokal er klar og ude i fjæset på os, og nummeret er også et af de mere “popppede”, ligesom vi hørte det på de fremragende Two Weeks og While We Wait For The Others fra Veckatimest. Synth-arpeggios, guitar-picking og andre violin-lignende dybdegivende elementer er med til at gøre Sleeping Ute til et spændende bekendtskab. Der er umiddelbart meget at se frem til.
Mother Lewinsky er en ny trio, der består af erfarne kræfter. Det er nemlig Søren Stensby (Tako Lako), Marc Facchini-Madsen (Mescalin, Baby) og Michael Vitus (Surf In Stereo). De sendte for nylig et lille link til nummeret Some Kind of Fight til os, og den er så blevet afspillet et utal af gange siden.
Det er et smukt eksekveret pop-nummer, der i denne udgave er arrangeret for ti strygere. Det er meget vellykket, især fordi Marc Facchini-Madsen er en utrolig talentfuld sanger. Hans rå rockvokal har før stået i centrum på undertegnedes amp med dennes Mescalin, Baby. Det klæder bestemt Mother Lewinsky-forsangerens råhed at blive krydret med det mere fine stryg. En fin kombination, som gruppen forhåbentlig bygger meget videre på.
Gruppen fortæller selv, at de har en single på trapperne, hvor kræfter fra Vinnie Who, Ice Cream Cathedral og SVIN har hjulpet. Men da der ikke eksisterer så meget mere end Some Kind of Fight med Monica… jeg mener Mother Lewinsky, så spurgte vi violinist Søren Stensby om nogle uddybende kommentarer om gruppen og deres første nummer:
Foto: Kristian Sidelmann
Hvad ‘Some Kind of Fight’ er for et nummer?
– Some Kind of Fight er det første nummer, som vi har præsenteret med Mother Lewinsky. Det et ret catchy og poppet nummer, der samtidig har en aggressivitet i både tekst og musik.
– Verset er underspillet og melodisk, mens det samtidig ulmer af et undertrykt temperament. Et temperament, der bliver udløst i omkvædet som en eksplosion med råbet “I spit on my pillow sometimes”.
– Det rå udtryk i lyrik og vokal står i direkte kontrast til det ti mand store kvindelige strygeorkester, der alene akkompagnerer sangeren Marc, som selv har et langt smukt intermezzo i midten af sangen, der til sidst igen kulminerer en eksplosion af et omkvæd.
Mother Lewinsky – Some Kind of Fight:
Hvorfor valgte I, kun at indspille med strygere?
– En stor del af Mother Lewinskys identitet er netop mødet mellem det rå og upolerede – strygeorkestret – i fængende poppede numre. Vi ville gerne have, at det første vi præsenterede for folk virkelig viste essensen af, hvad vi gerne ville udtrykke. Derfor valgte vi at skrælle alt andet fra – ingen bas, guitar, synths osv. – bare Mother Lewinsky skåret helt ind til benet.
Er nummeret sigende for jeres resterende repertoire?
– Nummeret og udtrykket som sådan er meget sigende for resten af vores musik. Vores andre numre er godt nok indspillet med ‘almindeligt’ band. Men essensen – catchy numre, strygere og et råt og upoleret udtryk – er præcis det, man kan forvente af vores kommende numre. Det er vores næste udgivelse, singlen Like a Love Letter, som vi udgiver i midten af juni, et godt eksempel på.
Vi glæder os til at høre mere, men indtil da, kan du læse mere om gruppen på deres facebook.
