Den 20. april blev denne sæsons sidste udgave af Poetry In Mono afviklet på Stengade, hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash besøgte Nørrebro. Ovenfor er et kort udsnit af aftenen, hvor Rasmus Hedeman fra Hell Is In Hello og Rasmus Hald Jensen, der er manden bag Girls Love Rallie, varmede op for sig selv med deres country-glam-projekt, Starcrash – der havde uropførsel denne aften.
Derudover spillede Hell Is In Hello et solidt sæt, hvor en del af materialet fra den seneste (og meget anbefalelsesværdige) skive Zombie Polarid, var på menuen. Herefter fulgte Rasmus Hald Jensen med et band, hvor der blev dykket tilbage i tid, ligesom en stor del af materialet fra det fremragende album Son Of Rock’n’roll blev eksekveret live.
Publikum var pænt tilfredse må man sige, da der blev råbt på mere, og “Rallie” måtte give ekstranumre på akustisk guitar efterfølgende. Det var der ikke nogen, der brokkede sig over.
Dermed ser Poetry In Mono frem mod programmet efter sommerferien, hvor vores første arrangement bliver fredag den 28. Septemberkl. 21.00, hvor Asbjørn og Soffie Viemose slår vejen forbi Stengade. Entré 80 kr. BEMÆRK! Koncerten er blevet flyttet til lørdag d. 1. december, og er dermed ikke vores første Poetry In Mono arrangement efter sommerferien. Mere info følger snarest. Billetter kan købes her.
Det bliver således den mest elektronisk-poppede udgave af PIM indtil nu, og vi glæder os meget til også at præsentere den gren af, hvad der i vores bog står som “indie” (det i jo i virkeligheden det meste nu). Vi vender tilbage med mere information om arrangementet den 1. december.
Lyt i mellemtiden til selv samme Soffie Viemose, der har remixet Asbjørns The Criminal:
Udover at jeg er vildt oppe og køre over, at jeg er kommet til at købe en billet til kongerne Jay-Z og Kanye Wests koncert i aften i Malmö, så er jeg også virkelig oppe og køre over Hay Hays seneste single Wild At Heart, som de netop har udgivet digitalt.
Navne som Duran Duran, Yeah Yeah Yeahs og Robyn giver genlyd, mens det svenske band Niki & the Dove befinder sig i samme boldgade som trioen – om end med betydelige forskelle.
Netop Wild At Hearts kvaliteter kommer af den organiske sfære eller boble musikken er svøbt i. Et mindre myriade af synth-figurer, der er klæder forsangerinde Anna Bjørck Vejby Geils vokal, der balancerer mellem minimalistisk frasering og vibrato samt en mere clean lys kvindestemme. Produktionen overrasker gang på gang, og det er som sådan et “stille” popnummer, da hooket ikke påtvinges, men derimod stille og roligt lader sig glide ind i bevidstheden.
Er man i Berlin i weekenden, så vil jeg anbefale, at man tager ind og checker Hay Hay ud på Leap i Berlin. De har fået en god bunke eksportstøttekroner sammen med fire andre aktører, hvor man den 31. maj og 1. juni kan opleve et anderledes eksport-arrangement, der har fået navnet Element 5 – se mere på element-5.dk. Check singlen ud forneden:
Der er netop kommet nogle fine sager fra USA-bosatte Karoline Hausted (Salley Gardens), må jeg sige. Jeg har netop fået lyttet hendes første soloalbum på dansk, Jeg Tror Jeg Drømmer, igennem. En utrolig behagelig og smuk sag, hvor detaljerigdom og skrøbelighed står i centrum.
Det er fine håndspillede instrumenter, der fletter sig ind i Hausteds lyse pigede vokal, der har et naivistisk præg, som dog blot giver hendes lyrik endnu mere dybde i mine ører.
Det er forfriskende, at musikken ikke skal pakkes ind i nordisk minimal-elektronika, som ellers er så moderne. Det er måske også det, der får Karoline Hausteds album til at fremstå så meget desto mere originalt.
Jeg er stor fortaler for Karoline Hausteds univers. Hvor især Spejlet, Hvem Der Var og nedenstående Tiffany er gode startsteder. Jeg Tror Jeg Drømmer udkommer kun digitalt, og den kan findes på Spotify.
Godsbanen, Spot Festival 2012, Foto: Peter L. Nielsen
Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set. Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.
Marybell Katastrophy & Nils Frahm:
Nils Frahm, Store Sal, Musikhuset, Foto: Per Lange
Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.
Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.
Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.
Green Pitch:
Green Pitch, Pressefoto, Foto: Kasper Teiner
En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.
Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.
Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.
Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).
Taragana Pyjarama:
Taragana Pyjarama, Katapult, Foto: Toke Hage
Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.
Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.
Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.
Forleden da verdens vel nok største branchefestival SXSW i Austin løb af stablen, gæstede vores gode ven Andreas Rasmus Nielsen (The Big Oil Recording Company, Crunchy Tunes) arrangementet. Han lovede at komme hjem med en anbefaling til blaa vinyl og som sagt så gjort. God fornøjelse – vi giver ordet til Andreas Rasmus Nielsen:
Nu er det efterhånden et par uger siden at SXSW sluttede og kaoset forlod Austin, Texas. Jeg var til festivalen for anden gang i år (2011 var min første) og havde igen denne gang et væld af store musikalske oplevelser. Årets bedste koncert og, helt generelt, oplevelse var dog Canadiske Purity Ring, som jeg op til festivalen havde glædet mig til at se (baseret mest af alt på deres fantastiske sang Lofticries fra sidste år).
Purity Ring – Lofticries:
Før koncerten var jeg usikker på at deres sfæriske elektroniske alt. pop (eller hvad pokker man skal kalde det) kunne oversættes til live, men det viste sig at være en unødvendig bekymring. De to medlemmer af Purity Ring gik på scenen sent torsdag aften i en totalt mørkelagt Central Presbytarian Church med et både simpelt og imponerende setup. Forsangerinde, Megan James, var bevæbnet med kun en mikrofon og en arbejdslampe, som visuelt virkemiddel, mens duoens anden halvdel, Corin Roddick, kontrollerede musikken gennem en sampler (jeg gætter på APC) og syv lamper, der hver fungerede som triggers (se video herunder).
Med disse få virkemidler spillede de en fremragende og ekstremt gennemført koncert, der konstant fik publikum til at rejse sig fra deres sæder i ren jubel. Corin Roddick klippede og klistrede elegant musikken og Megan James’ vokal live mens hun gled rundt på scenen i en passende uskyldig og drømmende gang. Alt gik op i en højere enhed og Kirken som omgivelse gav den helt rigtige blanding af rumklang, atmosfære og svag uhygge. En stor oplevelse og en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set.
Lofticries (Live @ Fader Fort):
Ungirthed (Live @ Fun Fun Fun Fest):
Siden SXSW har de faktisk signet med 4AD, så nu kan man kun krydse fingre for at de kommer forbi Danmark meget snart…
Andre højdepunkter: Thee Oh Sees med Christopher Owens (Girls) på tamburin og et ekstranummer hvor Fresh and Onlys’ trommeslager også spillede med, Natural Child, Grimes og, sidst men ikke mindst, Black Joe Lewis and the Honey Bears.
Største skuffelse: Charlie XCX – ekstremt akavet optræden med en lidt for ung og lidt for seksuel pige og hendes kiksede koreografi (eller mangel på det samme).
Det virker det heldigvis til at være tilfældet med følgende kommentar på deres facebook:
“Der er mere på vej, måske som ep eller digital udgivelse.”
Rosenkrantz & Gyldenstjerne er endnu et projekt fra det nordvestlige Danmark, hvor der tilsyneladende er gode vilkår for nye alternative kunstnere. Det er så også tilfældet med denne duo Roar og Niels Christian, der er har fået ingen ringere end Sleep Party People / Scarlet Chives – manden Brian Batz til at mixe Tiddlers nedenfor.
Der er en tone over det, vi allerede har på repertoiret i denne tid. Den tradition CODY, The New Spring, Hunch Bettors, Hymns… og i nogen grad One-Eyed Mule, om end den mere folkede tone er mere dominerende fremfor deciderede country-folk. Det er ikke mindst tilfældet i Tiddlers.
Den er meget umiddelbar med det to-stemmige omkvæds-kor, og de vel-akkompagnerende guitarfigurer. Især den bassede stemme i kor-arrangementerne giver en dejlig dybde. Det er ikke mindst det håndspillede, der er i centrum med en klikken og klakken af diverse perkussion instrumenter og et moderigtig tam-spil (det fungerer godt på Tiddlers, vil jeg lige understrege).
Jeg er meget spændt på at se, hvad det næste bliver fra denne duo. Vi følger i hvert fald med så send det meget gerne tak.
Jeg vil gerne have lov til at slå et slag for et sympatisk projekt, når jeg ser et, og det synes jeg bestemt From Sarah er et eksempel på. Debuten Are We Ok (der udkom den 26. marts) har endnu ikke forplantet sig til fulde – den vokser stadig på mig – men især de mere afdæmpede numre eller de “mellem-dynamiske” numre (i mangel af bedre måde at udtrykke mig på) giver mig utrolig meget.
Numre som Ceilings og #7 er netop eksempler på mine favoritter, mens også In the Park er blandt “en af de gode” – som The Malpractices’ Johannes Gammelby ville have udtrykt det (om end han nok havde været mere på en af de rockede). En af de stærkeste sange fra den foregående EP går igen – Demons. Den er stadig god, og From Sarah er stadig stærke, når de skruer op. Overrasket er jeg dog over gruppens lavmælte kvaliteter på trods af Moogie Johnsons fortid i et projekt af denne karakter – Munck // Johnson.
Jeg er glad for debuten, men det er når gruppen lader David Fjeldstrup stå helt for sig selv, at de er bedst i min optik. Hans vokal har nemlig en karakter og en karisma, der i den grad trækker en ind i fortællingen.
Tambourhinoceros er jo disse dages eksponent for en masse meget kvalitativ musik, og derfor overrasker det ikke, at de har fortsat stimen. Det er deres kommende udgivelse med projektet Kala-ok ikke mindst endnu et eksempel på, og flere gode røster (her, her og her) har allerede anbefalet Kala-ok og singlen Stars Are Sailing fra det kommende album Reminiscence Of A Bodily Blues.
Stars Are Sailing er mystiske flader, tilsat en fantastisk stemningsfuld vokal med sitrende guitarer, tambourin, tammer og en række andre elementer, hvor nogen kan være lidt sværere at definere. Selve albummet har fået et par lyt, og det lyder fantastisk lovende, og jeg glæder mig til at få den mere ind under huden – The Beatles-tonen i nogle af numrene er dog opsnuset. Jeg har i hvert fald tænkt mig at bestille en af de 500 vinyler, den udkommer i.
Nyd barometer-nummeret, og køb vinylen. Det må vidst være konklusionen.
