På fredag løber den 16. Poetry In Mono af stablen på Stengade, og denne gang er det med navne som Fine Glindvad og Echo Me på plakaten. Undertegnede DJ’er under navnet Rikke Vinyl og har denne gang fået fint selskab af Simon Bjaaland, som på fredag går under navnet DJ Bjaaland. Vi sørger i hvert fald for at der bliver en hyggelig efterfest på 1. salen efter koncerterne. Traditionen tro skriver de to bands et gæsteindlæg her på bloggen, og i denne omgang er det Fine Glindvad der har fået ordet. Hendes indgangsvinkel er blevet at fortælle om de ting der har haft betydning for konstellationen Fine:
De tidlige teenageår
Jeg begyndte at lave musik i 12-13 års alderen. Der opstod mange konflikter inden i mig på det tidspunkt, som jeg havde svært ved at kapere, og det var nok dér behovet for at skabe mit eget opstod. Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvilken effekt sangskrivning kunne have på mig. Det at konstatere virkeligheden omkring én, ikke nødvendigvis analysere den eller sige noget dybere om den, men blot omsætte iagttagelser til noget mere struktureret, og beskrive det, som ikke logisk skrider frem. Det blev jeg virkelig draget af! Der var både en frihed og noget selvdestruktivt dvælende ved det, hvilket stadig fascinerer mig i dag. En af de sange jeg skrev i den alder handlede om en veninde som jeg i perioder følte mig svigtet af, men som jeg ikke kunne leve uden. Ret sødt. Min far sendte den ind til en sangskriverkonkurrence som jeg endte med at vinde, og jeg fik lov til at spille på Vega som jeg på det tidspunkt ikke anede hvad var. Jeg faldt på vej op til scenen, men det var cool nok. Vandt faktisk over Mike Sheridan. Haha.
Engelsholm Højskole
Det var her jeg mødte min nuværende guitarist og pianist. Før jeg kom på Engelsholm var mine sange meget ”mig mig mig”. En pige ved sit klaver. Ærligt og sårbart. Ikke at den side af mig er forsvundet, men da jeg på højskolen mødte andre musikere, som kunne bringe noget nyt ind i min musik, blev jeg virkelig betaget af, hvordan en sang kan have mange forskellige udtryk. Skrøbelighed virker sommetider endnu stærkere når den får modspil af det modsatte. Vi har alle tre bandmedlemmer vidt forskellige musikbaggrunde: Jeg er vokset op med folk og bluegrass, min guitarist har sine rødder i jazz og indierock, og min pianists musikalske opdragelse har altid ligget i den klassiske klavermusik. På Engelsholm blev den elektroniske musik et samlingspunkt. Sangen ”Waking Up” skrev jeg sammen med en anden elektronisk musiker, Jesper Nørbæk, i forbindelse med et projekt på højskolen. Musikken kan give et praj om, hvilken lyd jeg
dyrker.
Joni Mitchell og James Blake
Joni Mitchell er lidt min helt. Op gennem min barndom har jeg lyttet ekstremt meget til
albummet ”Blue”, og jeg har et helt specielt forhold til hvert eneste nummer på pladen. Alligevel bliver jeg aldrig træt af den. For selvom jeg har hørt sangene over en million gange, fatter jeg stadig ikke helt, hvad de handler om. Hendes musik er på én gang enkel og kringlet, og jeg er sikker på, hun har sat sine spor i mig, selvom min musik slet ikke lyder som hendes. Da jeg hørte James Blakes udgave af ”Case Of You” blev jeg fuldstændig fortryllet, da jeg ikke troede den sang på nogen måde kunne forbedres. Det var her min kærlighed for James Blake og den elektroniske musik generelt begyndte at tage form.
Stina Nordenstam
Jeg bliver nødt til at have Stina Nordenstam med. Hun har i mange år været én af mine
absolut yndlingskunstnere, og hun er én af grundene til, jeg selv startede med at lave musik. Hendes stemme er præget af en naivitet, der i sin sødme nærmest vipper over til det uhyggelige, og så eksperimenterer hun altid med alle mulige former og genre.
Klassisk musik
◦ Min pianist var klassisk pianist før han begyndte at dyrke det elektroniske, hvilket klart
har haft en påvirkning på vores musik. Nok især inspirationen fra den klassiske harmonik. Live har det den fordel, at vi på trods af et elektronisk setup, hvor traditionen godtager backtrack af diverse elementer, selv er i stand til at spille det hele. Vi styrer fx selv al dynamik i synthesizeren fra en fodpedal.
Roskilde 2013
På sidste års Roskilde så jeg og drengene fra bandet nogle af de kunstnere vi finder
inspiration hos i vores musik. Heriblandt James Blake, Lykke Li, When Saints Go Machine og Sohn. Og så spillede min guitarist selv på festivalen i forbindelse med det elektroniske projekt, Sekuoia. Nummeret ”Lessons” af Sohn er et eksempel på den dobbelthed elektronisk musik kan indeholde. En sårbar inderlighed, og en kølig vildskab.
Læs mere om arrangementet her.
