gæsteindlæg – heimatt

Heimatt

Sæsonens sidste Poetry In Mono åbner dørene på Stengade på lørdag d. 19. april kl. 21. På plakaten har vi Heimatt og 4 Guys From The Future. På Stengades 1. sal (også kaldet Retrograd) vil Mads Axelsen vende plader det bedste han kan både før, imellem og til efterfesten. I anledning af dette fine arrangement, har Magnus Grilstad fra Heimatt skrevet et lille fint gæsteindlæg hvor han kommer med lidt forskellige anbefalinger. Tjek dem ud herunder:

The Attic Sleepers
TAS er Mathias og Matias, to dejlige mennesker som spiller en mindpleasing form for dream/pop, deres musik er dejlig blødt og rent på en måde hvor det behager sindet med sin melankoli, perfekt til en morgen med tømmermænd. Drengene er lige gået videre i KarriereKanonen, så mon ikke man kommer til at høre mere fra dem snart.

Dansk sommer
Den er ved at være på vej og man kan mærke det, men den må godt se at skynde sig – det er en fantastisk tid med smukke piger i sommerkjoler, kolde øl på Dronning Louises bro, distortion, og en tid hvor alle skal have danset vintermørket af sig. Kom sommer, kom sol!

Dronning Louises Bro

North Fall
Lo-fi shoegaze indie med en super autentisk lyd, North Fall har vi spillet med før og de gør det virkelig godt, Anders Belling er som frontfigur meget autentisk i både udtryk og vokal. Deres debutalbum “Outside It’s Growing Light” udkom i januar og har høstet gode anmeldelser, bestemt et lyt værd!

Roskilde Festival
Verdens dejligste festival hvor mennesker slår sig løs og den gamle 70’er ånd stadig får lov at leve, et sted hvor fremmede mennesker mødes og skaber en helt unik fest sammen – et sted hvor man aldrig ved hvad der kommer til at ske. I år har vi været så heldige at få lov til at spille på Roskilde og vi glæder os helt vildt – en sand drengedrøm der går i opfyldelse, og vi lover et brag af en koncert til sommer.

roskilde festival

Highasakite
Et fantastisk norsk band der har ramt en lyd der virkelig rammer den skandinaviske nerve – de har netop udgivet deres andet album “Silent Treatment” som er blevet rost til skyerne af anmelderne i Norge og som er et helt igennem fantastisk album.

Heimatt spiller til Poetry In Mono #17 på lørdag på Stengade. Vi glæder os! Find mere info og billetter ved at klikke på linket herunder:
PIM 17 flyer

poetry in mono #16 i glimt

Fine Glindvad ©Rikke Schlosser

Den 16. Poetry In Mono løb af stablen for en halvanden uge siden. Det blev som altid en rigtig hyggelig aften med rigtig gode koncerter og generelt god stemning. Vi bringer her billeder fra aftenens hovedpersoner, nemlig Fine Glindvad og Echo Me. Alle billeder er taget af Rikke.

HUSK Poetry In Mono #17 med 4 Guys From The Future og Heimatt og Mads Axelsen er d. 19. april. Læs mere her.

gæsteindlæg – fine glindvad

Fine Glindvad

På fredag løber den 16. Poetry In Mono af stablen på Stengade, og denne gang er det med navne som Fine Glindvad og Echo Me på plakaten. Undertegnede DJ’er under navnet Rikke Vinyl og har denne gang fået fint selskab af Simon Bjaaland, som på fredag går under navnet DJ Bjaaland. Vi sørger i hvert fald for at der bliver en hyggelig efterfest på 1. salen efter koncerterne. Traditionen tro skriver de to bands et gæsteindlæg her på bloggen, og i denne omgang er det Fine Glindvad der har fået ordet. Hendes indgangsvinkel er blevet at fortælle om de ting der har haft betydning for konstellationen Fine:

De tidlige teenageår
Jeg begyndte at lave musik i 12-13 års alderen. Der opstod mange konflikter inden i mig på det tidspunkt, som jeg havde svært ved at kapere, og det var nok dér behovet for at skabe mit eget opstod. Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvilken effekt sangskrivning kunne have på mig. Det at konstatere virkeligheden omkring én, ikke nødvendigvis analysere den eller sige noget dybere om den, men blot omsætte iagttagelser til noget mere struktureret, og beskrive det, som ikke logisk skrider frem. Det blev jeg virkelig draget af! Der var både en frihed og noget selvdestruktivt dvælende ved det, hvilket stadig fascinerer mig i dag. En af de sange jeg skrev i den alder handlede om en veninde som jeg i perioder følte mig svigtet af, men som jeg ikke kunne leve uden. Ret sødt. Min far sendte den ind til en sangskriverkonkurrence som jeg endte med at vinde, og jeg fik lov til at spille på Vega som jeg på det tidspunkt ikke anede hvad var. Jeg faldt på vej op til scenen, men det var cool nok. Vandt faktisk over Mike Sheridan. Haha.

Engelsholm Højskole
Det var her jeg mødte min nuværende guitarist og pianist. Før jeg kom på Engelsholm var mine sange meget ”mig mig mig”. En pige ved sit klaver. Ærligt og sårbart. Ikke at den side af mig er forsvundet, men da jeg på højskolen mødte andre musikere, som kunne bringe noget nyt ind i min musik, blev jeg virkelig betaget af, hvordan en sang kan have mange forskellige udtryk. Skrøbelighed virker sommetider endnu stærkere når den får modspil af det modsatte. Vi har alle tre bandmedlemmer vidt forskellige musikbaggrunde: Jeg er vokset op med folk og bluegrass, min guitarist har sine rødder i jazz og indierock, og min pianists musikalske opdragelse har altid ligget i den klassiske klavermusik. På Engelsholm blev den elektroniske musik et samlingspunkt. Sangen Waking Upskrev jeg sammen med en anden elektronisk musiker, Jesper Nørbæk, i forbindelse med et projekt på højskolen. Musikken kan give et praj om, hvilken lyd jeg
dyrker.

Joni Mitchell og James Blake
Joni Mitchell er lidt min helt. Op gennem min barndom har jeg lyttet ekstremt meget til
albummet ”Blue”, og jeg har et helt specielt forhold til hvert eneste nummer på pladen. Alligevel bliver jeg aldrig træt af den. For selvom jeg har hørt sangene over en million gange, fatter jeg stadig ikke helt, hvad de handler om. Hendes musik er på én gang enkel og kringlet, og jeg er sikker på, hun har sat sine spor i mig, selvom min musik slet ikke lyder som hendes. Da jeg hørte James Blakes udgave af
Case Of Youblev jeg fuldstændig fortryllet, da jeg ikke troede den sang på nogen måde kunne forbedres. Det var her min kærlighed for James Blake og den elektroniske musik generelt begyndte at tage form.

Stina Nordenstam
Jeg bliver nødt til at have Stina Nordenstam med. Hun har i mange år været én af mine
absolut yndlingskunstnere, og hun er én af grundene til, jeg selv startede med at lave musik. Hendes stemme er præget af en naivitet, der i sin sødme nærmest vipper over til det uhyggelige, og så eksperimenterer hun altid med alle mulige former og genre.

Klassisk musik
◦ Min pianist var klassisk pianist før han begyndte at dyrke det elektroniske, hvilket klart
har haft en påvirkning på vores musik. Nok især inspirationen fra den klassiske harmonik. Live har det den fordel, at vi på trods af et elektronisk setup, hvor traditionen godtager backtrack af diverse elementer, selv er i stand til at spille det hele. Vi styrer fx selv al dynamik i synthesizeren fra en fodpedal.

Roskilde 2013
På sidste års Roskilde så jeg og drengene fra bandet nogle af de kunstnere vi finder
inspiration hos i vores musik. Heriblandt James Blake, Lykke Li, When Saints Go Machine og Sohn. Og så spillede min guitarist selv på festivalen i forbindelse med det elektroniske projekt, Sekuoia. Nummeret
Lessonsaf Sohn er et eksempel på den dobbelthed elektronisk musik kan indeholde. En sårbar inderlighed, og en kølig vildskab.

Poetry In Mono 16 flyer

Læs mere om arrangementet her.

poetry in mono #15 i glimt

Forårets Poetry In Mono sæson blev skudt igang i torsdags til den 15. af slagsen med Navneløs og Rowbird på plakaten. Begge bands med en karakteristisk forsangerinde i front. Hvor Camilla fra Rowbird er ovre i den kraftfulde stemme i stil med f.eks. Kira Skov, er Lin fra Navneløs’ stemme mere skrøbelig i stil med f.eks. Henriette Sennenvaldt fra Under Byen. Begge stemmeudtryk som tilsammen skabte en meget stemningsfuld aften hvor musikken var i højsædet og lyden ikke mindst var i top.

Efter koncerterne fortsatte aftenen med efterfest på 1. salen hvor Stengade nu også har en bar. Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) spillede en masse lækker musik og der var gang i dansegulvet.

Tak for en sjov og dejlig aften med højt humør og lækkert musik i skønne rammer. Vi ses igen fredag d. 21. marts til Poetry In Mono #16 med bl.a. Echo Me på plakaten (mere info følger meget snart på Poetry In Mono’s facebook side)

Her er lidt billeder:
© Rikke Schlosser

gæsteindlæg – navneløs

Navneløs

Så er det i morgen vi åbner dørene til Poetry In Mono #15 med Navneløs og Rowbird + DJs: Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) på plakaten. Det bliver rigtig fint og vi glæder os virkelig meget. Som lidt opvarmning har Navneløs lavet deres egen lille ABC:

Navneløs’ ABC:

Analog
Bowie

Cool burger
Dansk
Enkelt
Feed
Grej
Hjørring
Indie
Jordnært
Kom og hør (med mig)
Læder
My Bloody Valentine

Naiv
Orkester
Portishead

Quentin Tarantino

Rumklang
Sort
Tunsalat
Uden sans for humor
Vodka
Wiced Game

Xtra Sandwichkiks
Yolo
Zen
Ærlighed
Øresønderrivende
Åbent

Mere info om arrangementet findes her og her (Facebook).

gæsteindlæg – rowbird

Rowbird

Årets første Poetry In Mono nærmer sig med hastige dage. Det er den 15. Poetry In Mono i rækken og vi er glade for at kunne præsentere Navneløs og Rowbird på scenen på torsdag d. 30. januar kl. 21 på Stengade. Oppe på 1. salen vil Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People) og Brian Batz (Sleep Party People) sørge for at du får kridtet dine dansesko både før, imellem og efter koncerterne. Det bliver et brag af en aften! Indtil da kan du læse dette fine gæsteindlæg fra Camilla (billedet ovenover) fra Rowbird under overskriften “3 ting jeg ikke kan undvære når jeg laver musik…”:

Casiolover

Mit vintage casiotone keyboard! Det har fået en stor betydning for mit musikalske univers.. Siden jeg erhvervede mig det for ca. et år siden, har jeg ikke brugt andet til at skrive og arrangere mine sange ud fra. Den har en ganske cool trommemaskine og nogle fede orgel-og omnichordlignende lyde der er vildt seje.. Lydene giver også tit mine arrangementer en ‘lettere’ og knap så tung vibe, end når jeg skriver ud fra min guitar eller upright piano….

Heroes

I en tid hvor digitalisering hersker og betydningen af kunst helst skal kunne analyseres ud fra tal i et excel-ark, så har jeg brug for at lytte til og spejle mig i nogle af de kunstnere og musikere, der bekræfter mig i hvorfor musikken er så vigtig. Nogle kompromisløse kunstnere og musikere, der formår at bevare en ægthed, varme, nerve og frem for alt æstetikken omkring at få folk til at lytte til hele albums… på vinyl… og hele romantikken der omkring, som ellers synes at være ved at drukne.

Jeg er særlig begejstret for (småbesat af) Jack White. 

Han har altid en særlig holdning til samfund, kærlighed og måden at lytte til musik på, der både provokerer mig og gør mig lykkelig! Han er fascinerende produktiv, og ER efter min mening lig med god stil.

Den lille sorte

Her en min lille sorte Moleskine notesbog! Den bærer jeg med mig overalt.. arty-farty agtigt eller ej, så er det vigtigt for mig at kunne skrive ordene ned, lige når de kommer til mig og ikke fem minutter for sent. Jeg vågnede for nogle år tilbage en nat i et telt i Afrika med min storebror, hvor jeg helt panisk ikke kunne finde min bog, men jeg turde heller ikke at gå udenfor at lede efter den.. bad situation!

(…4)

Derudover kan jeg ikke undvære mit band. Nogle af os er ret nye sammen, andre har jeg spillet med over længere tid, men de er altid meget hurtigt på pletten, når jeg har skrevet noget nyt, og så går vi ofte direkte i studiet og forsøger at forme numrene. Det sidste halve år har jeg været mere produktiv end hidtil, og vi planlægger derfor en albumudgivelse i 2014. Det er noget vi glæder os helt vildt til at lave, og jeg kan næsten garantere, at der vil blive lagt usædvanligt meget kærlighed i den produktion. Jeg glæder mig.

Og vi glæder os til på torsdag!

Tjek Facebook eventet ud her.

poetry in mono #14 i glimt

Scarlet Chives © Thilde Christensen

Sæsonens sidste Poetry In Mono (som vender stærkt tilbage i foråret!) og den 14. i rækken bød endnu engang på lækkert musik og rigtig god stemning hele vejen igennem. Begge bands gav den alt hvad de kunne og de mange der var troppet op lod til at have en rigtig dejlig aften. Aftenens DJ sørgede også for en rigtig indie-fest i bedste stil efter koncerterne.
Vi bringer her lidt glimt fra en lækker og mindeværdig aften. Først norske Dråpe og derefter Scarlet Chives (også billedet ovenfor). Alle billeder er knipset af én af Stengades fotografer, Thilde Mørup Christensen.

Vi ses igen til foråret!

gæsteindlæg – mads axelsen

Mads Axelsen

Som en ekstra bonus til den 14. Poetry In Mono i morgen, får vi fint besøg af Mads Axelsen (fra Det Elektriske Barometer) som vil spille et 90 minutter langt set efter koncerterne. Så vi håber at i er friske på at blive hængende og feste! Læs mere om arrangementet her og køb din billet i forsalg så du sparer en 10’er til garderoben.
Mads har været så rar at dele nogle af sine yndlingsnumre med os her:

Connan Mockasin – I’m The Man That Will Find You

– Connan Mockasin har altid været lidt af en personlig helt. Hans euforiserende og kalejdoskopiske lyduniverser svæver imellem et virvar af forskellige genrer, instrumenter og vokaler, og bliver smukt flettet sammen til de fineste lydlandskaber man har lyst til at svømme og drømme sig hen i.

Jacco Gardner – The One Eyed King

Fra første gennemlytning har Jacco Gardners nye album Cabinet of Curiosities været min nye favoritplade. Det dufter af forår, spirrende blomstermarker og minder mig om pastelfarvede sommermorgener i en ny forelskelses skær. Åh, alle der kan lide 60er æstetik og dejlige mænd som Nick Drake og Simon & Garfunkel skal, skal, skal høre denne her plade. Jacco Gardner spiller på Loppen i København d. 29 november, og er uden tvivl den koncert i hele efteråret jeg glæder mig allermest til.

Led Zeppelin – Going To California

Umiddelbart tror jeg ikke det er nødvendigt at skrive særlig meget om det her nummer. Det er bare en af de smukkeste ballader der nogensinde er skrevet, og lyder ret præcist som sæsonernes skiften.

TennisCoats – Iso Phase

Et band jeg ikke ved ret meget om, på trods af jeg har været lidt forelsket i hende forsangerinden igennem en længere periode. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad hun synger om, men jeg sys det er pokkers fint og er et nummer jeg får lyst til at starte forfra igen, når det er slut.

First Hate – In My Dreams

Jeg har lidt et hade/elske forhold til hele denne her lo-fi bølge. På den ene side siger min fornuftige sans mig at det er fjollet, lyder ufærdigt og til tider næsten er komisk. Alligevel siger min mavefornemmelse og mit hjerte mig noget andet for jeg må indrømme at jeg har taget mig selv i at nynne med på det her nummer virkelig mange gange. De danske drenge i First Hate er et godt eksempel på at hårdt arbejde betaler sig, og om man er til denne her fætter BR agtige lyd eller ej, så sys jeg det tydeligt at høre at de har gjort sig umage, tænkt, øvet og fundet frem til et resultat som ikke lyder som ret meget andet. Det kan man kun respektere dem for, og personligt sys jeg det er en skide charmerende drømme melodi.

Pinkunoizu – Down In The Liverpool Stream

Det her er måske det bedste sidste nummer på en plade jeg nogensinde har hørt. Jeg synes Pinkunoizus album The Drop er årets danske udgivelse. Period. Sådan et nummer man ville ønske der aldrig sluttede.

Beach House – I Do Not Care For The Winter Sun

For et par år siden lavede mine to bedste venner, Victoria Legrand og Alex Scully (læs: Beach House), det her nummer der ret godt beskriver den der splittelse man føler i kroppen når sommeren forsvinder imellem ens fingre og vinteren endnu engang overtager krop og sind. På en gang elsker man det, og alligevel frygter man vinterens mørke og melankoli der føles som om den ingen ende vil tage. Hvis jeg nogensinde skulle være med i et band, så måtte det ret godt være Beach House. Og hey, der er bjælder med i. Whats not to like.

Karen O – Worried Shoes

Hvis jeg skulle lave en top ti over irriterende sangerinder i rock verdenen, ville Karen O fra Yeah Yeah Yeahs stryge direkte ind i top tre. Sådan havde jeg det i hvertfald indtil jeg så Spike Jonzes film “Where The Wild Things Are”, hvor Karen O har lavet hele soundtracket til. Det er bekymringsfuldt, fantaserende, barnligt og helt afsindigt fint.

Nina Simone – Baltimore

Bare fordi. Efter efteråret og vinterens mørke, kommer foråret og sommeren jo og lyser det hele op igen.

Godt efterår
Mads Axelsen