Som en ekstra bonus til den 14. Poetry In Mono i morgen, får vi fint besøg af Mads Axelsen (fra Det Elektriske Barometer) som vil spille et 90 minutter langt set efter koncerterne. Så vi håber at i er friske på at blive hængende og feste! Læs mere om arrangementet her og køb din billet i forsalg så du sparer en 10’er til garderoben.
Mads har været så rar at dele nogle af sine yndlingsnumre med os her:
Connan Mockasin – I’m The Man That Will Find You
– Connan Mockasin har altid været lidt af en personlig helt. Hans euforiserende og kalejdoskopiske lyduniverser svæver imellem et virvar af forskellige genrer, instrumenter og vokaler, og bliver smukt flettet sammen til de fineste lydlandskaber man har lyst til at svømme og drømme sig hen i.
Jacco Gardner – The One Eyed King
– Fra første gennemlytning har Jacco Gardners nye album Cabinet of Curiosities været min nye favoritplade. Det dufter af forår, spirrende blomstermarker og minder mig om pastelfarvede sommermorgener i en ny forelskelses skær. Åh, alle der kan lide 60er æstetik og dejlige mænd som Nick Drake og Simon & Garfunkel skal, skal, skal høre denne her plade. Jacco Gardner spiller på Loppen i København d. 29 november, og er uden tvivl den koncert i hele efteråret jeg glæder mig allermest til.
Led Zeppelin – Going To California
– Umiddelbart tror jeg ikke det er nødvendigt at skrive særlig meget om det her nummer. Det er bare en af de smukkeste ballader der nogensinde er skrevet, og lyder ret præcist som sæsonernes skiften.
TennisCoats – Iso Phase
– Et band jeg ikke ved ret meget om, på trods af jeg har været lidt forelsket i hende forsangerinden igennem en længere periode. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad hun synger om, men jeg sys det er pokkers fint og er et nummer jeg får lyst til at starte forfra igen, når det er slut.
First Hate – In My Dreams
– Jeg har lidt et hade/elske forhold til hele denne her lo-fi bølge. På den ene side siger min fornuftige sans mig at det er fjollet, lyder ufærdigt og til tider næsten er komisk. Alligevel siger min mavefornemmelse og mit hjerte mig noget andet for jeg må indrømme at jeg har taget mig selv i at nynne med på det her nummer virkelig mange gange. De danske drenge i First Hate er et godt eksempel på at hårdt arbejde betaler sig, og om man er til denne her fætter BR agtige lyd eller ej, så sys jeg det tydeligt at høre at de har gjort sig umage, tænkt, øvet og fundet frem til et resultat som ikke lyder som ret meget andet. Det kan man kun respektere dem for, og personligt sys jeg det er en skide charmerende drømme melodi.
Pinkunoizu – Down In The Liverpool Stream
– Det her er måske det bedste sidste nummer på en plade jeg nogensinde har hørt. Jeg synes Pinkunoizus album The Drop er årets danske udgivelse. Period. Sådan et nummer man ville ønske der aldrig sluttede.
Beach House – I Do Not Care For The Winter Sun
– For et par år siden lavede mine to bedste venner, Victoria Legrand og Alex Scully (læs: Beach House), det her nummer der ret godt beskriver den der splittelse man føler i kroppen når sommeren forsvinder imellem ens fingre og vinteren endnu engang overtager krop og sind. På en gang elsker man det, og alligevel frygter man vinterens mørke og melankoli der føles som om den ingen ende vil tage. Hvis jeg nogensinde skulle være med i et band, så måtte det ret godt være Beach House. Og hey, der er bjælder med i. Whats not to like.
Karen O – Worried Shoes
– Hvis jeg skulle lave en top ti over irriterende sangerinder i rock verdenen, ville Karen O fra Yeah Yeah Yeahs stryge direkte ind i top tre. Sådan havde jeg det i hvertfald indtil jeg så Spike Jonzes film “Where The Wild Things Are”, hvor Karen O har lavet hele soundtracket til. Det er bekymringsfuldt, fantaserende, barnligt og helt afsindigt fint.
Nina Simone – Baltimore
– Bare fordi. Efter efteråret og vinterens mørke, kommer foråret og sommeren jo og lyser det hele op igen.
Godt efterår
Mads Axelsen