Ja undertegnede er tilbage fra Alperne, så nu vanker der glade tanker og superlativer i ugens mandagsindlæg. Det er med god slat inspiration fra min kære medskribents indlæg omkring Leonard Cohens fantastiske sang Hallelujah. Rikke og mig er enige om mange ting, men der er især en kunstner, hun aldrig har fået øjnene op for derfor dette motiveringsindlæg. Jeff Buckley og dennes (i mine øjne) fantastiske musikalske naturtalent er naturligvis, hvem der er på tale.
Det sjove er, at det netop var sangen Hallelujah, der var den første sang, undertegnede stiftede bekendtskab med i Jeff Buckleys mangefacetterede univers. Og jeg er, meget ulig min medskribent, af den overbevisning, at det er den flotteste og mest intense udgave af sangen, der findes, hvilket også vores kollega fra Goombay mener:
Måske den bedste indspilning og performance af det legendariske nummer nogensinde.
– Rasmus Otvald
Resten af debutalbummet Grace, som et absolut must for enhver musikinteresseret, er en fantastisk plade, i og med, at det også var det eneste færdige og endelig bud på et studiealbum, han nåede at lave før hans tragiske druknedød i Wolf River i 1997. Ti numre er der på pladen, hvoraf de tre er covernumre af Shelton, Cohen og Britten (Lilac Wine, Hallelujah og Corpus Christi Carol (For Roy)), og der er ingen svaghedstegn overhovedet. Numrene er ærlige, velskrevne og vanvittig velspillet. En af kvaliteterne er især, at mange af sangene virker utrolig spontane på trods af Jeff Buckleys kendte trang til perfektionisme. Derudover er hans vokal uden sidestykke. Den melankoli og nerve han signalerer via sit stemmekundskab er ufattelig. Højdepunktet på pladen er ubetinget nummeret Dream Brother, der af mange er blevet tolket som et svar til sin far Tim Buckley, der aldrig engagerede sig i musikeren Jeff’s liv:
Don’t be like the one who made me so old
Don’t be like the one who left behind his name
‘Cause they’re waiting for you like I waited for mine
And nobody ever came…
– Udsnit fra sangen Dream Brother
Posthumt er der udkommet et utal af koncerter, Legacy-Editions, genudgivelser og jeg skal komme efter dig. Desærre er det ikke alt, der er lige godt, men der er dog guldklumper at finde. Især Mystery White Boy er en fantastisk live-plade, Sketches for My Sweetheart the Drunk, der er de sange der lå i støbeskeen til efterfølgeren til Grace og sidst, men ikke mindst, Live at Sin-é. Sin-é er stedet, hvor Jeff Buckley udforskede sin musikalske bredde, og der er både fantastiske skitser af, hvad der blev til Grace, sjove monologer og nogle virkelig gribende covers af blandt andet Van Morrison og Billie Holiday.
Nu var Jeff Buckley vel soundtracket til undertegnedes gymnasietid, og derfor er han også havnet på en særlig plads på listen over mine musikalske præferencer, hvilket min Jeff Buckley samling også efterhånden bærer præg af (når man køber to eksemplarer af samme skive ved man den er ved at være der).
Om ikke andet så vil jeg anbefale enhver, der ikke har udforsket Jeff Buckleys univers at begynde nu. Han var en fantastisk instrumentalist, vokalist, sangskriver og en musikant, der for alvor har sat sine spor på hele den alternative rock-scene. Hermed en blaa mandag med superlativer, i kommer sikkert til at høre mere om Hr. Buckley fra min hånd – homage slut.
Her er der godter (de mest kendte numre, men der findes meget mere gemt på hans plader – grav!):
Jeff Buckley – Dream Brother
Jeff Buckley – Hallelujah
Jeff Buckley – Last Goodbye
Så er det i morgen det går løs på Jolene for 3. gang i indiepoppens, twee, c86, britpop, yé yé, 60’er pop and nothern soul’s tegn. Det hele går løs kl. 22 og der er som altid gratis entré, så derfor ingen dårlige undskyldninger for at blive væk (medmindre du ikke er bosiddende i København selvfølgelig)!
