Kategori: Runes indlæg

gæsteplayliste: dad rocks!

På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:

– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.

1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather

– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.

2: Mermonte – Monte

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/39225174″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=006aff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.

3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman

– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.

4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song

– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.

5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)

– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.

Poetry In Mono #8 i #momenter

Der var dømt tråd, støj, rock og melodier, da Poetry In Mono #8 løb af stablen i lørdags. Det var lækre sager. Snart album-aktuelle Ocean View prydede Stengades koncertrum med deres materiale fra den kommende No End, som var vældig godt (se galleriet ovenfor, som vi dokumenterede i “bedste” Hipstermatic stil), mens Shiny Darkly leverede et utrolig heltstøbt show.

Det var – til dato – den (i musikalsk forstand) hårdeste aften indtil nu, men det var en sand fornøjelse, at der fra start blev vist tænder. Det kom sågar dertil, at Ocean View og Shiny Darkly startede hele herligheden ud med deres fælles nummer Bottom Floor, som du kan se et lille klip af nederst i dette indlæg. Det var vi virkelig begejstrede over, ligesom vi var det over vores DJ Mexican Golf. Tak for musik og alle fremmødte – vi nød det i fulde drag.

Vi ses næste gang den 17. november på Stengade, hvor Dad Rocks! og TM Hunter besøger Nørrebro med prominente DJ’s Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People).

tm hunter

Foto: Lea Meilandt

Vi fik for nylig fornøjelsen af, at modtage et nummer med en stærk københavner-duo, der spiller en småmelankolsk art/kammer-pop. TM Hunter hedder de, og de udgiver i dag deres debut-EP La Porte via Father Figure Records, der bliver administreret af Snævar Albertsson aka. Dad Rocks!. Vi har nydt EP’en meget de sidste par uger, og duoen indvilligede heldigvis i at svare på et par opklarende spørgsmål om, hvem og hvad TM Hunter i grunden er for en størrelse. God fornøjelse:

I har begge været i andre projekter før, hvad var det, der fik jer til at kaste jer over et duo-projekt?

– Vi havde egentlig begge i længere tid overvejet at starte et nyt projekt op, og i foråret 2011 opstod pludselig en gylden mulighed. De to københavnske konservatorier udbød en sangskriverkonkurrence, som blev vores anledning til at skrive vores første nummer Mon Chat Est Mort. Sangen blev udvalgt og i september samme år, opførte vi nummeret med fuldt symfoniorkester i koncertsalen i det gamle radiohus. Det var en kæmpe oplevelse, og vi fandt ud af, at vi var gode til at skrive musik sammen, så det føltes helt naturligt at fortsætte.

Lyt til/download omtalteMon Chat Est Mort her:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/55301892″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

Hvorfor TM Hunter – hvad ligger der bag navnet?

– T og M står i første omgang egentlig bare for vores navne, Therese og Michael. Meget simpelt. Navnet Therese kan kædes sammen med en gammel græsk betydning for jægerinde – derfor Hunter. Desuden har flere associeret forkortelsen TM med transcendental meditation, hvis man altså vil søge en dybere mening.

La Porte udkommer i dag – hvordan vil I karakterisere den?

– Vi synes La Porte er en stemningsmættet, melodiøs og udfordrende EP. Numrene for sig er meget forskellige, men et gennemgående træk er den melankolske melodi, som har fået en dominerende rolle i alle numrene, hvad enten de er poppede, folkede eller mere alternative.

TM Hunter – The Pressure:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/56150504″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

Har EP’en været lang tid undervejs?

– Efter koncerten med symfoniorkesteret fik vi relativt hurtigt skrevet de andre numre på EP´en. Vi havde en rimelig klar idé om, hvor vi ville hen rent musikalsk, så det hele gik egentlig ret hurtigt, og vi kunne gå i studiet fire måneder efter symfonikoncerten.

Hvad handler den grundlæggende om for jer?

Det var nok forskelligt for os hver især.

Therese: For mig handlede den om at få afløb for noget indespærret kreativitet. Efter opløsningen af mit forrige band havde jeg ikke lyst til at lave musik mere. Jeg synes, det var for hårdt. På alle mulige planer. Alligevel blev jeg overtalt til at kaste mig over det igen. På den måde er EP’en næsten en slags musikalsk ”genfødsel” for mig.

Michael: Jeg havde også et kreativt behov, som efterhånden var lidt uforløst. Jeg savnede at have udsigt til at skulle i studiet og ud at spille og i det hele taget lave musik, som havde en form for afsætningsmulighed. Jeg ser også La Porte som en manifestation af vores arbejde det sidste års tid og som et afsæt til vores fremtidige arbejde med musik.

Foto: Lea Meilandt

Det franske er ganske fremtrædende i jeres univers – hvad er det, I finder inspirerende der?

– Det franske repræsenterer en form for sofistikeret fantasi. Det franske sprog og den franske kultur virker for os som et drømmende univers, der er umådeligt dragende. Samtidig er de underliggende harmoniske strukturer i vores musik ofte inspireret af den klassiske impressionisme, som for eksempel den Debussy, Ravel og Satie dyrkede.

I bruger blandt andet sav, harmonika og et harpsichord-lydende instrument, hvad er det I finder ved disse lidt atypiske eller særprægede instrumentbrug?

– Når vi laver musik, leger vi også, og det er sjovt at lege med lidt særprægede instrumenter, der indimellem kan overraske og derfor fungere som inspirationskilde i sig selv. Desuden giver lyden af disse instrumenter mulighed for at skabe et udfordrende og varieret lydunivers, som måske ikke er det mest gængse på den danske musikscene.

Hør det omtalte harpsichord-lydende instrument her på To The North:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/56150507″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=006aff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

Hvordan vil man opleve jer live – duo eller større opsætning?

– Vi vil altid forsøge at have fuldt band med. Numrene er instrumenteret på en måde, hvor sangene er i risiko for at miste noget af deres unikke karakter og dynamik, hvis vi ikke allierer os med for eksempel trommer, bas, guitar, trombone og accordion, udover selvfølgelig klaver, vokal og autoharpe. Derfor vil vi altid være minimum seks musikere på scenen.

Find TM Hunter her. De spiller desuden til Poetry In Mono #9, den 17. november på Stengade – mere om det her.

poetry in mono #7 i momenter

I fredags – den 7. september – løb den syvende udgave af Poetry In Mono af stablen på spillestedet Stengade på Nørrebro. Denne aften var The Holiday Crowd og Jens-Ulrik Kleemeyer på plakaten, som hver især leverede en smuk optræden.

Jens-Ulrik Kleemeyer leverede med sit overskudslager fra gruppen The Green Lives, samt solomateriale, en utrolig nærværende optræden, som han efterfølgende selv vurderede som sin bedste solokoncert so far. Det var vi flere, der var helt enige i. Kombinationen af Kleemeyer på henholdsvis spansk guitar og piano var en fin balance, der fin supplerede Kleemeyers meget stærke vokal. Et dejligt indslag.

Herefter fyrede The Holiday Crowd op i kedlerne ved at starte ud med deres fremragende single Painted Like A Forest. Forsanger Imran Haniffs vokal er en utrolig stærk en af slagsen, som var en formidabel katalysator for musikkens pumpende britiske poplyd. Generelt var gruppen meget veloplagte, hvilket blandt andet ses i galleriet, hvor Haniff og trommeslager Dave Barns – med det energisk vuggende hoved – smadrede gulvtammen mod slut. En absolut fornøjelse at opleve canadierne.

Vi ser frem til Poetry In Mono #8, hvor de to danske grupper Shiny Darkly og Ocean View står for. Det vender vi stærkt tilbage med.

mirror

CODY har netop smidt en ny video online. Det er en visuel side til nummeret Mirror fra deres nye album Fractures, der begge udkom i går. Videoen viser en sørgmodig, men også en meget livsbekræftende fortolkning af nummeret, der bestemt er “en af de gode” fra albummet. Dem er er der nu umiddelbart rigtig mange af på CODYs nye skive, hvor der for eksempel også er danske recitationer på nummeret Fortælling, der er en slags intro til The Ghost Of Today. Generelt et meget stemningsfuldt album, der er bærer utrolig mange fine detaljer og gennemarbejdede arrangementer. Kort fortalt en stor anbefaling til at tage Fractures til sig, for det er i sig selv – ja: “en af de gode”.

wolves

Vi vil meget gerne slå endnu et slag for Kristian Finnes Kristensens fornemme musik fra albummet …And the Villa Nova som Chorus Grant. Der har været flere visuelle tilkendegivelser af Finnes musik, og det seneste skud på stammen er den mere 80’er-betonede Wolves. Der er storladne falset vokal og trommer (det kan vi godt lide – især i de alenestående breaks), der er flerstemmig sang (ligeså godt), og så er der marimba (yes). Check det ud – omkvædet og broen er virkelig stærkt skruet sammen – her tilsat en fin sort/hvid montage.

grizzly bear – sleeping ute

Grizzly Bear på Pitstop, Kolding i 2006.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med gruppen Grizzly Bear, var som militærnægter på det lille spillested Pitstop i Kolding. Jeg kom med heftige tømmermænd over middagstid, for at skulle gøre stedet klart (og rent) til aftenens koncert med selv samme gruppe, der umiddelbar efter udgav Yellow House – så vidt jeg husker. Der stod imidlertid allerede en gruppe mennesker, der ikke så ud som om, at de kom fra Kolding.

Det viste sig at være Grizzly Bear, der var kommet tidligt, hvorfor stedet sejlede efter gårs-dagens strabadser. De viste sig dog som nogle tilbagelænede sympatiske gentlemænd, der blot ville have en kop kaffe og et sted, de kunne sidde og slappe af indtil aftenens totalt intime koncert. Næste gang de kommer til Danmark, er det så i Falconer Salen i oktober, og der er sandelig sket meget siden. De har fx beriget os med deres seneste album Veckatimest, samt deres udmærkede nyfortolkninger af eget materiale m.m. til filmen Blue Valentine, som bestemt var et behageligt bekendtskab – om end en tankestreg i gruppens fremdrift.

Nu står de klar med den første smagsprøve til deres kommende album, der udkommer før, de besøger Danmark – den 18. september . Koncerten er den 28. oktober. Men lyt lige til nummeret Sleeping Ute. Fremragende. Gruppens samklang med Seattle-gruppen Fleet Foxes er at spore, hvor Robin Pecknold fra Fleet Foxes også tidligere har udgivet en duet med Ed Droste fra bjørnegruppen, men det lyder stadig meget, som vi kender dem.

Jeg er vild med den afdæmpede slutning, der nærmest tager sig ud som et decideret coda-stykke. Derudover er det egentlig gruppens vanlige småskramlede lyd, med melodierne, og de små figurer, der går i fint samspil instrumenterne imellem. Drostes fantastisk indfølte vokal er klar og ude i fjæset på os, og nummeret er også et af de mere “popppede”, ligesom vi hørte det på de fremragende Two Weeks og While We Wait For The Others fra Veckatimest. Synth-arpeggios, guitar-picking og andre violin-lignende dybdegivende elementer er med til at gøre Sleeping Ute til et spændende bekendtskab. Der er umiddelbart meget at se frem til.

Grizzly Bear – Sleeping Ute:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48759127″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]