Tag: Poetry In Mono

gæsteplayliste: dad rocks!

På lørdag den 17. november går det løs på Stengade med Poetry In Mono #9, hvor Dad Rocks! og TM Hunter kigger forbi, sammen med Brian Batz og Kaspar Kaae som DJ’s. I den forbindelse har vi fået den gode Snævar Albertsson til at give fem bud på sange, han holder meget af for tiden. Lyt selv med herunder, der er meget (gråt) guld:

– Jeg har de sidste to måneders tid været på to forskellige turnéer. I og med at jeg har været væk fra familien, har jeg hørt meget musik, som på en eller anden måde har manifesteret det savn, jeg har følt, mens jeg var på landevejen.

1: Bob Dylan – Boots of Spanish Leather

– Jeg har i længere tid ikke kunnet forstå Bob Dylan, men denne sang ændrede min opfattelse af ham som kunstner. Teksten er hjerteskærende, og melodien er tilpas vemodig uden at blive bebrejdende eller bitter. Der er en smuk accept af situationen til sidst, hvor tomrummet ønskes udfyldt af noget materielt, nu hvor den savnede beslutter sig for at blive på den anden side af havet.

2: Mermonte – Monte

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/39225174″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=006aff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

– Jeg arbejder med det franske band Mermonte på mit pladeselskab, og de klarer sig storartet. De arrangerede én af de koncerter jeg spillede på min Europa-turné, og det var en smuk aften. Mermonte er et ti-mands band, og de optræder i Aarhus (HQ) på torsdag sammen med Dad Rocks!, og igen i København på fredag (Huset i Magstræde). De synger her på fransk, og det er ganske enkelt uimodståeligt.

3: Love Among the Mannequins – Madame Yeti Woman

– Dette er et nummer, der endnu ikke er udgivet (sorry). Det er skrevet af bandet Love Among the Mannequins, i hvilket min gode ven Tobias Hayes spiller. Det er uden tvivl det bedste nummer jeg har hørt i 2012. Sangen tager udgangspunkt i en sand historie om en psykiater, og dennes patient, der led af skizofreni. Patienten mente at hans (fiktive) elskede yeti-kvinde ville vende tilbage til ham inden længe. Psykiateren begynder at skrive faktiske breve til patienten fra hans elskede, med lovning om at hun kommer tilbage i morgen. Hver dag får han et nyt brev, med lovning om at hun vender tilbage i morgen. Tragisk. Forhåbentlig får de udgivet deres plade i starten af det nye år. Så skal jeg nok lige give et praj.

4: Nick Cave & Warren Ellis – The Rider Song

– The Rider Song er en sang fra soundtracket til The Proposition. Warren Ellis’ (Dirty Three) violin formår altid at opholde sig et sted mellem eftertænksomhed og vemodighed, og passer fantastisk til Caves dramatiske og mørke stemme. En sang der for mig godt kan klare at opholde sig på repeat i flere omgange, da den blot varer 2 minutter og 31 sekund.

5: Tom Waits – Home I’ll Never Be (klaver-version) – (Vi på bloggen er i tvivl om korrektheden af versionen)

– Tom Waits lavede dette cover af Jack Kerouacs a capella sang, og spillede nummeret til en mindehøjtid for Allan Ginsberg. Han havde ingen planer om at optage sangen, men en eller anden havde en båndoptager i lommen, og stillede denne på klaveret. Der er en enorm længsel i denne version af sangen, og jeg har formentlig hørt den 200 gange.

Poetry In Mono #10: Konkurrence!

Som nævnt i tidligere Poetry In Mono indlæg, har vi fat i den helt brede palet i dette efterår. I lørdags befandt vi os som bekendt i det mere dunkle og støjende hjørne, d. 17. november kommer vi lidt mere frem i lyset og springer over i det mere lavmælte fingerspillende hjørne med Dad Rocks! og TM Hunter. Men i forbindelse med vores 10. Poetry In Mono d. 1. december befinder vi os ude midt på dansegulvet i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, og i den forbindelse har vi en konkurrence i ærmet. Præmierne lyder på 2 vindere á:
1 x signeret album fra Asbjørn + 1 x signeret EP fra Soffie Viemose (se billede) + 2 stk. billetter til koncerten

Det eneste du skal gøre for at vinde det, er at svare på følgende:
Asbjørn kaldte sit projekt noget andet inden han udgav sin debutplade Sunken Ships tidligere i år, hvad var navnet på projektet?
Send dit svar til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 25. november. Vinderne får direkte besked!

I får her en smagsprøve på hvad aftenen byder:

Poetry In Mono #8 i #momenter

Der var dømt tråd, støj, rock og melodier, da Poetry In Mono #8 løb af stablen i lørdags. Det var lækre sager. Snart album-aktuelle Ocean View prydede Stengades koncertrum med deres materiale fra den kommende No End, som var vældig godt (se galleriet ovenfor, som vi dokumenterede i “bedste” Hipstermatic stil), mens Shiny Darkly leverede et utrolig heltstøbt show.

Det var – til dato – den (i musikalsk forstand) hårdeste aften indtil nu, men det var en sand fornøjelse, at der fra start blev vist tænder. Det kom sågar dertil, at Ocean View og Shiny Darkly startede hele herligheden ud med deres fælles nummer Bottom Floor, som du kan se et lille klip af nederst i dette indlæg. Det var vi virkelig begejstrede over, ligesom vi var det over vores DJ Mexican Golf. Tak for musik og alle fremmødte – vi nød det i fulde drag.

Vi ses næste gang den 17. november på Stengade, hvor Dad Rocks! og TM Hunter besøger Nørrebro med prominente DJ’s Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People).

Poetry In Mono #8 – mixtape og konkurrence

Vi har fat i den helt brede palet i dette efterår når det kommer til Poetry In Mono. Denne gang byder vi på den mere støjende ende af skalaen og vi glæder os til at få besøg af Shiny Darkly og Ocean View lørdag d. 27. oktober på Stengade. Til at holde den røde tråd for hele aftenen, har vi inviteret DJ Mexican Golf (Big Oil Rec) alias Andreas Nielsen (medejer af The Big Oil Recording Company), som i anledningen har tryllet et mixtape sammen, og til og med skrevet et par ord om det:

Musikken på mixtapet er en blanding af yndlingssange og nye fund indenfor den larmende rock. Der er både gammelt og nyt, hvor The Damned og Bikini Kill repræsenterer musik af ældre dato, mens spritnye singler fra aftenens hovedpersoner, Shiny Darkly og Ocean View repræsentere det unge og nye. Udover det så er der også undertegnedes yndlings Vivian Girls sang, skøn-støj fra yndlingsbandet Women (RIP), en sjov lille finurlighed Harlem’s Pissed inden Ocean View’s Sober og generelt bare fantastisk musik. God fornøjelse!

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/59409442″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=8051c8″ width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Vi har stablet en lille konkurrence på benene i anledningen af den ottende Poetry In Mono, og stiller i den forbindelse 2 vindere á 1 splinterny vinyl med Ocean View + 1 vinyl med Shiny Darkly + 2 x koncertbilletter til aftenen, på højkant. Det eneste du skal gøre, er at svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Shiny Darkly spillede henover sommeren en masse festivaler, men hvilken spillede de ikke på?
A: SPOT
B: Roskilde
C: Skanderborg

Svaret sendes til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 20. oktober. Vinderne får direkte besked!

gæsteindlæg: jens-ulrik kleemeyer anbefaler

Jens-Ulrik Kleemeyer spiller til Poetry In Mono den 7. september på Stengade, og har i den forbindelse været så venlig at dele fem af sine favorit-tracks. Ordet er dit Jens:

Jeg har valgt 5 numre, som jeg kan se, efter at have valgt dem, alle er bygget op omkring bemærkelsesværdige herre-vokaler. Jeg elsker når man selv får lov til at sidde og lede efter mere eller mindre toner eller detaljer i melodierne.

Bob Dylan – Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again:

Den ubestridte konge blandt bemærkelsesværdige herre-vokaler må være Bob Dylan. Man skal passe på med Dylan – når man først har fået smag for ham, har jeg som mange måttet erkende, at man bliver nødt til at høre ”Alt” han har rørt ved. Og der findes stort set en Dylan-sang til hver en følelse man (i hvert fald som mand) kan have i kroppen.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/15848946″ iframe=”true” /]

I Am Kloot – Northern Skies:

Hele I Am Kloot’s Sky at Night er bestemt et lyt hver. De har virkelig formået at ramme en hel speciel akustisk natlyd bygget op omkring deres ’grimmeste mand i byen’-forsanger John Bramwell.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/4137921″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

The Go-Betweens – Clouds:

Om de evigt oversete The Go-Betweens kan man sige mange ting. ‘De australske The Smiths’ er de blevet kaldt, selvom Brisbane-bandet dog har deres helt egen specielle sound – Især forankret i den ene lead-vokalist Robert Forster.

Nick Drake – Place To Be:

Jeg hørte første gang om Nick Drake fra min gode ven Rune Nissen Petersen i forbindelse med nogle indspilningssessions i Grapehouse-studiet på Gl. Kongevej. Jeg har siden hørt, at det var typisk for Nick Drake, at alle som havde fået det anbefalet, efter sigende skulle kunne huske præcis hvor og hvem de havde fået det anbefalet fra.

Echo and the Bunnymen – Thorn Of Crowns:

For ikke at falde i hverken David Byrne eller Lou Reed fra Velvet Underground-dagene vælger jeg at smide en sidste 80’er-ting ind i slutningen af min lille skrivelse.

Post-punkerne Echo and the Bunnymen er et band, som jeg har svært ved at ryste af mig. Især Ian McCulloch’s vokal og deres mørke og støjende, men dog til tider utrolig melodiske, instrumentering er virkelig værd at lægge mærke til.

Jens-Ulrik Kleemeyer, der også er en del af gruppen The Green Lives, spiller til Poetry In Mono #7 sammen med canadiske The Holiday Crowd på fredag den 7. september på Stengade. Se mere her. Hør Jens’ musik her.

Premiere: Videoen til Ghost

Vi havde besøg af Bodebrixen til Poetry In Mono #5 tilbage i marts måned og siden er der sket ting og sager. Bandet har fået nyt pladeselskab (Playground) og har annonceret nyt album Out of Options som udkommer d. 10. september. Sidst men ikke mindst har de også udgivet første-singlen Ghost, som de nu også har lavet en video til. Denne video har vi været så heldige her på bloggen til at være blandt de første til at vise, og som ekstra bonus har vi haft en lille snak med den ene del af duoen, Andreas Brixen, som her fortæller lidt om sangen og tilblivelse af video såvel som album:

Hvad handler sangen om?
Sangen handler bl.a. om en person som Aske og jeg engang stødte ind i engang imellem. Men den handler også om at se ens ven/kæreste ligeså langsomt gå ind i sig selv hvor fremmedgørelsen bliver stærkere og stærkere.

Hvordan er videoen blevet til?
Musikvideoen er optaget forskellige steder i DK og i udlandet (bl.a. Hamborg). Vi har forsøgt at ramme sangens stemning. Videoen lægger sig dog ikke direkte op ad teksten.

Hvordan har jeres samarbejde været omkring det kommende album og hvordan blev det til?
Aske og jeg skriver alle sange sammen, som er blevet til over en lang periode, inden vi optog pladen med Frederik Nordsø (The William Blakes). Sammen med Frederik indspillede vi næsten det hele fra bunden igen.

Som lovet kommer her den flotte video:

poetry in mono #6 i glimt + pim #7

Den 20. april blev denne sæsons sidste udgave af Poetry In Mono afviklet på Stengade, hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash besøgte Nørrebro. Ovenfor er et kort udsnit af aftenen, hvor Rasmus Hedeman fra Hell Is In Hello og Rasmus Hald Jensen, der er manden bag Girls Love Rallie, varmede op for sig selv med deres country-glam-projekt, Starcrash – der havde uropførsel denne aften.

Derudover spillede Hell Is In Hello et solidt sæt, hvor en del af materialet fra den seneste (og meget anbefalelsesværdige) skive Zombie Polarid, var på menuen. Herefter fulgte Rasmus Hald Jensen med et band, hvor der blev dykket tilbage i tid, ligesom en stor del af materialet fra det fremragende album Son Of Rock’n’roll blev eksekveret live.

Publikum var pænt tilfredse må man sige, da der blev råbt på mere, og “Rallie” måtte give ekstranumre på akustisk guitar efterfølgende. Det var der ikke nogen, der brokkede sig over.

Dermed ser Poetry In Mono frem mod programmet efter sommerferien, hvor vores første arrangement bliver fredag den 28. September kl. 21.00, hvor Asbjørn og Soffie Viemose slår vejen forbi Stengade. Entré 80 kr. BEMÆRK! Koncerten er blevet flyttet til lørdag d. 1. december, og er dermed ikke vores første Poetry In Mono arrangement efter sommerferien. Mere info følger snarest. Billetter kan købes her.

Det bliver således den mest elektronisk-poppede udgave af PIM indtil nu, og vi glæder os meget til også at præsentere den gren af, hvad der i vores bog står som “indie” (det i jo i virkeligheden det meste nu). Vi vender tilbage med mere information om arrangementet den 1. december.

Lyt i mellemtiden til selv samme Soffie Viemose, der har remixet Asbjørns The Criminal:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48157262″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Billederne er venligst udlånt af Michael Jensen, der har taget en række yderligere billeder fra aftenen, som du kan se her.

hell is in hello anbefaler

Om præcis en uge, fredag den 20. april, løber den sjette Poetry In Mono af stablen på Stengade. Denne gang i selskab med den fremragende og selvopfundne genre nordjysk soul og hele 3 bands. Hell Is In Hello er én af disse bands og vi har her på bloggen fået forsanger Rasmus Hedeman til at komme med et bud på 5 sange der rocker hans verden for tiden. Lyt med her:

Glen Campbell – Ghost on the Canvas

– Det kan godt være, han er 75 og har fået Alzheimers, men vokal mæssigt
lyder Glen Campbell stadig fremragende. Han rammer vemodigt og
samtidigt selvsikkert. Sangen er skrevet af Paul Westerberg og det er
i sig selv nok til, at tjekke den ud.

Charanjit Singh – Raga Bhairav

Jeg tripper ret meget over indisk musik for tiden, og lige præcis
dette nummer fik mig i gang. Det siges, at Singh lavede den første
acid house plade nærmere betegnet i 1982 med pladen Ten Ragas to a
Disco Beat.

Cymande – Fug

– Soul/funk-klage sang. Med en ordentlig omgang sax solo og bas-drevne
grooves, alt sammen spillet med lige stor lethed.

Umberto – Temple Room

– VHS-skæv horror fra 2010. Det er dybt, innovativ retro- progressiv
musik tilsat de fineste elementer fra Goblin og John Carpenter.

Lee Hazlewood – My Autumn’s Done Come

– En all-time-favorite som altid hitter hos mig. En herlig trist ballade
med smukke strygere og måske en af Hazlewood’s mest gribende tekster.

Det bliver en aften du helst ikke vil gå glip af. Læs mere om arrangementet her. Billetter købes her (bemærk, ingen gebyr).