1968 vs. 2017

Vanishing Twin

Da jeg hørte Vanishing Twin første gang, havde jeg meget svært ved at tro på at bandet først blev dannet i 2015. For efterhånden som jeg fik lyttet mig igennem deres debutplade ‘Choose Your Own Adventure‘ fra sidste år, blev det mere og mere klart at det her band ligeså vel kunne være et produkt af 60’ernes psykedeliske univers. Hvilket ikke er helt ved siden af mit førstehåndsindtryk af nummeret “The Conservation of Energy“, som i mine ører hører mere til den klassiske 60er pop:

Men det ændrede sig hurtigt med det noget mere psykedeliske nummer “Vanishing Twin Syndrome“, som i virkeligheden er over 8 minutter langt. Titlen på sangen hentyder til det syndrom, som bandet i virkeligheden er opkaldt efter, da bandets grundlægger Cathy Lucas kunne have haft en tvillingesøster, hvis ikke det var fordi hun blev absorberet i livmoderen, da de begge stadig kun var små klynger af celler;

Nummeret fik mig til at tænke på scenen i The Doors filmen, hvor bandet er blevet inviteret til fest i Andy Warhol’s Factory, fordi det syrede univers man møder til festen i filmen, ligesåvel kunne have haft Vanishing Twin som soundtrack, som The Velvet Underground (som jo af rigtig gode grunde er og bliver soundtracket til scenen her…men jeg går ud i forstår hvor jeg vil hen med referencen):

Uanset referencer, så er min nysgerrighed i hvert fald vakt, og det bliver spændende at se hvor meget de kan brede deres univers ud, når man i morgen kan opleve dem live på Loppen, hvor danske Catch The Breeze varmer op. Køb billet her, og tjek deres seneste single ‘Telescope‘ ud herunder hvis du endnu ikke er helt overbevist om at Vanishing Twin kunne gå hen og give dig én på opleveren i morgen;

efterårsanbefaling #1

Mogwai på pladespilleren

Da jeg skulle skrive mit forrige indlæg her på bloggen, gik det pludselig op for mig hvor mange fede plader der er udkommet inden for meget kort tid, og hvor mange forhåbenligt fede plader der er på vej her i efteråret. Det er for alvor højsæson med stort H, så jeg besluttede mig derfor for at starte en serie op med efterårsanbefalinger, hvor jeg jævnligt fremhæver og anbefaler de plader der rammer mig i hjertekullen og kører på repeat herhjemme og på farten. Vi starter ud med den plade der har været ude i kortest tid (som jeg har spottet og taget til mig)…nemlig Mogwai’s seneste udspil.

Mogwai udgav d. 1. september deres 9. studiealbum ‘Every Country’s Sun‘, og allerede fra første lyt, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at denne plade 100% sikkert ville fast inventar på mit efterårs soundtrack. De trofaste læsere af bloggen her, ville vide at jeg i forvejen er Mogwai fan, kæmpefan af Explosions In The Sky, og at jeg sidste år næsten ikke snakkede om andet end supergruppen Minor Victories, hvor bl.a. Stuart Braithwaite fra Mogwai spiller med, hvilket man ikke er i tvivl om med det post-rockede udtryk. Og med en stor forkærlighed for post-rocken, som i mine ører næsten altid inviterer til at sidde og kigge ud på de drivende skyer eller vinden i træerne og lade tankerne vandre i takt med musikken, så havde ‘Every Country’s Sun‘ heller ikke særlig langt ind til mit hjerte. Det er en på én gang sammenhængende plade, der alligevel formår at ramme lidt forskellige stemninger fra nummer til nummer, som er skiftevis rent instrumental og med vokaler. Hvilket også er demonstreret med 1. og 2. singlen fra pladen herunder. Jeg vil lade musikken tale lidt for sig selv, men lov mig at i tjekker pladen ud i sin helhed:

du generte forår

Shyshyshy_by_LasseSteinmetz_landscape_web

Det regner og det har givet undertegnede lyst til at dykke ned i vores indbakke, for at finde lækkert nyt musik, som man kan nyde til sin kop the. Følgende spændende aktuelle singler er dukket op;

Vi starter ud med de dejligt poppede folk i Shy Shy Shy, som har været buret inde i studiet hele sommeren, og nu er klar med deres første single i et godt stykke tid. Den er dejligt fængende, og handler ifølge Astrid Cortes fra bandet om “…alle dem, der bare lige er lidt sejere end én selv.“. Vi er spændte på at høre om resten af den kommende plade bliver lige så poppet og fængende:

Vi fortsætter med endnu en blog-favorit, nemlig The New Spring, som i dag udgiver sin første single fra sit kommende album. Et album vi glæder os til at få lov til at høre i sin helhed, da det er første gang at Bastian Kallesøe har samlet et helt band til indspilningerne af den nye plade, hvilket har resulteret i en kombination af de stærkeste sider af Kallesøes sangskrivning med en frisk og fyldig ny lyd. Førstsinglen her er bl.a. en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin, som Kallesøe her forklarer lidt mere uddybende: “Sangen konfronterer den ultimative katastrofe: At vågne op og opdage at du er død. Denne opdagelse leder til en række af følelser. Der er den åbenlyse skuffelse over ikke at være i live længere. Og der er den ligeså åbenlyse fascination ved muligheden for endelig at kunne røre ved din egen døde krop. Og til sidst er der den flotte, lidt fjollede og i hvert fald komplet nytteløse erkendelse af, at du engang rent faktisk var i live. Det er meget passende også albummets sidste sang, måske kan man endda kalde den for albummets ‘død’.

Herudover er det også en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin (manden bag klassikere som ‘Summertime’ og ‘Rhapsody in Blue’), der allerede som 38-årig døde af en hjernesvulst i 1937.

Vi slutter af med en ørehænger fra Dangers of The Sea, som i dag udgiver anden singlen til deres kommende album ‘Our Place in History‘ (ude d. 20. oktober). Det er en sang der handler om at komme igennem en krise, og det at komme ud på den anden side forandret med en lyst til at råbe sine omgivelser op. Et meget sigende tema for hvilken verden vi lever i idag på både det samfundsmæssige plan, såvel som det personlige plan. Et lys i efterårets melankolske mørke: