the shrine / an argument


Sean Pecknold – broder til Fleet Foxes-frontmand Robin Pecknold – har for nylig smidt en ny video op til Fleet Foxes absolutte mesterstykke The Shrine / An Argument  fra deres seneste album Helplessness Blues. Jeg så den tre gange i træk, fordi jeg synes, den var så smukt lavet, og havde så charmerende et udtryk i al sin mystik og nærmest forstyrrende visualitet. Den foregår både til lands og til vands, med en hjort af en slags og med fæle undervandsslanger. Det minder mig en kende om Mufasas univers i Løvernes Konge, og så noget lidt mere tribal- og psykedelisk-præget. Meget flot og alternativ.

Det todelte nummer er helt fantastisk, hvor første del er yndig, men på samme tid kraftfuld og smuk. Anden halvdel er ridtet på bølgen, før en meget free-jazzet saxsolo sætter ind over Pecknolds smukke vokal til syrede højder. Jeg var forbi Falconer Salen, da gruppen spillede for nylig i København, og der var det netop dette nummer, der tog sig allerstærkest ud. Det var klart højdepunktet for mig, derfor var det også en behagelig overraskelse, at finde en visuel side til selvsamme nummer.

Mere af den slags musikvideo-materiale – tak.

poetry in mono #3 i glimt

Årets sidste Poetry In Mono gik ikke stille for sig. Dansegulvet lå ikke øde hen og Stengade blev fyldt med lækker musik såvel fra DJ pult som fra scenen. Der kom desværre ikke lige så mange som #2, men det håber vi at kunne vende til næste år. Én ting er i hvert fald sikkert; indien og Poetry In Mono er kommet til Stengade for at blive. Præcis hvornår den første Poetry In Mono bliver til næste år, og hvad vi har på programmet, kan vi desværre ikke afsløre endnu. Men vi kan love jer for at det bliver både festligt og “blaa vinylsk” og alt hvad det nu skal være. Jeg vil lade billederne her tale for sig selv…

ulige numre + den fjerde væg + dj’s: the eclectic moniker @ stengade

Det var ellers det sidste Poetry In Mono arrangement vi havde for i år i fredags (stemningsrapport følger senere i denne uge), men programmet på Stengade på torsdag, kunne næsten lige så godt have været en Poetry In Mono aften. Det er det dog ikke, men der er dømt indie med indie på alligevel.

Ulige Numre behøver nok ikke nærmere introduktion, men undertegnede har haft fornøjelsen af at opleve dem live et par gange eller 3 efterhånden, og man går ikke skuffet derfra. Jovist er det et meget ungt band, men man mærker det på ingen måde på deres liveoptræden. Tværtimod! Så gør dig selv den tjeneste og overvej kraftigt, om du ikke skulle give dig selv den chance at opleve dem på en dejlig intim scene på torsdag. Jeg har ladet mig fortælle af bandets bassist, Nick Lee Jerlung, at han faktisk har drømt om at spille på Stengade siden han var helt lille, så det er med garanti også en stor oplevelse for bandet der venter. Ville gerne have præsenteret jer for en anden sang end den velkendte København, men det har desværre ikke kunne lade sig gøre i denne omgang:

Inden Ulige Numre kommer på scenen, har Den Fjerde Væg fornøjelsen af at vise hvad de kan. Undertegnede har vist aldrig rigtig oplevet dem live, så jeg har også noget at se frem til. Bandet har sjovt nok ligget på Det Elektriske Barometer sammen med Ulige Numre i dette efterår, så det er ikke skudt helt ved siden af. Derudover er bandet klar med deres album Drengekys, som undertegnede har været så heldig at få lov til at lægge ører til, og indtil videre lyder det ikke dårligt. Synes dog ikke jeg har fået den hørt nok til at kunne komme med yderligere udtalelser om den. Men i kan få en smagsprøve her:

Som underholdning før, under og efter koncerterne, kommer ca. 4/9 af The Eclectic Moniker og vender plader. Både Rune og jeg overværede for nylig en meget festlig koncert med bandet i Lille Vega, hvor man absolut ikke kunne stå stille. Så der er lagt i ovnen til både den fineste og fedest stemning på Stengade denne aften.

Altsammen kun for sølle 60 kr. Kan anbefale at købe din billet i forsalg (her), hvis du vil sikre dig en plads, da der sikkert bliver rift om pladserne.
Læs mere om arrangementet på stengade.dk eller facebook. Håber vi ses!

BEMÆRK!: Første band går på scenen allerede kl. 21:30, så kom i god tid! 🙂

poetry in mono #3: help stamp out loneliness + no hay banda

Vi er glade for, at kunne byde indenfor til Poetry In Monos tredje, og sidste arrangement i år i morgen fredag den 11. november på Stengade. Det er med fornemt besøg fra britiske Help Stamp Out Loneliness, der spiller sin første koncert på dansk jord – bakket op af den danske elektropop-duo No Hay Banda.

Vi er utrolig stolte af at kunne præsentere sekstetten HELP STAMP OUT LONELINESS, der primært stammer fra Manchesters indie-scene og er mest kendt for at spille meget glad-i-låget indiepop med et snert af krautens opbyggende elementer (Tænk Nico/Patti Smith-vokal i poppet forening med Camera Obscura). HSOL er startet af guitarist Bentley Cooke og bassist Colm McCrory i 2007, som tidligere har spillet i ”’twee as fuck’ indiepop-gruppen Language of Flowers”, som de selv beskriver det.

De forsøgte derefter at lægge den poppede indie-livsstil bag sig, men uden held. Derfor opstod Help Stamp Out Loneliness, der blandt andet har haft det tidligere The Smiths-medlem Craig Gannon til at co-prodcere deres debutalbum. I The Guardians anmeldelse af gruppens debut fremhæver de blandt andet sangerinde D. Lucille Campbell som et af gruppens største esser:

”D. Lucille Campbell lyder uhyggelig meget som Warhol-superstjernen [Nico], hendes nasale og klangfulde ’Woah-Woah’ er som taget direkte ud af et Velvet Underground-samarbejde eller ’Chelsea Girls’”. Gruppen har spillet på flere prominente festivaler i England, og deres charmerende glade indiepop kommer til at varme på Poetry In Monos første rigtige vinterarrangement. Hør selv gruppens selvbetitlede og forbandede catchy debutalbum på Bandcamp.

Hør/download Help Stamp Out Loneliness’ – Record Shop:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/12765951″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]

”To sjæle, én tanke. To stemninger, To chefkokke, men én ufordærvet festbanket” – sådan beskriver NO HAY BANDA selv deres musikalske projekt. Bag duoen (navngivet efter en replik i David Lynchs ”Mulholland Drive”) står Jonas Linnet (guitarist og sangskriver i Sterling) og Louise Tækker (tidligere sanger og guitarist i nu opløste Lupus). De har netop udgivet debutalbummet ”Wow & Flutter”, der har høstet positive anmelderrøster. For eksempel belønnede GAFFA med fire stjerner, og udtalte det som ”glimrende”, ”vellydende”, ”flot” og som et ”soundtrack til en regnfuld dag i netop denne årstid”.

Debutalbummet er opdelt i halvt uptempo numre, og halvt mere afdæmpede langsomme numre – heraf de tekniske betegnelser ”Wow” for langsom og ”Flutter” for hurtigere tempoafvigelser på for eksempel en pladeafspiller. Gruppen har turnéret i både USA, Tyskland og Danmark, og arbejder allerede på nyt materiale. Live er har duoen Lasse Herbst (Choir Of Young Believers, Blue Foundation m.fl) med på trommer, og gør efter eget udsagn en dyd ud af, at spille alle samples live. Foreløbig kan du se videoen til gruppens single ”Inventing A Machine” – en perfekt start på en nærværende musikalsk aften:

”Tell me what you’re doing on friday night / I was kind of hoping that you’d say, eight o’clocks just fine.”

– synger Help Stamp Out Loneliness i den ultra-poppede ”Record Shop” fra deres debut, og den må siges, at passe ret godt på vores budskab – om end vores aften først starter kl. 21.00.

Help Stamp Out Loneliness, No Hay Banda og DJ Daniel Novakovic (So Tough So Cute)  spiller i morgen fredag den 11.11.11, og det er som altid på Stengade i København. Entré 60 kroner.

Poetry In Mono #3 Event @ facebook

Poetry In Mono event @ Stengade

Poetry In Mono @ facebook