Vi er glade for, at kunne byde indenfor til Poetry In Monos tredje, og sidste arrangement i år i morgen fredag den 11. november på Stengade. Det er med fornemt besøg fra britiske Help Stamp Out Loneliness, der spiller sin første koncert på dansk jord – bakket op af den danske elektropop-duo No Hay Banda.
Vi er utrolig stolte af at kunne præsentere sekstetten HELP STAMP OUT LONELINESS, der primært stammer fra Manchesters indie-scene og er mest kendt for at spille meget glad-i-låget indiepop med et snert af krautens opbyggende elementer (Tænk Nico/Patti Smith-vokal i poppet forening med Camera Obscura). HSOL er startet af guitarist Bentley Cooke og bassist Colm McCrory i 2007, som tidligere har spillet i ”’twee as fuck’ indiepop-gruppen Language of Flowers”, som de selv beskriver det.
De forsøgte derefter at lægge den poppede indie-livsstil bag sig, men uden held. Derfor opstod Help Stamp Out Loneliness, der blandt andet har haft det tidligere The Smiths-medlem Craig Gannon til at co-prodcere deres debutalbum. I The Guardians anmeldelse af gruppens debut fremhæver de blandt andet sangerinde D. Lucille Campbell som et af gruppens største esser:
”D. Lucille Campbell lyder uhyggelig meget som Warhol-superstjernen [Nico], hendes nasale og klangfulde ’Woah-Woah’ er som taget direkte ud af et Velvet Underground-samarbejde eller ’Chelsea Girls’”. Gruppen har spillet på flere prominente festivaler i England, og deres charmerende glade indiepop kommer til at varme på Poetry In Monos første rigtige vinterarrangement. Hør selv gruppens selvbetitlede og forbandede catchy debutalbum på Bandcamp.
Hør/download Help Stamp Out Loneliness’ – Record Shop:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/12765951″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]
”To sjæle, én tanke. To stemninger, To chefkokke, men én ufordærvet festbanket” – sådan beskriver NO HAY BANDA selv deres musikalske projekt. Bag duoen (navngivet efter en replik i David Lynchs ”Mulholland Drive”) står Jonas Linnet (guitarist og sangskriver i Sterling) og Louise Tækker (tidligere sanger og guitarist i nu opløste Lupus). De har netop udgivet debutalbummet ”Wow & Flutter”, der har høstet positive anmelderrøster. For eksempel belønnede GAFFA med fire stjerner, og udtalte det som ”glimrende”, ”vellydende”, ”flot” og som et ”soundtrack til en regnfuld dag i netop denne årstid”.
Debutalbummet er opdelt i halvt uptempo numre, og halvt mere afdæmpede langsomme numre – heraf de tekniske betegnelser ”Wow” for langsom og ”Flutter” for hurtigere tempoafvigelser på for eksempel en pladeafspiller. Gruppen har turnéret i både USA, Tyskland og Danmark, og arbejder allerede på nyt materiale. Live er har duoen Lasse Herbst (Choir Of Young Believers, Blue Foundation m.fl) med på trommer, og gør efter eget udsagn en dyd ud af, at spille alle samples live. Foreløbig kan du se videoen til gruppens single ”Inventing A Machine” – en perfekt start på en nærværende musikalsk aften:
”Tell me what you’re doing on friday night / I was kind of hoping that you’d say, eight o’clocks just fine.”
– synger Help Stamp Out Loneliness i den ultra-poppede ”Record Shop” fra deres debut, og den må siges, at passe ret godt på vores budskab – om end vores aften først starter kl. 21.00.
Help Stamp Out Loneliness, No Hay Banda og DJ Daniel Novakovic (So Tough So Cute) spiller i morgen fredag den 11.11.11, og det er som altid på Stengade i København. Entré 60 kroner.
Poetry In Mono #3 Event @ facebook