bon iver

De fleste der har stiftet bekendtskab med Bon Iver og dennes fremragende For Emma, Forever Ago fra 2008, har vel – ligesom mig – set utrolig meget frem til udgivelsen af toeren Bon Iver, Bon Iver, hvor første single Calgary jo som bekendt har set dagens lys. Det virker utrolig lovende, og som flere har bemærket, lidt mere 80’er inspireret end tidligere, hvilket umiddelbart ikke gør noget, da synths også klæder Justin Vernons vokal.

For en lille måneds tid siden var Stereogum så venlige, at lægge en side op med en lang række Bon Iver downloads til diverse covers Vernon har opført som Bon Iver. Vernon har en gudbenådet evne til at gøre alle andres sange til sine egne, lidt a la Buckley, og det er blot en grund mere til at holde af denne utrolig talentfulde sanger og sangskriver, for det er en kunst i sig selv, som kun få evner til fulde. Jeg var vidne til en koncert på Voxhall i 2008, hvor han spillede I Believe In You med et andet favoritband Talk Talk, som vi også tidligere har skrevet om – aldeles fremragende.

Hvis du blot er en smule til Bon Iver, så er jeg ikke i tvivl om, at du også vil værdsætte dette medley af et Bonnie Raitt-nummer og et Donnie Hathaway-nummer – hvis du ikke allerede har hørt det, som Vernon opførte hos Jimmy Fallon forleden. Hvis det var på Twitter, ville jeg nok beskrive førstehåndsindtrykket som #speachless.

Bon Iver på Jimmy Fallon:

hunch bettors (med en lille konkurrence)

En tilfældig eftermiddag i en weekend på Mejlgade i Aarhus i 2010 havnede jeg i en baggård med planter, gratis økologisk mad og et bytte-bytte-loppemarked. Pludselig i hurlumhejet toner en fremragende stemme frem – hvor kommer den fra? Ikke inde fra lokalet, hvor jeg på det tidspunkt har forvildet mig ind sammen med en flok afslappede og små-tømmermandsramte mennesker, men igennem et havlåbent vindue, leder mine auditive fornemmelse mig ud i en baggård, hvor en gruppe drenge står og spiller musik. Flere og flere strømmer til, og der bliver hvisket i krogende: “Hvem er det, der spiller?”

Jeg nåede at høre et par numre, før mit følgeskab tog mig videre. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg nogensinde fandt ud af, hvad drengene kaldte sig selv. Jeg tror første det var senere, at det gik op for mig, men heldigvis så ved jeg det i hvert fald nu – det var nemlig hunch bettors. Indtrykket fra dengang var rigtig godt, og jeg må sige, at efter at have hørt de selvsamme drenges nyligt udgivende debut Splash Dancing Kids EP, så har dette positive indtryk ikke ændret sig.

Det er en fin lille sag, med nogle yderst behagelig og vellydende numre. Jeg har en eller anden ting med Jeppe Ladegaards vokal, som er meget lys og dragende. Bandets lyd kaster mange associationer af sig. Min kollega Simon Christensen sammenligner dem blandt andet med Fleet Foxes, som jeg også tilskriver gruppen, ligesom jeg selv finder en stor lighed i gruppens lyd med den britiske gruppe Starsailor. Min eksplicitte reference kommer mest til udtryk i nummeret The Beast Is No Longer Powerful, men også i The First Landmark Is The Last Pole.

Lyden er meget tidstypisk i en eller anden forstand. Ikke at det skal få musikken til at virke mindre lytteværdig eller for at underminere noget som helst. De er blot med i en bølge af bands, der alle har håndspillet musik, perkussion og håndklap med mere i fokus. De har fint tilegnet sig denne stil, og videreudviklet den til, hvad der nu kan høres på ep’en. De fem numre på Splash Dancing Kids EP er dog ikke helt nok til at stille undertegnedes lyttelyst, hvilket heldigvis ikke kan falsificere det faktum, at hunch bettors er et lovende navn på den spirende danske upcoming scene, hvor vi allerede ser frem til flere numre på et forhåbentlig snarligt debutalbum.

Hvis du bor i København, har du i øvrigt mulighed for at se bandet på lørdag den 18. juni, hvor kvartetten giver koncert på Huset i Magstræde sammen med to andre bands.

Skulle du have lyst til at vinde Splash Dancing Kids EP, så skal du blot skrive i facebook-linket til dette indlæg på blaavinyls facebook-profil, hvad de to bands hedder, som hunch bettors skal spille med til den omtalte koncert? Vinderen vil få besked via facebook, og konkurrencen slutter netop på lørdag. Pladen er venligst doneret af gruppen selv.

Hør her to tracks fra Splash Dancing Kids EP (som du i øvrigt kan streame i sin helhed på bandcamp) samt nummeret The Canned Sound of Old Battleplanes:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/playlists/725694″ params=”show_comments=true&auto_play=false&show_playcount=true&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”145″ ]

Cop. Col.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener bestemt at jeg før har udråbt Planeten i Huset i Magstræde til min absolutte favorit scene i hele København (hvis ikke hele Danmark med) udover Stengade selvfølgelig. Fordi den er så dejlig intim og lyden for det meste er kanon. Disse dejlige omgivelser var med til at give mig en kæmpe oplevelse i lørdags, da jeg havde lagt billet ind på Copenhagen Collaboration, som den opmærksomme musikelsker sikkert er stødt på en gang eller to i løbet af den sidste uge, pga. deres fremragende coverversion af Band of Horses sang The Funeral;

Det er længe siden at jeg på den måde har kunne forsvinde ind i min helt egen bobbel og bare svæve væk med musikken. Jeg var især svært glad for de visuelle drømmescenarier de havde blæst op på bagvæggen, som stod i fin harmoni med musikken. Det var en rigtig god musikalsk oplevelse. Bandsene spillede sammen på kryds og tværs og mange af musikerne havde op til flere roller hele koncerten igennem. Af højdepunkter kan jeg nævne Before The Show (som efter min mening spillede 1 nummer for lidt), Sleep Party People (som jeg dog førhen ikke har været så glad for) og My Name Is Legion og Hellraiserten, som begge var store overraskelser. Førstnævnte fordi de med ét forvandlede scenen til et stort rave, hvor danseskoene ikke fik for lidt og sidstnævnte, fordi jeg aldrig før har hørt bandet og musikken tiltalte mig yderst meget. From Sarah var også et rigtig godt input og selvfølgelig var koncertens afslutning med hele banden på scenen der fremførte det førnævnte Band of Horses nummer det absolutte højdepunkt. Man kunne nærmest ikke have afsluttet en så dejlig aften bedre eller smukkere…og med disse ord kommer her et sidste stemningsbillede fra den netop nævnte afslutning:

nyt larsen & furious jane-nummer

Så er der atter livstegn fra et af undertegnedes favoritorkestre fra dansk grund, Larsen & Furious Jane. Gruppen, der er blevet udvidet med den talentfulde Mikkel Bolding aka. Messy Shelters, udgiver snart nyt album. Dolly hedder det, og første nummer Out Of Pocket, kan man høre på gruppens nystartede labelhjemmeside, og det er virkelig lovende. Umiddelbart noget mere synth-præget, men samme laid back-melankoli fra Zen Sucker a la A Car That Comes With the Job, der også havde synth-underlag – dog er den kantede guitar ikke helt væk. Nyd den og den eftertænksomme lyrik, ligesom jeg gjorde – og gør.

Stop trying to talk sense to me

My Soul is drowning in my body

Ships are coming out on the ocean

I remember you so fondly

I am a satellite dish

I’m hung up

– Larsen & Furious Jane – Out of Pocket

Larsen & Furious Janes’ labelside Momowave.

the aviation orange

Jeg stødte for nylig på kvintetten The Aviation Orange, der har sine rødder i New York. Deres kommende ep er ude den 9. august, og så vidt jeg har kunne opdrive, så er den finansieret via siden Kickstarter, hvor musikere har mulighed for at få sine projekter sponsoreret af fans, der bidrager med penge til kreative projekter, som i sidste ende kommer tilbage i form af gratis ep eller gratis t-shirt (i hvert fald i dette tilfælde). Musikken er synth indiepop i et -inspirationssammensurium af grupper som The Shins, Death Cab… og Pixies.

Gruppen har tidligere udgivet et album, der blandt andet indeholdt nummeret Radio, som efter sigende skal have haft airplay på MTV. Et stærkt vanedannende nummer, som du kan se herunder:

The Aviation Orange – Radio:

Fra den kommende ep, East Of Here, kan man imidlertid nyde skæringen nedenfor. Det er et herligt sommernummer, med en dejlig distortet, på kanten til funky, basgang, marimba og kombo af kvinde- og mandevokaler. Jeg synes det er forfriskende og catchy. Personligt ser jeg meget frem til at høre ep’en. Hvis andre er bekendt med deres debutalbum, må de meget gerne fremlægge kvaliteten heraf. Ingenuous Us er i hvert fald en fin tilføjelse til playlisten for årets solsæson.

The Aviation Orange – Ingenuous Us:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/15759310″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ ]