minder

Villagers

Det er længe siden at jeg er blevet taget med storm til en koncert som jeg oplevede det i lørdags da Villagers spillede på Lille Vega. På 1 år har Conor J. O’Brien’s sange i den grad fundet vej til mit hjerte. Det var en ting jeg ikke ville indse da koncerten startede og Conor J. O’Brien trådte ind på scenen og med ét tryllebandt hele Lille Vega med åbningsnummeret fra den seneste plade (Awayland) My Lighthouse, som fik selv de lidt stive og højtråbende mænd bag i salen til at lukke i som østers.

Det var utroligt befriende at opleve en musiker på scenen der fremførte sine sange som var det det mest naturlige for ham. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det plus hans fantastiske stemme var medvirkende til at jeg fuldstændig glemte omverdenen og overgav mig fuldstændig til musikken. Ikke mindst den gode lyd også.

Conor J. O’Brien talte ikke meget imellem numrene, men vi fik da at vide at han og bandet havde været oppe hele natten før i Berlin, og at han ingen stemme havde til lydprøverne og pga. det havde været tæt på at aflyse aftenens koncert, men var glad for at de ikke havde gjort det. Det kan jeg også hilse og sige at jeg og mange andre var. Jeg gik fra Lille Vega fuldstændig nyforelsket og helt paf over at en “simpel singer/songwriter” (en mand med hans guitar) stadig kan tage pusten fra mig…jeg troede de dage var talte.

Villagers sluttede hovedsettet af med en sang som han havde skrevet til Charlotte Gainsbourg’s seneste plade Stage Whisper fra 2011.Memoir hedder den og den ramte både jeg og min veninde lige i mellemgulvet…der hvor det gør rigtig ondt. Jeg håber nummeret finder frem til én af hans egne plader på et tidspunkt. Indtil da må vi “nøjes” med denne liveudgave:

Prikken over i’et

Jeg troede virkelig at jeg var ovre mit teenage-stadie, hvor jeg kunne komme i den syvende himmel og falde over mine egne ord når jeg med hamrende hjerte, skulle slå over i engelsk for at kunne føre en samtale med én af mine absolutte yndlingsmusikere, når han spørger mig hvordan det går, som var vi gode gamle bekendte (hvilket vi i princippet også er efter at have mødt hinanden en enkelt gang for 3 år siden). Men hvem ville ikke blive bare lidt mundlam, når manden der altid redder dit humør, ikke alene husker dit navn, men også hvordan det staves (!!)?!

Beklager indledningen til dette indlæg er blevet lidt “oh my god”-agtig, men det er tilsyneladende det stadie jeg er i, i skrivende stund. Aftenens koncert var som sagt min fjerde af slagsen, men uden tvivl den bedste af dem alle. Ed var i sit muntre hjørne og publikum opførte sig eksemplarisk. Alt sammen noget der var med til at gøre denne solokoncert sublim. Mit til alle tider yndlingsnummer God Protect Your Soul dukkede allerede op som andet nummer i settet, og rækken af favoritter – nye som gamle – blev bare ved med at dukke op i det godt halvanden time lange set, med det absolutte højdepunkt i den selvjamende udgave af I’ve Become Misguided. Der blev blandet godt rundt i bagkataloget og gjort brug af en del forskellige instrumenter og virkemidler, hvilket passede undertegnede ganske udemærket, og var med til at bære koncerten op på et yderst tilfredsstillende niveau.

Og når alt det så er sagt, får i lige favoritten i liveudgave (dog her med band). Godnat og sov godt!:

Dagens sang og opvarmning til på onsdag

Dagens sang:
Regina Spektor – Eet

Ikke fordi jeg vil sammenligne disse to brilliante musikere, men jeg synes de har nogle fællestræk et eller andet sted. Hvor Regina Spektor som regel passer rigtig godt til både sommer og efterår, er Ed Harcourt mere passende til efterår/vinter og forår. Genialt at have årstiderne dækket ind på den måde, at der altid er noget musik man kan falde tilbage på uanset hvad.

På onsdag skal jeg opleve Ed Harcourt live for fjerde gang i mit liv. Jeg glæder mig med nerverne lidt udenpå tøjet, da det har været nogle vældig blandede fornøjelser at opleve ham live førhen – forstået på den måde at du aldrig helt ved hvor du har ham. Jeg har bl.a. oplevet at han straks forlod scenen med hele bandet engang, da teknikken ikke ville som han ville, og engang hvor han nærmest var parat til at slå én af hans fans ned, bare fordi vedkommende havde snakket lidt i pausen imellem sangene (han sagde dog undskyld efter koncerten, og alt endte godt). Han er en mand man næsten aldrig ved hvor man har når man går til koncert med ham, hvilket i sig selv kan være et plus ved oplevelsen. Jeg er jo kommet igen og igen uanset hvordan koncerterne er forløbet, så der må være noget om det.

Siden jeg så ham sidst, er han blevet far (og dermed måske lidt mindre nærtagende?!), og koncerten på onsdag er en solokoncert. Så jeg er meget spændt på at se hvordan det forløber, og ikke mindst spændt på at opleve min yndlings-musiker live igenigenigenigen. Som opvarmning, kommer her et par videoer…

Ed taler her om sangene på hans seneste album ‘Lustre‘ fra i år. Og samtidig viser han sig også fra én af sine bedre sider. Manden er jo i bund og grund en ganske rar og imødekommende fyr (dette kunne undertegnede konstatere efter at have mødt ham en enkelt gang):

Man kunne krydse fingre for at han spiller denne her:

Årets koncerter


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.

Tigerspring label night

TIgerspring label night poster

Der er lagt op til ren hygge når det forholdsvist unge pladeselskab Tigerspring inviterer os indenfor til en såkaldt label night i Lille Vega, på fredag d. 30. oktober kl. 21. Med navne som Messy Shelters, Chimes & Bells og de albumaktuelle svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! og Tiger DJ’s på plakaten, er det uden tvivl en aften man ikke vil gå glip af. Jeg har i hvert fald længe haft en plan om at dukke op.

Hvis ikke man lige bor i eller i nærheden af København, kan man opleve 1/3 del af denne aftens line-up i form af Taxi Taxi! andre steder i landet på følgende datoer:

d. 28. oktober: Musikcaféen i Århus som en del af Klub Tyst
d. 29. oktober: Pitstop i Kolding (support: Valdemar Have)
d. 31. oktober: TBA
d. 1. november: Kulturmaskinen i Odense

Eller også kan man hente og lytte på disse to fine numre fra deres for nyligt udgivet debutalbum Still Standing At Your Backdoor:

Taxi Taxi! – More Childish Than In A Long Time (via regnsky.dk)

Taxi Taxi! – Ripest Fruit (via regnsky.dk)

Prins Charmetrold

Sondre Lerche

Det er godt nok længe siden jeg har oplevet at være så fængslet fra første sekund. Sondre Lerche’s musik er et bekendtskab der ligger laaangt tilbage. Præcis hvor langt, kan jeg ikke huske…men jeg forbinder ham med mine kedelige teenage-år, som er et lukket kapitel for mig efterhånden. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har dyrket ham så meget siden. Selvom jeg tydeligt husker hvor stort et crush jeg havde på ham i en periode, og ét af mine største ønsker var at komme til at se ham live. Dette skete dog også på en SPOT festival (hvilken husker jeg ikke, men den ligger et godt stykke tilbage), som dog kun var 3 numre og en lidt lunken oplevelse, fordi det hele var så uoverskueligt med alle de mennesker.

Hertil aften fik jeg ham så endelig støvet lidt af igen, og oplevet ham i levende live. Langt om længe. Og det var fantastisk! Selvom man dog nogle gange godt kunne have savnet et band, så var det nu også meget rart at have ham helt for sig selv med hans smukke blå Gibson hængende over hans spinkle skuldre, og opleve ham springe rundt med store spillende blå øjne og komme med skøre indfald og historier. Som for eksempel da han spillede på Roskilde i 2002 (første og eneste gang), og skøjtede rundt i thousand island dressing under hele koncerten, fordi der var én der havde kastet en kæmpe burger op på scenen under første nummer. Kontakten med publikum var intakt hele vejen igennem og pigerne på første række dånede i takt. Det blev især tydeligt under sidste ekstranummer, Modern Nature, hvor de agerede som spontant kor (som erstatning for den kvindestemme der normalt synger i duet med Lerche med på pladen). Det var ret underholdende, og det syntes Lerche tydeligvis også, da han spillede det sidste stykke af nummeret uden hjælp fra hverken forstærker eller mikrofon, og de snakkende publikummer kunne endelig lære at holde deres kæft. Det sidste minut. Det var så smukt, befriende, sjovt og charmerende på én gang.

Selv den største kyniker ville ikke kunne stå for denne charmetrold. Jeg selv var ikke i mit bedste hjørne da jeg først på aftenen mødte op alene i Lille Vega, og jeg spottede hurtigt alle de dånende piger og kunne ikke helt sætte mig i deres sted, indtil det sekund Lerche sprang op på scenen…Jeg har overgivet mig…jeg er forelsket og smiler stadig indvendig. Magen til optræden skal man lede længe efter!