Det er godt nok længe siden jeg har oplevet at være så fængslet fra første sekund. Sondre Lerche’s musik er et bekendtskab der ligger laaangt tilbage. Præcis hvor langt, kan jeg ikke huske…men jeg forbinder ham med mine kedelige teenage-år, som er et lukket kapitel for mig efterhånden. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har dyrket ham så meget siden. Selvom jeg tydeligt husker hvor stort et crush jeg havde på ham i en periode, og ét af mine største ønsker var at komme til at se ham live. Dette skete dog også på en SPOT festival (hvilken husker jeg ikke, men den ligger et godt stykke tilbage), som dog kun var 3 numre og en lidt lunken oplevelse, fordi det hele var så uoverskueligt med alle de mennesker.
Hertil aften fik jeg ham så endelig støvet lidt af igen, og oplevet ham i levende live. Langt om længe. Og det var fantastisk! Selvom man dog nogle gange godt kunne have savnet et band, så var det nu også meget rart at have ham helt for sig selv med hans smukke blå Gibson hængende over hans spinkle skuldre, og opleve ham springe rundt med store spillende blå øjne og komme med skøre indfald og historier. Som for eksempel da han spillede på Roskilde i 2002 (første og eneste gang), og skøjtede rundt i thousand island dressing under hele koncerten, fordi der var én der havde kastet en kæmpe burger op på scenen under første nummer. Kontakten med publikum var intakt hele vejen igennem og pigerne på første række dånede i takt. Det blev især tydeligt under sidste ekstranummer, Modern Nature, hvor de agerede som spontant kor (som erstatning for den kvindestemme der normalt synger i duet med Lerche med på pladen). Det var ret underholdende, og det syntes Lerche tydeligvis også, da han spillede det sidste stykke af nummeret uden hjælp fra hverken forstærker eller mikrofon, og de snakkende publikummer kunne endelig lære at holde deres kæft. Det sidste minut. Det var så smukt, befriende, sjovt og charmerende på én gang.
Selv den største kyniker ville ikke kunne stå for denne charmetrold. Jeg selv var ikke i mit bedste hjørne da jeg først på aftenen mødte op alene i Lille Vega, og jeg spottede hurtigt alle de dånende piger og kunne ikke helt sætte mig i deres sted, indtil det sekund Lerche sprang op på scenen…Jeg har overgivet mig…jeg er forelsket og smiler stadig indvendig. Magen til optræden skal man lede længe efter!