Årets udenlandske udgivelser

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj No2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…

Årets koncerter


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.