Sommeren er for alvor ved at melde sin ankomst. Jeg kunne mærke det lige så tydeligt da jeg i går morges stod og ventede på toget i Jylland. Det er en særlig fornemmelse. Jordbær har altid haft en særlig betydning i forhold til sommer i mit univers. Det minder mig om min mormors store køkkenhave hvor vi plukkede bunkevis af jordbær om sommeren og fik dem med mælk og sukker til dessert om aftenen. Min mormors køkkenhave er desværre forlængst jævnet med jorden, men de her skønne bær vender stadig tilbage år efter år. De seneste par år har jeg forsøgt mig med hjemmebagt jordbærtærte (billedet) til stor succes. Så det må vel være min nye sommertradition. Hvorfor al den snak om sommer tænker du? Jo ser du, jeg forbinder især sommermusik med musik man kan danse, skråle og feste til langt ude på den lyse nat, og jeg har her et par bud på numre der med garanti vil blive smidt på anlægget i den anledning…
Et nummer som jeg efterhånden i et par måneder har gået og lyttet dansende til er tUnE-yArDs Water Fountain fra deres seneste plade Nikki Nack som udkom i starten af maj. Jeg er fuldstændig vild med den!:
Jeg har først lige fået mulighed for at lytte til hele det nye album i går i toget, men synes det er et album der skal have lidt mere tid før jeg kan sige mere. Water Fountain er klart stadig favoritten.
En anden plade der til gengæld langt om længe har åbnet sig op for mig, er Future Islands‘ Singles hvor nummeret Seasons (Waiting On You) fra start har været blandt favoritterne, og også helt sikkert vil blive at finde på mit sommer 2014 soundtrack. Det er ikke et band jeg har dyrket så meget før nu, men hold da op en fed stemme:
For et års tid siden blev jeg inviteret til Crunchy Frog’s store julefest i Pumpehuset hvor flere af deres bands spillede op til bal både på scenen i foyeren og hovedscenen. Ét af de bands jeg så allermest frem til at se, og som også overraskede mig allermest, var The Malpractice. Undertegnede har været svært begejstret for deres plade Tectonics fra 2010 (som iøvrigt stadig mangler at udkomme på vinyl!), og har glædet mig meget til at høre nyt fra bandet.
Til den førnævnte koncert serverede The Malpractice netop en række af de nye numre, og hold da op jeg blev blæst bagover!! Der er kommet ordentligt smadder på guitaren som er blevet en hel del tungere i lydudtrykket, såvel live som på plade. Bare hør disse to teasere:
MASS hedder den nye plade, og den udkommer d. 10. februar næste år. Det er et på én gang mere støjende og storladent The Malpractice, og vi kan lide det! Vi har her på bloggen eksklusivt fået lov til at streame førstesinglen Lagoon, som du kan høre her:
Da jeg flyttede til København for 4 år siden, kom Mouritz/Hørslev Projektets andet album Blik, Bang Bang til at fylde rigtig meget i mit musikalske univers og minder mig den dag i dag stadig om et hæsblæsende efterår hvor København og jeg lige skulle vænne os til hinanden, det at bo i flyttekasser og bruge alt for mange dage på Den Sorte Diamants forskersal med mit bachelorprojekt. Når det var lige præcis den plade der minder mig om den hektiske bittersøde tid, så var det i høj grad fordi jeg faldt pladask for de finurlige sange med den rammende lyrik, og dels fordi jeg arbejdede lidt med PR for bandet og solgte plader for dem til nogle af deres koncerter, så man kan på en måde sige at jeg ikke kunne undgå at støde på den fine plade.
Mouritz/Hørslev har i april i år udgivet endnu en plade, som jeg slet ikke har fået hørt før nu, i skrivende stund. Er helt og aldeles forelsket. Allermindst Dig Selv (som pladen hedder) er fuldstændig fantastisk og lige hvad jeg havde brug for på denne mørke decemberaften hvor intensiteten fra La vida de Adéle stadig sidder dybt i mig. Åbningsnummeret Alting Var Smukkere er alt alt for smuk og skal bare høres:
hvorfor kan vi ikke ses når nu vi begge vil / og se hvad det kan blive til / hver gang jeg gir plads til dig i mig / så dør jeg lidt / og lever derfor endnu mere
Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg ikke har sat mig ned og lyttet til denne plade før nu…
Hvis man kan sige at man har on/off forhold til noget musik, så må det være sådan jeg har haft det med Sigur Rós og deres musik igennem de seneste 10 år hvor jeg har kendt til musikken. Jeg modtog for nyligt deres seneste single “Brennistein” fra deres kommende plade, og satte den på med en smule skepsis blandet med en god portion nysgerrighed, og jeg må indrømme at denne skepsis hurtigt blev gjort til skamme. Jeg blev nærmest bogstaveligt talt blæst bagover (!!), og måtte høre nummeret igen og igen. Jeg synes musikken skal tale for sig selv, men jeg må råde jer til at høre det igennem nogle ordentlige hørebøffer/højttalere når i trykker play, og skru også gerne lidt op:
Traditionen tro afslutter vi her på blaavinyl.dk året med vores bud på hvilke plader, der har fyldt rigtig meget i vores øregange det seneste år. Reglerne er simple; udgivelserne skal være udkommet i 2012, og vi skelner ikke imellem album og EP. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det har været et drønsvært valg i år, både på den danske såvel som på den udenlandske liste, da der har været overdrevet mange fede udgivelser at vælge imellem, ligesom der også er en del, der enten er gået vores ører forbi eller, som vi ganske enkelt ikke har haft tid til at få ind under huden, men her er listerne over de plader, vi synes har været de bedste danske udgivelser i 2012:
Rikke:
Sådanne lister her er selvfølgelig altid præget af rene musikalske perler og ligeså af musikalske perler der har ført til en række gode oplevelser i løbet af året, som for evigt vil minde én om hvilket fantastisk år, det har været på både godt og ondt. Det er på baggrund af dette, jeg har lavet min liste, som bestemt ikke var nem at komme frem til:
10. Teitur – Four Songs
– Med denne EP er Teitur på vej tilbage til sine rødder, og det er jeg ovenud glad for. Jeg har hørt den rigtig meget og især åbningsnummeret Home har gjort indtryk. Man kan kun håbe på at han fortsætter stilen på sin næste plade, det ville pynte.
9. Efterklang – Piramida
– Det er jo en ret vild historie denne plades byggesten er brygget på. Om ikke andet er resultatet blevet intet mindre end fantastisk flot. Efterklang er gået lidt væk fra det poppede udtryk de havde på deres forrige plade, og tilbage til det lidt mere eksperimenterende. Undertegnede var så heldig at opleve dem i Radiohusets koncertsal i forbindelse med 60 minutes konceptet i oktober, og det var en lækker oplevelse.
8. The New Spring – Secret Amour
– Det har taget mig en del tid at komme ind på denne her plade, men det har jo samtidig krævet en masse gennemlytninger. Min favorit på pladen er Poet’s Mouth og den minder mig om en dejlig aften jeg havde i foråret i selskab med Xiu Xiu og The New Spring på Stengade, og om en tømmermændsramt dag på festival på Bornholm hvor Kallesøe troppede op i shorts og spillede på scenen med Hammershus i baggrunden. Skønne minder.
7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
– Som jeg rigtigt nok forudsagde, var det her en plade jeg satte rigtig meget på i sommers fordi den har den der vibe.
6. Islets of Dust – People and Birds
– Virkelig virkelig smuk EP, som har haft mange gennemlytninger siden den udkom midt i 2012. Den skal bare høres!
5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Jeg har ikke altid haft det lige nemt med dansksproget musik på trods af at være vokset op med det (Anne Linnet, Gasolin osv.), men denne her plade er jo fantastisk. Om det er fordi Hjelm’s specielle stemme passer rigtig godt til det dansksprogede eller om det er fordi pladen giver association til min barndoms lydspor, er ikke helt til at sætte finger på. Men pladen har fanget min opmærksomhed og jeg har skamlyttet til den i år, så selvfølgelig skulle den være på denne her liste.
4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
– Hvor mange danske bands er det lige der kan prale af at kunne skabe den perfekte calypso-fest? Der er kun 1, og det er The Eclectic Moniker, som var prikken over i’et i min white russians brandert på sommerens WonderFestiwall på Bornholm. En koncert der var skyld i at jeg kom for sent til en overdådig middag på Hammershus Caféen, men det var bestemt det hele værd. Denne her plade skriger af sommer, og jeg elsker den!
3. Jetsi Kain – EP
– Jeg har efterhånden fulgt disse drenge rimlig tæt i små 3 år, så det var rigtig fedt at opleve dem blomstre op her i 2012 med EP udgivelse og se at de fik deres bagland på plads, samt langt om længe overbevist mig om at deres nye bandnavn kunne det det skulle. Når det så er sagt, så var det fedt endelig at opleve noget af alt deres fede materiale i velindspillede og velproducerede versioner som man kan her på EP’en. Jeg er spændt på at høre deres debutalbum som skal indspilles i foråret. Måske 2013 for alvor bliver deres år?
2. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Det er ikke mange måneder jeg har haft til at nyde denne plade, men for fanden da…! Som jeg også skrev, så sker det ikke særlig tit at en plade tager mig med sådan en storm fra første lyt. Derudover er Bellens’ stemme jo aldrig til at stå for. Det er en meget behagelig plade.
1. Asbjørn – Sunken Ships
– Er der en plade og en artist der har fyldt meget i mit 2012, så er det uden tvivl Asbjørn. Magen til musikalsk talent skal man lede længe efter. Det er især live han formår at vise det, men det skinner også igennem på denne fine debutplade. Min indre poptøs bliver virkelig pleaset her og hvis du spørger mig, er det nok én af de mest undervurderede danske udgivelser i år!
Rune:
Det har været et ganske udmærket år i dansk musik, der dog overordnet set, var en kende stærkere i fjor. Det skal dog ikke overskygge, de ganske formidable plader, der bliver nævnt nedenfor. For der har virkelig været nogle – for undertegnede – skæve indslag, der bringer overraskelse for en selv. En Town Portal-plade. En heldyrket elektronisk plade som Taragana Pyjarama – og80’er-kitch med Cæcilie Trier. Nuvel, et godt år – der ansporer til optimisme for 2013. Tak 2012.
10. Jakob Bro / Thomas Knak – Bro/Knak
– Et virkelig dejligt album af den dynamiske duo Jakob Bro og Thomas Knak. Den ene halvdel er uden de elektroniske elementer, men er virkelig smukt bygget op, mens Knaks elektroniske takes på materialet er en sand fornøjelse.
09. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Et af de bedste dansksprogede albums i meget lang tid. En Larsen og en Nørlund samlet i et kækt udtryk med sproglige og lyriske twist. Alibi og Scenen Skifter Nu er decideret fremragende.
08. Chorus Grant – …And the Villa Nova
– Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant stikker faktisk i ret mange retninger, men det gør, at pladen, …And the Villa Nova virkelig kan bruges meget i forskellige sammenhænge. En plade, hvor jeg har numrene meget for sig. Til gengæld har jeg hørt dem utrolig meget. Blood Brothers, Everything Red, Her Face In The Sun og Big Guns er virkelig stærkt materiale – jeg ser frem til at lytte til Kristensens nye projekt Cancer – sammen med Nikolaj Vonsild.
07. Kala-OK – Reminiscience of a Bodily Blues
– Et rigtig drømmende og 60’er-poppet album. Der er både plads til bredende horisonter og The Beatles-referencer, uden at det tager overhånd. Virkelig dejlig plade.
06. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Murder og I Got You On Tape-medlemmet har ganske enkelt leveret en formidabel plade, der med sin ro og eftertænksomme lyrik virkelig er en af årets bedre udgivelser. Heart Of Africa og Champion Sound er mine personlige favoritter.
05. Efterklang – Piramida
– Den danske – nu trio – har undergået en spændende proces med deres seneste album Piramida. Med field recordings fra en forladt by i Svalbard er historiefortællingen på plads, men det bliver heldigvis bakket op af en virkelig interessant skive.
04. CTM – Variations
– Cæcilie Trier har for alvor bevæget sig ud af en tangent på Variations, hvor hun med kitch 80’er-stemning etablerer et meget dragende univers med sine dybe fyldige stemme. Et meget spændende projekt, som snart skulle være klar med en udgivelse mere.
03. Town Portal – Chronopoly
– Gruppen har leveret et top tre-album i år med sin progressive stemningsfulde instrumentalmusik, hvor kompleksitet ikke overstiger det kunstneriske udtryk. Chronopoly er så levende en plade, at den konsekvent kalder på mere – jo mere du lytter.
02. Taragana Pyjarama – Tipped Bowls
– Nick Kold Eriksens sfæriske løb på Tipped Bowls er ganske fortryllende og vanedannende. De momentvis strukturerede figurer, der bliver suppleret af mere uhåndgribelige musikalske billeder, er en ganske formidabel duo, som stadig gør den en fast spilleliste på iTunes-biblioteket.
01. The New Spring – Secret Armor
– Med Secret Armor har The New Spring endnu engang fundet vej til top tre med sin inspirerende guitar-baserede singer/songwriter-stil. Der er en anderledes guitarklang over dette album. Der er mere fylde, og en større varme end på det fremragende The New Spring.Secret Armor tager mig et sted hen, hvor jeg glemmer tid og sted. Pladen fremstår jævn, men uden at det er negativt, for det betyder, at den bedste bliver hørt i sin fulde længde – ja, igen og igen. Med nedlæggelsen af Shout Wellington Air Force bliver det desuden meget spændende at følge, hvad Bastian Kallesøes næste projekt bliver.
Så er vinderne af vores konkurrence fundet, og vi har givet dem besked. Tak for alle jeres svar.
Der er nu under 1 uge til den 8. Poetry In Mono, og vi glæder os! Indtil da kan i varme op med DJ Mexican Golf’s fine mixtape:
Vi havde besøg af Bodebrixen til Poetry In Mono #5 tilbage i marts måned og siden er der sket ting og sager. Bandet har fået nyt pladeselskab (Playground) og har annonceret nyt album Out of Options som udkommer d. 10. september. Sidst men ikke mindst har de også udgivet første-singlen Ghost, som de nu også har lavet en video til. Denne video har vi været så heldige her på bloggen til at være blandt de første til at vise, og som ekstra bonus har vi haft en lille snak med den ene del af duoen, Andreas Brixen, som her fortæller lidt om sangen og tilblivelse af video såvel som album:
Hvad handler sangen om? Sangen handler bl.a. om en person som Aske og jeg engang stødte ind i engang imellem. Men den handler også om at se ens ven/kæreste ligeså langsomt gå ind i sig selv hvor fremmedgørelsen bliver stærkere og stærkere.
Hvordan er videoen blevet til? Musikvideoen er optaget forskellige steder i DK og i udlandet (bl.a. Hamborg). Vi har forsøgt at ramme sangens stemning. Videoen lægger sig dog ikke direkte op ad teksten.
Hvordan har jeres samarbejde været omkring det kommende album og hvordan blev det til? Aske og jeg skriver alle sange sammen, som er blevet til over en lang periode, inden vi optog pladen med Frederik Nordsø (The William Blakes). Sammen med Frederik indspillede vi næsten det hele fra bunden igen.
Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:
#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.
#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.
#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.
#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.
#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.
#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.
#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.
#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.
#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.
#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…
Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:
Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.
Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress
One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.
