albums 2011 – et lille oprør

Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:

#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.

#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.

#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.

#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.

#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.

#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.

#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.

#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.

#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.

#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…

Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:

Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.

Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress

One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.

Tak fordi i følger med og godt nytår fra mig! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *