2014 – Side 3 – blaa vinyl

præ-roskilde-blues

Alle taler om denne her post-Roskilde-blues som kan opstå efter 1-2 uger på græs ude på Roskilde Dyreskueplads i slut juni / start juli. Jeg har den seneste uges tid fået udviklet det man kan kalde præ-Roskilde-blues, fordi jeg indtil nu har været fast besluttet på ikke at skulle afsted, da både min bankkonto og mit sind trænger til en pause fra alt det koncertræs. Men jo nærmere festivalen kommer, jo mere går det op for mig hvor meget jeg egentlig gerne vil afsted. Det gik især op for mig i mandags, da jeg i min jeg-er-færdig-med-skole-rus, stod og nørdede i gode venners selskab, og snakken faldt på Future Islands, og denne live-optræden blev sat på:

Hvordan kan jeg tillade mig selv at gå glip af sådan en karismatisk optræden? Ak oh ve.

Jeg var faktisk tæt på at komme afsted for nogle uger siden, men det gik i vasken. Inden det gik i vasken satte jeg mig dog ned og begyndte at kigge på hvilke navne jeg absolut måtte tjekke ud hvis nu…

Udover ovennævnte Future Islands, er Deerhunter helt klar også blandt de navne jeg bliver nødt til at opleve inden alt for længe. Sangen her minder mig om New York. En aften Rune, hans kæreste og jeg var ude og spise på Diner i Williamsburg, drønede hele Halcyon Digest pladen over højttalerne, så hver gang jeg har lyttet til pladen siden da, minder det mig om denne fantastisk hyggelige aften hvor vi efter den fine middag, gik over Williamsburg Bridge og nød udsigten af Manhattan skyline i solnedgangen, og endte med en lang gåtur igennem Little Italy:

Én af 00’er favoritterne, som det af uransaglige årsager endnu ikke har lykkedes mig at opleve live, nemlig; Interpol. De behøver vist ikke videre præsentation:

Mogwai…suk:

Efter hans koncert på Bremen under FROST Festival, har jeg fortrudt at jeg ikke kom ind og så Connan Mockasin, som eftersigende skulle være det vildeste live. Så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud:

Der er helt sikkert en god stak bands som jeg ikke har nævnt i det her indlæg, og helt sikkert en lang række danske bands, men når nu jeg ikke skal afsted er der jo heller ikke grund til at træde ret meget mere rundt i det…

God festival til jer der skal afsted.

Communions – VICE x WiMP Session

For nogle uger siden var jeg for første gang nogensinde en tur forbi Byhaven ved Pumpehuset, hvor VICE x WiMP den pågældende aften stod for programmet. På aftenens plakat var danske Communions, Schultz and Forever og engelske Glass Animals. Undertegnede var primært kommet for at se Schultz and Forever, da de eftersigende skulle være vokset betydeligt i udtrykket på rejsen fra debuten til den næste plade som udkommer i efteråret. Kan hilse og sige at der er noget at se frem til!

Communions har jeg fulgt lidt i periferien det seneste års tid, og det er så sandelig også et band der er vokset med opgaven. Det er et band man kan have en umiddelbart tendens til at sætte i den mere punkede kategori, men ved nærmere lyt har de faktisk mange spændende elementer i deres musik som sender referencer i alle mulige retninger, som man især kan fornemme i nummeret Whereever som VICE x WiMP Sessions har optaget fra aftenen:

Er du blevet nysgerrig, så kan du høre mere Communions her, og hvis du er så heldig at skulle på Roskilde Festival, spiller bandet der d. 1. juli:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/playlists/25765574″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

son lux

Jeg sidder med kuldegysninger. Her cirka et halvt år efter at Son Lux spillede på Stengade – nok den bedste koncert i 2014 for mit vedkommende so far. Jeg faldt forleden over en optagelse af hans ligeså udsolgte koncert i Bruxelles 10 dage før han spillede i København, og har lige siden siddet med den i ørerne hver gang jeg skulle igang med den tunge eksamenslæsning.

Det er helt vildt så meget musik der kan komme fra 3 mennesker! De er alle hver især gennemmusikalske og rigtig dygtige til det de gør, men især trommeslageren, Ian Chang imponerer (se f.eks. cirka 5:30 og cirka 9:19 min inde i koncerten jeg har postet her i indlægget). Det er fandme svært at sidde stille til og jeg får helt lyst til at se dem live igen. Så hermed en anbefaling hvis du alligevel sidder og læser til eksamen og ikke har tid eller råd til at komme afsted på de mange festivaler der løber af stablen for tiden. Og lad os så krydse fingre for at Son Lux snarest muligt kommer tilbage til DK igen.

Hermed lidt snapshots fra koncerten på Stengade. Gode gode minder:

Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser

ida wenøe

Jeg havde på årets SPOT Festival fornøjelsen af at opleve Ida Wenøe på meget tæt hold, da hun spillede en lille akkustisk pop-up koncert ude foran HeadQuarters. Med tæt hold mener jeg bogstaveligt talt tæt hold, da hun pga. støj blev nødt til at flytte ned på trappen hvor undertegnede stod, så der pludselig kun var en halv meter imellem os imens hun stod der og sang så inderligt. Det var på mange måder en meget grænseoverskridende oplevelse, men samtidig ret så fascinerende at opleve så meget inderlighed på så tæt hold.

Ida Wenøe er tidligere forsanger i Boho Dancer, og har efter bruddet med bandet valgt at skrue op for solo-karrieren på ægte DIY manér, og det skulle eftersigende gå rigtig godt allerede. Det var i hvert fald noget der kunne bekræftes, da jeg ugen efter SPOT havde fornøjelsen af at opleve hende varme op for amerikanske Hospitality hvor hun tryllebandt alle der var tilstede, inklusive amerikanerne. Og det med rette.

I dag, på dette skrivende sekund udkommer hendes første single kaldet Death Wish (of Nicholas Urfe). En sang der er inspireret af hovedpersonen og antihelten Nicholas Urfe i John Fowles’ roman Troldmanden. Sangen er eftersigende meget rammende for hendes valg om at gå solo. Hun selv siger:

“Den sang fortalte mig noget vigtigt om den nye vej, jeg skulle følge. Den var nærmest en foregribende metafor, for det gik op for mig, at jeg stod foran at skulle gennemføre min egen kunstneriske død og genopstandelse“

Vi glæder os rigtig meget til at følge hendes videre solo-eventyr og kan med stolthed præsentere den nye single som nogle af de første her:

ben frost

Mine ører har været udsat for den mest dystre gyser hertil formiddag. Islandske Ben Frost (som undertegnede ikke har stiftet bekendtskab med før i går) har i dag udgivet hans 5. album A U R O R A, som ifølge pladeselskabet er hans mest maskinelle og dystre plade til dato. Og uden at have hørt ret meget af hans bagkatalog som eftersigende skulle indeholde både strygere og elementer af guitarer og englekor (altså mange af de elementer man i forvejen kan forbinde den sfæriske islandske musik med), så kan jeg hermed bekræfte at beskrivelsen rammer ret godt.

For første gang i mit liv blev jeg suget ind i det her ultra mørke og ret voldsomme univers, hvor kun min stædige nysgerrighed fik mig til at blive hængende, alt imens mit hjerte hamrede derudaf og jeg fik mindre chok hver gang nogle elementer i musikken rykkede på sig. Ubehageligt tænker du sikkert, men det fascinerede mig faktisk utroligt meget at blive så berørt af en plade ved første gennemlyt. Musikken tillod på intet tidspunkt at sive ud i baggrunden som ethvert andet lydtapet for hverdagens gøremål, hvilket må siges at være ret imponerende. Prøv selv om du tør at lytte til disse to numre fra pladen:

sommer sommer sommer

Sommeren er for alvor ved at melde sin ankomst. Jeg kunne mærke det lige så tydeligt da jeg i går morges stod og ventede på toget i Jylland. Det er en særlig fornemmelse. Jordbær har altid haft en særlig betydning i forhold til sommer i mit univers. Det minder mig om min mormors store køkkenhave hvor vi plukkede bunkevis af jordbær om sommeren og fik dem med mælk og sukker til dessert om aftenen. Min mormors køkkenhave er desværre forlængst jævnet med jorden, men de her skønne bær vender stadig tilbage år efter år. De seneste par år har jeg forsøgt mig med hjemmebagt jordbærtærte (billedet) til stor succes. Så det må vel være min nye sommertradition. Hvorfor al den snak om sommer tænker du? Jo ser du, jeg forbinder især sommermusik med musik man kan danse, skråle og feste til langt ude på den lyse nat, og jeg har her et par bud på numre der med garanti vil blive smidt på anlægget i den anledning…

Et nummer som jeg efterhånden i et par måneder har gået og lyttet dansende til er tUnE-yArDs Water Fountain fra deres seneste plade Nikki Nack som udkom i starten af maj. Jeg er fuldstændig vild med den!:

Jeg har først lige fået mulighed for at lytte til hele det nye album i går i toget, men synes det er et album der skal have lidt mere tid før jeg kan sige mere. Water Fountain er klart stadig favoritten.

En anden plade der til gengæld langt om længe har åbnet sig op for mig, er Future Islands‘ Singles hvor nummeret Seasons (Waiting On You) fra start har været blandt favoritterne, og også helt sikkert vil blive at finde på mit sommer 2014 soundtrack. Det er ikke et band jeg har dyrket så meget før nu, men hold da op en fed stemme:

du gule struds

For 3 år siden boede Rune i New York et enkelt semester. Her opdagede han en række spændende bands og oplevede nogle fine koncerter. Ét af de bands han anbefalede på det kraftigste dengang, var amerikanske Yellow Ostrich. Siden dengang har bandet udgivet hele 2 albums, som utroligt nok er gledet under både undertegnedes og sikkert også Rune’s radar. Nu kommer bandet langt om længe til Danmark og giver koncert på Stengade nu på torsdag, og jeg glæder mig rigtig meget. Også selvom alt tyder på at de har ændret sig en hel del i deres udtryk siden The Mistress (2010). Men dog ikke til den gale side. Jeg håber de spiller disse to favoritter fra debuten:

Alt tyder på at det nok skal blive fint uanset hvor meget gammelt eller nyt de vælger at spille:

Læs mere om arrangementer her.

Lytter Til Stilheden

Så skulle der sandelig også komme en samling musik, der kunne få denne skribent i tale. Long time no see!

Jørgen Leth og hans to kumpaner i Vi Sidder Bare Her har netop udgivet deres fremragende tredje album, Ingen Regning Til Mig.

En utrolig samling af fine og yderst eftertænksomme numre, der efterlader stor lyst til refleksion. Leths evne til at lave tekster af simple ord med ufattelige meget nerve, er fortsat en fantastisk kombination med Toksvig og Simpsons musikalske genialiteter, der er både rolige, udsmykkende og tenderende til det yderst opløftende. Hør Kalkunhals for noget fra den dystre skuffe, Gennem Danmark for nostalgi-melankoli der drager, samt Mænd Græder med yderst ærlige (og forfriskende) budskaber.

Ingen Regning til Mig er en smuk samling af musik, der har taget Leths ærlighed, placeret den på det højeste punkt i Danmark, og inviteret os indenfor til det dragende skue.

Vi Sidder Bare Her – Lytter Til Stilheden

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/135892572″ params=”color=0075cc&auto_play=false&hide_related=false&show_artwork=true” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]