2014 – Side 2 – blaa vinyl

broadcast dynamics

Jeg blev for nyligt spurgt af en herboende amerikaner hvilket dansk band jeg pt. synes er det fedeste, og efter lidt betænkningstid (det var næsten som at blive spurgt om at sige noget sjovt på kommando) var mit svar Schultz and Forever. I morgen er Jonathan Schultz aktuel med sin tredje EP, Broadcast Dynamics, som jeg har glædet mig meget til at skrive om siden jeg i sommers oplevede ham i Byhaven ved Pumpehuset, og opdagede hvordan Schultz and Forevers musikalske udtryk har ændret sig en hel del siden EP’en Céline fra starten af 2013. Den akustiske guitar er blevet skiftet ud med den elektriske, hvilket har resulteret i et mere psykedelisk og synth-præget udtryk som leder tankerne hen imod navne som Connan Mockasin og Mac DeMarco, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Om processen og tilblivelsen af det nye udtryk, udtaler Jonathan sig således;

’’Processen med Broadcast Dynamics har været helt vild faktisk. Der skete så mange ting både personligt og musikalsk i den periode. Der var mange blandede følelser da jeg gik i gang med at skrive, og i særdeleshed da vi gik i gang med at indspille, hvor lyden kom til udtryk. Det blev nemlig et nyt univers for mig, og det var underligt, at være et sted hvor man aldrig har været før, og alligevel føle sig mere tryg end nogensinde. Sangene betyder rigtigt meget for mig fordi de beskriver nogle følelser, som jeg stadig kan sætte mig ind i.’’

I det folkede udtryk på Céline var Jonathans unikke stemme meget mere nøgen end på Broadcast Dynamics hvor musikken og effekterne indhyller den på smukkeste vis. Jeg er vild med begge dele.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/134074599″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Hør hele EP’en her.

Gratis koncert i morgen

I morgen spiller Waldo & Marsha og Young Dinosaur (som begge var på plakaten til vores 12. Poetry In Mono i foråret sidste år) + engelske Autobahn i et gammelt autoværksted på Papirøen. Det gør de i forbindelse med en VICE x WIMP Live Session, og det er ganske gratis + gratis drikkevarer til de første heldige.

Undertegnede kender ikke Autobahn lige så godt som de to danske bands, men det er et punkband fra Leeds som i morgen besøger Danmark for første gang. De skulle eftersigende være et af tidens mest bemærkelsesværdige live-acts med en nerve og en intensitet der bedst kan sammenlignes med nogle af de bands der stammer fra musikkollektivet Mayhem (Ice Age, Lower, Communions m.fl.). De er klart i den mere støjede ende i forhold til de to andre bands på plakaten:

Waldo & Marsha tegner derimod melodiske landskaber med deres psych-drømmepop, som de er hele 8 mand til at fremføre. De udgav sidste år deres anmelderroste debutplade Zoo og er eftersigende så småt på vej med nyt i 2015. De fik bl.a. Vinnie Who med på én af deres sange fra debuten, som du kan høre her:

Young Dinosaur er lige om lidt aktuelle med deres debutalbum, som man i de her dage kan smuglytte til inde på Soundvenue. Ligesom Waldo & Marsha, er Young Dinosaur et band jeg har fulgt igennem længere tid og er mindst lige så spændt på at følge fremover. De er nok det mest poppede indslag til denne Live Session. Her er deres vel nok mest kendte nummer fra deres EP som er produceret af Jens Ramon (Figurines):

Jeg regner med at kigge forbi, og håber da også at jeg kan hive Rune med hvis jeg er heldig. Læs mere om arrangementet her. Vi ses!

hele verden på mine skuldre

Min fys har beordret at jeg går mindst 2 søer om dagen (søerne her i København), og det har resulteret i en masse timer med musik i ørerne og tankestrømme der forsvinder udover søerne eller op i skyerne. Forleden på vej rundt om min første sø, dukkede der lige pludselig en musikalsk åbenbaring op… Patrick Watson udgav i 2006 den fremragende plade Close To Paradise som i en del år har været en fast del af mit efterårssoundtrack, og pludselig dukkede sangen ‘Weight of The World’ op i mine ører og fik mig til at stoppe op. Ikke alene teksten (se herunder) talte direkte til mig, men jeg lagde også mærke til hvordan musikken/instrumenterne komplementerer det sangen handler om, på smukkeste kaotisk vis. Det er utroligt at jeg efter at have hørt den mindst en million gange ikke har bidt mærke i det før nu. Læs teksten herunder og lyt til sangen:

I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And now I’m diving in too deep

And now I’m falling towards the sky
I just don’t know how to unwind
But I got the weight of all the world
I better not let go of the hope

Oh what am I supposed to do?
Am I supposed to let go all you?
Am I supposed to fall back to the sky?
Or keep on rising for a while?

[Instrumental pause]

I think I’m falling down
Right back to the very ground
I could not hold it anymore
I think I got what I was asking for

I think these just might fall
Or I don’t see a correct shade to change my world
I was carrying the weight of all the world
I think I get what I deserve

I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And I think I got in real deep

Thinking, now I have to go
I think you know what I deserve
Here comes all the weight of all the world
And its coming straight for me

blaavinyl aften i vanløse

Vi har været så heldige at få lov til at kuratere en aften på Kulturstationen Vanløse d. 25. oktober. Så vi har spurgt Ida Wenøe og Fíne (Fine Glindvad) om de ville være med til at lave en rar blaavinyl-aften, og det har de heldigvis sagt ja til.

Ida Wenøe stødte undertegnede på til årets SPOT Festival hvilket bl.a. resulterede i et indlæg om oplevelsen på bloggen her;

Jeg havde på årets SPOT Festival fornøjelsen af at opleve Ida Wenøe på meget tæt hold, da hun spillede en lille akkustisk pop-up koncert ude foran HeadQuarters. Med tæt hold mener jeg bogstaveligt talt tæt hold, da hun pga. støj blev nødt til at flytte ned på trappen hvor undertegnede stod, så der pludselig kun var en halv meter imellem os imens hun stod der og sang så inderligt. Det var på mange måder en meget grænseoverskridende oplevelse, men samtidig ret så fascinerende at opleve så meget inderlighed på så tæt hold.

Læs mere her. Ida har iøvrigt denne aften Anders Mathiasen (Murder og Vessel) med til at akkompagnere hende, det bliver spændende at se hvad det bliver til.

For de af jer der har fulgt vores Poetry In Mono det seneste halve år, kan sikkert nikke genkendende til hende, da hun i forbindelse med den 16. Poetry In Mono i marts i år varmede op for Echo Me. I den forbindelse skrev Fine et gæsteindlæg her på bloggen hvor hun udover at anbefale lækkert musik, også fortæller lidt om sin baggrund for at blive musiker;

Jeg begyndte at lave musik i 12-13 års alderen. Der opstod mange konflikter inden i mig på det tidspunkt, som jeg havde svært ved at kapere, og det var nok dér behovet for at skabe mit eget opstod. Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvilken effekt sangskrivning kunne have på mig. Det at konstatere virkeligheden omkring én, ikke nødvendigvis analysere den eller sige noget dybere om den, men blot omsætte iagttagelser til noget mere struktureret, og beskrive det, som ikke logisk skrider frem. Det blev jeg virkelig draget af!

Læs mere her.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/39953855″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”300″ iframe=”true” /]

Begge er fantastisk dygtige musikere som har overrasket os positivt i løbet af i år, og denne aften har vi fået mulighed for at præsentere dem i en samlet pakke hvor vi også har kreeret en special-playliste som vil omkrandse de to koncerter. Læs mere om tid og sted og køb billetter her. Vi glæder os til at se jer allesammen.

de store diktatorer

Det er ikke meget i har hørt fra os på det sidste, men det vil jeg prøve at lave om på nu. Og jeg lægger ud med det danske band The Great Dictators som har eksisteret siden 2011, men udgav først tidligere i år deres anmelderroste debutalbum, som introducerede det unge band som et uforudsigeligt, stilsikkert og velspillende frisk pust på den danske musikscene. Bandet er allerede gået i studiet for at arbejde på opfølgeren, og har i forbindelse med den og deres kommende turné lavet en lille albumteaser fra nummeret kaldet ‘Baby Skull Ring‘, som ifølge bandet handler om tunge emner som krig, religion, afstumpethed, hykleri og selvcentrering, og hvordan disse elementer tit går hånd i hånd. Hør det herunder:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/164461713″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Bandet drager ud på Danmarksturné her i efteråret som sluttes af d. 1. november på Stengade. Vi stiller 2 billetter på højkant til koncerten. Alt du skal gøre er at svare på følgende:

Hvad hedder The Great Dictators debutalbum som udkom i februar i år?

Send svaret til blaavinyl [a] gmail.com senest d. 29. oktober kl. 12. Vinderen for direkte svar.

Tjek koncerten nærmere ud her og her.

ana mendieta

The New Spring med et smukt og et utrolig nedbarberet nummer – ikke mindst produktionsmæssigt, hvor effekter og andet udsmykkende er skåret helt væk. Nyd Song for Ana Mendieta ligeså meget som jeg gjorde.

asbjørn

Pseudo – [‘sówdo] – orddel ∆ Udtryk for at noget er falsk el. uægte = KVASI
Etymologi: græsk pséudo – af pséudos ‘løgn’; pseud- foran vokaler
(Nudansk Ordbog med Etymologi)

Pseudo Visions betegner ”de øjeblikke, der er så intense, at grænsen mellem virkelighed og surrealisme bliver udvisket. Den tilstand er definitionen på forelskelse, på sorg, og alt det der føles for intenst til at kunne forklares”, forklarer Asbjørn.

Det er ved at være et godt stykke tid siden vi sidst har skrevet om den talentfulde Asbjørn herinde. Men det er faktisk ikke fordi at Asbjørn har været stille. Tværtimod. Han har haft rigtig travlt med at bryde igennem i udlandet (især Tyskland) og dermed ikke været så aktiv herhjemme i Danmark. Bortset fra da han d. 1. februar i år tog hul på sit Pseudo Visions projekt, som går ud på at udgive en single med dertilhørende video hver d. 1. i 4 måneder i træk, der så ender ud med at udkomme på en EP. Hvilket Pseudo Visions ch. 1 også gjorde i maj. Nu er tiden inde til at tage hul på andet kapitel og i går offentliggjorde Asbjørn den første single ‘The Love You Have In You‘, hvor Asbjørn selv for første gang ikke er hovedperson i musikvideoen der forestiller et elskende homoseksuelt par der udforsker hinandens sind og kroppe. Det har resulteret i 5 meget fængende og intense minutter produceret af videokollektivet POWERCLAP som også står bag de andre videoer i Pseudo Visions projektet. Om sangen siger Asbjørn;

“Min seksualitet har aldrig været noget, jeg har haft brug for at promovere i min musik, for det er grundlæggende ikke en ’big deal’ for mig, hvem jeg forelsker mig i. Sangen kom ud af det blå, og uden at tænke over det havde jeg skrevet en meget ærlig sang taget direkte ud af mit eget kærlighedsliv. Når alt kommer til alt, er det bare en universel kærlighedssang, der tilfældigvis handler om to drenge, og jeg håber den taler til andres hjerter, som den taler til mit.“

Hvor foråret for Asbjørn primært har handlet om at skrive og indspille sange, samt indspille musikvideoer og realisere første kapitel af Pseudo Visions, er det ved at være tid til at komme en tur ud på landevejene med projektet, som ikke alene bringer Asbjørn på en mindre Danmarksturné, men også byder på en god portion shows i Tyskland inden året er omme, og det bliver tid til at tage hul på tredje og sidste kapitel af Pseudo Visions i foråret 2015, som ender ud i et samlet album. Asbjørn og bandet glæder sig til at komme ud og spille det nye materiale live;

“Jeg tror de fleste musikere er afhængige af den symbiose, der kan opstå mellem én og publikum”, siger Asbjørn: ”Og dén plejer at opstå på de intime klubber i både Danmark og Tyskland. Det handler bare om ikke at være en kold skid, men beslutte sig for at få det ypperste ud af øjeblikket”

Vi havde fornøjelsen af ham til Poetry In Mono #10 tilbage i 2012, hvor Rune især bed mærke i den meget dansable og intense performance som Asbjørn og band leverede. Så det kan på det kraftigste anbefale at kigge forbi én af følgende datoer:

6. november: Studenterhuset, Aarhus
7. november: Stengade, København
13. november: Studenterhuset, Aalborg
14. november: Studenterhuset, Odense
15. november: Sønderborghus, Sønderborg
Ca. 10 koncerter følger i Tyskland fra den 21. november og frem.

Se og hør hele Pseudo Visions chapter one her:

Pseudo Vision #1:

Pseudo Vision #2:

Pseudo Vision #3:

Pseudo Vision #4:

trailerpark festival

Vi beklager stilheden, men den har stået på sommerferie her på bloggen. En sommer der for undertegnedes vedkommende ikke har budt på så meget musik eller for den sags skyld festivaler. Men det skal der gøres noget ved i denne uge. Jeg skal nemlig på Trailerpark Festival og nyde nogle af de mange fine navne de har på programmet i år, og i den forbindelse løfter jeg her sløret for hvordan mit personlige Trailerpark Festival program ser ud:

TORSDAG:
CODY
– Jeg har godt nok lige set dem på PB43 Præsenterer… i maj måned. Men det vil da være en fornøjelse at opleve dem igen.
Ice Cream Cathedral
– Deres seneste plade ‘Sudden Anatomy‘ vokser gradvist på mig. Så jeg er spændt på at se dem igen nu hvor jeg kender deres nye materiale lidt bedre end jeg gjorde sidst jeg så dem.

Baby In Vain
– Tro det eller ej, men på trods af mange chancer, har jeg endnu ikke oplevet dette band live. Så NU skal det være!
Sekuoia
– Et band jeg ikke kender særlig godt endnu, men er meget nysgerrig på.
October Dance
– Jeg har fulgt det her band siden de sidste år spillede på Stengade. Drengene er pt. i studiet og jeg er spændt på at høre hvor de er på vej hen.

FREDAG:
Disa
– En sangerinde jeg ærligt må indrømme at jeg stadig har til gode, men glæder mig enormt meget til at opleve live efter at have set/hørt denne smukke video:

Le1f
– Min far hedder Leif, og selvom det her navn ikke er helt det samme og med garanti heller ikke har noget som helst med min far at gøre, så synes jeg det var spøjst da jeg faldt over det på festival programmet, og det virker til at vi har med en meget energisk herre at gøre her. Jeg er nysgerrig.
Reptile Youth
– Jeg har ikke oplevet det her band siden dengang de hed Reptile and Retard, hvor jeg var yderst overrasket over deres sceneshow. Det er nu ved at være en del år siden, så det bliver spændende at se dem igen.
Sleep Party People
– Bandet har netop udgivet deres tredje plade. En plade jeg endnu ikke har fået hørt, så mon ikke denne koncert ville være en perfekt intro til den?
The Felines
– Den første og eneste gang jeg har oplevet The Felines live, endte jeg oppe på scenen sammen med en helt masse danseglade mennesker. Det var en fest og en aften jeg sent glemmer. Lad os håbe at denne koncert kommer til at blive mindst lige så festlig.

LØRDAG:
Indians
– Har ikke set dem siden de var support for Larsen and Furious Jane på Stengade for nogle år siden, og det var så vidt jeg husker før de overhovedet havde udgivet deres debutplade. Så er ligesom mange af de andre navne jeg gerne vil se, spændt på at se og høre hvor de har bevæget sig hen siden.
Communions
– De var ret fine i Byhaven for en måneds tid siden, så glæder mig til at se dem igen.
Shiny Darkly
– Et Poetry In Mono navn, selvfølgelig skal jeg rocke med.
Christopher
– På årets SPOT Festival sneg jeg mig ind i SCC’s mørke sal sammen med en helt masse andre musikbranchefolk, som helst ikke ville opdages, men gerne ville se giraffen ligesom jeg. Det var på én gang en fascinerende og underholdende. Det er et virkelig dygtigt band han har bag sig og drengen kan jo synge. Jeg kan huske at folk undrede sig kraftigt over hvad en popdreng som Christopher lavede på SPOT Festival, men hvis man tænker over det har SPOT jo egentlig aldrig proklameret sig som en rock-festival eller lignende. Jovist er en stor del af programmet milevidt fra det Christopher repræsenterer, men det er jo ikke ensbetydende med at han ikke kan spille på festivalen. Det er lidt det samme tilfælde her…Trailerpark…den såkaldte hipster-festival har sat Christopher på deres program og jeg synes egentlig det er meget fedt selvom han ikke er min kop the. Men det bliver sgu da en fest og for nogle sikkert et kulturchok af mildere grad. Jeg er ret vild med den selvironi han og hans fans har;