Hymnetid


Nøgtern betragtning af anmeldelse: Alternativ anmeldelse af det selvbetitlede debutalbum med Hymns From Nineveh med fremhævelse af enkelte numre – også kendt som favoritter.

Rage. Silence. Love.

Super enkelt nummer i sin form. Det er en fin sag, hvor der er koblet et fint blæser-arrangement på til sidst. Enkeltheden gør, at teksten får lov til at fremstå ekstrem nøgen, og fokus herpå virker meget velovervejet. En fantastisk gribende sag.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/10837287″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Daughter Of Zion

Sangen er ifølge Jonas Petersen selv skrevet på et plejehjem, han boede på i en periode, og nærværet er virkelig i centrum. Forestiller man sig en ung mand iagttage de ældre skæbner, der eksisterer på en sådan institution, så giver det et yderligere interessant lag i sangen. Det sporadiske og svævende klaverlag virker ekstremt dragende, ligesom guitarens delay og de næsten hviskende stemme, der nynner i begge sider af høretelefonerne giver sangen liv. En af højdepunkterne på Hymns From Nineveh.

Drink Deep From The Well

Jeg ved ikke hvad, der drager mig ved dette nummer. For det første er det arrangeret fremragende – især korarrangementerne er et solidt stykke håndværk. Vokalen befinder sig i et kolossal rum, hvor pointerne får tid til at trænge ind. Desuden er jeg vild med falset-uh-delene, der giver goose bumps. Den snært at ustemning, der er i det rigtige flygel/klaver, nummeret er spillet på passer perfekt til skrøbeligheden i nummeret.

Jeg (Rikke) har været i et kæmpe dilemma omkring hvilke sange jeg skulle fremhæve, da jeg for det første er meget betaget af pladen som helhed, og der er mere end 3 sange der bringer både minder og bestemte følelser frem. Men jeg er efter nøje overvejelse kommet frem til følgende…

Hymn For The Lover

Sjældent oplever man en sang der kan gribe ind og røre så dybt at du pludselig befinder dig i en tilstand hvor tårerne triller ned ad kinderne, bare fordi den er så smuk, simpel og lige til.

Eveningsong

Én af de simpleste sange på pladen nok. En rigtig dejlig godnatsang, som bringer referencer til garvede folk som Don McLean m.fl.

Selma
Jeg elsker denne her sang! Den indbyder til fællessang på den gode måde. Den har fulgt mig lige siden jeg for et års tid siden stødte på den for første gang. Fantastisk opløftende og catchy sang, som er så vanedannende, at du får meget svært ved at få den ud af hovedet når den først er kommet derind.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/10837718″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Det er jo ingen hemmelighed at vi her på blaa vinyl har set rigtig meget frem til denne udgivelse, og vi er bestemt heller ikke blevet skuffet. Tværtimod. Den kommer uden tvivl til at blive én af årets plader!

Køb den før din nabo her eller i signeret udgave her. Eller endnu bedre på vinyl i Route 66 i København og Århus fra i morgen.

X-factor – et Game Show

Jeg har flere gange på denne blog givet udtryk for hvor interessant jeg synes fænomenet ved programmer som X-Factor er. Aftenens program af ovennævnte har fået mig på banen igen…sikke et intenst program!

Der var igennem hele aftenen en ret agressiv stemning blandt dommerne, og de gange både Blachman og Cutfather var ude med riven, havde undertegnede skræmmende nok tænkt samme tanke som dem under sangen, nærmest ordret. Rosendahl’s raseri i finalen var både ikke overraskende og overraskende på én gang. De efterhånden mange gange undertegnede har mødt hende i tidens løb, havde jeg svært ved at forestille hende bryde ud i lys lue som hun gjorde i aften, men på samme tid var det præcis det der manglede fra hende. Det dur ikke at være den konstant forelskede og positive dommer, som man nærmest aldrig kunne forestille sig være i forsanger i et band som The Storm (hvilket er et projekt jeg heller aldrig helt har forstået hende i, men det er en anden side af historien). Kort sagt var det rigtig dejligt endelig at se hende tænde af og hamre i bordet.

MEN…! Fejlen her er at hun som dommer går ind i spillet med følelserne på ydersiden. Respekt for at have hjertet med…men som ordsproget siger; Kærlighed gør blind, og som jeg så det her til aften, blev Rosendahl forvandlet til den ultimative hønemor idet hun reagerede som hun gjorde, hvorimod Blachman agerede den hårde læremester og sagde aftenens mest realistiske og rigtige sætning; “Det er et game show, det ved vi, så skal i lade være med at melde jer. Man ryger lige pludselig herned, og sådan er det!”
Blachman er tydeligvis den eneste af de to der i virkeligheden har forstået pointen med hele det show. For den vat Rosendahl tydeligvis prøver at pakke deltagerne ind i, er jo netop den tåge af en drøm som programmet forsøger at sælge: “få en karriere som popstjerne på rekordtid!”. Netop den karriere de vil opnå, opnåes i virkelighedens verden netop ikke uden blod, sved og tårer, og Blachman’s hårde tilgang til dem, får dem jo netop til at vokse med opgaven. Tårer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

X-Factor er og bliver et gameshow og jeg elsker det højere og højere for hver gang jeg ser det pga. en dommer som Blachman, som i så stor grad kæmper på musikkens præmisser og hverken lefler for drømmen, kendtheden og hvad har vi ikke som ungdommen nu til dags er så pokkers fokuseret på.

Dad Rocks! treat

Dad Rocks!, Råbar, Aarhus - Foto: Ole Lauritsen

Den 2. februar afholdte Musikparlamentet i Aarhus, som undertegnede var med til at arrangere, en debat om den aarhusianske musikscene. For det første var det en rigtig spændende debat, som kastede mange interessante perspektiver og forslag af sig, og for det andet, så var der noget dejlig musik til at supplere debatten. Denne gang var det en blaa vinyl favorit, nemlig Dad Rocks!, der pt. er i færd med at indspille sit debutalbum i Aarhus Lydstudie. Trods Snævar Albertssons titel som nybagt far, havde han alligevel fundet tid til at spille et sæt sammen med det to talentfulde strygere Asger Christensen og Iris Marie Jakobsen (begge fra All Products Made Nice), som også optræder også på den kommende fuldlængde album. Se bare her i et klip de lagde op for nylig:

Udover brug af strygere fremgår det også af videoen, at Albertsson denne gang har taget et helt band i brug. Det bliver spændende at høre i sammenhængende form. I hvert fald var det en utrolig behagelig koncert, vi var vidne til den 2. februar, som bestemt lød lovende for debuten, der forventes i efteråret engang. Som en ekstra lille treat har Snævar givet os liv til at streame de to første numre han spillede til koncerten: Take Care og Nothing Keeps Up via hans Soundcloud, så det kan du jo passende nyde, mens du køber billetten til årets Spot Festival, hvor Dad Rocks! netop er blevet offentliggjort.

Take Care stammer fra dobbelt-singlen med et andet Kanel Records band, Heister, og Nothing Keeps Up er fra debut-ep’en Digital Age EP, der ligeledes udkom sidste år.

Dad Rocks! – Take Care og Nothing Keeps Up (Live fra Råbar under Musikparlamentets arrangement den 2. februar 2011):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/10218092″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

Læs yderligere om arrangementet her, hvor du også kan finde flere billeder fra koncerten m.m.

tre blaa #1

Hermed tre favoritsange fra albums jeg alle missede i 2010, men som siden hen har givet mig så meget. Det er fra tre vidt forskellige genrer, og det eneste de har til fælles, er, at de er udenlandske alle sammen. God fornøjelse.

The Walkmen – Juveniles:

Godt nok i en live-udgave her, men det bliver den nu ikke dårligere af. Nummeret er fra gruppens mig bekendte sjette album Lisbon, og den kan ligeledes stærkt anbefales. Forsanger Hamilton Leithauser besidder en rockvokal, der ikke har noget sidestykke!

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/5230429″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

—————

Salem – Sick:

Skræmmende, uhyggeligt, mystisk, men også fantastisk stemningsfyldt. Killer Night er musik, du aldrig har hørt magen til.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/5952408″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

—————

Big Boi – The Train Part 2 (Sir Lucious Left Foot Save The Day) (Ft. Sam Chris):

André 3000’s vingemand fra Outkast Big Boi med sin solodebut Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty, og sikke en. Fremragende hiphop-album, hvor især produktionen imponerer.

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/8141803″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

Et spillested i blomstring

Der lød et ramaskrig da Stengade 30 for snart et halvandet år siden måtte kaste håndklædet i ringen og lukke pga. rod i baglandet. Dengang skrev jeg en form for nekrolog i et forsøg på at hive lukningen ud af mediehysteriet omkring Michael Jackson’s død. Siden dengang er jeg flyttet til København og sjovt nok blevet en del af den dejlige gruppe frivillige på det nu genopståede Stengade.

Derfor dette indlæg, da jeg ofte bliver spurgt om hvordan det går Stengade, og jeg tænkte at det var tid til at opsummere på hvordan det så er gået Stengade de første 3 måneder. Ikke alene jeg, som kun havde sat mine fødder 2 gange i den gamle malerfabrik inden for de sidste 7 år af Stengade 30’s levetid, men også tusindevis af andre musikglade mennesker begræd lukningen i sin tid. Denne sorg var blevet vendt til et kæmpe smil fyldt med kærlighed da Stengade i september 2010 atter åbnede dørene op og holdt en kæmpe åbningsfest som varede i hele 7 dage (nærmest som i eventyrene). Tusindevis af publikummer summede ud og ind af det nyrenoverede spillested, og der var nærmest ikke andet end ros og kærlighed i luften til de hårdt arbejdende frivillige.

Der dukker da stadig lidt ros op hist og pist, men det er også blevet hverdag på spillestedet, hvor en stor gruppe frivillige arbejder mere eller mindre alle ugens dage på at få både det interne til at køre som smurt, men ikke mindst også på at få de mange arrangementer til at hænge sammen.

Jeg bliver også tit spurgt hvordan der ser ud på Stengade nu hvor det er blevet renoveret. Mit svar er altid at stedet er blevet lidt mere shinet op, men at ånden fra Stengade 30 stadig er i god behold. Især det fascinerende spejlmosaik loft nede i kælderen (se billede nedenfor), er der ikke blevet pillet det mindste ved, hvilket har glædet undertegnede, da det er det jeg husker bedst fra den første gang jeg var på Stengade 30 i sin tid.

I dag er det den spøjse lampe af en farverig lysekrone der hænger over trappen op til første sal, som kendetegner det nye Stengade for mig:

Læserne med en fortid på Stengade 30 må have bemærket Stalingrads nye udseende på billedet allerøverst. Der er mange der er forbavset over at den berømte bar er blevet pillet ned og nu blot har funktion som rygerrum. Grunden hertil er ganske enkelt at det nye Stengade ikke har fået bevilling til udskænkning på 1. sal, og da vi samtidig ikke må have vores gæster til at stå udenfor og ryge efter kl. 22 pga. støjgener, er det derfor lækkert at kunne sende dem ovenpå. Tilgengæld er der en rigtig fin og velfungerende bar i stueetagen:

Backstage:

Den opgraderede koncertsal:

Det går alt i alt rigtig godt for det nye Stengade, hvor ikke alene de fysiske rammer har fået et pift op, men også konceptet omkring Stengade er blevet ændret. For hvor det førhen fungerede som både spillested og natklub, er det den dag i dag kun et spillested, og vi lukker derfor allerede kl. 2 (kl. 3 til Ruba’ Dub). Netop den detalje vil det helt sikkert tage noget tid at få folk til at leve med endnu.

Skulle du have fået lyst til at blive frivillig på Stengade, hvadend det gælder at stå bag baren, garderoben, entréen, som afvikler eller noget endnu mere internt (PR, kommunikation og lign), så kontakt os endelig på: frivillig@stengade.dk
Læs evt. mere om hvad det indebærer her.
ELLER møde op på Stengade på tirsdag kl. 18 til store frivillig-møde. Håber vi ses!