Forårets koncerter


© Kim Erlandsen

Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.

D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.

Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!

Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear‘s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.

Art Brut afslører detaljer om nyt album

Så varsler The Rusted Guns of  Milan fra Art Brut endelig nyt. Albummet kommer til at hedde: Art Brut vs. Satan og udkommer d. 20. april med en første single allerede d. 6. april: ‘Alcoholics Unanimous’. Vi er nogle stykker der glæder os til de i samme omgang gæster Vega. Man må se om ikke SU’en kan slå til, i hvert fald kommer det tysk/engelske band d. 12. maj, jeg gentager d. 12. maj til Vega. De har ry for at være et utrolig godt live band, og især deres album Bang Bang Rock & Roll fra 2005 understreger at det må blive en positiv oplevelse. Her er en foreløbig

Art Brut Vs. Satan:
01 Alcoholics Unanimous
02 DC Comics and Chocolate Milkshake
03 The Passenger
04 Am I Normal? 
05 What a Rush.
06 Demons Out!
07 Slap Dash for No Cash
08 The Replacements
09 Twist and Shout
10 Summer Job
11 Mysterious Bruises

Hør deres tidligere musik her.

Fuck Buttons

Da Fuck Buttons sidste udgav deres album ‘Street Horrrsing’ gik det åbenbart mig forbi. Det har jeg så heldigvis kunne råde bod på her i det nye år hvor jeg, lidt forsinket, må sige at have opdaget en guldgrube. Til alle der kan lide My Bloody Valentine, de hårdere numre med The Raveonettes, men også Mogwai og andre Post-Rock agtige bands, ja så er Fuck Buttons dælemer også lige noget for dig. Jeg tror jeg har haft pladen i flere måneder, men da jeg endelig gav den et ordentlig skud en søndag eftermiddag (for ikke at sige denne søndag eftermiddag), må jeg sige at den gror på en. Det er voldsom musik, med trommemaskiner og og guitarflader der looper og looper igen. Men i det crescendo der altid følger i deres musik, kombineret med en ond ond distortion på vokalen, bliver det pludselig håndgribeligt. Stadig ondt, men håndgribeligt. Forvent derfor mere end en gennemlytning for at få noget ud af disse gutter, det kræver tid, men det er heldigvis godt givet ud.

Lyt og se her:

Jeg er ikke teenager mere

tim c

Til de af jer, der kender mig i forvejen, kan jeg sige…ja…det måtte jo komme før eller siden…Så det gør det nu!

Jeg er netop hjemvendt fra Tim Christensen’s første rigtige koncert i lang lang tid. Kigger jeg min kalender efter i sømmene, er det faktisk over 4 år siden jeg har været til en rigtig koncert med manden sidst. Så der var rimlig store forventninger til aftenens første koncert på touren på Godset. Der kommer desværre ingen slibrige detaljer, såsom setliste og lignende her, da jeg vil anbefale jer at tage ud og se/høre det på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde glædet mig som et lille barn, og er egentlig heller ikke gået skuffet hjem, men det er som om der er et eller andet anti-klimaks et sted. Hvorfor ved jeg ikke helt præcis. Tror bare jeg var kommet til at skrue forventningerne for højt op, eller også skal jeg lige op i gear igen. Hehe. Det var by the way rigtig tydeligt at høre at der er kommet nye kræfter bag trommer, bass og tangenter, og det er måske også det jeg bare skal vænne mig til. Jeg tror det er sundt med fornyelse.

Men når det så er sagt, var det en aften både fuld af overraskelser, store smil og headbang. Den største overraskelse, var opvarmningen Mads Langer, som jeg i forvejen ikke havde et for positivt indtryk af, da jeg (ligeså for over 4 år siden) så ham varme op for Saybia, og kedede mig bravt. Men i aften overraskede han stort med et smukt smukt cover af et Bob Dylan nummer. Hans stemme har også udviklet sig noget mere siden jeg så ham sidst. Så selvom han ikke er et must have (på plade that is), imponerede han.

Tid til lidt nyheder

Klostret

Da jeg sidder som formand for musikudvalget i byens studenterhus, også kaldet Klostret, har jeg jo i samarbejde med resten af udvalget og Godset et ansvar for at lave cirka 3 koncerter pr. semester. Det vil sige i alt 6 koncerter om året, og ligesom i modebranchen, er det meningen at man allerede i foråret skal beslutte hvad der skal på efterårsprogrammet og omvendt. Det gør at der hele tiden er arbejde, for det kræver at man er med på beatet og har en klar idé om hvad der rører på sig for tiden og hvad man vil have ned og spille hvornår. Vi har samtidig et hensyn at tage til byens alternative spillested, Pitstop. Så derfor vil vores profil fremover primært hedde danske upcomingbands.
Vores næste deadline er ifølge vores kontrakt, allerede d. 15. marts og vi har først lige i dag fået næsten hele forårsprogrammet på plads.

Det ser sådan her ud:

Entakt

Torsdag d. 19. marts kl. 20 åbner Klostret 1. salen til opvarmningsbajere, inden dørene ind til koncertsalen i stuen åbnes kl. 21:30, hvor bandet Entakt vil gå på scenen og fyre den af fra kl. 22. Entakt har med Jonas Villumsen i front, udgivet to dansksprogede fuldlængde albums og en EP, hvoraf det seneste udspil ‘På Bagsiden Af Europa‘ hører til den mere muntre ende af skalaen med en meget, hvad skal man sige, rundere og fyldigere lyd end på de forrige udspil, samt en masse gæster der udover Randi Laubek, også tæller medlemmer fra Didium & The Black Bonnie Picture, som ligesom Entakt tilbage i 2005, fik MyMusic’s (i dag kaldet Bandbase) legat sidste år. Jeg er personligt spændt på at se hvad denne koncert byder.
Entré: 50 kr

Maborosi + Mixtune For Cully + The Holiday Show

Lørdag d. 18. april er der lagt i ovnen til hele tre overraskelser i form af The Holiday Show, Maborosi og Mixtune For Cully.
Gaffa.dk var i går så flinke at reklamere lidt for Mixtune For Cully og bl.a. denne koncert. Så istedet for at forsøge på at skrive noget herinde der lyder bedre end det de skriver om Aage Hedensted’s projekt, kan du jo følge linket. Jeg havde fornøjelsen af at opleve det live på Godset i december, og blev positivt overrasket.
Maborosi blev allerede tilbage i 2005, spået af Gaffa til at blive store i det pågældende år, intet anende at der skulle gå hele 3 år før deres debutalbum ramte butikkerne. At der skulle gå så lang tid, skyldes bl.a. nogle af medlemmernes andre aktiviteter i bands som Dear og Moi Caprice. Med deres 70’er inspirerede pop-rock debutalbum ‘No Time Wasted‘ i bagagen, lægger de vejen forbi Klostret, og det kommer nok ikke til at gå stille for sig.
The Holiday Show modtog i 2006 ligeså MyMusic’s legat og har siden udgivet et knapt så rost debutalbum, men det afholder os nu ikke fra at se frem til hvad det synth-glade band har at byde på live.
Dørene åbner på 1. sal til opvarmningsbajere kl. 20 indtil dørene ind til koncertsalen åbnes kl. 21:30 med koncertstart kl. 22. Entré for hele dette herlige arrangement ligger på 60 kr.

Turboweekend

Lørdag d. 16. maj åbner Klostret endnu engang dørene op for en aften i selskab med Turboweekend. Drengene besøgte os også i marts sidste år, og satte godt gang i fødderne på de ca. 50 studerende der var mødt op og havde en god aften, på trods af forsinkelser og dårligt vejr. De har denne gang deres andet album med i baggagen, og vi glæder os rigtig meget til at høre hvad de har at byde på i denne omgang.
Fordi det er lørdag, og vi denne gang kun har 1 band at byde på, starter vi ud med forfest på 1. sal fra kl. 20-22:30 hvor dørene nede i stuen vil blive åbnet og koncerten går igang kl. 23. Turboweekend kan et eller andet med de midnatskoncerter. Så hold dig ej tilbage! Ydermere kan jeg tilføje at det er min fødselsdag dagen efter, så der bliver nok hverken dårligt vejr eller gået stille med dørene denne aften 🙂
Entré: 60 kr.

PS: Da Klostrets alkoholbevilling siger at alle gæster der befinder sig i bygningen skal kunne vise et gyldigt studiekort til en videregående uddannelse, er disse koncerter desværre kun forbeholdt de studerende. Det hedder jo heller ikke et studenterhus for ingenting!

Den fascinerende live-oplevelse

Det kan være en helt anden oplevelse at gå til koncert, hvis man for eksempel kun fokuserer på musikernes ansigtsudtryk når de spiller. Det er en ting jeg har gået meget op i det sidste halvandet års tid, hvor jeg indtil for nylig, har fungeret som husfotograf på byens regionale spillested, Godset. Det at fange aftenens ansigtsudtryk, udtrykket der så godt som beskriver hele stemningen omkring koncerten, er guld værd.

Ansigtsudtrykket bliver som oftest fremkaldt på grund af lidenskaben til musikken, men kan til tider også tolkes som de følelser den pågældende musiker ligger i det pågældende stykke musik, eller også er det en blanding. Egentlig er det en ting jeg ikke er 100% sikker på – da jeg jo ikke selv har prøvet at sidde eller stå på en scene og udøvet nogen form for musik – men det er mit indtryk (så må i rette på mig hvis jeg tager fejl). Man kan i nogle tilfælde faktisk nærmest nå at se musikeren nå hele følelsesregisteret igennem i løbet af en koncert. Det er egentlig ret vildt at tænke på, og det er måske det der er med til at gøre at fans nogle gange føler at de kender dem i forvejen når de møder dem bagefter ?

Under alle omstændigheder er denne indlevelse fra musikernes side, med til at gøre hele oplevelsen så meget mere nærværende og imødekommende, hvilket er meget vigtigt for en koncert.

Jeg har i den forbindelse sat mig ned og kigget mit efterhånden ret store koncertarkiv igennem (af dem jeg i skrivende stund i det mindste har fået sorteret), og fundet en masse forskellige ansigtsudtryk, som kan ses i dette sæt på min flickr. Der er mange udtryk i blandt. Der er blandt andet…

‘Den spilleglade’
'Den spilleglade'

‘Den smertende’
'Den smertende'

‘Den drømmende’
'Den drømmende'

‘Den onde’
'Den onde'

‘Den grædende’
'Den grædende'

‘Den lidenskabelige’
'Den lidenskabelige'

Den døde udgivelsesperiode

DMA statuetteDanish Music Awards er eftersigende pladebranchens store årlige skulderklap-fest hvor de klapper sig selv på skuldrene over deres kommercielle succeser, og hvert år er der en masse artister der må se sig overset. Men er det nu også sådan ?
Jeg faldt over nyheden om årets nominerede til Danish Music Awards på gaffa.dk i går, og fulgte den efterfølgende debat lidt. Det er jo det samme hvert år, folk brokker sig fordi der er for mange af de samme artister der går igen i diverse kategorier. Det ligner da også ved første øjekast, at det nærmest kun er de samme 10 artister der er blevet nomineret. Men som den nørd jeg nu engang er, har jeg lavet lidt research, og fundet frem til følgende:
Der er i alt 52 artister fordelt på 21 kategorier og 85 nomineringer, heraf 39 danske artister fordelt på 19 kategorier og 70 nomineringer. Det giver i den danske afdeling et gennemsnit på 1,7 nomineringer pr. artist, hvilket vel må siges at være meget fair ? – I mine øjne er den førnævnte påstand med de samme 10 artister, i hvert fald skudt i sænk igen.

Dernæst beskylder folk i debatten på gaffa.dk, pladeselskaberne for at awardshows som dette topstyres af dem selv, og at det er ren og skær markedsføring af deres egne kunstnere. Godt spottet Sherlock! DMA er jo som sagt pladebranchens skulderklaps-fest. Og ifølge IFPI’s hjemmeside, indstiller disse pladeselskaber jo selv deres artister til de her priser. Der er i år i alt 33 pladeselskaber repræsenteret, hvoraf Copenhagen Records er topscorer med hele 11 nomineringer, skarpt efterfulgt af Universal Music med 8 og Sony BMG og Playground Music med hver 7. Hvert pladeselskab er altså repræsenteret ca. 1,6 gange i gennemsnit pr. kategori, hvilket vel også giver et meget fair billede ?

Sidst men ikke mindst, er der de plader der overraskende nærmest ingen nomineringer har fået i forhold til hvad de godt kunne have fået. Tag f.eks. Tim Christensens – ‘Superior’ plade. Den har fået 2 nomineringer; Årets Danske Artwork og Årets Danske singer/songwriter udgivelse. Én af årsagerne til de få nomineringer kan være at den udkom d. 24. november, dagen før IFPI’s indstillings-website åbnede, hvilket kun har givet producenterne 10-11 dage til at indstille ham i (også selvom de med garanti har kendt værket før udgivelsesdatoen). Hvilket bringer mig til overskriften, ‘den døde udgivelsesperiode’. For hvis man som kunstner gerne vil have sin plade indstillet til det her show, så er det med at ramme udenom den såkaldte ‘døde udgivelsesperiode’ som jeg vælger at kalde den sidste uge af november, da plader udgivet fra 1. december 2008 f.eks. gælder med til DMA i 2010. Når det så er sagt, så undrer det mig endnu mere at Teitur’s plade ‘The Singer’ er blevet så overset som den er, for den er da fra februar 2008, og har kun fået 1 nominering. Måske teorien om, at de store pladeselskaber frem for de små, er bredere repræsenteret til det her show, holder stik ?

Er et awardshow overhovedet så vigtigt for en kunstner ? Er det ikke mere pladeselskaberne og fansene der klapper i deres små hænder når det er de rigtige der får priserne ? DMA bliver ikke engang transmitteret nogen steder i år, så det er vel egentlig slet ikke så vigtigt for nogen parter. Da der kun er plads til 250 af os ‘dødelige’ i salen.

Jeg kunne blive ved med spekulationerne, men vælger at stoppe her, da jeg sikkert allerede har tabt halvdelen af jer på vejen…men håber det gav lidt stof til eftertanke.

Nyt Musikmagasin i Århus

Gaffa startede i tidernes morgen med at være et lokalmagasin for Århus’ musikscene, men er som bekendt blevet mere landsdækkende og også en smule internationalt orienteret. Derfor har der i lange tider manglet et ordentlig lokalt musikmagasin for Århus’ musikscene. Det bliver der gjort bod på nu.Et nyt magasin tager d. 28. februar sin fødsel, med et release arrangement på Voxhall, og tager navnet ‘Musik Århus’. Konceptet vil generelt være sådan, at magasinet udkommer en gang hvert halve år og i sammenspil med udgivelsen er der et gratis releasearrangement, samt en hjemmeside tilknyttet.

Green Lives, Mimas og Maria Timm (Kendt fra Marybell Katastrophy) spiller til første releasearrangement.

Personligt synes jeg det er et utrolig spændende tiltag der kan være med til at belyse de bands der fortjener at få et skub ud i rampelyset. Bladet bygger ikke nødvendigvis på noget aktualitetskriterium, men baserer sig mere på bands der simpelthen bare skal have en håndsrækning.

Så be there or be square d. 28. februar på Voxhall i Århus. Tilmeld dig arrangementet på facen her.