Jeg stødte for nylig på kvintetten The Aviation Orange, der har sine rødder i New York. Deres kommende ep er ude den 9. august, og så vidt jeg har kunne opdrive, så er den finansieret via siden Kickstarter, hvor musikere har mulighed for at få sine projekter sponsoreret af fans, der bidrager med penge til kreative projekter, som i sidste ende kommer tilbage i form af gratis ep eller gratis t-shirt (i hvert fald i dette tilfælde). Musikken er synth indiepop i et -inspirationssammensurium af grupper som The Shins, Death Cab… og Pixies.
Gruppen har tidligere udgivet et album, der blandt andet indeholdt nummeret Radio, som efter sigende skal have haft airplay på MTV. Et stærkt vanedannende nummer, som du kan se herunder:
The Aviation Orange – Radio:
Fra den kommende ep, East Of Here, kan man imidlertid nyde skæringen nedenfor. Det er et herligt sommernummer, med en dejlig distortet, på kanten til funky, basgang, marimba og kombo af kvinde- og mandevokaler. Jeg synes det er forfriskende og catchy. Personligt ser jeg meget frem til at høre ep’en. Hvis andre er bekendt med deres debutalbum, må de meget gerne fremlægge kvaliteten heraf. Ingenuous Us er i hvert fald en fin tilføjelse til playlisten for årets solsæson.
Jeg havde fornøjelsen af at se den debuterende gruppe Yuck forleden, og det var ikke tid spildt, skal jeg love for. To numre har floreret i mine tanker lige siden. De er begge fra debutalbummet Yuck (ja det hedder den faktisk også), og de er fantastisk catchy. Det ene er det første i soundcloud-settet herunder, Get Away, som er et fremragende støjet popnummer. Skrigende guitarer og sang med en overflod af overdrive. Hør det en tre-fire gange, og resultatet bliver, at du driver din omgivelser til vanvid, fordi du bliver ved med at synge omkvædet for dig selv – HØJT.
Yuck på Bowery Ballroom, NY
Yuck er ligeledes eksponent for nogle mere afdæmpede numre, som du også finder herunder. For eksempel er Suicide Policeman og Shook Down, der måske i virkeligheden er en mellemting, men der forefindes flere på albummet. Det andet omtalte nummer, jeg ikke har kunne få ud af hovedet er The Wall, der med sin fantastiske gentagne hookline Try to make it through the wall – eller deromkring – kommer til at klistre sig fast i din erindring.
Yuck er ingenlunde, hvad deres navn antyder. Jo det er støjet og shoegaze-præget, men de poppede referencer som Teenage Fanclub med flere, gruppen selv sværger til, er tydeligere end noget andet. I øvrigt er de et superfedt liveband, og den unge forsanger Danny Blumberg er en fortræffelig vokalist. Yuck bør være på din iPod i 2011, for den befinder sig blandt de bedste udgivelser i år – so far.
Hvis du er til flotte korharmonier, til tider komplekst indie’sk myriadespil og Teitur’sk vellyd, så er den Brooklyn-baserede – nu trio – Yellow Ostrich lige noget for dig. Alex Schaaf, der oprindeligt stammer fra Wisconsin, startede projektet, der nu også tæller de to andre medlemmer Michael Tapper og Jon Natchez, der har erfaring fra henholdsvis We Are Scientists og Beirut.
Debutalbummet udkom allerede i oktober sidste år, så det er ikke just aktualitet, der bærer præg af dette indlæg, men det har vi nu også sjældent været kendt for. Yellow Ostrich har været oppe og vende hos både NPR, et enkelt nummer på Pitchfork og hos flere lokale amerikanske medier. Intimkoncert-arrangørerne hos Big Ugly Yellow Couch har også haft besøg af YO (også Oh Land har været her forbi), da de endnu var en duo, og det er ikke mindre end dragende i nedbarberet form.
The Mistress er titlen på debuten (og den kan downloades gratis på Yellow Ostrichs Bandcamp-profil, sammen med de to foregående ep’er – heriblandt en med det aparte navn The Morgan Freeman EP), og den indeholder flere smukke pop-perler. For eksempel er den udsøgte Mary et godt sted at starte, hvor der er lagt vægt på de udsøgte blokke af vokalharmonier, som nærmest er det eneste, nummeret er bygget op omkring, mens kun enkelte instrumenter får lov at bidrage.
Vokalen minder, som tidligere nævnt, utrolig meget om Teiturs udsøgte pop-vokal, og i sammenblanding med de af og til sofistikerede arrangementer, er det sjældent kedeligt at lytte til The Mistress. En af de personlige favoritter på pladen er albummets sidste skæring Slow Paddle, hvor vokalen og dennes arrangement igen er fremtrædende.
Ligheden med den omtalte færing kommer stærkest til udtryk i sangen Hold On. Det er ganske slående. Det er dog noget helt andet end Teitur. For pianoet, der ofte ville akkompagnere Teiturs vokal er erstattet af den vokal-instrumentale tankegang.
Den temmelig naive, men ikke mindre charmerende pop-perle Whale, er også bemærkelsesværdig. Ligesom nummeret Hahahaohhoho leder tankerne hen på Thomas Troelsen i sine unge dage hos Superheroes.
Yellow Ostrichs forfriskende brug af vokalen træder frem som det stærkeste es, kombineret med de lavmælte og veldoserede instrumentale bidrag. Desuden er det et par alsidige herrer Schaaf har allieret sig med, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at følge Yellow Ostrich i fremtiden.
Vi er nogle af dem, der har ventet i spænding på Messy Shelters debutalbum siden ep’en Abandonship fra 2008. Mikkel Bolding, der står bag projektet, er desuden også en del af gruppen Larsen & Furious Jane, som er en af de store favoritter her på blaa vinyl, derfor udprægede store forventninger til dette projekt.
Tre år er der altså gået fra ep’en til debuten Root System, der er ude på det velrenommerede pladeselskab Tigerspring. Og hvor meget er der så sket fra den alsidige ep, der ikke gav noget entydigt svar på, hvor en debut kunne tages hen.
Den kvalitative sangskrivning, der var kendetegnet på Abandonship, går igen på de ni numre, der har fået plads på albummet. Forventningerne til Root System bliver ganske sikkert indfriet. For eksempel er numre som Fella og Shorthand (hør dem nederst i indlægget) gode steder at starte, men også den fortryllende Chord Steps, som for undertegnede træder frem som et af albummets højdepunkter, bør tiltrække nye lyttere.
Chord Steps er et lavmælt og indadvendt nummer med en opbygning af den mere fortryllende slags. Den vellydende elguitar træder sammen med Boldings vokal frem, og bygger nummeret op på en meget simpel måde. Herefter kommer lidt shaker, bækken og beat til. Lidt over halvvejs henne i nummeret tilføjes noget, der lyder som en hornsektion, og de enkle, men meget virksomme elementer gør nummeret til en sand fryd. Chord Steps besidder så meget nerve, ligesom størstedelen af numrene på Root System gør det.
Messy Shelters debut er bestemt i den bedre halvdel af 2011’s danske udgivelser indtil nu. Må vi blive velsignet med gode muligheder for at opleve musikken live – som man for eksempel kan på Loppen i København den 5. maj. Vi giver de varmeste anbefalinger til, at man checker Boldings debutalbum ud. Især hvis man er et menneske med trang til den mere alternative, melankolske og velspillede slags.
Som udøvende musiker kan man ikke andet end blive fuldstændig paf og få lysten til at kaste håndklædet i ringen, når man hører et par af Robin Pecknolds nyligt tilgængeliggjorte skitser. Man vil sikkert kende Robin Pecknold som forsanger i Fleet Foxes (hvilket du ikke er i tvivl om, sekundet du trykker på play nedenfor), og han lagde for nylig tre indspilninger ud til fri download via Fleet Foxes Facebook-profil.
Det er sikkert for at skabe lidt hype op til udgivelsen af Fleet Foxes andet album, der udkommer den 3. maj, men det er jeg nu ret ligeglad med, når de har sådan en vellyd, som det er tilfældet. Det havde jeg glædeligt betalt for.
Jeg er fuldstændig skudt i nummeret I’m Losing Myself, hvor Pecknold er bakket op af Grizzly Bear-frontmand Ed Droste. For det første, fordi de hver især er to af de seneste års største sangere indenfor genren – og for det andet, fordi det er så simpelt og ubesværet. Det er guitarfigurer og tostemmig sang – det meste af tiden, og det har bare en sådan nerve, at jeg sidder med kuldegysninger over et simpelt åndedræt, hvor Ed Droste tror – det er min teori – at verset skal til at starte, men det er forresten først takten efter, hvor de så begge kommer ind.
Det åndedrag gør det for mig. Den minimalistiske bevarelse af det umiddelbare kombineret med den geniale sangtekst og arrangement, gør det svært at holde de små hår på armene nede. Hvis tre så gode numre bare kan være mandens b-materiale, han bare lige forærer væk, så er man så sandelig en sangskriver af guds nåde.
Hent dem selv gratis her – de er alle gode, selvom jeg vidst har slået fast, hvilken der er min favorit.
For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena, Foto: Jonas Bang
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de „virkelig var glade for at spille for os“ – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide,Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct:
Nøgtern betragtning af anmeldelse: Alternativ anmeldelse af det selvbetitlede debutalbum med Hymns From Nineveh med fremhævelse af enkelte numre – også kendt som favoritter.
Rage. Silence. Love.
Super enkelt nummer i sin form. Det er en fin sag, hvor der er koblet et fint blæser-arrangement på til sidst. Enkeltheden gør, at teksten får lov til at fremstå ekstrem nøgen, og fokus herpå virker meget velovervejet. En fantastisk gribende sag.
Sangen er ifølge Jonas Petersen selv skrevet på et plejehjem, han boede på i en periode, og nærværet er virkelig i centrum. Forestiller man sig en ung mand iagttage de ældre skæbner, der eksisterer på en sådan institution, så giver det et yderligere interessant lag i sangen. Det sporadiske og svævende klaverlag virker ekstremt dragende, ligesom guitarens delay og de næsten hviskende stemme, der nynner i begge sider af høretelefonerne giver sangen liv. En af højdepunkterne på Hymns From Nineveh.
Drink Deep From The Well
Jeg ved ikke hvad, der drager mig ved dette nummer. For det første er det arrangeret fremragende – især korarrangementerne er et solidt stykke håndværk. Vokalen befinder sig i et kolossal rum, hvor pointerne får tid til at trænge ind. Desuden er jeg vild med falset-uh-delene, der giver goose bumps. Den snært at ustemning, der er i det rigtige flygel/klaver, nummeret er spillet på passer perfekt til skrøbeligheden i nummeret.
Jeg (Rikke) har været i et kæmpe dilemma omkring hvilke sange jeg skulle fremhæve, da jeg for det første er meget betaget af pladen som helhed, og der er mere end 3 sange der bringer både minder og bestemte følelser frem. Men jeg er efter nøje overvejelse kommet frem til følgende…
Hymn For The Lover
Sjældent oplever man en sang der kan gribe ind og røre så dybt at du pludselig befinder dig i en tilstand hvor tårerne triller ned ad kinderne, bare fordi den er så smuk, simpel og lige til.
Eveningsong
Én af de simpleste sange på pladen nok. En rigtig dejlig godnatsang, som bringer referencer til garvede folk som Don McLean m.fl.
Selma
Jeg elsker denne her sang! Den indbyder til fællessang på den gode måde. Den har fulgt mig lige siden jeg for et års tid siden stødte på den for første gang. Fantastisk opløftende og catchy sang, som er så vanedannende, at du får meget svært ved at få den ud af hovedet når den først er kommet derind.
Det er jo ingen hemmelighed at vi her på blaa vinyl har set rigtig meget frem til denne udgivelse, og vi er bestemt heller ikke blevet skuffet. Tværtimod. Den kommer uden tvivl til at blive én af årets plader!
Køb den før din nabo her eller i signeret udgave her. Eller endnu bedre på vinyl i Route 66 i København og Århus fra i morgen.
Den 2. februar afholdte Musikparlamentet i Aarhus, som undertegnede var med til at arrangere, en debat om den aarhusianske musikscene. For det første var det en rigtig spændende debat, som kastede mange interessante perspektiver og forslag af sig, og for det andet, så var der noget dejlig musik til at supplere debatten. Denne gang var det en blaa vinyl favorit, nemlig Dad Rocks!, der pt. er i færd med at indspille sit debutalbum i Aarhus Lydstudie. Trods Snævar Albertssons titel som nybagt far, havde han alligevel fundet tid til at spille et sæt sammen med det to talentfulde strygere Asger Christensen og Iris Marie Jakobsen (begge fra All Products Made Nice), som også optræder også på den kommende fuldlængde album. Se bare her i et klip de lagde op for nylig:
Udover brug af strygere fremgår det også af videoen, at Albertsson denne gang har taget et helt band i brug. Det bliver spændende at høre i sammenhængende form. I hvert fald var det en utrolig behagelig koncert, vi var vidne til den 2. februar, som bestemt lød lovende for debuten, der forventes i efteråret engang. Som en ekstra lille treat har Snævar givet os liv til at streame de to første numre han spillede til koncerten: Take Care og Nothing Keeps Up via hans Soundcloud, så det kan du jo passende nyde, mens du køber billetten til årets Spot Festival, hvor Dad Rocks! netop er blevet offentliggjort.
Take Care stammer fra dobbelt-singlen med et andet Kanel Records band, Heister, og Nothing Keeps Up er fra debut-ep’en Digital Age EP, der ligeledes udkom sidste år.
Dad Rocks! – Take Care og Nothing Keeps Up (Live fra Råbar under Musikparlamentets arrangement den 2. februar 2011):
