Dyrevennerne

Jeg var så heldig at få en billet foræret til den ellers udsolgte koncert med Animal Collective i Amager Bio i fredags. Jeg må være ærlig og indrømme at det ikke lige er det band jeg har dyrket allermest, så jeg havde ikke lige så mange forventninger som min veninde, der viste sig at være kæmpe fan, jo nærmere vi kom koncertstart.

Hele min oplevelse den aften, blev lidt farvet af den døsighed, som den voldsomme bas fremkaldte. Den var allerede gal ved opvarmningen, som Pantha Du Prince stod for. En hætteklædt fyr der gemte sig bag en pult, som stod han og blandede en magisk drik. Det var meget svært at se hvad han egentlig lavede, men det der kom ud af højttalerne i 40 lange minutter (næsten uden afbrydelser), mindede mig mere og mere om en rave fra mine tidlige teenage-år, jo længere vi kom ind i settet, end om det lydunivers jeg var sat op til at skulle ind og opleve. Kort sagt, jeg brød mig ikke rigtigt om det.

Vi stod helt oppe ved scenekanten, lige foran Noah Lennox aka Panda Bear, som tydeligvis var den pigerne omkring mig, havde ventet på. Rent lydmæssigt, startede det godt ud, men der varede ikke længe før jeg blev nødt til at hive mine ørepropper frem på grund af den voldsomme bas. Det siges jo, at du for det meste får den bedste lydoplevelse hvis du står nede ved lyd/mixerpulten, men da min veninde insisterede på en plads oppe ved scenekanten, og jeg syntes det var en god idé i forhold til hvad ryg og knæ efterhånden kan holde til, blev det sådan. Jeg har så også efterfølgende via diverse anmeldelser, erfaret at det ikke kun var der hvor vi stod, at lyden fremstod meget mudret til tider. Jeg skyder skylden på den vilde bas der til og med fik glassene på scenekanten til at hoppe og danse! Derudover havde de det med at trække nogle af numrene i langdrag, og bandmedlemmerne virkede ikke supertændte på at være på scenen. Hvilket var ærgeligt, for det virkede virkelig som om at folk havde set meget frem til denne koncert.

Men ser man bort fra det, så var det nu alt i alt en god aften med en koncert der startede sløvt ud og endte i det mere energiske hjørne, hvor folk endelig fik lov til at danse og hoppe lidt. For tilsyneladende havde en stor del af publikum forventet at koncerten ville udvikle sig til noget som de kunne danse til. Det var nu ikke det jeg havde forventet, i og med at mit indtryk af Animal Collective inden koncerten, var de her fantastiske lyduniverser, som nogle gange kan være svære at forestille sig live, og jeg havde set frem til bare at stå og nyde indtrykkene og se hvordan bandet havde tænkt sig at fyre dem af live. At det så blev lidt spoleret af denne her voldsomme bas er så hvad det var. Jeg blev generelt meget imponeret over at man kan fremstille sådan nogle små værker af syret musik, og samtidig holde takten, som sad man og hørte pladen. Sikke et cirkus…på den gode måde!

Jeg vil hermed slutte af med mit nye favoritnummer med de kære dyrevenner:

Er det virkelig så galt ?

Vega og Voxhall
Det er jo ikke nogen hemmelighed at Danmarks nuværende regering fra starten har været rigtig dårlige til at dele resourcerne ud på bl.a. kulturområdet. Først med den katastrofale duksedreng Brian Mikkelsen, der ikke engang kunne finde ud af at udtale sit “favorit band” Swan Lee’s navn ordentligt, og nu med den mindst lige så kedelige og konservative Carina Christensen, som godt nok har en Cand.negot. i baghånden. Den skulle forestille at klæde den studerende på med 50% økonomi og 50% sprog og kultur, i form af fag som Historie og samfundsforhold, Kulturhistorie, Mundtlig kommunikation, Interkulturel kommunikation, Forhandlingstræning og grammatik og så en række økonomiske fag som er irrelevante for dette indlæg. Så er det jeg sidder og tænker – som studerende på universitetet og en næsten gennemført bachelorgrad – det kan da godt være at alle de her fag lyder ih og åh så fancy…men de klæder dig sgu ikke på til at kunne gå ud og tage 100% stilling til alt hvad der rører sig i kulturen! Og det viser Carina Christensens seneste kedelige udspil sørgeligt nok, holder stik – hun har nemlig afvist spillesteder.dk’s appel til kulturministeriet om en nødpakke på 10 millioner kroner. Det er så hvad det er, ingen overraskelse. Men det er jo også så nemt at skyde skylden på politikerne…

Der er efterfølgende dukket nogle artikler op om, at de jyske spillesteder altså lever i bedste velgående. Det er da også bemærkelsesværdigt, at hver gang der har været en artikel om et lukningstruet spillested, så har der været tale om et københavnsk spillested. Senest har man måttet fyre to medarbejdere på Vega. Her kommer min undring så ind i billedet, da jeg efter lidt research er kommet frem til at netop Vega f.eks. har ca. 235 timelønnede ansatte og 15 fuldtidsansatte, og sammenligner man det med eksempelvis Godset (der har været så heldige at få det største tilskud tildelt fra Kunstrådets Musikudvalg i forbindelse med udnævnelsen af regionalt spillested i perioden 2009-2012, bl.a. fordi de afholder ca. 12-14 koncerter ude af huset, på enten Pitstop eller Klostret) eller Voxhall der begge steder kører rundt med 5-6 fuldtidsansatte og en masse frivillige hænder til bar, garderobe, dør, afvikling, håndtering af lys og stagehands m.m. Jeg er godt klar over at Vega har en kapacitet der er tre-fire gange så stor som de jyske eksempler, og at de derfor også har brug for det flere hænder. Men hvis nu de 235 timelønnede ansatte var frivillige, så ville deres udgifter jo ikke være så mange, og deres krise ville ikke være så stor, at de ville blive nødt til at gå til kulturministeriet og bede om hjælp. Jeg har desværre ikke kunne finde frem til om nogle af de andre kriseramte spillesteder kører samme politik som Vega uden frivillige, så kan derfor ikke generalisere og sige at alle de københavnske spillesteder burde følge den jyske model. Men måske Vega burde kigge sine jyske kollegaer over skuldrene og følge deres eksempel. Måske billetpriserne dermed også kunne sænkes i samme ombæring, hvis de gjorde brug af frivillige hænder istedet for timelønnede ? – Jeg dagdrømmer vist nu. Men hallo! Det er jo logik for burhøns at skære ned på de timelønnede.

Tid til gætteleg

ipod
Jeg fandt en leg inde på facebook og den går ud på følgende:

Put your iPod (or MP3 player) on shuffle.. post the first lines of the first 30 songs that come up, no matter how embarrassing!! Tag as many of your friends as you think will be able to guess both the name of the song and the artist who performs it. Anyone willing to make a guess, should leave it as a comment.

Så det har jeg hermed gjort, med undtagelse af tag-delen selvfølgelig, for i er alle velkomne til at gætte med.
Jeg er kommet frem til følgende sange – nogle lettere end andre:

1. Well and I can and I die
2. Look into my eyes
3. Hanging from the willow trees
4. It’s always been you
5. I was drinking what you drank
6. Love has been the cause
7. Oh boy, when you’re gone, you are gone
8. Well, I got a friend who’s a man
9. On my first day as a communist
10. It’s midnight and I give up
11. This ship is going under
12. Summaries from the years are out of reach
13. Ay mama
14. There’s a blue bird at my window
15. Oh I am growing tired
16. My messenger in disguise
17. I get lovin’, by the haunters (?)
18. While the crowd is waiting for the final kiss
19. All I wanna do is get up, is get up, is get up
20. Mom and dad went to a show
21. It’s buggin’ me, grueling me
22. This thing called love I just can’t handle it
23. Hey Jude don’t make it bad
24. Force field super shield AA
25. Well night time let her through
26. She loves me and I love her back
27. Do you remember when we first met? I sure do
28. Don’t look so forlorned
29. You are you are my daisy
30. Galileo fell in love as a Galilean boy

Sæt igang…!

Et lille stort surt opstød

Henrik Marstal

DR og P3 har så travlt med at prædike om at de støtter vækstlaget i dansk musik. For eksempel gjorde de til P3 Guld, et stort nummer ud af at hylde morgendagens stjerner, hvor Veto rendte med den helt store P3 Guld pris. Mig bekendt har Veto været på banen de sidste 3 år, og har fra starten haft god medvind med udsolgte koncerter og god medieomtale. Ikke mindst Troels Abrahamsen (forsanger), har med sine sideprojekter og i rollen som producer ydermere haft stor medvind, så vidt jeg er orienteret. Så kunne de 100.000 kr der følger med prisen, ikke sagtens være brugt på et andet navn der er knapt så etableret ?
Og nu vi er ved P3 Guld, så kunne man opleve navne som Tim Christensen, Carpark North, Peter Sommer, ovennævnte Veto, Camille Jones, Mike Sheridan feat. Maya Albana, Fagget Fairys og Wong Boys (hvem har jeg glemt?). De sidstnævnte forstår jeg slet ikke hypen omkring. Men når det så er sagt, stiller jeg mig igen spørgende til P3’s såkaldte “vi støtter vækstlaget i den danske musik”-slogan, med så etablerede navne (især de første 4 nævnte) som optrædende! Jeg ville foreslå P3 Guld at gå væk fra det slogan, eftersom de ikke lever op til det.

Frustrationen blev genopvækket i mig da jeg tidligere i dag faldt over en artikel, hvori Henrik Marstal (Ph.d. musikvidenskab) gør opmærksom på tendensen til at danske musikere efterhånden kun kan “blive til noget” hvis de enten deltager i KarriereKanonen eller er så heldige at nå igennem P3’s nåleøje. For pladeselskaberne tør efterhånden ikke signe et band, hvis ikke det er blevet kvalitetsstemplet af P3 først. Jeg citerer: “Man skal være opmærksom på det massive, kommercielle kvalitetsstempel, det er for et band at være med i KarriereKanonen. Det ved pladeselskaberne også, og så bliver det for alvor svært for et band, at bygge en karriere op, hvis det ikke har været med i en konkurrence.”
Hvortil DR’s chefredaktør for musik, Ole Mølgaard svarer: “Det er mærkeligt at angribe nogen, der prøver at gøre en indsats for vækstlaget, ved at sige, at det er synd for dem, der ikke kommer med. Der er stadigvæk et væld af muligheder for at brage igennem med sin musik på for eksempel nettet, så det tror jeg ikke er et problem.

Igen kommer DR/P3’s såkaldte “indsats for vækstlaget” på banen! Jeg forstår dem virkelig ikke. For hvorfor voldspiller de så de samme 10 navne (hvoraf størstedelen af dem er etablerede) i prime-time ?! Og skubber de lidt “skævere” navne ud på de sene nattetimer ?? – Jeg ved godt de har en såkaldt public-service forpligtelse at leve op til, men jeg synes den er latterlig, hvis den begrænser så meget og giver dem så meget magt, som den tydeligvis gør.
Og nu vi er ved det, så var der også hele sagen fra sidste år med amputeringen af Annika Aakjær’s ‘Lille Filantrop‘, hvor P3 klippede rap-sekvensen med Per Vers væk, hvor det også kom frem at der pilles ved 80 procent af de numre de spiller i P3, så de kan passe bedre ind i P3’s profil. Hvorfor så lytte til radio ?? – når den musik de spiller, ikke engang er de originale værker, som de var udtænkt af kunstneren ? – Jeg synes igen P3 spiller for meget med deres muskler, når de gør noget så drastisk. De gør jo netop ikke nogen indsats for vækstlaget, når de går ind og ændrer på det, så det passer bedre ind til den allerede etablerede musik.

Kom nu DR! Kom ud og få lidt jord under neglene…det er sundt!

"music shouldn’t be talked about by people like me…"


Bag ordene i overskriften, står den skotske evigt melankolske, meget reele og pessimistiske singer/songwriter, Malcolm Middleton (tidligere halvdel af Arab Strap hvis det siger dig noget?). Sætningen er taget ud fra følgende citat, hvor han omtaler disse dæmoner som ofte dukker op i den ene eller den anden form i hans sange; “I have confidence in my writing but the Devils are always there and always louder. It’s not about not writing shit songs anymore, it’s about keeping some meaning and purpose to them. Unless they’re designed to be throwaway, then that’s ok. I dunno, music shouldn’t be talked about by people like me…“. Mere om dem senere…

Han oprettede for nylig en profil på Twitter, som er en side kun for statusmeddelelser, ligesom dem vi kender fra Facebook. En slags miniature-blogging, som den slags også kaldes. Han oprettede den af ren og skær kedsomhed, fordi at hans kommende 5. soloalbum med arbejdstitlen ‘The Day Is Shit, There Is Nothing Around The Corner And I’ve Nothing New Or Of Worth To Say About Any Of It‘, netop er blevet færdigt og står til udgivelse i juni. Udover at dræbe ventetiden på Twitter, har han også kastet sig over et lille projekt med følgende overskrift: ‘My Favourite Modern Girl-Band Pop Songs‘, der går ud på at han indspiller de her covers derhjemme og lægger dem op på sin Myspace til download. Det første moderne pige-pop-band han har valgt at kaste sig over, er det irske The Saturdays, der blev dannet i 2008 og består af de klassiske 5 unge tøser og synger til den klassiske easy-listening pop. Malcolm har lavet et cover af deres indtil videre højest placerede single ‘Issues‘. Han har på sin seneste plade, ‘Sleight of Heart‘ præsteret at lave det smukkeste cover af Madonna’s ‘Stay‘ fra hendes ‘Like A Virgin‘ plade fra 1984, hvor han fik nummeret til at fremstå endnu mere ærligt end originalen. Så det bliver spændende om han ramler ind i en lignende succes med de kommende covers. Det er vist op til lytteren selv at vurdere.

Til slut, vil jeg lige vende tilbage til det med dæmonerne, som jeg var inde på tidligere, med min absolutte favorit sang med mr. Middleton:

Go Pitstop! Kolding kan også…

Pitstop

Jeg tillader mig at fortsætte i live-sporet…For da jeg i sin tid begyndte at rende til koncerter nede på byens alternative klub, Pitstop, syntes jeg altid deres kalender boomede med fede navne. Både navne jeg i forvejen havde kendskab til, og navne jeg slet ikke kendte. Siden dengang (december 2001), har jeg været så heldig at opleve navne som Bugpowder, Scout Niblett, The Devics, Speaker Bite Me, Nina Nastasia, Grizzly Bear, Mitchell Brothers, Akron/Family m.fl. i Pitstop’s intime atmosfære. Men det er som om det er gået lidt trægt de sidste par år, og der har været langt imellem de gode navne. Lige indtil dette forår, hvor navne som Ibrahim Electric, Oh Land, The Blue Van og Jenny Wilson kigger forbi. Navne som jeg personligt ser frem til at opleve. Et navn som The Blue Van har jeg ønsket at se live siden deres debut udkom tilbage i 2003, så nu er tiden endelig kommet, og jeg glæder mig, selvom jeg ikke synes deres nye materiale lyder så lovende.

Pitstop er, for at citere ejeren: “Pitstop er nærmest Koldings studenterhus, og har altid været det.”. Han har ret, for igennem Pitstop’s snart 16-årige eksistens, har det altid fungeret som gymnasiernes og designskolens foretrukne sted at gå i byen. Det er også her man kan få den lokale Slots Pilsner på flaske for blot en 20’er, og entréen til koncerterne er som regel meget overkommelig til priser fra 40 kr og op efter med et loft på ca. 150 kr. Atmosfæren dernede er fantastisk. Og stedet blev iøvrigt kåret til landets bedste spillested af det daværende P3 program, Trax omkring 2001 (hvis jeg husker rigtigt).

Så hold dig ej tilbage nu hvor kalenderen ser således ud:
d. 19. februar: Farven Fornem
d. 21. februar: Ibrahim Electric
d. 27. februar: lowT
d. 6. marts: Exmortem + Crocell
d. 13. marts: Oh Land
d. 20. marts: Are We Brothers?
d. 3. april: The Wong Boys + Electrojuice
d. 8. april: The Blue Van
d. 17. april: Jenny Wilson (S)
d. 25. april: Trolle//Siebenhaar
d. 30. april: Maria Timm + Birk Storm
d. 8. maj: Konkhra + Scamp

Forårets koncerter


© Kim Erlandsen

Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.

D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.

Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!

Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear‘s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.

Jeg er ikke teenager mere

tim c

Til de af jer, der kender mig i forvejen, kan jeg sige…ja…det måtte jo komme før eller siden…Så det gør det nu!

Jeg er netop hjemvendt fra Tim Christensen’s første rigtige koncert i lang lang tid. Kigger jeg min kalender efter i sømmene, er det faktisk over 4 år siden jeg har været til en rigtig koncert med manden sidst. Så der var rimlig store forventninger til aftenens første koncert på touren på Godset. Der kommer desværre ingen slibrige detaljer, såsom setliste og lignende her, da jeg vil anbefale jer at tage ud og se/høre det på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde glædet mig som et lille barn, og er egentlig heller ikke gået skuffet hjem, men det er som om der er et eller andet anti-klimaks et sted. Hvorfor ved jeg ikke helt præcis. Tror bare jeg var kommet til at skrue forventningerne for højt op, eller også skal jeg lige op i gear igen. Hehe. Det var by the way rigtig tydeligt at høre at der er kommet nye kræfter bag trommer, bass og tangenter, og det er måske også det jeg bare skal vænne mig til. Jeg tror det er sundt med fornyelse.

Men når det så er sagt, var det en aften både fuld af overraskelser, store smil og headbang. Den største overraskelse, var opvarmningen Mads Langer, som jeg i forvejen ikke havde et for positivt indtryk af, da jeg (ligeså for over 4 år siden) så ham varme op for Saybia, og kedede mig bravt. Men i aften overraskede han stort med et smukt smukt cover af et Bob Dylan nummer. Hans stemme har også udviklet sig noget mere siden jeg så ham sidst. Så selvom han ikke er et must have (på plade that is), imponerede han.