Forfatter: Rune

specialezombie og musiknarkoman.

blaa mandag #20

På grund af travlhed og en død computer var der desværre ikke noget indlæg sidste mandag. Denne pinsemandag har vi dog en ny (gammel) anbefaling at dele med jer. En anbefaling der kommer, fordi at undertegnede blev en musikalsk erfaring rigere, efter at have vidnet det pågældende band til weekendens forgangne Spot Festival.

Fans der allerede kender billedet ovenover vil vide, at det er lyriker-hybriden Frodegruppen 40, der har forfatter Jens Blendstrup i front, som er på tale. Folk der ikke kender til konstellationen bør vide, at det er en ufatteligt underholdende affære at se og lytte til Frodegruppen 40 og deres musik. Nederst i indlægget er der vedhæftet en lille video-antologi med Frodegruppen 40 med de bedste af de videoer ,der er til at støve op på ‘tuben’ samt et interview hvor Mikael Bertelsen interviewer frontmand Jens Blendstrup.

På Spot festivalen leverede de et brag af en vanvidskoncert, med papegøjemasker, legetøjs-græsslåmaskiner, dans på gulvet blandt publikum og en energi der satte nye grænser for, hvad den lille koncertsal Filuren kunne trække. Jens Blendstrup er en meget karismatisk frontfigur, der reciterer og læser op af digte, historier og situationsbeskrivelser, der genspejler sig for din indre nethinde. Numrene som der er videolink til: John danser grøntsag, Græsslåning og Tsunami (jeg tror det er et nyt nummer), var helt fænomenalt underholdende. Det der var gruppens styrke var udover utrolig velvalgte akkompagnementer på back-track beats, lap-steel, guitar, bas og kor,  den substans der ligger bag de ellers meget humoristiske og skæve tekster. Især i det omtalte nummer Tsunami, som var bandets afsluttende nummer til koncerten på Spot, indeholdt flere hyle morsommebilleder på danskerne, samtidig med at det indeholdt en forfærdelig tragisk historie om nogle børn, der forfølger en tsunami-bølge. Man kan kun håbe på, at de har mere fra samme skuffe, når de har færdiggjort det album, de i øjeblikket arbejder på.

Frodegruppen 40 var senest aktuelle med albummet Du ligner noget fra en pejs, hvilket helt sikkert bliver undertegnedes næste investering, og jeg glæder mig til, at høre om musikken er ligeså vanvittig og hjertegribende, som når den ses for fuld skrald til et modtageligt publikum.

Video-antologi med Frodegruppen 40:

Den episke optræden i tv-programmet Den 11. time med nummeret John danser grøntsag plus Mikael Bertelsens interview med Jens Blendstrup i den anden video:

Frodegruppen 40 der knipser nummeret Græsslåning:

Frodegruppen 40’s officielle hjemmeside.

blaa vinyl #19 – Baseret på en sand historie

Based On A True Story fra 2005.

Denne mandag sidder undertegnede og fifler lidt med en gåde. Det er gåden om, hvorfor bandet Fat Freddy’s Drop ikke er blevet anmeldt i nogen større danske magasiner/dagblade/ugeblade eller lignende, efter deres andet album Dr. Boondigga & The Big BW er udkommet. Det første studiealbum Based On A True Story udkom i 2005 med fremragende anmeldelser og efter en fabelagtig koncert i Vega i 2008, er det ærlig talt svært at se, hvorfor pladen ikke har fået noget omtale. Den udkom i Danmark den 9. august 2009 på det uafhængige pladeselskab The Drop, og det bærer nok en del af forklaringen til, at pladen ikke er kommet ud til alle. Men nogen gange kunne selv kulturpressen måske nok lære at være lidt mere opsøgende. Jeg ved, at der bliver lavet meget musik, men det kunne for eksempel være, at nogle af de anmeldere, der anmeldte bandet (godt) tidligere, henvendte sig til det pågældende Indie-label, og var bare en lille smule opsøgende for en gangs skyld. Som sidebemærkning kan det nævens, at titlen også har lidt at gøre med samme problemstilling. Nå. I hvert fald så er det på tide, at undertegnede sender anbefalingen videre til de uindviede, for der ligger faktisk TO fremragende studiealbums og venter, selvom det kun er det ene, der er kommet igennem til pressen i DK.

Det første er Based On A True Story fra 2005, og det andet er det omtalte Dr. Boondigga & The BIG BW. Fat Freddy’s Drop er blevet kendt for deres hybrid af især dub, reggae, jazz, electronica og pop. Deres univers cirkulerer omkring en smooth lækker lyd, der bliver krydret af forsanger Joe Dukie og en energisk blæsergruppe, samt klassisk reggae vokal manipulation. Ved selvsyn kan jeg bekræfte, at bandets force kommer til udtryk i deres live-shows, hvor de også, mere eller mindre løbende udvikler og komponerer deres numre. Det er således, at det seneste album er kommet til verden, og det kan virkelig godt høres, at det er numre, der har fået lov til at tage sin form på den færdigindspillede udgave.

Den koncert undertegnede var tilstede ved, var ved den omtalte koncert i 2008, hvor de rent faktisk spillede et ganske stort udpluk af nye numre. Jeg skal hilse og sige, at man ikke bliver skuffet ved nærmere lytning.

De to albums er aldeles helstøbte, og numrene er både drømmende og stemningsfyldte. De to vedhæftede Youtube klip er to af favoritterne fra Based On A True Story, og ligeledes er de to numre fra Soundcloud også favoritter fra det nye album. Start der, og hør så meget gerne de to albums i en helhed, det fortjener de. Slutteligt kan jeg lige lufte, at det New Zealandske band kommer tilbage til Vega den 22. august i år, undertegnede vil stå forrest, og håber at have kunnet have opfordret andre til at gøre det samme.

Dr. Boondigga & The Big BW fra 2009.

Fat Freddy’s Drop – Dark Days (Based On A True Story):

Fat Freddy’s Drop – Del Fuego (Fra Based On A True Story):

Fat Freddy’s Drop – Big BW (Fra det nye album, Dr. Boondigga & The Big BW):

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/the13chapters/01-big-bw-fat-freddys-drop” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Fat Freddy’s Drop – Boondigga (Fra det nye album, Dr. Boondigga & The Big BW):

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/la-puta-exclusiva/02-fat-freddys-drop-boondigga” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Spot på kongens lette infanterister

Her på blaa vinyl er vi så småt ved at varme op til den kommende Spot festival i Århus. Begge skribenter bag denne blog er engagerede i diverse projekter på festivalen, men vi lover et referat fra festivalens eskapader, når den er overstået og aftalerne forhåbentlig er kommet i hus til de mange håbefulde og dygtige orkestre. Der er i år så mange bands både til det udvidende initiativ Inter Spot og til den rigtige Spot festival, at det (som sædvanlig) bliver svært at vælge fra og til, men det er nu mere et luksusproblem end en egentlig kritik.

King’s Light Infantry – Crops

Et af de band det kunne være oplagt at tage fat på i denne optakt, er et af de friske pust, der i år bliver præsenteret fra den lokale up-and-coming scene. Det er århusianske King’s Light Infantry, som just er aktuelle med deres debut EP Crops, der udkom i april på det taktisk gode tidspunkt op til Spot udvælgelsen, hvor de har været så heldige at komme med. Som sædvanlig er det ikke helt uden grund, at de indtager brædderne Spot. For den 7 numre lange Ep viser et særdeles lovende potentiale, der nok sagtens kan tåle at blive præsenteret for den vide verden.

Crops er forgængeren til et album, der skal udkommer i 2011 på det fremadstormende label Pad & Pen Records, og hvis man lytter Ep’en igennem, kan man ikke lade være med at glæde sig til at høre orkesteret få lov til at folde sig ud på album formatet.

Stilen er en dyster indie-rock med samme tendenser som andre danske bands a la Green Concorde, men med mere fokus på nuancerne i især guitarfigurernes sammenhæng, som er aldeles velspillet på Crops. Generelt er pladen veludført og vokalen er i en klassisk indie-stil, hvor man egentlig er i tvivl, om det er musikalsk nerve, eller om det er en skrantende vokal kvalitet lidt i stil med Københavnske The Olympics. Det er dog klart førstnævnte musikalske nerve undertegnede hælder til, da det netop er den man bider nævneværdigt fast i ved flere gennemlytninger, og tvivlen bliver da også vasket væk, når man hører nummeret Leaving A Kid, hvor det vokale ambitus viser nye højder.

Ellers er højdepunkterne In the Dirt of this Town, Home og Cry Wolf. Sidstnævnte var nummeret, som var bidragende til hypen omkring King’s Light Infantry, der især tog fat i kraft af deres deltagelse i 2009 udgaven af live-konkurrencen Starfighters. Et melodisk lækkert afdæmpet nummer med en stor personlighed og kant. Home havde bandet kort på Soundvenue Selected, og den er da også undertegnedes overordnede favorit med en formidabel og øre-hængende hook-line i både vers og omkvæd samt et dovent sekstendedels trommebeat, der virker helt fantastisk som underlægning. Igen får guitarerne virkelig ordenlyd. In the Dirt of This Town er for undertegnede mere Interpol’sk i lyden, men uden at det dominerer, og det virker egentlig bare som en behagelig reference til baghovedet.

I hvert fald foreligger der en opfordring til at tjekke King’s Light Infantry ud på Spot, høre deres EP, og til at holde øje med dem på i fremtiden når deres album engang ser dagens lys. Personligt vil jeg i hvert fald se frem til at høre, hvad de kan tage det til.

Se og hør King’s Light Infantry til Spot festivalen på Pickup scenen fredag den 22. maj kl. 15.

To numre fra King’s Light Infantry’s omtalte debut Ep Crops kan høres her:

King’s Light Infantry – Home:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/padpenrecordsdk/kings-light-infantry-home” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

King’s Light Infantry – In The Dirt Of This Town:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/padpenrecordsdk/kings-light-infantry-in-the-dirt-of-this-town” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Gadefest i Århus på lørdag

Som den århusianer jeg er, vil jeg da godt lige have lov til at slå et slag for århusianernes bud på, hvad Københavnerne betegner som Distortion Festival. I Århus hedder det Mejlgade for Mangfoldighed, og det er en folke/gade-fest/kulturevent med tre livescener og diverse rum indrettet til kreativitetens formål i den vel nok hyggeligste bygade i Århus.

Musikken på de tre live scener viser et bredt udsnit af det spirende undergrundsmiljø primært fra Århus, men også fra resten af Danmark. Derudover er der frit spil i fire forskellige ‘Spaces’ (Open-, Learning-, Public- og No Space), hvor andre kreative kræfter bidrager med debatter, events og andre kunstneriske installationer.

I bedste gadefest stil bliver det hele sluttet af med, at man i samlet trop spadserer til en alternativ endnu ukendt beliggenhed, hvor (efter) festen vil slutte det hele af.

Sidste år var der næsten 7000 deltagere, og i det smalle gademiljø tror jeg ikke, at man kan undgå at blive grebet af den festlige stemning, og da slet ikke når det musikalske line-up ser ud som det gør. Hvis man kaster et hurtigt blik, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at det er musik, der motiverer til fest og luftning af træbenet. Electrojuice, Sort Stue, Annasaid, Analogik og Boom Quips er i hvert fald alle navne, jeg har været vidne til, og der er det ikke gået stille for sig.

Jeg begræder selv min dårlige planlægning, der resulterer i, at efterfesten nok er, hvad jeg når, men den vil jeg se frem til, og opfordre feststemte århusianere samt københavnere til at forsøge sig med Århus’ ydmyge, men særdeles gennemførte svar på en gadefest.

Se meget mere her.

blaa mandag #18

The National’s EP ‘Cherry Tree’ fra 2004.

The National er i disse tider et navn, de fleste har hørt – fra andres eller deres egne læber. Albummet Boxer var albummet, der skabte gennembruddet, i hvert fald set med danske briller, og de bliver i disse dage hypet til den store guldmedalje op til udgivelsen af deres kommende album High Violet, der udkommer den 10. maj i år. Undertegnede røg på The National efter at have læst om dem i en seks-stjernet anmeldelse af Gaffas skribent Jeppe Krogsgaard Christensen, det var albummet Alligator (2005), som er et fantastisk støjende og melodisk album med en tidløs lyd, som undertegnede sjældent havde hørt mage.

Kort efter stødte jeg på den EP The National havde udgivet op til udgivelsen af Alligator, som stadig står som The Nationals (foreløbige) største præstation. Det var EP’en Cherry Tree fra 2004, som er virkelig tæt på 2005-albummets kvalitet. Ikke nok med at der er en enkelt genganger fra Cherry Tree til Alligator (All The Wine), men den er også, på samme måde som Alligator, både varm, støjende, behagelig, hårrejsende, og så er numrene helt fantastiske.

Størstedelen af numrene er lavmælte og behagelige, mens Murder Me Rachel, som er en det eneste live-nummer på albummet, virkelig støjer igennem, hvilket netop er en af The National’s forcer i live-sammenhænge. Som udgangspunkt er favoritterne dog Wasp Nest, About Today og Cherry Tree, men resten af numrene er også af en særdeles høj kvalitet. Cherry Tree EP’en er at anbefale til både The National newbees og til kendere af de omtalte albums, for kvaliteten er virkelig i top. Find et par mp3 udpluk længere nede.

Tracklisten er som følger:

1. Wasp Nest

2. All The Wine

3. All Dolled-Up In Straps

4. Cherry Tree

5. About Today

6. Murder Me Rachel (Live)

7. A Reasonable Man (I Don’t Mind)

Mp3:

The National – Wasp Nest (fra ipickmynose)

The National – About Today (fra The Pop Cop)

blaa mandag #16 – kort og godt

To sange af fantastiske The Posies er, hvad denne blaa mandag består af. En weekend med ekstrem lidt søvn og en skole hvor det spidser lidt til, resulterer i manglende blogging overskud, men disse to sange skulle nu lige findes frem. Det er fra pladen: Frosting On the Beater fra 1993, som er en helt fantastisk plade. Det er lidt i samme omgang som vores omtale om afdøde Alex Chilton, for netop to medlemmer fra The Posies var backingband for Alex Chilton i den sidste tid. Men Frosting On the Beater kan anbefales på det varmeste – Powerpop af første klasse.

Til stream er Coming Right Along og en youtube video med nummeret Solar Sister. Vi lover en mere fyldestgørende mandag næste gang.

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/the-posies-coming-right-along” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

blaa vinyl #15: Den femte Beatle

Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)

The Singer from Nineveh

Hymns From Nineveh på Voxhall, Foto: David Bust (tyvstjålet fra Gaffas galleri)

“I always had the voice and now I am a singer.
The audience grows silent when I open up my mouth.
I sing the words I’ve written every night before a crowd.
As if I were a poet or some legendary mind.”

– Teitur fra pladen og sangen af samme navn ‘The Singer’

Da undertegnede tirsdag aften i indeværende uge, var tilstede ved en ganske utrolig koncert på Voxhall i Århus, var dette citatet, der faldt mig i tankerne. Et for mange ikke så kendt navn (endnu) indtog scenen, for at varme de spændte sjæle op, der ventede på at høre Jacob Bellens og Anders Mathiasen i deres konstellation som Murder, og det var en ung mand, vi tidligere har omtalt herinde her og her, og som desuden toppede min medskribents liste over danske albums for 2009. Det er selvfølgelig Hymns From Nineveh also known as Jonas Petersen.

Teitur citatet hørte undertegnede opført på et udsolgt Train i forbindelse med The Singer touren, hvor færingen opførte sangen The Singer fuldstændig low-fi kun med sin vokal. Sjældent har noget, kunne få de små hår til at rejse sig så meget, og det var lidt den samme oplevelse, jeg havde med Jonas Petersen og co.

Jonas Petersens fremragende vokal alene legitimerer projektet Hymns From Nineveh mere, end de fleste projekter nogensinde kommer til selv efter mange års hårdt arbejde. Navne som Bon Iver og Bob Dylan er meget nærliggende, men det er alligevel vældig originalt, især via de yderst velgennemtænkte arrangementer og den smilende ærlighed, der ligger i fremførelsen af musikken. Også akkompagneret af de to herrer, Nikolaj Paakjær og Mikael Kjærsgaard (Munich, Kites And Komtes), var et fremragende lavmælt supplement, med dybe kontrasterende vokaler, klokkespil, mundharmonika, fine små perkussive indslag og flygel! Publikum tog desuden vel imod Hymns From Nineveh, og det samme Teitur beskriver i sin tekst, var i høj grad tilfældet ved denne koncert – the audience grew silent.

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har glædet mig mere til at høre opvarmningsbandet end selve hovednavnet, og det er rigtig lang tid siden, at opvarmningsbandet også har levet op til den forventning. Det gjorde Hymns From Nineveh altså i høj grad, selvom Murders nye numre (som de spillede en del af) virkelig lyder fantastisk lovende, og som også var et glædeligt gensyn.

Det er lidt svært at acceptere, at der først kommer et debutalbum til september, men indtil da, må jeg anbefale ep’en fra 2009 Uncomplicated Christmassongs, og også dette radio-interview (Link fra hymns.dk) med to sange fra det kommende album indspillet helt akustisk. Desuden ligger der tre ganske fremragende numre på Hymns From Ninevehs myspace, og Jonas Petersen medvirker desuden på et anbefalelsesværdigt nummer på Mikael Kjærsgaards solo-projekt Kites And Komets – nummeret hedder Rewinding Floors.