Som den århusianer jeg er, vil jeg da godt lige have lov til at slå et slag for århusianernes bud på, hvad Københavnerne betegner som Distortion Festival. I Århus hedder det Mejlgade for Mangfoldighed, og det er en folke/gade-fest/kulturevent med tre livescener og diverse rum indrettet til kreativitetens formål i den vel nok hyggeligste bygade i Århus.
Musikken på de tre live scener viser et bredt udsnit af det spirende undergrundsmiljø primært fra Århus, men også fra resten af Danmark. Derudover er der frit spil i fire forskellige ‘Spaces’ (Open-, Learning-, Public- og No Space), hvor andre kreative kræfter bidrager med debatter, events og andre kunstneriske installationer.
I bedste gadefest stil bliver det hele sluttet af med, at man i samlet trop spadserer til en alternativ endnu ukendt beliggenhed, hvor (efter) festen vil slutte det hele af.
Sidste år var der næsten 7000 deltagere, og i det smalle gademiljø tror jeg ikke, at man kan undgå at blive grebet af den festlige stemning, og da slet ikke når det musikalske line-up ser ud som det gør. Hvis man kaster et hurtigt blik, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at det er musik, der motiverer til fest og luftning af træbenet. Electrojuice, Sort Stue, Annasaid, Analogik og Boom Quips er i hvert fald alle navne, jeg har været vidne til, og der er det ikke gået stille for sig.
Jeg begræder selv min dårlige planlægning, der resulterer i, at efterfesten nok er, hvad jeg når, men den vil jeg se frem til, og opfordre feststemte århusianere samt københavnere til at forsøge sig med Århus’ ydmyge, men særdeles gennemførte svar på en gadefest.

Ja nu er Roskilde Festivalen godt nok over de fleste, men for os der prioriterede og nu kan sidde med en bitter smag, bliver vi jo nødt til at kigge fremad. Tidligere på denne aften sad min medskribent og jeg og diskuterede kommende koncerter i efteråret. Det viser sig, at der trods sørgelige nyheder om, den forhåbentlig sidste nedjustering af den rytmiske musik i dette årtusind, er et fremragende program på den anden side af torden-varmen og solskinnet på de regionale spillesteder. Der er både gode nyheder til københavnerne og til århusianerne