blaa vinyl #15: Den femte Beatle

Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)

blaa mandag #10

Forleden nat blev jeg rørt til tårer af en fotoserie, som virkelig fik mig til at indse hvor godt jeg egentlig har det. Hver gang jeg læser om en kulturel personlighed der afgår ved døden, hvad end jeg har haft vedkommenes værker inde på livet eller ej, stikker det i mit hjerte, lidt ligesom når man ser en musikdokumentar der ender med at bandet opløses eller at nogen dør. Men i går, søndag, reagerede jeg et sted imellem tårerne og stikket i hjertet, da jeg læste at Mark Linkous (bedre kendt som Sparklehorse) havde begået selvmord.

Jeg startede som så mange andre med hans mest succesfulde plade It’s A Wonderful Life (2001) for 7-8 år siden, og forelskede mig hurtigt både i den og forgængeren Good Morning Spider (1999), hvor sange som Painbirds, Junebug, Apple Bed og Comfort Me har været klare favoritter lige siden. Og selvfølgelig også har været soundtrack til op- og nedture i tidens løb. Jeg nåede desværre aldrig at opleve ham live, hvilket jeg ærger mig gul og blå over nu. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med ham endnu, eller blot vil mindes ham, har jeg herunder postet tre af mine yndlingssange fra henholdsvis It’s A Wonderful Life og Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006):



Her er de plader jeg ejer med ham i kronologisk rækkefølge:

1. Good Morning Spider (1999)
2. It’s A Wonderful Life (2001)
3. Dreamt For Light Years In The Belly Of A Mountain (2006)

Hans dejlige melankolske støvede lyd og udtryk vil blive savnet, og det han nåede at give os vil blot blive endnu mere værdsat med tiden. Hvil vel kære hr. Lankous aka Sparklehorse.