Rune – Side 15 – blaa vinyl

blaa mandag #14

Det er længe siden jeg har rådyrket Nick Drake så meget som jeg har i denne weekend. Der er noget fantastisk tidløst over mandens musik, som jeg har lidt svært ved at beskrive. Den første Nick Drake plade jeg ejede, var Bryter Layter (1970) hvor numre som One Of These Things First og Sunday gjorde størst indtryk. Senere erhvervede jeg mig også Five Leaves Left (1969), hvor Time Has Told Me selvfølgelig blev én af favoritterne, men især også Fruit Tree, The Thoughts of Mary Jane, Cello Song og Saturday Sun har efterladt store fodaftryk i mit musikalske univers igennem tiden. Jeg ejer selvfølgelig også Pink Moon hvis fantastiske pladecover jeg altid har holdt meget af, da det minder mig enormt meget om den første billedkunstner jeg fik mine øjne op for i sin tid, nemlig Salvador Dalí. Af personlige højdepunkter fra den plade kan nævnes Road, Know, Which Will og Free Ride.

Hvis du af én eller anden grund ikke har stiftet bekendtskab med musikken eller manden bag musikken endnu, kan du starte ud med denne dokumentar som jeg faldt over for nogle år siden inde på youtube. God fornøjelse:

Endtroducing: blaa mandag #13

I dette indlæg er jeg en kende på dybt vand, og folk der er bekendt med fænomenet DJ Shadow er meget velkommen til at byde ind med rettelser eller fortalelser. I hvert fald vil jeg gerne gribe tilbage i 90’ernes dybe sæk af hengemte guldklumper og anbefale DJ Shadows efterhånden 14 år gamle album Endtroducing (se cover herunder). Pladen fra 1996 er (stadig i takt med tiden) kun bestående af samples og beats. Der er, så vidt jeg har forstået intet fabrikeret af Josh Davis aka DJ Shadow selv. Det er en kombination af gamle (glemte) vinyler og nyere numre, der er udgangspunktet for pladen, hvilket coveret giver en meget god idé om. Gamle funk klassikere og smadrede horror-soundtracks.

Selv hvis man ikke er meget til Hip-Hop, så er denne plade virkelig for enhver smag. Ligesom Fat Freddys Drop gjorde det for reggae og dub, som Air gjorde det for electronica, så synes denne plade også, at være af en sådan bredt favnende kvalitet for den instrumentale Hip-Hop og scratch æstetikken i al almindelighed.

Det er fængende historier, der bliver fortalt med mange forskellige elementer. Albummet er utrolig varieret, og på trods af de mange vidt forskellige samples, så virker pladen utrolig helstøbt. Lydbilleder og sindsstemninger er, hvad der præger albummet og numre som Stem/Long Stem og Building Steam With A Grain Of Salt (hør mp3’er) er helt igennem hjertegribende. Stem/Long Stem består blandt andet af saxofon soloer, violin-fraser, vokal-samples, dryppende lyde af klokkespil og drømmende dynamiske højdepunkter, der alle underbygger den samme storbys-melankoli. Building Steam With A Grain Of Salt er for alvor også et nummer, der med sin repitative klaverfigurer, sit engle-agtige kor, den mandlige fortæller stemme som nærmest bekender sig til lytteren, og de andre små kommentarer, viser et eksempel på et håndværk udført til perfektion med stort P. Også beatet i Mutual Slump er noget nær orgasmisk (undskyld formuleringen).

På mange måder må en kunstner som DJ Shadow klart have været første skridt på vejen for andre lyd-manipulatorer, der er opstået på den anden side af milleniumsskiftet. Kunstnere som for eksempel Girl Talk og mere generelt for DJ’s, må DJ Shadow have været en gevaldig inspiration, for hans måde at få tingene til at passe så godt sammen, og give Endtroducing denne følelsesmæssige medrivende karakter. Endtroducing: Dit næste køb.

endtroducing — DJ Shadow - Endtroducing (1996 på Mo' Wax)

Mp3: Dj Shadow – Stem / Long Stem (fra Monkton Versus Plankton)

Mp3: Dj Shadow – Building Steam With A Grain Of Salt (fra bloggen med det svulstige navn Feel My Bicep)

Jeg faldt desuden over dette indlæg, da jeg søgte efter mp3’er. Monkton Versus Plankton ridser 00’erne rigtig godt op – lidt i tråd med vores føljeton, som i helt sikkert vil høre mere til snart.

Et minuts stilhed for en stor stjerne

Jeg faldt over en forfærdelig tragisk nyhed, som leder mig til opfordringen af et minuts stilhed for en genial musikalsk inspiration. Big Stars sidste levende frontfigur Alex Chilton er afgået ved døden ved et hjerteanfald den 17. marts 2010 – må hans fantastiske musikalske sjæl leve videre.

Mp3: Big Star – September Gurls (Fra Aquarium Drunkard)

Mp3: Big Star – Take Care (Fra Aquarium Drunkard)

Far rocker i den digitale tidsalder

Et nyt spændende pladeselskab tager i disse dage sin form i Århus. Kanel Records er navnet, og det er tre gutter, der står bag dette yderst interessante projekt. De skriver selv, at deres æstetiske fokus er meget bredt, men at de er af opfattelsen af, at intet kan være for råt eller for skrabet, og at det i høj grad også er den retning, de vil søge.

Derfor er det også meget nærliggende, at det er en kunstner der falder inde for den kategori, der nu bliver den første udgivelse fra de tre herrer.

Det drejer sig om solo-projektet Dad Rocks! (billedet), som er et alias for Snævar Njáll Albertsson, der også er kendt fra Death-Indie bandet Mimas. Den 10. april udgiver han i samarbejde med Kanel Records Digital Age EP, der blandt andet udkommer i en WowWollet CD og naturligvis digitalt, som navnet jo ekspliciterer.

Selvom der indtil nu kun har været en youtube video og en enkelt mp3 indenfor rækkevidde, så tegner det aldeles spændende. Det lyder foreløbigt som om, at der bliver sunget mere croonet og i et betydeligt leje end hvad undertegnede sædvanligvis har været vidne til, hos den så udmærkede Mimas lead-vokalist. Derudover er det en behagelig og meditativ finger-picking, der bliver udtrykt på den seksstrengede. Klaver og (især) trompet er også yderst velkomment på det foreløbige materiale. Trompetens varme toner bidrager til en vis sentimentalitet uden at overstige nogen barrierer. Produktionen skal også være meget analogt gennemført i musikkollektivet i Gammel Harlev uden for Århus. Vi glæder os meget til at høre far rocke resten af Digital Age EP, og vi vil helt sikkert vende tilbage, når vi har givet resten af materialet et lyt.

Indtil da lyt selv på vedlagte youtube-klip og mp3 fil.

Mp3: Dad Rocks! – Aroused By Hair (Link fra Kanel Records)

Dad Rocks!: Hjemmeside – Myspace

Se desuden følgende live-optagelse fra 2009:

blaa mandag #11

Det er ikke mange mandage siden, at undertegnede havde en musiker på tale, der desværre måtte lide druknedøden. Det var Jeff Buckley der som bekendt druknede i Wolf River i 1997, og netop tyve år tidligere i 1977 udkom der et album med en anden kunstner, der desværre i 1983 måtte lide samme skæbne som Jeff Buckley. De inkarnerede Beach Boys fans vil vide, at det er trommeslager Dennis Wilson, den mellemste broder af de tre (Carl og Brian), talen nu falder på.

Han nåede (ligesom Jeff Buckley) kun at udgive et solo-album i sin levetid. Pacific Ocean Blue er titlen, og den blev genudgivet i 2009 i en fornem Legacy Edition med numre, der skulle have indgået på Dennis Wilsons andet album Bamboo (som kollegaer også har omtalt). Ud over at det minder mistænkelig meget om, hvad der skete efter Jeff Buckleys afsked med verden, så skal Dennis Wilson også have udtalt, at Bamboo var hundrede gange bedre end Pacific Ocean Blue. Det vil undertegnede umiddelbart lade andre lyttere om at vurdere, men de er helt sikkert også spændende.

Jeg vil dog gerne have lov til at fremhæve et par perler fra et album, der virkelig viste, hvor stort et sangskrivertalent Dennis Wilson også var. Det er meget muligt, at han ofte har stået i skyggen af de Brian og Carl Wilson på det musikalske, men med dette album er der ikke mange, der kan betvivle mandens ærlige musikalske univers. Hans måde at afspejle 70’ernes afslappede surfer-liv og de smertelige kærlighedsforhold der gik i vasken, er utrolig beundringsværdig. Han skal efter sigende have været ‘ude med riven’, når det kom til stoffer og kvinder og have haft rigtig mange forhold, og han har dermed måske ikke altid haft det letteste følelsesmæssige liv. Derfor afspejler sangene også i høj grad en slags dagbog for Dennis Wilson, som skrev albummet over en periode på syv år.

To sange, der i høj grad er værd at fremhæve, selvom albummet er utrolig helstøbt, er Thought of You (som jeg selv fik anbefalet for et års tid siden) og Time, som begge er utrolig smukke numre. Især Time er vidunderlig med en solo af den kultiverede Chet Baker på trompet. Begge numre er både intime og dybsindige, men bygger op og indeholder en dejlig storladen kontrast, til de stille passager. Også You & I, som er et laid-back bossa-agtigt nummer, og det næsten soulede titelnummer. Dennis Wilsons eneste officielle værk kan i den grad anbefales.

Mp3: Dennis Wilson – Thought Of You (fra emodreng & indiepige)

Mp3: Dennis Wilson – Time (fra Art Decade)

Musikdebat til Århus

I overmorgen, torsdag den 11. marts, kl. 17.00 går det første Musikdebat Aarhus arrangement, i samarbejde med Musikparlamentet, i luften. Musikparlamentet har dog været tilstede under Spot festivalen, men det er altså første arrangement uden for Spot festivalens ramme.

Det kommer til at foregå på Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus, og det koster en flad 20’er.

Emnet til den første debat vil være “Musikanmeldelsens fremtid”. Vil bloggere udvande og overflødiggøre den seriøse og mere dybdeborende musikkritik? Hvad har bloggerne betydet indtil nu sammenlignet med klassisk anmelderi, og hvad er der af fremtidsperspektiver for begge parter?

Til at svare på disse spørgsmål er panelet, som ser sådan ud:

Niklas Steffensen Hessel (Anmelder, Redaktør ved Geiger)
John Fogde (Anmelder mm. på Gaffa, Grundlægger af Frekvens.dk)
Mads Krogh (Postdoc, Ph.d. ved Musikvidenskab, Forsker i musikkritik)
Martin Hjorth Frederiksen (Manden bag den ambitiøse blog börneblogger)
Marie Højlund (Musiker, Frontkvinde i Marybell Katastrophy)

Debatten vil blive omkranset af koncert med henholdsvis SilverGleamingSoundMachine, som har høstet roser for deres mini-album “All Tomorrow’s Gardens”, der blandt andet optrådte på undertegnedes liste over sidste års fedeste danske skiver. Derudover vil Marybell Katastrophy runde aftenen af med et kort set i tre personers line-up. Marybell Katastrophy der er aktuelle med deres album “The More”, som der giver noget af det dunkle og noget af det energiske i en særdeles opfindsom form.

Desuden vil Dj Indie-Peter også kendt fra Late Night på Musikcaféen i Århus, og som bloggeren bag Like A Gull Takes To The Wind og medskribent på Frekvens.dk, vende plade ind imellem og sørge for at stemningen er indhyllet i god musik.

Vi vil da gerne opfordre til at komme og deltage i debatten, og se hvilke sider panelet får vendt, samt give dit eget besyv med – og ikke mindst høre et par spændende navne.

Vi ses der!

Se mere info på: musikdebataarhus.blogspot.com & musikparlamentet.dk

blaa mandag #9 – Talk Talk

I denne sene stund på den niende mandag i år vil jeg gerne dele en fantastisk plade med jer, men jeg må desværre gøre det lidt kort i forhold til den omtale det pågældende band fortjener. Det drejer sig om den fantastiske plade “Laughing Stock” af Talk Talk fra 1991. Talk Talk der røg igennem nogle ubehagelige pladeselskabsproblemer med et selskab, der kun ville udgive greatest hit album, fordi briterne havde taget en ‘anti-kommerciel’ drejning. Talk Talk startede nemlig med at have en række større hits, blandt andet It’s My Life eller Life’s What You Make it, men begyndte at gå i en næsten moderne-kompositions-lignende retning modsat deres 80’er synth-pop. Det er vi nogen, der er rigtig glade for. For ud af den udvikling kom der en række fantastiske plader. “The Colour of Spring” var den første der trak i den retning, efterfulgt af “Spirit Of Eden” (se en glimrende anmeldelse fra min kollega Lasse) og afslutningsvis udgav de pladen “Laughing Stock”, som var det sidste officielle album udspil fra Talk Talk eller Mark Hollis, som egentlig var manden bag især “Laughing Stock”.

Pladen er en fantastisk svævende plade helt nede ved jorden. Kompositionerne er fantastisk atmosfæriske og virkelig vedkommende på kanten til drømmende. Pladen er et idéelt bud på en plade til når tankerne skal vendes indad, eller når der skal slappes af. Men hvordan så enkel opbygget musik kan være så tiltalende er mig en gåde, og den stil Talk Talk udførte, har mange senere gjort efter (Sigur Ros, Múm osv.). Prøv selv at tage et lyt på albummets højdepunkt After the Flood, det er ubeskriveligt smukt.

Når den magiske stol bliver trukket væk under dig

I morgen den 22.2.2010 udkommer Efterklangs nye album Magic Chairs, og jeg må erkende at det ikke var med små forventninger, at jeg åbnede en zip-fil til albummet, som jeg allerede nu godt kan afsløre, vil blive erstattet med vinyl udgaven. Albummet viser sig nemlig, at være endnu et højdepunkt i Efterklangs nu ganske fortrinlige diskografi.

Meget er sket siden de elektronisk-klassisk-dominerede plader, ep’en Springer (2003) og det første fuldlængde album Tripper (2004), som begge var nogle ufattelig kvalificerede albums. Hele det indadvendte univers der netop var på de to nævnte skiver, er sidenhen blevet trinvist overført til et mere åbent og tilgængeligt udtryk. Det startede et sted mellem den ensidede vinyl One Sided-LP (2006 ) og mini-ablummet Under Giant Trees (2007), som varslede nye takter fra Efterklang. Sidenhen kom Parades (også fra 2007) og bandet har nu, i forhold den kurs de satte i gang i 2006, nået til et foreløbigt højdepunkt.

Magic Chairs er et utrolig gennemarbejdet og ovenud optimistisk album, der så sandelig afspejler en noget lysere fremtid, end hvad tidens tendenser umiddelbart virker til. Finanskrise, krig og dårligdom virker ikke til at have en effekt på de kompromisløse og vældig dygtige cross-over artister fra Efterklang. Cross-over begrebet skal dog ikke have for meget på sig, for ligesom så mange andre låner Efterklang fra tidligere tiders æstetik, blandt andet med brug af renæssance-kor, romantiske arrangementer på diverse strygere, samt en veldoseret brug af blæsere i det omfang det er nødvendigt. Det bliver krydret med elektronisk-atmosfærisk-manipulation, som i hvert fald live, bliver udført af Mads Brauer, og af et meget sofistikeret rytmisk udgangspunkt.

Netop det rytmiske virker meget nøje arrangeret, og umiddelbart bidrager det med så meget, at det næsten kan høres for sig selv. At 90 % af albummet så byder sig til med utrolig umiddelbare melodier, der ikke virker til at dale i lytteværdi, netop takket være de tidligere omtalte elementer gør jo ikke skiven på nogen måde mindre lytteværdig.

Nogle særligt gode numre på Magic Chairs er blandt andet førstesinglen Modern Drift, Alike, I Was Playing the Drums, Raincoats, Full Moon, Scandinavian Love, Mirror Mirror og Natural Tune. Vent lige… var det ikke næsten hele albummet? Jo…så her er der lige en kort beskrivelse af en håndfuld af numrene:

Alike er et næsten Animal Collective’sk nummer der vel mest er på grund af deres utrolig tæt producerede beat, som hurtigt bliver akkompagneret af vokal og en varm akkordflade. Generelt et vildt energisk nummer, der både med blæse- og kor-arrangementer fører an. Casper Clausens vokalen er særdeles vellykket og Thomas Husmers trommer bliver ved med at dukke op med nye små figurer uden at det bliver rodet.

Et utrolig romantisk inspireret pop nummer er hvad der er kommet ud af I Was Playing Drums. Igen er rytmesektionen utrolig gennemarbejdet ligesom stryger-sektionen er det. Det når dog aldrig at blive kompakt da klaverets lyse melodier giver et nærmeste perfekt modspil til de andre lydlige indtryk.

Raincoats og Full Moon bliver begge sat i gang på en meget frisk måde. Raincoats bliver det med håndklap, og et atypisk uh-kor der ligesom sætter ens musikalske nysgerrighed igang. Full Moon starter meget dramatisk med det tidligere omtale renæssance-kor som giver en helt særlig stemning, mens et meget progressivt beat binder de elektroniske elementer med det igen meget klare klaver. Strygerne er ligeledes helt genialt doseret, og man må nok give en stor cadeau til vedkommende der har stået for arrangementerne.

Det sidste nummer jeg gerne vil kommentere er det spirende nummer Mirror Mirror. Med et klaver der med sin korte delay-effekter kommer til at virke meget billedligt på titlens gennemtænkte figur. Igen er det optimisme med stort O der er på spil.

Store dele af pladen skal efter sigende være undfanget i Feedback studierne i Århus, og det er så sandelig med et flot afkom. Efterklang følger en tendens hvor alternative orkestrer godt tør være umiddelbare og det klæder dem i høj grad. De gør det virkelig godt, og der er nogen der har lagt rigtig mange timer i de arrangementer, hvilket i sig selv giver en topkarakter fra denne blogger.

Efterklang – Alike

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/02-alike” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Efterklang – Full Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/efterklang-full-moon” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]