Rune – Side 16 – blaa vinyl

blaa mandag #7

Sjældent har et indlæg været så eksplicit en reference til vores eget navn. Ikke nok med at det drejer om en jazz musiker der spillede melankolske – blå toner, så hedder den plade der er på tale i dette indlæg: Kind of Blue. Det der gør pladen ekstra særlig, er at den er utrolig udbredt selv udenfor jazz-kredse. Trompetisten Miles Davis ramte nemlig et eller andet i 1959, sammen med en flok voldsomt talentfulde musikere (Blandt andet Bill Evans, John Coltrane, Paul Chambers, James Cobb), som appellerede bredt, rigtig bredt, og som havde en tidløs tone. Melodierne, improvisationerne og hele stemningen på pladen er lige nøjagtig hvad den hedder: En slags blå – og den er ubeskriveligt helende i sin lydlige form.

Det leder mig videre til anden del af dette indlæg, og til endnu en eksplicit navnehenvisning. Jeg var nemlig på biblioteket for nylig, og jeg faldt over den nye 50 års jubilæumsudgivelse af selvsamme album. Jeg troede bare, at det var en dvd og en cd, jeg skulle låne, men det viste sig at være fotos, posters, historisk gennemgang i en flot LP formet bog, to cd’er med originalsporene og diverse små takes (uudgivet- som udgivet), en dvd og en rigtig flot blå vinyl (der kom den!) – se billedet herunder:

Personlige favoritter af de kun fem numre på pladen er klart balladen Blue in Green og So What, men det skal ikke forstås at nogle af numrene er dårlige eller af ringere kvalitet, for de er ligeså fantastiske. Jeg nærer blot en stærkere forkærlighed for de to numre. Det er så ‘cool’, så simpelt og afslappende spillet, det virker næsten som om at musikerne ikke anstrenger sig. Det synes jeg er en bedrift, at kunne skabe musik, der lyder fuldstændig som om, at det er det letteste i hele verden, og samtidig formår at røre en så dybt, at man kan sidde i ave over det følelsesmæssige projekt, der bliver formidlet.

Kind of Blue er fantastisk, intet mindre, og jeg må nok erkende, at den jubilæumsudgave er noget lokkende. Den har godt nok ikke udelukkende fået gode anmeldelser, da den måske bærer meget præg af at være en pladeselskabsidé, der ikke kvalificerer til den helt store berettigelse. Det gør dog ikke originalen dårligere, og det ændrer heller ikke ved det faktum, at jubilæumsudgaven er fantastisk lækker. Alene den blå vinyl og de flotte studiebilleder fra optagelserne til det samme album er alle pengene værd. Hermed en anbefaling til at investere 500,- på en blå vinyl mm. Køb den her (Amazon).

Lige lidt afsluttende citater:

“A cornerstone” -Herbie Hancock

“How do you get in the Studio and get out with Eternity?” -Carlos Santana

Mp3:

Miles Davies – Blue in Green

blaa mandag #6

Ja undertegnede er tilbage fra Alperne, så nu vanker der glade tanker og superlativer i ugens mandagsindlæg. Det er med god slat inspiration fra min kære medskribents indlæg omkring Leonard Cohens fantastiske sang Hallelujah. Rikke og mig er enige om mange ting, men der er især en kunstner, hun aldrig har fået øjnene op for derfor dette motiveringsindlæg. Jeff Buckley og dennes (i mine øjne) fantastiske musikalske naturtalent er naturligvis, hvem der er på tale.

Det sjove er, at det netop var sangen Hallelujah, der var den første sang, undertegnede stiftede bekendtskab med i Jeff Buckleys mangefacetterede univers. Og jeg er, meget ulig min medskribent, af den overbevisning, at det er den flotteste og mest intense udgave af sangen, der findes, hvilket også vores kollega fra Goombay mener:

Måske den bedste indspilning og performance af det legendariske nummer nogensinde.

– Rasmus Otvald

Resten af debutalbummet Grace, som et absolut must for enhver musikinteresseret, er en fantastisk plade, i og med, at det også var det eneste færdige og endelig bud på et studiealbum, han nåede at lave før hans tragiske druknedød i Wolf River i 1997. Ti numre er der på pladen, hvoraf de tre er covernumre af Shelton, Cohen og Britten (Lilac Wine, Hallelujah og Corpus Christi Carol (For Roy)), og der er ingen svaghedstegn overhovedet. Numrene er ærlige, velskrevne og vanvittig velspillet. En af kvaliteterne er især, at mange af sangene virker utrolig spontane på trods af Jeff Buckleys kendte trang til perfektionisme. Derudover er hans vokal uden sidestykke. Den melankoli og nerve han signalerer via sit stemmekundskab er ufattelig. Højdepunktet på pladen er ubetinget nummeret Dream Brother, der af mange er blevet tolket som et svar til sin far Tim Buckley, der aldrig engagerede sig i musikeren Jeff’s liv:

Don’t be like the one who made me so old
Don’t be like the one who left behind his name
‘Cause they’re waiting for you like I waited for mine
And nobody ever came…

– Udsnit fra sangen Dream Brother

Posthumt er der udkommet et utal af koncerter, Legacy-Editions, genudgivelser og jeg skal komme efter dig. Desærre er det ikke alt, der er lige godt, men der er dog guldklumper at finde. Især Mystery White Boy er en fantastisk live-plade, Sketches for My Sweetheart the Drunk, der er de sange der lå i støbeskeen til efterfølgeren til Grace og sidst, men ikke mindst, Live at Sin-é. Sin-é er stedet, hvor Jeff Buckley udforskede sin musikalske bredde, og der er både fantastiske skitser af, hvad der blev til Grace, sjove monologer og nogle virkelig gribende covers af blandt andet Van Morrison og Billie Holiday.

Nu var Jeff Buckley vel soundtracket til undertegnedes gymnasietid, og derfor er han også havnet på en særlig plads på listen over mine musikalske præferencer, hvilket min Jeff Buckley samling også efterhånden bærer præg af (når man køber to eksemplarer af samme skive ved man den er ved at være der).

Om ikke andet så vil jeg anbefale enhver, der ikke har udforsket Jeff Buckleys univers at begynde nu. Han var en fantastisk instrumentalist, vokalist, sangskriver og en musikant, der for alvor har sat sine spor på hele den alternative rock-scene. Hermed en blaa mandag med superlativer, i kommer sikkert til at høre mere om Hr. Buckley fra min hånd – homage slut.

Her er der godter (de mest kendte numre, men der findes meget mere gemt på hans plader – grav!):

Jeff Buckley – Dream Brother

Jeff Buckley – Hallelujah

Jeff Buckley – Last Goodbye

Dagens største nyhed

Torsten Larsens overskydende demoer fabrikeret i forbindelse med Larsen & Furious Jane – “Zen Sucker” er nu tilgængelige, og det er endda gratis’t – tryk her.

Den hedder The Big Payoff og Torsten Larsen siger selv følgende:

“Demos. I suppose every musician has them. A secret stock of more or less detailed sketches that were dropped somewhere in the process. Because they didn’t fit in, because something better came up, because there was an unsolveable problem. The songs on “The Big Payoff” are a collection of demos from the three-year period, in which Larsen & Furious Jane worked on “Zen Sucker”. Each and every one of them was rejected at the door by the other band members. These sketches were conceived in very relaxed sessions. In the rehersal room or at home, alone or with a friend – and rarely without wine and smoke. They were recorded fast. Then we’d do a mixdown and delete the session, so these mp3’s are the only form in which these songs still exist.”

Jeg kan endnu ikke give min mening til kende omkring kvaliteten af demoerne, men mon ikke de er downloadtiden værd? Det vil undre mig meget hvis det ikke er tilfældet – god mandag!

Postkort fra et godt bekendtskab

Ja så udgiver Efterklang meget snart deres nye album Magic Chairs, og for at være mere specifik, så er det den 22. februar i år. Jeg har været stor fan siden udgivelsen af Tripper, og jeg glæder mig utrolig meget til at høre, hvad de nu har fundet på. Ud fra dette nytårspostkort de har smidt op på deres hjemmeside (se link), så tegner det godt – rigtig godt endda. En anmeldelse vil følge når tiden nærmer sig.

Jeg tror desuden heller ikke vi lavede et indlæg om første single fra den kommende plade Modern Drift, derfor vil jeg anbefale et lyt på den, følg vedlagte link (den skuffer ikke).

Nyd det ligesom jeg gjorde. (Jeg kan åbenbart ikke finde ud af embedde fra vimeo beklager, men linket er herunder).

Video postcard from Efterklang – Happy New Year

Efterklang – Modern Drift

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/efterklang-modern-drift” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

blaa mandag #1

Hver mandag i det kommende år vil vi skrive et indlæg om en kunstner eller en vigtig begivenhed der er værd at bemærke. Det betegner vi med den originale titel blaa mandage, ja vi kan ikke klandres for ikke at være opfindsomme.

I hvert fald, så er det måske knap så aktuelt lige nu og her, men et album er gået min opmærksomhed forbi. Det drejer sig om det posthume album New Moon af nu afdøde Elliott Smith. Han har lavet noget genialt singer/songwriter musik gennem tiderne, og især albummet Either/Or var et af de absolutte højdepunkter. Jeg ved, at min medskribent har værdsat andre albums som Fireglow XO og Figure 8, og det er ligeledes indiskutabelt pop-melankoli af absolut højeste kaliber og karat.

New Moon er efter sigende materiale netop indspillet omkring Either/Or pladen, og det kan så tydeligt høres. Der er så mange perler, der ligeså godt kunne have være med på Either/Or, lyden er den samme, og kvaliteten er så sandelig også den samme. Især når man i flere numre kan høre en udvikling i hvordan nogle numre er opbygget og arrangeret om lyt bare for eksempel til Miss Misery lige her under. Der er også et cover af favoritterne Big Star, som er et lyt værd, samt nummeret New Disaster der også er fremragende.

Godt nytår fra os, med årets første indlæg.

Elliott Smith – Miss Misery (Early Version), Fra New Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/elliott-smith-miss-misery-early-version” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Elliott Smith – New Disaster, Fra New Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/elliott-smith-new-disaster” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Nogen snakker om fremtiden…

November måned er altid en meget svær og tung måned at komme igennem. Vejret svinger altid umådeligt meget, og dagene bliver bare det mere tunge og lange, i hvert fald hvis det kun er moder jord der dikterer humøret. Men hvis du har behov for musik der kan bidrage til en slags terapi for netop dette, måske sammen med en bog, en kop kaffe og en god gammeldaws bastogne – ja så synes jeg at du skulle prøve at lytte til Some Speak of the Future (hør numre i slutningen af indlægget).

Some Speak of the Future er en dansk duo, der den 16. november udgav deres selvbetitlede debut plade. Det er en lun, meget akustisk og drømmende plade med en behageligsfaktor der i høj grad overstiger dit regulære behov, men du får faktisk lyst til mere, i selskab med Some Speak of the Future.

Astrid Myrup og Lauritz Carlsen har blandet guitar, saxofon, banjo, orgel, klaver, violin, bratch, cello plus det løse, på deres album og det er velbalanceret og arrangeret. Der er få ridser i lakken, og dem der er, ligger imellem linjerne i teksten. Pladen besidder otte numre, men jeg vil gerne have lov til at fremhæve to numre, der for undertegnede gør sig som de stærkeste.

As it seems er pladens åbningsnummer, som består af fingereret guitarspil, luftig saxofon og slide-guitar. Derudover selvfølgelig også en skrøbelig vokal i samme stil som instrumenterne alle spillet med de yderste af fingerspidserne. Der er lækre passager hvor saxofonen får lov til at skinne igennem og det gør, at nummeret bliver utrolig afbalanceret. Samtidig med at de ulmende guitar elementer ligger og lurer i baggrunden. ”Nothing ends quite as you might think” lyder teksten, og musikken taler for det samme – en dejlig melankoli.

Orglet i Theme for a Book er så nervepirrende lækkert, derudover er den akustisk klingende guitar og den kvindelige stemme, akkompagneret af en korstemme hovedingredienserne, der gør Theme for a Book til et særdeles stemningsfuldt nummer. ”For you, thousand times and more” bliver recitativt gentaget for at understrege den eksplicitte pointe der ligger teksten, og man vil egentlig gerne have at hun bliver ved, for det er virkelig gribende.

Shiny Rags, The Receipt og Bend In Two er også gode numre. Der er dog også nogle enkelte af numrene som bliver en anelse trivielle, men hovedparten af pladen er på et højt niveau og det er så sandelig også det generelle indtryk.

SSOTFs musik er ikke så fremadsynet som deres navn bebuder, til gengæld er den tidløs, indadvendt og trækker på en den lange tradition der er for singer/songwriter genren og så det er musik der virkelig rører ved noget indeni – heldigvis – for som Astrid Myrup også synger i Shiny Rags: ”We’re through once the peel comes off”.

As It Seems:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/some-speak-of-the-future-as-it-seems” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Theme for a Book:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/some-speak-of-the-future-theme-for-a-book” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Regnvejrsmusik

Sidste uge har været en presset af slagsen, hvor flere koncerter og en Københavnertur (jeg er Århusianer), har betydet et meget lavt aktivitetsniveau herinde. Vil dog lige smide en god gammeldags kending, som ingen kan lytte til for tit. Det er selvfølgelig den oplagte Rain med The Beatles.

B-siden (sammen med Paperback Writer) til Revovler albummet, kan dog findes på Past Masters. Selv var jeg ikke bekendt med nummeret før for nogle måneder siden, men sikke en mangel i mit musikalske kendskab. Sangen er smuk, og det er jo en fantastisk producering samt en insisterende ørehænger.

Godt det regner.

blaa mandag

I morgen om et år Sådan en mandag formiddag er jo altid fremragende, især når der er et spændende oplæg der skal på fabrikeres til det nuværende studie, The Knife og deres visuelle performance. Det er dog blot en sidebemærkning til hvad dette indlæg egentlig drejer sig om (hvilket overskriften vel egentlig også er).

På Musikhuset i Århus, vil der den sidste fredag i indeværende måned, blive vist operaen: I morgen om et år. En opera med musik af netop The Knife. De har i samarbejde med den danske teatergruppe Hotel Pro Forma, skabt denne forestilling, og hvad videoklippene viser, så er der noget af en futuristisk oplevelse i vente. Jeg er personligt meget fristet, til at se udfaldet af denne meget aparte blanding, mellem klassicisme og mystificeret-elektro.

Det er altså d. 27. og d. 28. november på Musikhuset i Århus. Så vidt jeg ved, så har Københavnerne allerede haft glæde af at se forestillingen, og modtagelsen har været fin, så mon ikke der er en særlig oplevelse i vente.

Se mere omtale her.