daughn gibson

DAUGHN GIBSON

Det tog mig anbefalinger fra flere sider og en hulens masse tid at tage mig sammen til at få lyttet til Daughn Gibsons All Hell. Heldigvis fik jeg det endelig gjort, for det er sgu stærke sager, må jeg nok sige.

Det er en til tider næsten manisk dyster plade, All Hell, men den er også bare enkel og stemningsfuld med Gibsons mørke vokal til at omklamre det hele. Han har en lurende fandenivoldskhed, der til tider bliver afløst af en direkte af slagsen – tænk Grinderman’ske udbrud.

Det er et dejlig dystert elektronisk univers, der også bliver udgjort at stryg, guitar, piano og meget mere. Pennsylvania-kunstnerens album fra 2012, kan kun anbefales på det kraftigste, hvor han vidst i mellemtiden røget ind hos Sub Pop. Tid investeret i dette album er i hvert fald tid vel spenderet.

Den personlige favorit og lyriske meget mørke Ray:

Daughn Gibson – Ray by pauwoo

tuderockens storhedstid

Starsailor – Love Is Here

I 2001 udkom Love Is Here af Starsailor. Året forinden udkom Coldplay’s til dato bedste udspil (hvis man spørger mig) Parachutes og året efter, i 2002, fulgte Saybia trop og udgav The Second You Sleep. Den såkaldte ‘tuderock-bølge’ som Radiohead i 90’erne havde startet, havde for alvor slået rødder og prægede en stor del af start 00’erne.

Starsailor havde begået et mesterstykke med Love Is Here med hits som Poor Misguided Fool, Alcoholic og Lullaby udgjorde den plade en stor del af mit soundtrack til mine forvirrede teenageår. Jeg faldt over pladen igen forleden og blev mindet om hvor fantastisk den er og vandrede en tur ned gennem mindernes landevej efterhånden som den ene musikalske perle efter den anden fandt vej til mine ører.

Det var dejligt at blive mindet om den så ofte udskældte ‘tuderock’ og tude lidt med. Så her er et par af de omtalte perler.

jens-ulrik

Foto: Cecile Smetana Baudier
Foto: Cecile Smetana Baudier

Vi har tidligere haft fornøjelsen af, at have Jens-Ulrik Kleemeyer til at skrive et gæsteindlæg her på bloggen. Denne gang vil vi dog gerne skrive noget om ham.

Kleemeyer, der også er en del af solskinsgruppen Green Lives – der i øvrigt for nylig var aktuelle i Radio24Syvs Monogram serie, og som arbejder på debutalbum, har også gjort sig udi et soloprojekt.

Der har været en række numre online, men han var altså senest aktuel med en lille fire numre lang EP, der har været tilgængelig på Jens-Ulriks Bandcamp-profil. Det er fire meget stemningsfulde numre, som jeg personligt holder utrolig meget af. Der er en stor grad af varme og også hittepåsomhed indenfor den traditionelle singer/songwriter-genre bag klaveret. For eksempel den dejlige Forest Song”, der blot udgøres af klaver, og Kleemeyers egne vokale lag. En varm og optimistisk sag – og på trods af større alvor i tonen, så er det også det, der gennemsyrer de fire numre.

Der er også en behagelig instrumental ro på slutteren “Town Flower”, og der er altså generelt tale om en rigtig fin samling sange.

Den gode nyhed er, at Jens-Ulrik netop har lagt dem ud til gratis download , og det er der altså ikke nogen grund til at spare sig for.

Læs mere om Jens-Ulrik Kleemeyer her, Green Lives her – og download EP’en herunder:

bølger

Alle var helt oppe og køre over supporten til Grizzly Bear, da de gav koncert i Falconer Salen i oktober sidste år. Undertegnede anede ærligt talt ikke hvad alt det hurlumhej skulle til for, men jeg må sige at mødet med Villagers – Conor J. O’Brien med sin guitar – var interessant og fængende. Det var dog først i sidste uge at jeg fik taget mig sammen til at give ham et lyt igen med den kommende udgivelse af anden pladen, Awayland som udkommer i dag, fandt jeg det passende at starte ud med den, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

For sikke en dejlig plade han der har fået skruet sig sammen. Jeg har flere gange været ved at glemme at stå af bussen i tide, fordi jeg er forsvundet helt ind i et andet univers med Awayland i ørerne. Med højdepunkter som åbningsnummeret My Lighthouse, den bombastiske og superfængende Waves (se video herunder), den smukke storladende Grateful Song der bringer tankerne hen imod Jeff Buckley knap 1 minut inde i sangen og den mindst lige så smukke og simpelt fremførte In A Newfound Land You Are Free, kan jeg allerede nu (14 dage inde i det nye år) godt vove og påstå at vi her har med én af årets absolutte kandidater i kapløbet om årets plade.

du holder min hånd – reissue anbefaling

Der er blevet talt oppe og nede om årets bedste plader, men jeg vil gerne vende blikket mod en af de genudgivelser, der kastede mest lys over mine øregange i 2012. Tilbage i 2009 skrev Rikke om duoen The Liberty Balance, hvor de spillede på Spot, hvilket også var året, hvor jeg lærte deres musik at kende. De udgav deres – i mine øjne – alt for oversete debut The Liberty Balance.

Rettighederne til albummet blev opkøbt af Elektrolyt (Frodegruppen 40, Ensemble Orlando, Strohm m.fl.), og musikken kunne i høj grad retfærdiggøres på cd, men for dælen hvor kommer tonerne til sin ret på vinylen. Varmen og melankolien der bliver vækket til live (igen) på The Liberty Balance, er ganske fortræffelig. Så vidt jeg har forstået, er pladen blevet remasteret til vinylen, som efter min mening burde være udkommet direkte herpå.

På det seneste har nummeret You Hold My Hand kørt på repeat – den er at finde på side B, og det har måske været det glædeligste genhør, men efter min opfattelse er det en vanvittig stemningsfuld plade, der i sin helhed også er noget helt og aldeles særligt. Den får mig så usandsynlig meget ned i gear på den gode måde, mens det taler lige ind i hjertekulen. Læs bare teksten til føromtalte:

“Yes, I need the fire. / And yes I need the rain /
Balance is not a straight line / It’s a seastraw ride instead

Yes I need some answers / And yes I need [your name] /
But freedom’s not a bad thing / You love me more that way

So with you now – I understand / Than when I let go /
You Hold My Hand

Yes I need a player / And yes, I need the game /
Reasons long a last time / My number’s still the same

So with you now – I understand / That, when I let go/
You Hold My Hand”

Mike H og Albert Raft, der står bag The Liberty Balance, har netop postet på deres facebook-profil, at de er i studiet for at indspille opfølgeren til debuten. Det er så sandelig gode nyheder, og vi ser meget frem til at se, hvad der kommer fra deres hænder. Lørdag skrev de følgende:

“Tomorrow The Liberty Balance will commence in the recording of our second studio album!

This time with Rasmus Valldorf on drums, Jakob Falgren on bass & keys, Samuel Hällkvist on guitars, Nils Gröndahl on violins & fx…and of course Albert and Mike…and we guess probably af few guests will join along the way…Once again, Nikolaj Vinten is our sound engineer.

Looking forward to present the new songs to you!”

Det ser således ud til at være et rigtig stærkt hold, der er sat til album nummer to – skulle du have lyst til at høre dem inden, så kan du købe The Liberty Balance ovre på elektroly.dk.

Følg The Liberty Balance her.

hold øje med mit hjerte

Det er efterhånden en gammel nyhed, men jeg synes stadig at den fortjener opmærksomhed. Marie Fjeldsted aka Penny Police har igennem crowdfunding fået et team af studerende på American Film Institute i Los Angeles (som eftersigende er verdens bedste filmskole!) til at producere en stop motion musikvideo til hendes 3. single As Long As You Watch My Heart fra det anmelderroste debutalbum The Broken, The Beggar, The Thief fra sidste år. Jacob Lundgaard, som bl.a. har været assistent på Submarino, går på skolen og er instruktør til videoen her.

Resultatet er enormt smukt, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg synes, I skal se det: