Tid til gætteleg

ipod
Jeg fandt en leg inde på facebook og den går ud på følgende:

Put your iPod (or MP3 player) on shuffle.. post the first lines of the first 30 songs that come up, no matter how embarrassing!! Tag as many of your friends as you think will be able to guess both the name of the song and the artist who performs it. Anyone willing to make a guess, should leave it as a comment.

Så det har jeg hermed gjort, med undtagelse af tag-delen selvfølgelig, for i er alle velkomne til at gætte med.
Jeg er kommet frem til følgende sange – nogle lettere end andre:

1. Well and I can and I die
2. Look into my eyes
3. Hanging from the willow trees
4. It’s always been you
5. I was drinking what you drank
6. Love has been the cause
7. Oh boy, when you’re gone, you are gone
8. Well, I got a friend who’s a man
9. On my first day as a communist
10. It’s midnight and I give up
11. This ship is going under
12. Summaries from the years are out of reach
13. Ay mama
14. There’s a blue bird at my window
15. Oh I am growing tired
16. My messenger in disguise
17. I get lovin’, by the haunters (?)
18. While the crowd is waiting for the final kiss
19. All I wanna do is get up, is get up, is get up
20. Mom and dad went to a show
21. It’s buggin’ me, grueling me
22. This thing called love I just can’t handle it
23. Hey Jude don’t make it bad
24. Force field super shield AA
25. Well night time let her through
26. She loves me and I love her back
27. Do you remember when we first met? I sure do
28. Don’t look so forlorned
29. You are you are my daisy
30. Galileo fell in love as a Galilean boy

Sæt igang…!

Et lille stort surt opstød

Henrik Marstal

DR og P3 har så travlt med at prædike om at de støtter vækstlaget i dansk musik. For eksempel gjorde de til P3 Guld, et stort nummer ud af at hylde morgendagens stjerner, hvor Veto rendte med den helt store P3 Guld pris. Mig bekendt har Veto været på banen de sidste 3 år, og har fra starten haft god medvind med udsolgte koncerter og god medieomtale. Ikke mindst Troels Abrahamsen (forsanger), har med sine sideprojekter og i rollen som producer ydermere haft stor medvind, så vidt jeg er orienteret. Så kunne de 100.000 kr der følger med prisen, ikke sagtens være brugt på et andet navn der er knapt så etableret ?
Og nu vi er ved P3 Guld, så kunne man opleve navne som Tim Christensen, Carpark North, Peter Sommer, ovennævnte Veto, Camille Jones, Mike Sheridan feat. Maya Albana, Fagget Fairys og Wong Boys (hvem har jeg glemt?). De sidstnævnte forstår jeg slet ikke hypen omkring. Men når det så er sagt, stiller jeg mig igen spørgende til P3’s såkaldte “vi støtter vækstlaget i den danske musik”-slogan, med så etablerede navne (især de første 4 nævnte) som optrædende! Jeg ville foreslå P3 Guld at gå væk fra det slogan, eftersom de ikke lever op til det.

Frustrationen blev genopvækket i mig da jeg tidligere i dag faldt over en artikel, hvori Henrik Marstal (Ph.d. musikvidenskab) gør opmærksom på tendensen til at danske musikere efterhånden kun kan “blive til noget” hvis de enten deltager i KarriereKanonen eller er så heldige at nå igennem P3’s nåleøje. For pladeselskaberne tør efterhånden ikke signe et band, hvis ikke det er blevet kvalitetsstemplet af P3 først. Jeg citerer: “Man skal være opmærksom på det massive, kommercielle kvalitetsstempel, det er for et band at være med i KarriereKanonen. Det ved pladeselskaberne også, og så bliver det for alvor svært for et band, at bygge en karriere op, hvis det ikke har været med i en konkurrence.”
Hvortil DR’s chefredaktør for musik, Ole Mølgaard svarer: “Det er mærkeligt at angribe nogen, der prøver at gøre en indsats for vækstlaget, ved at sige, at det er synd for dem, der ikke kommer med. Der er stadigvæk et væld af muligheder for at brage igennem med sin musik på for eksempel nettet, så det tror jeg ikke er et problem.

Igen kommer DR/P3’s såkaldte “indsats for vækstlaget” på banen! Jeg forstår dem virkelig ikke. For hvorfor voldspiller de så de samme 10 navne (hvoraf størstedelen af dem er etablerede) i prime-time ?! Og skubber de lidt “skævere” navne ud på de sene nattetimer ?? – Jeg ved godt de har en såkaldt public-service forpligtelse at leve op til, men jeg synes den er latterlig, hvis den begrænser så meget og giver dem så meget magt, som den tydeligvis gør.
Og nu vi er ved det, så var der også hele sagen fra sidste år med amputeringen af Annika Aakjær’s ‘Lille Filantrop‘, hvor P3 klippede rap-sekvensen med Per Vers væk, hvor det også kom frem at der pilles ved 80 procent af de numre de spiller i P3, så de kan passe bedre ind i P3’s profil. Hvorfor så lytte til radio ?? – når den musik de spiller, ikke engang er de originale værker, som de var udtænkt af kunstneren ? – Jeg synes igen P3 spiller for meget med deres muskler, når de gør noget så drastisk. De gør jo netop ikke nogen indsats for vækstlaget, når de går ind og ændrer på det, så det passer bedre ind til den allerede etablerede musik.

Kom nu DR! Kom ud og få lidt jord under neglene…det er sundt!

"music shouldn’t be talked about by people like me…"


Bag ordene i overskriften, står den skotske evigt melankolske, meget reele og pessimistiske singer/songwriter, Malcolm Middleton (tidligere halvdel af Arab Strap hvis det siger dig noget?). Sætningen er taget ud fra følgende citat, hvor han omtaler disse dæmoner som ofte dukker op i den ene eller den anden form i hans sange; “I have confidence in my writing but the Devils are always there and always louder. It’s not about not writing shit songs anymore, it’s about keeping some meaning and purpose to them. Unless they’re designed to be throwaway, then that’s ok. I dunno, music shouldn’t be talked about by people like me…“. Mere om dem senere…

Han oprettede for nylig en profil på Twitter, som er en side kun for statusmeddelelser, ligesom dem vi kender fra Facebook. En slags miniature-blogging, som den slags også kaldes. Han oprettede den af ren og skær kedsomhed, fordi at hans kommende 5. soloalbum med arbejdstitlen ‘The Day Is Shit, There Is Nothing Around The Corner And I’ve Nothing New Or Of Worth To Say About Any Of It‘, netop er blevet færdigt og står til udgivelse i juni. Udover at dræbe ventetiden på Twitter, har han også kastet sig over et lille projekt med følgende overskrift: ‘My Favourite Modern Girl-Band Pop Songs‘, der går ud på at han indspiller de her covers derhjemme og lægger dem op på sin Myspace til download. Det første moderne pige-pop-band han har valgt at kaste sig over, er det irske The Saturdays, der blev dannet i 2008 og består af de klassiske 5 unge tøser og synger til den klassiske easy-listening pop. Malcolm har lavet et cover af deres indtil videre højest placerede single ‘Issues‘. Han har på sin seneste plade, ‘Sleight of Heart‘ præsteret at lave det smukkeste cover af Madonna’s ‘Stay‘ fra hendes ‘Like A Virgin‘ plade fra 1984, hvor han fik nummeret til at fremstå endnu mere ærligt end originalen. Så det bliver spændende om han ramler ind i en lignende succes med de kommende covers. Det er vist op til lytteren selv at vurdere.

Til slut, vil jeg lige vende tilbage til det med dæmonerne, som jeg var inde på tidligere, med min absolutte favorit sang med mr. Middleton:

Go Pitstop! Kolding kan også…

Pitstop

Jeg tillader mig at fortsætte i live-sporet…For da jeg i sin tid begyndte at rende til koncerter nede på byens alternative klub, Pitstop, syntes jeg altid deres kalender boomede med fede navne. Både navne jeg i forvejen havde kendskab til, og navne jeg slet ikke kendte. Siden dengang (december 2001), har jeg været så heldig at opleve navne som Bugpowder, Scout Niblett, The Devics, Speaker Bite Me, Nina Nastasia, Grizzly Bear, Mitchell Brothers, Akron/Family m.fl. i Pitstop’s intime atmosfære. Men det er som om det er gået lidt trægt de sidste par år, og der har været langt imellem de gode navne. Lige indtil dette forår, hvor navne som Ibrahim Electric, Oh Land, The Blue Van og Jenny Wilson kigger forbi. Navne som jeg personligt ser frem til at opleve. Et navn som The Blue Van har jeg ønsket at se live siden deres debut udkom tilbage i 2003, så nu er tiden endelig kommet, og jeg glæder mig, selvom jeg ikke synes deres nye materiale lyder så lovende.

Pitstop er, for at citere ejeren: “Pitstop er nærmest Koldings studenterhus, og har altid været det.”. Han har ret, for igennem Pitstop’s snart 16-årige eksistens, har det altid fungeret som gymnasiernes og designskolens foretrukne sted at gå i byen. Det er også her man kan få den lokale Slots Pilsner på flaske for blot en 20’er, og entréen til koncerterne er som regel meget overkommelig til priser fra 40 kr og op efter med et loft på ca. 150 kr. Atmosfæren dernede er fantastisk. Og stedet blev iøvrigt kåret til landets bedste spillested af det daværende P3 program, Trax omkring 2001 (hvis jeg husker rigtigt).

Så hold dig ej tilbage nu hvor kalenderen ser således ud:
d. 19. februar: Farven Fornem
d. 21. februar: Ibrahim Electric
d. 27. februar: lowT
d. 6. marts: Exmortem + Crocell
d. 13. marts: Oh Land
d. 20. marts: Are We Brothers?
d. 3. april: The Wong Boys + Electrojuice
d. 8. april: The Blue Van
d. 17. april: Jenny Wilson (S)
d. 25. april: Trolle//Siebenhaar
d. 30. april: Maria Timm + Birk Storm
d. 8. maj: Konkhra + Scamp

Forårets koncerter


© Kim Erlandsen

Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.

D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.

Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!

Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear‘s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.

Art Brut afslører detaljer om nyt album

Så varsler The Rusted Guns of  Milan fra Art Brut endelig nyt. Albummet kommer til at hedde: Art Brut vs. Satan og udkommer d. 20. april med en første single allerede d. 6. april: ‘Alcoholics Unanimous’. Vi er nogle stykker der glæder os til de i samme omgang gæster Vega. Man må se om ikke SU’en kan slå til, i hvert fald kommer det tysk/engelske band d. 12. maj, jeg gentager d. 12. maj til Vega. De har ry for at være et utrolig godt live band, og især deres album Bang Bang Rock & Roll fra 2005 understreger at det må blive en positiv oplevelse. Her er en foreløbig

Art Brut Vs. Satan:
01 Alcoholics Unanimous
02 DC Comics and Chocolate Milkshake
03 The Passenger
04 Am I Normal? 
05 What a Rush.
06 Demons Out!
07 Slap Dash for No Cash
08 The Replacements
09 Twist and Shout
10 Summer Job
11 Mysterious Bruises

Hør deres tidligere musik her.

Fuck Buttons

Da Fuck Buttons sidste udgav deres album ‘Street Horrrsing’ gik det åbenbart mig forbi. Det har jeg så heldigvis kunne råde bod på her i det nye år hvor jeg, lidt forsinket, må sige at have opdaget en guldgrube. Til alle der kan lide My Bloody Valentine, de hårdere numre med The Raveonettes, men også Mogwai og andre Post-Rock agtige bands, ja så er Fuck Buttons dælemer også lige noget for dig. Jeg tror jeg har haft pladen i flere måneder, men da jeg endelig gav den et ordentlig skud en søndag eftermiddag (for ikke at sige denne søndag eftermiddag), må jeg sige at den gror på en. Det er voldsom musik, med trommemaskiner og og guitarflader der looper og looper igen. Men i det crescendo der altid følger i deres musik, kombineret med en ond ond distortion på vokalen, bliver det pludselig håndgribeligt. Stadig ondt, men håndgribeligt. Forvent derfor mere end en gennemlytning for at få noget ud af disse gutter, det kræver tid, men det er heldigvis godt givet ud.

Lyt og se her:

Jeg er ikke teenager mere

tim c

Til de af jer, der kender mig i forvejen, kan jeg sige…ja…det måtte jo komme før eller siden…Så det gør det nu!

Jeg er netop hjemvendt fra Tim Christensen’s første rigtige koncert i lang lang tid. Kigger jeg min kalender efter i sømmene, er det faktisk over 4 år siden jeg har været til en rigtig koncert med manden sidst. Så der var rimlig store forventninger til aftenens første koncert på touren på Godset. Der kommer desværre ingen slibrige detaljer, såsom setliste og lignende her, da jeg vil anbefale jer at tage ud og se/høre det på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde glædet mig som et lille barn, og er egentlig heller ikke gået skuffet hjem, men det er som om der er et eller andet anti-klimaks et sted. Hvorfor ved jeg ikke helt præcis. Tror bare jeg var kommet til at skrue forventningerne for højt op, eller også skal jeg lige op i gear igen. Hehe. Det var by the way rigtig tydeligt at høre at der er kommet nye kræfter bag trommer, bass og tangenter, og det er måske også det jeg bare skal vænne mig til. Jeg tror det er sundt med fornyelse.

Men når det så er sagt, var det en aften både fuld af overraskelser, store smil og headbang. Den største overraskelse, var opvarmningen Mads Langer, som jeg i forvejen ikke havde et for positivt indtryk af, da jeg (ligeså for over 4 år siden) så ham varme op for Saybia, og kedede mig bravt. Men i aften overraskede han stort med et smukt smukt cover af et Bob Dylan nummer. Hans stemme har også udviklet sig noget mere siden jeg så ham sidst. Så selvom han ikke er et must have (på plade that is), imponerede han.