På baggrund af undertegnedes tilknytning til Musikparlamentet i Århus kommer der nu noget så uset, i blog-sammenhænge, som en reklame. Det drejer sig om et debat-arrangement på tirsdag den 19. oktober kl. 19:00 (dørene åbner kl. 18.30), hvor den anden Musikparlament-debat i Århus vil løbe af stablen i Promus’ produktionslaboratorier ovenpå det nye spillested Atlas, Vester Allé 15, 8000 Århus. Det koster 30 kroner i døren.
Emnet: ”Hvad gør musikkonkurrencer ved musikken? – Musikkonkurrencer og branding”
Og jeg citerer fra pr-materialet:
“Igennem de seneste par år har den almindelige musikinteresserede kunne observere et markant stigende antal af musikkonkurrencer, hvor bands på forskellig vis konkurrerer om gevinster såsom indspilningsmuligheder, tilbud om promotion, airplay i radioen osv. Samtidig har forskellige dele af erhvervslivet fundet interesse for at benytte sig af lignende konkurrencer for at kæde deres produkt sammen med musikkulturen på forskellig vis – her kan nævnes Royal Beers omfattende kampagne i samarbejde med Kashmir og for nyligt tøjmærket Diesels U:Music kampagne.
Hvilken effekt har disse konkurrencer på musikkulturen og på udviklingen af musikken? Er musikkonkurrencerne blevet en slags gatekeepere, eller flaskehalse, der fortæller musikforbrugerne, hvad der er godt og skidt, og bestemmer hvad der skal slå igennem. Hvilke genre, identiteter, profiler – hvad bliver udelukket eller foretrukket?
Har disse konkurrencer en positiv effekt på musikkulturen? Bliver musikerne og de enkelte bands mere professionelle og afklarede omkring deres profil i et mere og mere komplekst musiksamfund og kan branding-delen af disse konkurrencer ikke forsyne aspirerende professionelle musikere med en økonomi og en kontakt til et marked som ellers ville være svært at opnå? Bidrager den musikerne med bedre muligheder for at tænkte originalt og kreativt, og vil konkurrencerne være med til at gøre musikscenen bredere og mere nuanceret.
Musikparlamentet søger ikke med denne debat at finde et svar på disse ovenstående spørgsmål, men ønsker at undersøge de effekter det har på musikkulturen, at musik og branding er blevet en fast del af musikkulturen. Vi er interesserede i, at få de her emner bragt frem, fordi vi mener, det er relevant for almindelige musiklyttere, at forstå det skift musikkulturen er på vej igennem i disse tider og samtidig give de involverede parter en mulighed for og et forum til at lufte deres betragtninger og refleksioner omkring lige netop deres rolle for musikkens udvikling i den danske musikkultur.”
Panelet består af:
– Moses O. Luxhøj (Presse og Konceptudvikling ved Underground Music Awards)
– Mark Christiansen (Deltager i Starfighters, Emergenza, LiveContest (Karrierekanonen) med The Green Lives)
– Jesper Mardahl (Promus, Music Management, Fortid ved EMI-Medley)
– William de Feuth Michaelsen (Studenterhus Aarhus, Tidligere formand for Oppenheimers Eftermiddag)
Moderator på aftenen vil være Carsten Ortmann, der er ansat ved DR. Og musikken vil de to bands I Will Furnish Your Sunday Mornings og Mother Empire stå for. Førstnævnte består blandet andet af medlemmer fra indie-bandet Cartridge, og musikken i I Will Furnish… falder så sandelig ikke uden for det sælsomme behagelige navn. Sidstnævnte lyder også rigtig lovende, og du kan høre nummeret Iterations af Mother Empire herunder:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/5566796″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0040ff” width=”100%” height=”81″ ]
Kom og giv dit besyv med i denne debat ovenpå Atlas kl. 19 på tirsdag den 19. oktober. Det koster 30 kroner i døren, og der vil som sagt være dejlig musik før og efter debatten.