Havde Poetry In Mono stadig kørt, så havde Lucky Moon uden tvivl været selvskrevet til plakaten, for i dag udkommer deres debut EP i mono, og selvfølgelig på lækker vinyl. Christian Hjelm og Sarah Hepburn (Kloster, Mechanical Bird m.fl.) har siden de mødte hinanden første gang vidst at de en dag ville kreere noget musikalsk, men først nu er det blevet en realitet. EP’en ‘Feed On The Night‘ blev indspillet live over 2 døgn, hvor de gik efter at forfølge det der føltes rigtigt.
Det må man sige har været en god strategi, for når man lytter til EP’en føles det som om at Hjelms og Hepburns stemmer er som skabt til hinanden i en smuk harmoni, og samtidig har EP’en denne her fantastiske autentiske 60’er vibe. Jeg kan ikke vente til at opleve musikken på vinyl. Tjek dem ud her:
For blot et år siden kunne vi her på siden berette om et dansk julemirakel i form af jule-EPen Uncomplicated Christmassongs af Hymns From Nineveh. Den holdt hele undertegnedes julemåned, og mere til, og jeg har set frem til at hive den frem igen i går. Jakob Brixen er normalt live-musiker i Hymns From Nineveh (og Kloster), og har så vidt undertegnede er informeret, også være med til at indspille EP’en. Men Jakob Brixen udgav faktisk allerede i 2008 en jule-EP med sit solo-projekt Mechanical Bird. 4 Christmas Fables er titlen, og den kan downloades ganske kvit og frit her.
En dejlig lille tilføjelse til min juleplayliste, som jeg håber vil bringe julestemning til langt flere end jeg.
Mechanical Bird udgav for en lille måneds tid siden EP med titlen Daughter Of The Wind , som vi her på blaa vinyl har nydt godt af. Den byder på knitrende banjo og fortryllende klokkespil, som til enhver tid kan bringe tankerne tilbage på de varme sensommeraftener ved bålet. Jakob har på EPen bl.a. fået hjælp fra Jonas Petersen og Christel Winther (Hymns From Nineveh), sin bror Andreas Brixen (Bodebrixen) og sangerinden Sarah Hepburn, hvilket udover Jakob Brixens talent for multi-instrumentering, har været med til at skabe en helstøbt EP. Mechanical Bird er helt klart et projekt der skal holdes et skarpt øje med…