Det sødeste nedfald

Efter længere tids overvejelse pga. en pebret billetpris, tog jeg mig endelig sammen, og hoppede på cyklen. For første gang længe, oplevede jeg at cykle ned mod Vega med sommerfugle i maven. Med den historie jeg har med Regina Spektors musik, var det svært at vide hvad jeg skulle/kunne forvente…

Det kan godt være at jeg er ved at være for gammel til at rende til koncerter, eller også er jeg for tilvænnet med forhånds-/insiderviden. Men aftenens koncert lod vente på sig. Der stod kl. 20 på billetten, jeg var der på slaget, men hun lod vente på sig og kom ikke på scenen før kl. 20:37 (!). Allerede her var jeg jævnt irriteret over at skulle stå i næsten 40 minutter og vente på en forsinket kunstner. Jeg blødte dog hurtigt lidt op, da hun startede settet ud med den sang der havde rumsteret inde i mit hoved lige op til koncerten, smukt fremført på flygel, violin og trommer, mere skulle der ikke til:

Men det holdt ikke længe, da det ikke virkede som om Spektor overhovedet var i stødet til at spille koncert. Hun spillede de første 5-6 numre næsten uden pause, og virkede meget fraværende på trods af komplimenter og tilråb fra publikum. Man kunne se at hun var smigret, men kunne ikke rigtig andet end at fremstamme et genert “thank you guys”, inden hun gik videre til næste nummer. Jeg begyndte at undre mig over om hun enten er ekstremt genert eller meget koncentreret når musikken spiller…Men taget hendes gode ry i mente, tvivlede jeg alligevel stærkt på at det var nogen af delene.

Det skulle så vise sig, at min tvivl kom mig til gode, da der faktisk var en grund til den manglende publikumskontakt og smertende mine, da Spektor langt om længe midt i settet åbner op og fortæller at de oprindeligt skulle have været 4 på scenen, men at cellisten, Dan, desværre var afgået ved døden for nyligt, hvilket havde gjort denne tour en overvældende én af slagsen. Dan efterlod en ung kone og et lille barn. Man kunne nu tydeligt mærke på Spektor, der med knækkende stemme og nervøse træk måtte kæmpe for at komme ud med budskabet, at hun langt fra var okay med situationen. Hun forlod derefter scenen sammen med trommeslageren, hvorefter violinisten tog over og fortalte lidt mere om Dan og hans yndlingssang (fik aldrig fat i hvilken én det var og kunne ikke nikke genkendende til den), som han derefter gav sig til at synge akkompagneret på elguitar.

Efter dette nummer forlod også han scenen, og Spektor kom tilbage efter godt 1 minuts stående klapsalver. Stadig tydeligt rystet…men hun satte sig ved flyglet og fortsatte ufortrødent koncerten solo. Publikum var blevet stille, meget stille og lyttende, hvilket undertegnede satte stor pris på. Setlisten indeholdt lige dele fra hendes seneste plade Far (2009) og Begin To Hope (2006) + sikkert nogle andre sange fra hendes bagkatalog, som undertegnede endnu ikke er så bekendt med. Men denne sidste halvdel af settet indeholdt hele to af de numre jeg havde håbet allermest hun ville spille, nemlig Samson og Summer In The City, som begge blev fremført på smukkeste vis. Kl. 21:40, næsten præcis 1 time efter at hun langt om længe var kommet på scenen, havde hun spillet sidste nummer, takkede af og forlod scenen for ikke at vende tilbage, uanset om publikum blev stående og klappede efter ekstranummer…

Jeg har det lidt ambivalent med denne koncert, da rammerne omkring den spolerede en stor del af oplevelsen for mig. Dels forsinkelsen og derpå det efter min mening alt for korte set, taget hendes halvstore bagkatalog i betragtning og ikke mindst billetprisen. Plus hendes fravær… Men bortset fra alt det, var koncerten, når musikken spillede, perfekt!