ed harcourt

Ed Harcourt - foto af Mike Hughes

I think someone needs to come along with a record like this… These are songs about the menace and the threat that men in general pose to everything and everyone: women, children, nature. The record is from a father’s head and heart, sometimes screaming into an abyss, reminding myself and anyone who’s inclined to listen that we need to remember to be responsible for the lives of others.
– Ed harcourt, Clash

For et halvt års tid siden havde jeg været til en koncert i Ideal Bar, da jeg på vej hen til min cykel støder på denne her gruppe der stod i mørket udenfor Store Vega, og kun ét ansigt lyste op i skæret af en telefonskærm. Jeg var ellers næsten gået forbi, da det slog mig at det oplyste ansigt tilhørte én af mine all-time yndlings musikere; Ed Harcourt. Jeg stoppede op, sagde hans navn, og efter et øjeblik genkendte han mit ansigt og gav mig den største krammer inden han præsenterede mig for resten af gruppen, som viste sig at være en blanding af musikere fra henholdsvis Marianne Faithfull og Thurston Moore’s backingbands. Ed genkendte mig fordi jeg efter hans koncert i Voxhall i 2007 tog mig sammen til på rigtig teenage-fan-agtig måde at finde bagindgangen og få adgang, så jeg kunne møde denne her mand der allerede dengang fyldte meget i mit musikalske univers. Mit mod bar frugt og jeg kunne den aften tage hjem med med en masse signerede album covers og et kæmpe smil på læberne. Igen i 2010 mødte jeg ham i merchandiseboden efter hans koncert på Lille VEGA, hvor han med det samme genkendte mig.

Ikke siden havde vi set hinanden før denne aften i november sidste år hvor vi endte på en bar på Istedgade. Her fik vi os en god lang snak, om alt muligt lige fra gode retter med fisk, fyrværkerikatastrofen i Seest og følelsen af verdens undergang, og ikke mindst om hans nye musik, som han på dette tidspunkt var igang med at indspille ind imellem hans tour med Marianne Faithfull og hans få jobs med The Libertines. Han var meget stolt og talte om at det nye materiale ville blive hårdere og mørkere end vi er vant til…for at citere ham fra den aften: “I’m not making a Rufus Wainwright album!” eller som han har sagt i et interview for nyligt; “I wanted to make a record that people can cry, fuck and fight to. I hadn’t made a record before that has this kind of danger to it.

Nu er der endelig udkommet hele tre singler på meget kort tid, og mørket kan uden tvivl kan tydeligt mærkes i nummeret ‘Dionysus‘, som ellers starter ud på en meget klassisk Harcourt-måde, men med ét slår over i en noget mere dyster og hårdere karakter;

I nummeret ‘The World Is On Fire‘ ligger dysterheden mere i lyrikken;

Hvorimod jeg synes at titelnummeret ‘Furnaces‘ lyder mere som vi kender Ed Harcourt uden særlig meget mørke;

Pladen udkommer d. 19. august, og er blevet produceret af Flood, som også har produceret for bl.a. PJ Harvey, Nick Cave and The Bad Seeds, og Foals. At dømme ud fra de 3 singler, synes jeg det lyder rigtig lovende og ser frem til at høre pladen i sin helhed. Indtil da kan vi lige nyde en “unplugged” live version af ‘Dionysus‘ her og ellers krydse fingre for at han kommer til Danmark og giver koncert snart (6 år uden er alt for lang tid);

Hvis jeg skulle på Roskilde…

Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands
The Dodos
Pete Doherty
Fleet Foxes

Friendly Fires
Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward

The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm
Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive

Yeah Yeah Yeahs

Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.

Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.

Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.

Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…

Shugo Tokumaru – ‘Parachute‘:

M. Ward – ‘Hold Time‘:

Micachu & The Shapes – ‘Golden Phone‘: