årets plader 2018

Det er blevet tid til den årlige tradition, som jeg undtagelsesvis brød med sidste år, hvor jeg blot fremhævede årets musikalske højdepunkter. Vi genoptager traditionen i år, og jeg har fundet frem til de 10 plader jeg synes er årets bedste plader:

10. 4 Guys From The Future – ‘Headspace

4 Guys From The Future og den gode Bjarke Porsmose er endelig tilbage med en lækkerbisken af en plade efter små 5 års stilhed. Man bliver aldrig træt af den sangstemme.

 

9. Lydmor – ‘I Told You I’d Tell Them Our Story

2018 var for alvor Lydmors år, og det er bestemt fortjent efter dette pragtstykke af popalbum, som tager dig med rundt i verden i en masse forskellige stemninger. Virkelig gennemført.

 

8. Schultz & Forever – ‘Grand Guignol

Jeg havde fornøjelsen at opleve Schultz & Forever live på Stengade for nogle år siden, hvor han skulle teste sit nye materiale af til den kommende plade. Det var en kæmpe oplevelse! Schultz fremførte på “giga-crooner-ekstra-vaganza-vis” sit nye materiale, og det gik rent ind. Det har derfor været lækkert endelig at kunne lægge ører til det igen. Det er poppet, det er lækkert, og det er en fornøjelse at opleve ham i nye klæder.

 

7. Marianne Faithfull – ‘Negative Capability

Jeg har altid kun kendt Marianne Faithfull pr. navn, og er aldrig rigtig nået til at få lyttet til hende. Men det har jeg fået taget hul på i år med hendes seneste udspil, hvor hun bl.a. har skrevet sangene i samarbejde med Nick Cave og Ed Harcourt. Hvilket man godt kan høre, og det er sød musik i mine ører. Derudover har hun på pladen genindspillet (hun havde oprindeligt indspillet den i 1971) hendes cover af min yndlings Bob Dylan sang; ‘It’s All Over Now Baby Blue‘, hvilket jeg ikke var klar over da jeg lyttede pladen igennem den første gang, så det var en dejlig overraskelse, for hun gør det godt. Måske er 2019 året hvor jeg endelig får tjekket hendes bagkatalog ud? Jeg håber i hvert fald at der bliver udgivet flere af denne plade på vinyl, for den er helt udsolgt.

 

6. Cat Power – ‘Wanderer

Chan Marshall er tilbage i sit es, og jeg er vild med det. Jeg faldt for hendes musik med ‘You Are Free‘ (2003), og det er henad samme udtryk hun er tilbage ved, hvilket klæder hende rigtig godt. Nogle gange virker det bare bedst når der er barberet helt ned. Kender du ikke Cat Power så godt, så kan jeg varmt anbefale at lytte til Politikens Poptillæg, hvor du kan blive klogere både på pladen her, men også på hele hendes univers (findes også på iTunes Podcast).

 

5. Kira Skov – ‘The Echo of You

Kira Skov synger på smukkeste vis om det at miste sit livs store kærlighed til døden, og det har på mange måder præget min 2018, da der har været flere alt for tidlige dødsfald i løbet af året. Så har det været rart at sætte denne på og dvæle lidt ved sorgen og eftertænksomheden.

 

4. Ed Harcourt – ‘Beyond The End

Vi bliver i det eftertænksomme hjørne, her er det dog rent instrumentalt. Ed Harcourt, som ellers altid har været den helt trygge base for mig med hans stemme, har på hans seneste plade helt valgt at lade det være op til klaveret, et klokkespil, og nogle strygere.

 

3. Bisse – ‘Tanmaurk

Jeg var så heldig at få et lyt eller to til denne plade længe inden den udkom, og blev blæst helt bagover af hvor storladen Bisse i selskab med Copenhagen Phil, har valgt at være på denne sidste plade i Danmarks-triologien. Det klæder ham faktisk. Især fordi det er som om at teksterne træder endnu tydeligere frem end de hidtil har gjort. At han så derudover har valgt at gå både historisk, samfundsmæssigt, og politisk til værks, gør kun pladen mere elskelig i mine ører.

 

2. The Malpractice – ‘Slur

Sammen med 1. pladsen, må denne plade nok være den plade jeg lyttede allermest til i 2018, og det siger ikke så lidt. Jeg elsker Johannes Gammelby’s agressive og energiske tilgang til det tunge og dystre lydbillede, som jeg langt henad vejen synes indrammer året 2018 meget godt. Om ikke andet har mit behov for at lægge ører til det, været enorm.

 

1. Speaker Bite Me – ‘Future Plans

Årets absolutte bedste plade kommer fra bandet, der efter min mening også leverede én af årets bedste koncertoplevelser (på en delt 1. plads med Grizzly Bear på Heartland Festival). Selvom pladen består af nogle lange numre, kunne den sagtens have været længere hvis du spørger mig, for Speaker Bite Me’s støjende univers kalder på mere, og når jeg har hørt pladen igennem, bliver jeg nødt til at vende den igen, starte forfra, og svæve videre på de støjende bølger.

Plader der ikke nåede igennem nåleøjet på top 10, men som bestemt er værd at nævne og give et lyt;
Shiny Darkly – ‘Bronze
Robyn – ‘Honey
CHINAH – ‘ANYONE
Teitur – ‘I Want To Be Kind

vi “skrives” i det nye år hvor bloggen her sørme fylder 10 år. godt nytår!

spot optakt: kira skov

Kira Skov (DK) - Christian Larsen_largeblue

Jeg fik næsten min morgenmad galt i halsen da jeg læste nyheden på nettet en tidlig morgen i februar sidste år. Min appetit forsvandt med ét, og jeg kunne mærke tårerne og minderne pressede på indeni. Jeg kendte ikke Nicolai som sådan, men havde oplevet rigtig mange koncerter med ham på scenen, når han spillede med Tim Christensen i årene 2001-2004, og så havde jeg mødt ham ad flere omgange i samme periode, men havde så vidt jeg husker aldrig en rigtig samtale med ham. Jeg husker dog, at jeg engang kom backstage hvor han sad og havde en længere diskussion med Lars Skjærbæk, omkring hvordan man kan skrive sin autograf når man hedder Nicolai Munch-Hansen, og så var en anden gang hvor han, af én eller anden mærkelig grund sad og kastede med peanutkugler med henblik på at ramme Tim, men han missede ham og ramte istedet mig lige i panden, og undskyldte flere gange. Hehe. Muntre minder om Nicolai, som desværre alt alt for tidligt døde i februar sidste år, og efterlod sig to børn og sin kone, Kira Skov.

Det var et chok. Et chok ikke mindst for Kira Skov, som nu havde mistet sit livs kærlighed. Jeg kan umuligt forestille mig hvor vild en sorg det må være at skulle igennem og bære på resten af livet. Men man får et ret godt indblik i sorgbearbejdelsen på hendes seneste plade “The Echo of You“, som jeg har lyttet en hel del til på det sidste. En virkelig smuk og personlig plade, der langt henad vejen virker som en kæmpe kærlighedserklæring til det, hende og Nicolai havde sammen.

I går blev videoen til én af mine yndlingssange på pladen så offentliggjort…nemlig ‘Lilac Sky‘, hvor Kira synger en smuk smuk duet med Bonnie “Prince” Billy, og det er svært ikke at få bare lidt kuldegysninger når der dukker klip op af det dansende og omfavnende par i videoen;

Jeg er vild med den dybe melankoli der ligger hele vejen igennem pladen, samtidig med at man kan mærke det fremadskuende liv, som alle kærlighedserklæringerne er med til at løfte. Det bliver spændende at opleve live når Kira Skov rammer SPOT Festival om bare en måned.