Vi vil meget gerne slå endnu et slag for Kristian Finnes Kristensens fornemme musik fra albummet …And the Villa Nova som Chorus Grant. Der har været flere visuelle tilkendegivelser af Finnes musik, og det seneste skud på stammen er den mere 80’er-betonede Wolves. Der er storladne falset vokal og trommer (det kan vi godt lide – især i de alenestående breaks), der er flerstemmig sang (ligeså godt), og så er der marimba (yes). Check det ud – omkvædet og broen er virkelig stærkt skruet sammen – her tilsat en fin sort/hvid montage.
År: 2012
Premiere: Videoen til Ghost
Vi havde besøg af Bodebrixen til Poetry In Mono #5 tilbage i marts måned og siden er der sket ting og sager. Bandet har fået nyt pladeselskab (Playground) og har annonceret nyt album Out of Options som udkommer d. 10. september. Sidst men ikke mindst har de også udgivet første-singlen Ghost, som de nu også har lavet en video til. Denne video har vi været så heldige her på bloggen til at være blandt de første til at vise, og som ekstra bonus har vi haft en lille snak med den ene del af duoen, Andreas Brixen, som her fortæller lidt om sangen og tilblivelse af video såvel som album:
Hvad handler sangen om?
Sangen handler bl.a. om en person som Aske og jeg engang stødte ind i engang imellem. Men den handler også om at se ens ven/kæreste ligeså langsomt gå ind i sig selv hvor fremmedgørelsen bliver stærkere og stærkere.
Hvordan er videoen blevet til?
Musikvideoen er optaget forskellige steder i DK og i udlandet (bl.a. Hamborg). Vi har forsøgt at ramme sangens stemning. Videoen lægger sig dog ikke direkte op ad teksten.
Hvordan har jeres samarbejde været omkring det kommende album og hvordan blev det til?
Aske og jeg skriver alle sange sammen, som er blevet til over en lang periode, inden vi optog pladen med Frederik Nordsø (The William Blakes). Sammen med Frederik indspillede vi næsten det hele fra bunden igen.
Som lovet kommer her den flotte video:
grizzly bear – sleeping ute
Første gang jeg stiftede bekendtskab med gruppen Grizzly Bear, var som militærnægter på det lille spillested Pitstop i Kolding. Jeg kom med heftige tømmermænd over middagstid, for at skulle gøre stedet klart (og rent) til aftenens koncert med selv samme gruppe, der umiddelbar efter udgav Yellow House – så vidt jeg husker. Der stod imidlertid allerede en gruppe mennesker, der ikke så ud som om, at de kom fra Kolding.
Det viste sig at være Grizzly Bear, der var kommet tidligt, hvorfor stedet sejlede efter gårs-dagens strabadser. De viste sig dog som nogle tilbagelænede sympatiske gentlemænd, der blot ville have en kop kaffe og et sted, de kunne sidde og slappe af indtil aftenens totalt intime koncert. Næste gang de kommer til Danmark, er det så i Falconer Salen i oktober, og der er sandelig sket meget siden. De har fx beriget os med deres seneste album Veckatimest, samt deres udmærkede nyfortolkninger af eget materiale m.m. til filmen Blue Valentine, som bestemt var et behageligt bekendtskab – om end en tankestreg i gruppens fremdrift.
Nu står de klar med den første smagsprøve til deres kommende album, der udkommer før, de besøger Danmark – den 18. september . Koncerten er den 28. oktober. Men lyt lige til nummeret Sleeping Ute. Fremragende. Gruppens samklang med Seattle-gruppen Fleet Foxes er at spore, hvor Robin Pecknold fra Fleet Foxes også tidligere har udgivet en duet med Ed Droste fra bjørnegruppen, men det lyder stadig meget, som vi kender dem.
Jeg er vild med den afdæmpede slutning, der nærmest tager sig ud som et decideret coda-stykke. Derudover er det egentlig gruppens vanlige småskramlede lyd, med melodierne, og de små figurer, der går i fint samspil instrumenterne imellem. Drostes fantastisk indfølte vokal er klar og ude i fjæset på os, og nummeret er også et af de mere “popppede”, ligesom vi hørte det på de fremragende Two Weeks og While We Wait For The Others fra Veckatimest. Synth-arpeggios, guitar-picking og andre violin-lignende dybdegivende elementer er med til at gøre Sleeping Ute til et spændende bekendtskab. Der er umiddelbart meget at se frem til.
Grizzly Bear – Sleeping Ute:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48759127″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
mother lewinsky
Mother Lewinsky er en ny trio, der består af erfarne kræfter. Det er nemlig Søren Stensby (Tako Lako), Marc Facchini-Madsen (Mescalin, Baby) og Michael Vitus (Surf In Stereo). De sendte for nylig et lille link til nummeret Some Kind of Fight til os, og den er så blevet afspillet et utal af gange siden.
Det er et smukt eksekveret pop-nummer, der i denne udgave er arrangeret for ti strygere. Det er meget vellykket, især fordi Marc Facchini-Madsen er en utrolig talentfuld sanger. Hans rå rockvokal har før stået i centrum på undertegnedes amp med dennes Mescalin, Baby. Det klæder bestemt Mother Lewinsky-forsangerens råhed at blive krydret med det mere fine stryg. En fin kombination, som gruppen forhåbentlig bygger meget videre på.
Gruppen fortæller selv, at de har en single på trapperne, hvor kræfter fra Vinnie Who, Ice Cream Cathedral og SVIN har hjulpet. Men da der ikke eksisterer så meget mere end Some Kind of Fight med Monica… jeg mener Mother Lewinsky, så spurgte vi violinist Søren Stensby om nogle uddybende kommentarer om gruppen og deres første nummer:
Hvad ‘Some Kind of Fight’ er for et nummer?
– Some Kind of Fight er det første nummer, som vi har præsenteret med Mother Lewinsky. Det et ret catchy og poppet nummer, der samtidig har en aggressivitet i både tekst og musik.
– Verset er underspillet og melodisk, mens det samtidig ulmer af et undertrykt temperament. Et temperament, der bliver udløst i omkvædet som en eksplosion med råbet “I spit on my pillow sometimes”.
– Det rå udtryk i lyrik og vokal står i direkte kontrast til det ti mand store kvindelige strygeorkester, der alene akkompagnerer sangeren Marc, som selv har et langt smukt intermezzo i midten af sangen, der til sidst igen kulminerer en eksplosion af et omkvæd.
Mother Lewinsky – Some Kind of Fight:
Hvorfor valgte I, kun at indspille med strygere?
– En stor del af Mother Lewinskys identitet er netop mødet mellem det rå og upolerede – strygeorkestret – i fængende poppede numre. Vi ville gerne have, at det første vi præsenterede for folk virkelig viste essensen af, hvad vi gerne ville udtrykke. Derfor valgte vi at skrælle alt andet fra – ingen bas, guitar, synths osv. – bare Mother Lewinsky skåret helt ind til benet.
Er nummeret sigende for jeres resterende repertoire?
– Nummeret og udtrykket som sådan er meget sigende for resten af vores musik. Vores andre numre er godt nok indspillet med ‘almindeligt’ band. Men essensen – catchy numre, strygere og et råt og upoleret udtryk – er præcis det, man kan forvente af vores kommende numre. Det er vores næste udgivelse, singlen Like a Love Letter, som vi udgiver i midten af juni, et godt eksempel på.
Vi glæder os til at høre mere, men indtil da, kan du læse mere om gruppen på deres facebook.
poetry in mono #6 i glimt + pim #7
Den 20. april blev denne sæsons sidste udgave af Poetry In Mono afviklet på Stengade, hvor Girls Love Rallie, Hell Is In Hello og Starcrash besøgte Nørrebro. Ovenfor er et kort udsnit af aftenen, hvor Rasmus Hedeman fra Hell Is In Hello og Rasmus Hald Jensen, der er manden bag Girls Love Rallie, varmede op for sig selv med deres country-glam-projekt, Starcrash – der havde uropførsel denne aften.
Derudover spillede Hell Is In Hello et solidt sæt, hvor en del af materialet fra den seneste (og meget anbefalelsesværdige) skive Zombie Polarid, var på menuen. Herefter fulgte Rasmus Hald Jensen med et band, hvor der blev dykket tilbage i tid, ligesom en stor del af materialet fra det fremragende album Son Of Rock’n’roll blev eksekveret live.
Publikum var pænt tilfredse må man sige, da der blev råbt på mere, og “Rallie” måtte give ekstranumre på akustisk guitar efterfølgende. Det var der ikke nogen, der brokkede sig over.
Dermed ser Poetry In Mono frem mod programmet efter sommerferien, hvor vores første arrangement bliver fredag den 28. September kl. 21.00, hvor Asbjørn og Soffie Viemose slår vejen forbi Stengade. Entré 80 kr. BEMÆRK! Koncerten er blevet flyttet til lørdag d. 1. december, og er dermed ikke vores første Poetry In Mono arrangement efter sommerferien. Mere info følger snarest. Billetter kan købes her.
Det bliver således den mest elektronisk-poppede udgave af PIM indtil nu, og vi glæder os meget til også at præsentere den gren af, hvad der i vores bog står som “indie” (det i jo i virkeligheden det meste nu). Vi vender tilbage med mere information om arrangementet den 1. december.
Lyt i mellemtiden til selv samme Soffie Viemose, der har remixet Asbjørns The Criminal:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48157262″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Billederne er venligst udlånt af Michael Jensen, der har taget en række yderligere billeder fra aftenen, som du kan se her.
hay hay
Udover at jeg er vildt oppe og køre over, at jeg er kommet til at købe en billet til kongerne Jay-Z og Kanye Wests koncert i aften i Malmö, så er jeg også virkelig oppe og køre over Hay Hays seneste single Wild At Heart, som de netop har udgivet digitalt.
Navne som Duran Duran, Yeah Yeah Yeahs og Robyn giver genlyd, mens det svenske band Niki & the Dove befinder sig i samme boldgade som trioen – om end med betydelige forskelle.
Netop Wild At Hearts kvaliteter kommer af den organiske sfære eller boble musikken er svøbt i. Et mindre myriade af synth-figurer, der er klæder forsangerinde Anna Bjørck Vejby Geils vokal, der balancerer mellem minimalistisk frasering og vibrato samt en mere clean lys kvindestemme. Produktionen overrasker gang på gang, og det er som sådan et “stille” popnummer, da hooket ikke påtvinges, men derimod stille og roligt lader sig glide ind i bevidstheden.
Er man i Berlin i weekenden, så vil jeg anbefale, at man tager ind og checker Hay Hay ud på Leap i Berlin. De har fået en god bunke eksportstøttekroner sammen med fire andre aktører, hvor man den 31. maj og 1. juni kan opleve et anderledes eksport-arrangement, der har fået navnet Element 5 – se mere på element-5.dk. Check singlen ud forneden:
Hay Hay – Wild At Heart:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/47948782″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
karoline hausted
Der er netop kommet nogle fine sager fra USA-bosatte Karoline Hausted (Salley Gardens), må jeg sige. Jeg har netop fået lyttet hendes første soloalbum på dansk, Jeg Tror Jeg Drømmer, igennem. En utrolig behagelig og smuk sag, hvor detaljerigdom og skrøbelighed står i centrum.
Det er fine håndspillede instrumenter, der fletter sig ind i Hausteds lyse pigede vokal, der har et naivistisk præg, som dog blot giver hendes lyrik endnu mere dybde i mine ører.
Det er forfriskende, at musikken ikke skal pakkes ind i nordisk minimal-elektronika, som ellers er så moderne. Det er måske også det, der får Karoline Hausteds album til at fremstå så meget desto mere originalt.
Jeg er stor fortaler for Karoline Hausteds univers. Hvor især Spejlet, Hvem Der Var og nedenstående Tiffany er gode startsteder. Jeg Tror Jeg Drømmer udkommer kun digitalt, og den kan findes på Spotify.
Karoline Hausted – Tiffany:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43634782″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]
tre x spot 2012
Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set. Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.
Marybell Katastrophy & Nils Frahm:
Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.
Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.
Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.
Green Pitch:
En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.
Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.
Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.
Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).
Taragana Pyjarama:
Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.
Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.
Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.
Taragana Pyjarama – Growing Forehead:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43189740″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]