Danish Music Awards er eftersigende pladebranchens store årlige skulderklap-fest hvor de klapper sig selv på skuldrene over deres kommercielle succeser, og hvert år er der en masse artister der må se sig overset. Men er det nu også sådan ?
Jeg faldt over nyheden om årets nominerede til Danish Music Awards på gaffa.dk i går, og fulgte den efterfølgende debat lidt. Det er jo det samme hvert år, folk brokker sig fordi der er for mange af de samme artister der går igen i diverse kategorier. Det ligner da også ved første øjekast, at det nærmest kun er de samme 10 artister der er blevet nomineret. Men som den nørd jeg nu engang er, har jeg lavet lidt research, og fundet frem til følgende:
Der er i alt 52 artister fordelt på 21 kategorier og 85 nomineringer, heraf 39 danske artister fordelt på 19 kategorier og 70 nomineringer. Det giver i den danske afdeling et gennemsnit på 1,7 nomineringer pr. artist, hvilket vel må siges at være meget fair ? – I mine øjne er den førnævnte påstand med de samme 10 artister, i hvert fald skudt i sænk igen.
Dernæst beskylder folk i debatten på gaffa.dk, pladeselskaberne for at awardshows som dette topstyres af dem selv, og at det er ren og skær markedsføring af deres egne kunstnere. Godt spottet Sherlock! DMA er jo som sagt pladebranchens skulderklaps-fest. Og ifølge IFPI’s hjemmeside, indstiller disse pladeselskaber jo selv deres artister til de her priser. Der er i år i alt 33 pladeselskaber repræsenteret, hvoraf Copenhagen Records er topscorer med hele 11 nomineringer, skarpt efterfulgt af Universal Music med 8 og Sony BMG og Playground Music med hver 7. Hvert pladeselskab er altså repræsenteret ca. 1,6 gange i gennemsnit pr. kategori, hvilket vel også giver et meget fair billede ?
Sidst men ikke mindst, er der de plader der overraskende nærmest ingen nomineringer har fået i forhold til hvad de godt kunne have fået. Tag f.eks. Tim Christensens – ‘Superior’ plade. Den har fået 2 nomineringer; Årets Danske Artwork og Årets Danske singer/songwriter udgivelse. Én af årsagerne til de få nomineringer kan være at den udkom d. 24. november, dagen før IFPI’s indstillings-website åbnede, hvilket kun har givet producenterne 10-11 dage til at indstille ham i (også selvom de med garanti har kendt værket før udgivelsesdatoen). Hvilket bringer mig til overskriften, ‘den døde udgivelsesperiode’. For hvis man som kunstner gerne vil have sin plade indstillet til det her show, så er det med at ramme udenom den såkaldte ‘døde udgivelsesperiode’ som jeg vælger at kalde den sidste uge af november, da plader udgivet fra 1. december 2008 f.eks. gælder med til DMA i 2010. Når det så er sagt, så undrer det mig endnu mere at Teitur’s plade ‘The Singer’ er blevet så overset som den er, for den er da fra februar 2008, og har kun fået 1 nominering. Måske teorien om, at de store pladeselskaber frem for de små, er bredere repræsenteret til det her show, holder stik ?
Er et awardshow overhovedet så vigtigt for en kunstner ? Er det ikke mere pladeselskaberne og fansene der klapper i deres små hænder når det er de rigtige der får priserne ? DMA bliver ikke engang transmitteret nogen steder i år, så det er vel egentlig slet ikke så vigtigt for nogen parter. Da der kun er plads til 250 af os ‘dødelige’ i salen.
Jeg kunne blive ved med spekulationerne, men vælger at stoppe her, da jeg sikkert allerede har tabt halvdelen af jer på vejen…men håber det gav lidt stof til eftertanke.