Det er længe siden at jeg er blevet taget med storm til en koncert som jeg oplevede det i lørdags da Villagers spillede på Lille Vega. På 1 år har Conor J. O’Brien’s sange i den grad fundet vej til mit hjerte. Det var en ting jeg ikke ville indse da koncerten startede og Conor J. O’Brien trådte ind på scenen og med ét tryllebandt hele Lille Vega med åbningsnummeret fra den seneste plade (Awayland) My Lighthouse, som fik selv de lidt stive og højtråbende mænd bag i salen til at lukke i som østers.
Det var utroligt befriende at opleve en musiker på scenen der fremførte sine sange som var det det mest naturlige for ham. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det plus hans fantastiske stemme var medvirkende til at jeg fuldstændig glemte omverdenen og overgav mig fuldstændig til musikken. Ikke mindst den gode lyd også.
Conor J. O’Brien talte ikke meget imellem numrene, men vi fik da at vide at han og bandet havde været oppe hele natten før i Berlin, og at han ingen stemme havde til lydprøverne og pga. det havde været tæt på at aflyse aftenens koncert, men var glad for at de ikke havde gjort det. Det kan jeg også hilse og sige at jeg og mange andre var. Jeg gik fra Lille Vega fuldstændig nyforelsket og helt paf over at en “simpel singer/songwriter” (en mand med hans guitar) stadig kan tage pusten fra mig…jeg troede de dage var talte.
Villagers sluttede hovedsettet af med en sang som han havde skrevet til Charlotte Gainsbourg’s seneste plade Stage Whisper fra 2011.Memoir hedder den og den ramte både jeg og min veninde lige i mellemgulvet…der hvor det gør rigtig ondt. Jeg håber nummeret finder frem til én af hans egne plader på et tidspunkt. Indtil da må vi “nøjes” med denne liveudgave: