Vi er meget glade for, at kunne præsentere den danske gruppe Rum 37 til årets Roskilde Festival på Pavilion Junior. Rum 37 debuterede med en selvbetitlet EP i december måned sidste år, og de spiller en solid, potent og eftertænksom gang dansksproget rock. EP’en er produceret af svenskeren Stefan Boman, der også har produceret for Kent m.fl.
Den P3-venlige rockkvartet består af Kristian Helmuth (sang), Camillo Askjær (guitar), Søren Adolph (bas) og Mikkel Lumbye (trommer/kor), og de har været så venlige, at fortælle lidt om, hvem de er, hvordan de har det med at skulle spille på Dyrskuepladsen, og hvad vi kan forvente os af koncerten.
– Vi er fire venner, der kendte hinanden fra et tidligere band, og vi startede Rum 37 i 2009. Ambitionen var at skrive rocksange med danske tekster. Og udtrykket måtte gerne ramme en både kraftfuld og poetisk tone.
– Efter en tid i øvelokalet var vi i tvivl, om projektet kunne bære. Men en dag voksede sangen Dagen er ny, som senere blev vores førstesingle, ud af en øver. Og med sin søgende melodi, håbefulde tekst og det rockede arrangement satte sangen os på sporet af Rum 37.
– Derefter fik vi skabt en række sange, som vi tog med i vores nye studie på Vesterbro. De indspilninger blev så til en EP, som Target Records udgav i december 2011. EP’en blev efterfølgende rigtig godt modtaget af dagbladenes anmeldere og musikpressen samt P3 og P6. Og det har nu medført, at vi spiller en række spændende forårskoncerter, blandt andet SPOT, Loppen og nu også Roskilde! Og samtidig arbejder vi på nye numre, måske til en kommende plade.
Hvordan vil i selv beskrive jeres musik og jeres lyriske univers?
– Vi forsøger at blande energisk guitarrock med en mere længselsfuld, poetisk nordisk tone. De eftertænksomme sangtekster behandler ofte de konfliktfyldte mellemrum i livet, hvor man går fra et sted til et andet – fra skole til job, ung til voksen, forstad til hovedstad.
I skal spille på Roskilde Festival – hvordan har i det med det?
– Det har vi det utroligt godt med! Bookningen var en kæmpe overraskelse, og jeg hoppede rundt i min lejlighed af glæde, da jeg fik budskabet. Men det virker også – på mærkværdig vis – naturligt for os at skulle spille på Roskilde, da vi i årevis er kommet på dyrskuepladsen som festivalgæster. Samtidig passer vores melodiske rock umiddelbart også godt til Roskildes scener, tror jeg. For vores lille band bliver det indtil videre et musikalsk højdepunkt!
Hvad er jeres forhold til Roskilde festival?
– Ligesom mange andre har vi følelsen af, at det er ”vores” festival, fordi vi har været der så mange gange. Og det, at vi nu skal spille der, forhøjer blot denne dybtfølte relation. Og så ligger dyrskuepladsen vores hjerter nært, fordi vi igennem tiden har oplevet den stærke forbindelse mellem bands og tilskuere dernede. En følelse, der gør, at koncerterne på festivalen kan sidde i kroppen resten af livet. Vi vil arbejde hårdt for at opnå den følelse og publikumskontakt, når vi spiller.
Hvad kan man forvente sig af jeres koncert på årets festival?
– Man kan forvente sig et ekstremt tændt rockband, der spiller hver koncert, som var det den sidste. Mange vil nok blive overraskede over, hvor pågående og intenst vores musikalske udtryk er live. Men vi sætter en stor ære i at spille medrivende og energiske rockkoncerter, der fanger tilskuerne på både forreste og bagerste række.
Vi ser frem til at se Rum 37 på scenen i Roskilde og vil indtil da anbefale, at man checker EP’en Rum 37 ud. Start fx med at lytte/downloade ørehængeren December december herunder eller Sabotør ovenfor:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/26057003″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
Roskilde Festival løber af stablen fra den 30. juni til den 8. juni (opvarmning fra den 30. til den 4.). Se mere på Roskilde-festival.dk.