Med klumpen helt oppe i halsen

loney, dear

“Han skal bare spille 1 eller 2 ballader mere, så tuder jeg!!”. Dette var mine ord til min fætter, da Emil Svanängen aka Loney, Dear netop havde spillet den smukke ‘I Love You (In With The Arms)‘. Klumpen sad helt oppe i halsen og tårerne lå lige i øjenkrogen, klar til at fylde mine øjne. Det var så smukt! Jeg husker ikke engang sidst jeg var til en koncert hvor jeg havde samme følelse…hvis jeg da nogensinde har oplevet det ? – I så fald var koncerten i går i Voxhall, den første koncert nogensinde, hvor jeg næsten blev rørt til tårer. Wow! Den mere end levede op til mine forventninger, og kunne næsten ikke blive lang nok.

Lyden var gennemført, hans stemme gik lige i hjertet og stemningen var i det hele taget god. Han lavede et par moves et par gange i løbet af koncerten, som bragte mine tanker på Josh Ritter (ikke at deres musik skal sammenlignes på nogen måde!). Men tricket med at stille sig ud på scenekanten, væk fra mikrofonen og starte en sang, er både et trick Joanna Newsom og Josh Ritter har gjort brug af (af dem jeg kender til), hvor Josh Ritter er den eneste jeg, indtil i går, har oplevet gøre det i levende live. Det er lige til ståpels!

Jeg har sikkert sagt det herinde før, men hvis du ikke kender Loney, Dear, så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud! Her er en sang til en start:

Æstetik

Når jeg slår ordet op i min Nudansk Ordbog med Etymologi, står der: “det at noget er udformet så det er smukt og behageligt for sanserne = SKØNHED”. Der står ydermere at det er det filosofiske studium af det skønne i kunst og natur. Men hvornår er noget skønt ? Og hvornår er noget kunst ? – Det evigt tilbagevendende spørgsmål, som man aldrig kan finde noget konkret svar på.

Jeg startede diskussionen med min far i går, da vi sad på en café i Århus og han og min onkel, tante, faster og mor sad og kritiserede den moderne kunst. Meget af den moderne såkaldte kunst i dag handler jo om at provokere og vække tanker, og ikke bare vise det skønne. Det mindede mig om da jeg var en tur på Solomon Guggenheim Museum i New York for en del år siden…men det er nu ikke det mit indlæg her skal handle om, det er jo trods alt en musikblog!

Tanken om det skønne i musik er jo også en individuel vurdering. Jeg kom til at stå og tænke på det i Voxhall’s mørke under endnu en musikkonkurrence (der er så mange efterhånden!), hvor det var publikums stemmer der sendte 2 bands videre til Vega hvor det er meningen at de skal konkurrere med de skandinaviske kandidater osv. Jeg er pænt skeptisk overfor sådanne konkurrencer, da det jo er nemt nok at fortælle venner og familie at de skal troppe op og stemme. De stemmer jo slet ikke objektivt, da man jo hellere end gerne vil støtte op om sin vens/families projekt. At ville dem det bedste så at sige. Men på den anden side er jeg også meget skeptisk overfor at der skal sidde en jury (det kommer der til i næste runde af denne konkurrence) og diktere hvad der er godt og hvad der ikke dur.

Når det så er sagt, så syntes jeg heller ikke niveauet var særlig højt i går. Der var tydelig forskel på hvad der gik igennem og hvad der haltede pænt bagefter. Ydermere kom jeg til at stå og tænke på at en stor del af musikken manglede originalitet. Meget af det syntes man at have hørt før. Og sådan synes jeg generelt det er med den del af musikscenen. En lille procentdel af dem skal nok vokse sig større og gå andre og egne veje med tiden, og dermed blive til noget på musikscenen, men der er lang vej igen.

Igen er det her mit syn på sagen og igen min idé om hvad originalt musik er. Hemmeligheden bag det at flere mennesker kan blive enige om hvad der er godt/dårligt originalt/uoriginalt, må ligge i disse menneskers kulturelle baggrund. Og diskussionen her kunne fortsætte i det uendelige… Alligevel krydser jeg selvfølgelig fingre for min fætters band, som selvfølgelig vandt konkurrencen i går aftes. Stort tillykke herfra!

Sprøde svenskere

Forest Crispian - Modest Sensation

Min medskribent og jeg blev positivt overraskede, da vi helt tilfældigt kom gående ind i Ridehuset på SPOT Festival for 2 år siden, og faldt over Forest & Crispian, som stod oppe på den ene af de to scener og spillede noget underligt dansabel musik med en snert af sindssyge. Når jeg siger sindssyge hentyder jeg til den stående trommeslager, Adam Hjertström, som havde en tendens til at komme med de mest overraskende energiudbrud (med lyd!). Det var ganske underholdende, og undertegnede her var solgt til stanglakrids på stedet!

Derfor varmede det rigtig meget at finde ud af at bandets andet album ‘Modest Sensation‘ udkommer dagen efter min fødseldag, nemlig d. 18. maj. Det bliver en god måned (med undtagelse af eksaminer!).

Denne video giver måske et meget godt eksempel på hvad min fætter og jeg var vidne til…

Hah! Der er vist noget om det…

The Good ol’ Albion

The Libertines

Jeg genopdagede et band i morges da jeg satte mig op på min cykel, og ikke var i humør til hverken M. Ward, Loney Dear eller noget som helst andet, som ellers har været i varm rotation på det seneste. Bandet jeg genopdagede, er – som de fleste nok allerede havde gættet på enten titel eller billede eller begge dele – de engelske The Libertines. Et band der siges at have revolutioneret den engelske musikscene i starten af dette nye århundrede. De nye Beatles om man vil (ikke at jeg er af helt samme opfattelse, men…), da der kørte lidt samme intensitet imellem bandets to hovedpersoner, Peter Doherty og Carlos Barât, som startede ud som et godt broderligt venskab og endte i svigt, misforståelser og stofmisbrug. En konflikt som pressen udnyttede til fulde, og dermed spolerede hele eventyret om The Libertines for nytilkommere, så de fremstod som den typiske lev-stærkt-dø-ung rock’n’roll kliché, der overskyggede den musikalitet og det band de i virkeligheden var – et band der bare elskede at spille for deres fans, som de også holdt af at forkæle med bl.a. intime koncerter i diverse lejligheder rundt omkring i London og lignende, inden det store mediecirkus og stofmisbruget gjorde kål på det vel at mærke.

Jeg var selv én af disse nytilkommere, da jeg i 2006 langt om længe hoppede på vognen, på trods af at min veninde forsøgte at få mig til at lytte til dem allerede i 2002-2003 stykker, men lyttede jeg?! På dette tidspunkt (2006) var de gået i opløsning for længst, så jeg oplevede dem desværre aldrig live da de var på deres højeste. Det tætteste jeg har været på at opleve dem live, var da Carl og hans nu daværende band, Dirty Pretty Things, optrådte med ‘I Get Along‘ i Pumpehuset i november sidste år. Hvilken oplevelse!

Heldigvis findes der en rigtig god bog – ‘The Libertines – Bound Together‘, der fremstiller et sandfærdigt billede af bandet både før, under og efter. Den er flot illustreret og fantastisk spændende læsning (ja..næsten en slags mini-Beatles-Anthology!). Den kan på det varmeste anbefales!

Dette nummer var førstesinglen til deres andet og selvbetitlede album fra 2004. Det er ellers ikke min favorit med dem…men et meget sigende nummer for det humør jeg var i i morges…

…mit favoritnummer derimod, er det følgende, som var 2. single fra deres debutalbum, ‘Up The Bracket‘ fra 2002 (singlen er fra 2003):