Yes! Så er der under 1 uge til SPOT Festival løber af stablen og vi glææææder os. Spot optakten fortsætter med tredje og sidste del af interviewet med Shy Shy Shy hvor Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra bandet har fundet 3 plader i Rikkes pladesamling som har en form for betydning for dem (se del 1 her og del 2 her). Tredje og sidste plade vi sætter på pladespilleren er Grizzly Bear’s ‘Shields’ fra 2012…
Simon: Så er vi kommet lidt over i indie-genren, selvom det stadig er lidt langt fra det vi laver. Jeg havde glædet mig til at høre denne her plade da den kom. Jeg tænkte at det kunne kun komme til at skuffe mig, og så blev jeg virkelig positivt overrasket over at den er god fra start til slut. Genre-mæssigt er det helt vildt meget af denne her type musik jeg har hørt igennem tiden. I hvert fald i en årrække.
Astrid: Ja, jeg tror også vi hørte sådan noget meget da vi begyndte at snakke meget sammen. Vi er blevet lidt mere poppet sidenhen.
Tror i at i er blevet endnu mere poppet nu? Er i begyndt på noget nyt materiale?
Astrid: Ja…men altså det der med pop og ikke-pop, jeg tror for mig handler det meget om og skrive en god sang, og hvis man skriver en rigtig god sang så kan den gå i mange forskellige retninger. Forhåbentlig bliver vi bedre og bedre til at skrive stærkere sange, men derfor synes jeg ikke nødvendigvis at det behøver at blive poppet. Fordi jeg synes f.eks. at den plade vi hører lige den er fyldt af superstærke numre, men den er jo ikke poppet på den måde. Og det synes jeg også gælder både Beatles pladen og ’Heartbreaker’, at det er nogle sindssygt stærke numre, men den kunne garanteret sagtens sende den til Timberlake eller sådan noget og så kunne han producere det op til at blive sådan et eller andet helt vildt popnumre. Men altså, gode sange kan mange ting.
Har i nogen favoritnumre på pladen?
Simon: ’Yet Again’ pga. melodien.
Astrid: Det ved jeg faktisk ikke lige. Jeg kan virkelig godt lide åbningsnummeret ’Sleeping Ute’. Jeg tror ikke det er så meget teksterne, men mere lyden af Grizzly Bear der inspirerer mig ved dem.
Vi snakker lidt om Chris Taylor’s vilde evner som multiinstrumentalist…
Astrid: Det synes jeg er meget sejt det der med at være multiinstrumentalist, fordi når man som vi er opvokset i musikskolemiljøet, blive for fokuseret på det ene instrument man nu går til. Det tror jeg også har været en slags barriere for Simon, har det ikke det?
Simon: Jo. For mig har det aldrig handlet om at blive bedst til at spille guitar, jeg vil lige så gerne spille klaver eller synge.
Astrid: Hvordan kan det egentlig være at du valgte guitaren, du er jo lige så god til at spille klaver?
Simon: Jaah…
Astrid: Simon spiller hammergodt klaver.
Simon: Arh jeg spiller helt klart bedre guitar nu.
Har i nogensinde set Grizzly Bear live?
Astrid: Nej, men det ville jeg fandme gerne!
Hvornår var det i begyndte at lytte til Grizzly Bear?
Astrid: Jeg kendte dem godt før ’Veckatimest’ via nogle af de der seje indie-fyre som jeg hang ud med som snakkede om Grizzly Bear, så der har jeg sikkert bare ladet som om jeg vidste hvem det var og så bagefter gået hjem og lyttet helt vildt til det. Jeg tror den første plade jeg hørte var ’Horn Of Plenty’.
Har i nogle afsluttende kommentarer til pladen?
Astrid: Det er en god plade, men jeg kan nu bedre lide ’Veckatimest’.
Simon: Ja men det kan jeg ikke.
Hvad ser i mest frem til på SPOT udover at spille selv?
Astrid: Jeg elsker SPOT! Jeg synes det er en hammerfed festival. Det er så fedt det der format med at det er små korte koncerter. Man kan mærke at de bands der spiller har strammet balderne sammen. Og så kan jeg også rigtig godt lide at man ikke skal sove i telt, jeg er simpelthen så sart med det larm om natten. Roskilde er super, men jeg er simpelthen nået dertil hvor jeg godt kan finde på at tage hjem og sove.
Simon: Jeg synes det er to vidt forskellige oplevelser af en festival. Hver festival har sin charme. Men Roskilde er sådan noget jeg skal tage mig sammen til og planlægge.
Astrid: Det der også er sjovt ved SPOT er at der er hele tiden folk man kender. Jeg synes det er supergrineren på SPOT, at man går 5 minutter og så møder man folk som man måske ikke har snakket med i et stykke tid. Det er bare hyggeligt fordi at man møder sine venner og sine kollegaer og at koncerterne ikke varer hele natten så man kan feste. Det er en god festival.
Simon: Jeg synes også der er noget fedt med at man går ind på et spillested hvor bandet har haft tid til at gøre rigtig klar. Der er et bedre mulighed for at lave et rum til en koncert end der f.eks. er på en udendørs festival.