spot optakt – john.mesh

John.Mesh

Undertegnede faldt forleden over navnet John.Mesh i SPOT programmet, og kunne udover at konstatere at det er den tidligere frontfigur fra Slowes, ikke rigtig komme tættere på hvad John.Mesh er for noget musik, og hvorfor Jack ikke længere spiller under navnet Slowes. Ud fra beskrivelsen på SPOT’s hjemmeside, kan vi forvente en lyd der er kitsch og pop, samtidig med at den er tankevækkende og eksperimentel. Derudover kan John.Mesh eftersigende sammenlignes med kunstnere som Sébastien Téllier, Nick Cave, og Johnny Hallyday. Jeg besluttede mig for at få fat i Jack, og få ham til at fortælle os lidt mere om John.Mesh;


Hvad ligger der bag selve navnet John.Mesh?

Jeg har altid været glad for navnet John, da mit rigtige navn (Jack) oprindeligt er et kælenavn for John.
Desuden faldt jeg over et indslag på youtube, om en amerikansk brandmand fra Kansas, som desværre tragisk vis døde. Han hed John Mesh.
Jeg blev af en eller anden mærkelig årsag meget rørt over historien og synes at det var meget relaterbart til mit projekt. I indslaget ser man hans kollegaer græde og sørge over tabet. Det er smukt at nogle mænd, som er så heltemodige og på sin vis maskuline også er så følsomme. Sådan er min musik også. Maskulint og følsomt.
Jeg elsker den almindelige mand. Arbejderen og familiefaren. Jeg er selv opvokset i en familie, hvor vi ikke havde så mange midler og derfor handlede det først og fremmest om at få mad på bordet og betale sine regninger. Der var ikke altid plads til store armbevægelser, store ambitioner og vilde idéer, da det bare handlede om, at have det nogenlunde godt.

Hvorfor ikke bare fortsætte med Slowes?
Jeg har brug for en ny begyndelse, et nyt projekt, hviske tavlen ren, kald det hvad du vil… For et år siden fik jeg stjålet min bærbar computer med alle mine skitser og demoer. (jeg havde helt rookie-agtigt ikke taget back-ups). Det var selvfølgelig pisse ærgerligt, men det var på den anden side også virkelig rart. Alle de halvfærdige idéer som lå og spøgede på min harddisk var væk og jeg kunne på en eller anden måde starte forfra. Gennemtænke det hele fra ny.. Jeg kender mange kreative mennesker, som netop har en masse skitser eller idéer liggende, som har svært ved at færdiggøre dem. Derfor kan det være godt at få det hele slettet.

Hvad er der af fremtidsplaner for John.Mesh?
Første single udkommer 25. maj. Derefter flere udgivelser hen af efteråret og næste vinter. Jeg må indrømme, at jeg er rimelig ydmyg, hvad angår dette projekt. Jeg kunne sagtens sidde og skrive “overtage verdenen”, “spille koncerter i udlandet” eller noget andet klichéfyldt.
men når alt kommer til alt, så vil jeg bare gerne have friheden til at komme på en idé og så prøve den af. Der er ikke noget, der tænder mig mere, end at få en idé, udvikle på den og så få mennesker, som jeg arbejder sammen med, til at viderudvikle den sammen med mig. Om det er i øveren, i studiet eller til en video – det hele. Jeg bliver så rørt over, at mine venner og kollegaer gider at investere tid i noget, som jeg har tænkt over. Hvis mine sange og idéer kan resonere og give genklang hos nogen, så er mit arbejde fuldført.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved din koncert på SPOT?
Kom og se (fredag d. 11. maj kl. 18:10 i A-Huset nede ved Godsbanen)

Hvad glæder du dig selv til på SPOT?
SPOT er lidt homecoming agtigt. Lidt ligesom til jul. Man støder ind i folk, som man ikke har set i lang tid.

spot optakt – asbjørn

Asbjørn

Yes, så er vi er klar med årets første SPOT optakt interview. Vi tænkte at det var længe siden vi havde hørt noget fra Asbjørn, så vi fangede ham til bl.a. en kort snak om hans udenlandseventyr, den nye epoke af hans karriere, og meget mere. For selvom der kun er udgivet to singler siden ‘Pseudo Visions‘ (2015), så er der sket rigtig meget. Asbjørn er bl.a. flyttet til Berlin, har signet med Universal, og rejser nu verden rundt for at skrive og indspille musik med sine idoler. Så der er snart en tredje single på vej, og til maj har vi for første gang siden 2015 (hvis man ikke tæller koncerten med Who Killed Bambi i december sidste år med) fornøjelsen af at kunne opleve ham spille hele to gange på SPOT Festival. Læs interviewet og find ud af bl.a. hvorfor han kan opleves hele to gange på festivalen, og hvad det vil sige at være en fuld viking:

Hej Asbjørn, det er længe siden, men at dømme ud fra dine Insta-stories, så går det strygende?

Hej Rikke! Jo tak, jeg synes sgu det er sjovt at lave musik for tiden. Suser rundt og skriver sange til min plade med nogle af mine personlige idoler, og det er sjovt at arbejde med et kæmpe pladeselskab (Virgin Records/Universal) efter at have gjort alting helt indie-agtigt på de første to plader.

Siden vi sidst skrev om dig her på bloggen, har du jo rykket teltpælene op, og er rykket til Berlin. Hvordan har det været at skifte det danske ud med det tyske?

Det var en nødvendighed på det tidspunkt, for at jeg kunne fokusere på musikken. På den ene side havde jeg et voksende internationalt publikum og masser af medvind, og på den anden side var Danmark svær, fordi jeg hverken var den rigtige slags indie eller kommerciel. Og på trods af succesen uden for grænserne, var jeg træt af at føle mig som en musikalsk grim ælling i mit eget land. I Berlin kunne jeg pludselig lave musik på en fuldstændig ubekymret måde, fordi jeg ikke behøvede at passe ind i en tidstypisk radio-trend. Sjovt nok gjorde dét at jeg for første gang i mit liv lavede pop musik, der rent faktisk lød kommerciel, måske fordi jeg ikke behøvede at lave den i trods længere.

Hvis man har fulgt din Instagram-story på det sidste, så har du været vidt omkring, men jeg har især bidt mærke i at du har leget fuld viking i Los Angeles. Hvad gik den tur helt præcis ud på? Og hvad er der med den fulde viking?

Ha ha! Jeg er i Los Angeles i perioder for at skrive min plade, og jeg bliver bare konfronteret med hvor grænseoverskridende og ubehøvlet jeg er i en Amerikansk kontekst. Specielt Los Angeles har jo bare en meget glat overflade, og det er åbenbart umuligt for mig at smelte ind i den. Jeg føler mig for det meste som en kæmpestor, højlydt, fuld viking, og i stedet for at “fake” den, har jeg brug for at stå ved det og bare grine lidt af det med mine fans.

Din seneste plade ’Pseudo Visions’ blev i første omgang udgivet som tre EP’er der hver især havde en række singler med dertilhørende flotte musikvideoer. Det var i 2014-2015, og siden da, har du i løbet af lidt over 1 år, udgivet to singler. Er der mere på vej? Eller kører du lidt samme strategi som med ’Pseudo Visions’ ?

Jeg udgav ‘BOY PWR‘ videoen lige før Universal faldt på frierfødder. De åbnede op for så mange nye muligheder at jeg valgte at udskyde alle planer – og det var virkelig en god beslutning, selvom det aldrig var meningen at holde folk hen så længe. Jeg gik fra at producere albummet alene i min stue i Berlin, til at samarbejde med pisse seje folk i London og Los Angeles, som giver mig et tiltrængt friskt perspektiv på hvad jeg har gang i.

‘Pseudo Visions’ var et sygt vigtigt album for kontakten med mine fans og specielt ‘The Love You Have In You‘ kickstartede en ny epoke af min karriere, men det var jo helt kamikaze at lave så mange videoer, ha ha! Så jeg gør det næppe på samme måde igen. Men det er slut med klatpisseri, der kommer masser af musik fra nu af.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved din koncert på SPOT?

Det er et HELT nyt show med en blanding af gamle og nye venner på scenen, både fra Danmark og Berlin. Jeg er bare mega spændt på at spille alle de nye bangers altså. Ud over min egen showcase spiller jeg også en strygerkoncert med Who Killed Bambi, så sangene får lov til at spille med musklerne i forskellige formater, så at sige.

Hvad glæder du dig selv til på SPOT?

Jeg glæder mig sindssygt meget til Jada, hun er jo bare fuldstændig psykopat fantastisk.

Tidsplanen bliver eftersigende snart offentliggjort, og så kan man jo krydse fingre for at det bliver til en halvsen lørdags-dansefest med Asbjørn og band. Indtil da kan man varme op med hans seneste single ‘Nothing 2 Lose‘:

EDIT: få timer efter offentliggørelsen af dette interview, offentliggjorde SPOT Festival tidsplanerne, så der er sørme dømt kæmpe fest med Asbjørn lørdag på SPOT Festival på Voxhall. Smukt! Vi glæder os.

spot optakt: kira skov

Kira Skov (DK) - Christian Larsen_largeblue

Jeg fik næsten min morgenmad galt i halsen da jeg læste nyheden på nettet en tidlig morgen i februar sidste år. Min appetit forsvandt med ét, og jeg kunne mærke tårerne og minderne pressede på indeni. Jeg kendte ikke Nicolai som sådan, men havde oplevet rigtig mange koncerter med ham på scenen, når han spillede med Tim Christensen i årene 2001-2004, og så havde jeg mødt ham ad flere omgange i samme periode, men havde så vidt jeg husker aldrig en rigtig samtale med ham. Jeg husker dog, at jeg engang kom backstage hvor han sad og havde en længere diskussion med Lars Skjærbæk, omkring hvordan man kan skrive sin autograf når man hedder Nicolai Munch-Hansen, og så var en anden gang hvor han, af én eller anden mærkelig grund sad og kastede med peanutkugler med henblik på at ramme Tim, men han missede ham og ramte istedet mig lige i panden, og undskyldte flere gange. Hehe. Muntre minder om Nicolai, som desværre alt alt for tidligt døde i februar sidste år, og efterlod sig to børn og sin kone, Kira Skov.

Det var et chok. Et chok ikke mindst for Kira Skov, som nu havde mistet sit livs kærlighed. Jeg kan umuligt forestille mig hvor vild en sorg det må være at skulle igennem og bære på resten af livet. Men man får et ret godt indblik i sorgbearbejdelsen på hendes seneste plade “The Echo of You“, som jeg har lyttet en hel del til på det sidste. En virkelig smuk og personlig plade, der langt henad vejen virker som en kæmpe kærlighedserklæring til det, hende og Nicolai havde sammen.

I går blev videoen til én af mine yndlingssange på pladen så offentliggjort…nemlig ‘Lilac Sky‘, hvor Kira synger en smuk smuk duet med Bonnie “Prince” Billy, og det er svært ikke at få bare lidt kuldegysninger når der dukker klip op af det dansende og omfavnende par i videoen;

Jeg er vild med den dybe melankoli der ligger hele vejen igennem pladen, samtidig med at man kan mærke det fremadskuende liv, som alle kærlighedserklæringerne er med til at løfte. Det bliver spændende at opleve live når Kira Skov rammer SPOT Festival om bare en måned.