spot optakt: Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP)

DUP logo

Når man kigger nedover det foreløbige program for SPOT Festival bliver det hurtigt tydeligt at de i år for alvor har integreret eksterne arrangører og kuratorer som en del af hovedprogrammet. Et tiltag som undertegnede er særligt begejstret for, da det skaber et billede af en meget mere alsidig festival end tilfældet har været tidligere hvor de eksterne arrangører/kuratorer mere har været en “suprise-faktor” på selve festivalen, hvor det til tider har været svært nok at følge med i hovedprogrammet i forvejen. Den her måde skaber meget mere overblik og gør det nemmere at planlægge hvad man skal se. Ét af eksemplerne på de her eksterne arrangører/kuratorer, er Danske Uafhængige Pladeselskaber eller i daglig tale kaldet DUP som har eksisteret siden 2002. Organisationen har med få pauser stået for at præsentere deres medlemmers artister på 1 til 2 scener på SPOT Festival igennem årene, og i år er deres scene som sagt en del af hovedprogrammet. I år har DUP fået lov til at stå for hele programmet på den mindste scene Filuren i Musikhuset der ligger imellem Lille Sal og Rytmisk Sal. Vi har i den forbindelse taget en lille snak med de to formænd for organisationen, Kasper Find (Pony Rec) og Kristoffer Rom (Tambourhinoceros), om hvilken størrelse DUP er, hvordan de finder frem til hvilke artister der skal præsenteres blandt deres mange medlemmers artister, og ikke mindst hvad DUP står for.

Hvad er DUP for en størrelse? (kan se at i har 93 medlemmer, er det 93 aktive medlemmer eller hvordan?)
•DUP er en interesseorganisation, der repræsenterer uafhængige danske pladeselskaber, store som små.
•DUP opsøger ny viden og deler den med sine medlemmer
•DUP bringer sine medlemmers vilkår for øje for politiske beslutningstagere.
•DUP producerer events med sine medlemmers udgivelser som omdrejningspunkt.
•DUP forhandler aftaler med div. interessenter i musikbranchen
•DUP skaber et øget fokus på den uafhængige pladebranche og dens vilkår i offentligheden.

De fleste er aktive medlemmer. Vi har pt ca 75 aktive medlemmer

Når man tænker tilbage på den tid DUP startede (2002), var der så vidt jeg husker meget en ”de uafhængige pladeselskaber mod majors” kultur i branchen, er det stadig en relevant kamp?
DUP står ikke i opposition til øvrige organisationer i den danske musikbranche men repræsenterer et centralt led i den musikalske fødekæde, der ikke findes andetsteds.
DUP adskiller sig fra IFPI (Musikselskabernes Brancheorganisation) ved også at repræsentere ikke-kommercielle pladeselskaber og sikrer derved, at vækstlaget udvikles og får ørenlyd uanset markedsandele og økonomisk væstpotentiale. DUP og IFPI samarbejder på flere områder både indadtil og udadtil.
Som medlem af WIN (Worldwide Independent Network) og bestyrelsesmedlem i Impala sidder formandskabet med ved bordet, når de store internationale aftaler gennemgås, på det politiske niveau og det markedsstyrede.

Hvilke sager er det primært i kæmper for i disse år?
Vi kæmper for generelt bedre vilkår for uafhængige pladeselskaber, bl.a.
Fair digitale aftaler, som f.eks. IMPALAs/DUPs kamp mod pression fra YouTube, gratis prøve periode hos Apple Music.
Synlighed for indies, f.eks. Vinyl Top 20 og DUPs festivaldeltagelse på SPOT og Roskilde.

Hvilken gang er det at i har en scene på SPOT Festival?
Uhh – det ved vi faktisk ikke, men denne gang er 3. gang for os som formænd. 

Hvorfor er det vigtigt at DUP er repræsenteret på denne her måde på SPOT Festival?
Det er vigtigt at ha’ en scene, hvorfra vi kan vise hvor alsidige DUPs medlemmers artister er. Det er en fantastisk chance for at vise nogle af de helt nye – sammen med nogle af de mere etablerede navne på en scene.

Hvilke af jeres medlemmer præsenterer navne på SPOT i år?
Playground Music
The Big Oil Recording Company
DME
Tigerspring
Prime Collective
The Being Music
Crunchy Frog
ES Music

Hvordan finder i frem til at det skal være lige præcis de her 8 medlemmer der skal præsentere navne ud af jeres mange medlemmer?
Vi har de sidste 2 år nedsat et lytteudvalg bestående af udenlandske og danske festivalfolk, radiopersonligheder, managers, booker, pladeselskabsejere og lignende. I år var det;
Ben Swanson – Secretly Canadian
Simon Raymonde – Bella Union
Sidse Gry – Early Modern
Dani Charlton – Amazing Radio og
Jan Sneum – eks. Danmarks Radio, nu The Lake og Sneum Instituttet

Men ud fra hvilken pulje vælger det her lytteudvalg navnene?
Hvert aktivt medlem kan smide 2 bands i puljen.

Kommer i til at have en DUP bod i år, som man har set i har haft andre år på SPOT Festival i forbindelse med jeres scene?
Der kommer en bod i år. Den vil være at finde ved Filuren!

DUP delte i 2010 to scener med ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og Karrierekanonen i Ridehuset, så spørgsmålet er om i også deler scene med andre eksterne arrangører i år?
Nej.

Hvad ser i mest frem til på SPOT Festival?
God musik, gode folk, gode debatter – bare 2-3 rigtig gode dage i Århus.

Tjek programmet ud for DUP’s scene her:
DUP program Spot 2016

SPOT optakt: Liima

Lima behind the scenes

Som en optakt til SPOT festival der løber af stablen om en halvanden måneds tid, kommer vi her på bloggen til at bringe en række interviews med SPOT-aktuelle bands. Det første interview vi bringer er med Liima som udgiver deres debutplade ‘ii‘ i dag. Vi kan hilse og sige at det er en dejlig forårsplade, så tjek den evt. ud imens du læser lidt om hvordan den er blevet til med mere.

Efter koncerten med Liima på dette års Frost Festival, satte undertegnede sig i morgenmads-restauranten på Hotel Astoria sammen med bassisten Rasmus Stolberg. Dels for at finde ud af hvordan og hvorfor Liima opstod, om tilblivelsen af ‘ii‘, og ikke mindst om hvad der er blevet af Efterklang.

Hvor længe er det Liima har eksisteret?
Vi startede i juli 2014. Men der hed vi ikke Liima, der vidste vi slet ikke vi ville have et band. Det startede med at os 4 (Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer og Tatu Rönkkö red.) blev inviteret af en festival i Finland til at komme op i 10 dage. Så gav de os et sted hvor vi kunne skrive musik sammen, og planen var så at vi skulle spille det musik vi lavede og have præmiere på deres festival den sidste dag. Så vi tog bare derop og tænkte det er et projekt det her, nu ser vi hvad der sker. Men så gik det helt vildt godt, og vi synes det var helt vildt inspirerende og synes også vi fik lavet en masse god musik, så vi kunne faktisk med det samme efter den der første koncert, besluttede vi at vi skulle lave et band. Og vi besluttede også at vi ville fortsætte med at arbejde på den måde der. Så lavede vi den der residens i Finland hvor vi skrev 6 numre på 1 uge, og har så efterfølgende lavet residens i Berlin, Istanbul og på Madeira, allesammen på 1 uge hver. Det er sådan cirka i løbet af 1 år det her. Og alle steder skrev vi en masse sange og så med det samme spillede vi dem live. Og den plade der nu kommer her den har nogle af de bedste sange som vi har lavet. Vi har lavet 20 i alt eller sådan noget og vi indspillede 16 og der er 10 på pladen. Det er meget fint det der med at vi har skrevet en masse musik, og tit har vi skrevet 1 sang om dagen og så har vi spillet den live og set om det virkede og så har vi taget den med videre. Det fungerer superfedt. Vi sidder ikke og arbejder med noget når vi ikke er sammen. Der er ikke nogen der sidder og laver skitser eller sidder og redigerer som det var i Efterklang.

Som man kunne sige var en meget klassisk bandting eller?
Jeg ved snart ikke hvordan. Det her det er i virkeligheden sådan et klassisk garagerock band, hvor man står og spiller sammen. Altså nu er man jo vant til at man kan optage og sidde og spille demoer i computeren og sådan noget og det gør vi ikke. Vi står kun og spiller sammen og så optager vi live hvad det er vi laver, og har det som referencer.

I har ikke sådan nogle dogmer?
Nej det synes jeg ikke. Altså vi har jo et dogme…eller vi har en arbejdsmetode som er ret præciseret og som gør at musikken også får den natur den har. Altså vi skriver kun når vi er sammen, og vi skriver fælles. Der er ikke nogen der kommer med nogen idéer eller skitser. Vi starter fra nul og så improviserer vi og jamer og så optager vi det og så lytter vi på det og så hvis der er et eller andet vi synes der er fedt, så prøver vi at arbejde videre på det. Altså f.eks. den der sidste sang vi spillede i dag (Leather In Pain red.), da vi startede i går morges startede vi bare med at improvisere i en time og der kom det der frem i en del af den der times tid, og så lyttede vi på det her i dag og så tænkte vi at det fungerede da meget godt og så spillede vi den lige inden koncerten og prøvede at finde ud af hvad det var og så spillede vi den så live i aften. Så det er gået meget meget stærkt. Den er jo heller ikke helt færdig, men jeg ved heller ikke om den sang bliver til noget, den stikker lidt ved siden af alle de andre ting vi laver.

Det lyder spændende, men tror du det er noget i vil blive ved med det her?
Ja. For det første så fungerer det for os, for det andet så bor vi i 3 forskellige byer (København, Berlin og Helsinki red.) så vi har ikke noget øvelokale, så vi har ikke noget sted så det giver rigtig god mening at vi får de her invitationer.

Spiller i også ‘normale’ koncerter?
Altså vi har spillet 50 koncerter eller sådan noget imellem de 4 residenser vi havde inden pladen, hvor vi har prøvet materialet af, fordi det er vigtigt når man laver noget så hurtigt, så er det jo ikke helt sikkert – nogle gange fungerer det fra starten af, men tit skal det lige have noget arbejde. Så der har vi bare brugt de der livekoncerter til at blive bedre til at spille og til at finde ud af hvordan vi skulle skære det helt præcist.

Man kan jo sige at i i forvejen har en rigtig god indgangsvinkel til hele verden i forhold til at Efterklang har været rundt i hele verden op til flere gange, ikk?
Ja, det er klart at der er nogle ting vi kommer lidt nemmere til. Det er klart. Der er også nogle ting der er svære fordi vi er også nogle gamle røvhuller. Altså der er også rigtig mange der ikke er interesserede fordi at vi ikke er spritnye. Folk har nogle gange et indtryk af hvad man gør og hvad man er, og der er jo rigtig meget musik, man kan ikke lytte til det hele, og så beslutter man et eller andet; ”Ej men det er ikke interessant for mig” eller sådan noget. Og så tager man fejl nogle gange. Jeg er aldrig kommet ordentligt ind på hip hop for eksempel. Jeg har hørt en masse hip hop som jeg synes er spændende, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at sætte mig ind i det, der er bare for meget musik. Haha. Man bliver nødt til at vælge lidt.

Bliver i sammenlignet meget med Efterklang fordi i jo praktisk talt er de samme medlemmer?
Det er jo klart at de fleste gør det eller kommer til at gøre det, men det er lidt ligesom at sammenligne Xx med Neil Young og det giver ikke rigtigt mening udover at vi deler en masse medlemmer. For det er et helt andet sprog synes jeg i hvert fald.

Var det også et sprog i trængte til at komme ud i?
Ja det er helt klart en lyst vi har haft, altså det her musik er meget mere umiddelbart og det er sådan meget mere én eller anden energi man prøver at fange og prøver at fange et eller andet øjeblik sammen. Vi har jo aldrig skrevet 1 sang pr. dag i Efterklang for eksempel, så det er enormt forfriskende det her for os.
Så det er rigtigt at vi havde brug for at kunne lave andre ting, og også ting som ikke passede ind i hvad Efterklang var, men vi har ikke stoppet Efterklang overhovedet. Vi laver rigtig mange Efterklang ting hele tiden. Lige nu har vi en 3-4 projekter i gang der har med Efterklang at gøre, og vi lavede den der opera i sommers. Så bandet er ikke stoppet, overhovedet ikke, vi er bare stoppet med at være det der band der turnéer hele tiden og laver albums hvert 2.-3. år. Så vi stoppede med at være Efterklang på den måde som vi var Efterklang i rigtig mange år, og det handler mere om at kunne skrue ned for denne der heftige aktivitet og så i stedet for også kunne åbne op for at være med i andre projekter, og gøre andre ting. For eksempel det her band, eller for eksempel The Lake Radio eller vi har skrevet nogle danseforestillinger, og vi har lavet den der opera og nu er Efterklang jo ved at lave et hjerneprojekt sammen med to hjerneforskere, så der sker en masse ting. Så Efterklang det er ét band der kører fortsat, og Liima er et andet band der kører parallelt med Efterklang, men to forskellige bands. Så det er ikke noget med at Liima er det nye Efterklang, det er bare et nyt band.

Interviewet lakker mod ende, men inden vi går hver til sit stiller Rasmus mig pludselig følgende spørgsmål, og det kom der denne lille samtale ud af;
Var der noget du tænkte under koncerten, hvad fanden er det, eller hvorfor er det sådan der?
Jeg tænkte med Casper med alle hans mikrofoner at det kunne være et meget sjovt koncept. Haha.
Jeg ved ikke hvorfor han har så mange mikrofoner, der er kommet en ny én hver dag.
Så i morgen så er der 5 mikrofoner eller? Hahaha.
Ja det tror jeg. Hehe.
Der var også en sang som jeg kunne forestille mig at man kunne danse til…altså det er sådan meget dansevenligt musik meget af det…
Ja men meget af det er, og det er også super spændende at man kan, fordi det er meget mere grooveorienteret.
Jeg tog mig selv i at stå og prøve at tænke tilbage på hvad for noget Efterklang fordi det vil man gøre pr. automatik som vi også snakkede om lige før, for at prøve at høre forskellen på Liima og Efterklang, men det var aldrig en tanke jeg fik ført til ende, andet end at jeg blev enig med mig selv om at det ikke er det samme. Hehe.
Nej det var ikke sådan der. Hehe.
Nej det har været meget mere storladent ikk?
Jo, mere komponeret. Mere orkestralt.
Præcist. Hvor Liima er mere maskinelt på én eller anden måde?
Ja. Vi har en idé om at vi er et elektronisk garageband.
Haha ja, det passer måske meget godt.

Blevet nysgerrig? Så hør bandets seneste single ‘Roger Waters‘ fra debutpladen ii:

Og tjek dem ud på SPOT Festival hvis du skal med.

blaavinyl præsenterer… peach

Peach

Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.

PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:

Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.

gæsteindlæg – ulvetimen

Ulvetimen

For 4. sæson i træk er vi stolte af at kunne præsentere et par fede navne på den hyggelige Kulturstation i Vanløse. Denne gang har vi fornøjelsen af at præsentere Ulvetimen og PEACH. Kristian Kjærulff Ravn fra Ulvetimen har i den forbindelse skrevet et gæsteindlæg om hvordan Ulvetimen for snart 6 år siden opstod;

Sangskrivning, DSB og salmetradition

Året 2010, var året for mit sidste bachelor semester på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Jeg havde brugt de sidste 3 år på at studere som percussionist, men nu var jeg netop blevet optaget med nyt hovedfag på kandidaten, nemlig sang…

En iskold uge 7 havde lagt sig over landet og jeg var på vej til min tredje stævneuge.
Den årlige stævneuge på DJM er et fantastisk foretagende, hvor et udvalg af gæsteundervisere tilbyder workshops for de studerende.
Rygsækken var beskedent pakket og morgenen bød, traditionen tro, på en gylden dame.
Jeg var kommet på min første prioritet ”Sangskrivning, ved Jacob Bellens” og det skulle vise sig at blive et interessant møde mellem en grønskolling og en befaren sangskriver.

Tilbage i 2010 tror jeg ikke Jacob havde undervist i sangskrivning før. Jeg havde nok forventet en masse forskellige sangskrivningsøvelser og teknikker – men jeg fik det råt men usødet ”bare begynd at skriv” og fred være med det, for det betød ikke intet for processen.
Jacob formåede at inspirere os gennem samtaler om hans eget virke og via egne musikalske oplæg (og så beværtede han os i øvrigt under skriveprocessen med kaffe og kage – cool burger for en 3 års studerende!).

Efter en uges rock og rul, sangskrivning, spas og løjer havde jeg uden at vide det, lagt grundstenene for hvad der de næste 6 år ville være med til at definere hvem jeg er i dag.

I slutningen af 2010 faldt jeg over fænomenet ”Ulvetimen”…
Ingmar Bergmann udgav i 1968 filmen ”Hour of the Wolf” eller ”Vargtimmen” og hvis man har set traileren til denne legendariske film, så ved man at slagordene lyder:

“The Hour of the Wolf” is the hour between night and dawn. It is the hour when most people die. It is the hour when the sleepless are haunted by their deepest fear, when ghosts and demons are most powerful.

Disse ord fik mig til at tænke over livet, lyset, mørket og alt det der ligger derimellem.
De fik mig til at tænke over denne magiske time, når nattens er mørkest lige inden lyset begynder at kæmpe sig vej frem imod dagen. Jeg syntes der var noget virkelig eksistentielt i fænomenet og jeg dykkede langsomt mere og mere ned i denne underverden af kontraster.
Ikke lang tid efter… Jeg kan huske at jeg netop havde fået fri fra ”sang og stemme teori” på konservatoriet og var nu på vej med toget fra Aarhus imod Randers.
Min kæreste var i denne periode i Thailand og vi havde fremlejet vores fælles lejlighed i København (yes, det bliver lidt geografisk forvirrende nu, men.. jeg boede i København, studerede i Aarhus og var i dette øjeblik på ved til Randers hvor jeg havde et midlertidigt loftsværelse som bolig).

På de 35 minutter det tog at køre forbi Hadsten og Langå, inden toget standsede på Randers Station – skrev jeg 3 vers, 1 omkvæd og 1 c-stykke.
Jeg stod af toget og gik direkte op på mit værelse, tændte computeren og lavede en demo af hvad der blev nummeret ”Ulvetimen”.
Jeg syntes at nummeret ”Ulvetimen” definer min daværende (s)tilstand og det blev første af mange domini-brikker der væltede og banede vejen for bandet Ulvetimen.

De sidste 6 år har jeg så brugt på at fundere over hvor ordene og sætninger kommer fra.
Jeg er først i en meget sen alder begyndt at læse bøger (ud over obligatorisk tvangslæsning i folkeskolen og gymnasiet), så det er i hvert fald ikke fra bøgerne.
Jeg voksede op i et hjem med Poul Dissing, Sebastian, Anne Linnet og Anne Dorthe Michelsen på pladeafspilleren – og jeg er sikker på at de kan tage en del af æren.
Men jeg tror faktisk at jeg, uden at tænke over det primært er blevet sprogligt stimuleret i kirken.
Jeg har sunget som sopran, alt, tenor og til slut bas, i de godt 12 år jeg har tjent mine lommepenge som korist.
I går blev jeg bekendt med den danske præst og forfatter Jakob Knudsen (1858-1917), han har blandt andet skrevet ”Se nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”.
Mit næste stop – dyk ned i hans værker og finde ud af lidt mere om hans person.